Tiden op til, under og efter

Jeg vil gerne være ærlig! Ærlig overfor eventuelle læsere, men mest afgørende, ærlig overfor mig selv! I tiden op til fødslen af min søn, magtede jeg intet😑 På en god dag, græd jeg ikke af smerte, på vej hjem fra at aflevere min datter. På en god dag kunne jeg tøffe lidt rundt herhjemme og slå tiden ihjel uden at være ved at flå hårene ud af hovedet på mig selv.

På en dårlig dag… Faktisk var det nok nærmere en almindelig dag, græd jeg hele vejen hjem, fordi mit bækken gjorde ondt, og jeg dårligt kunne løfte fødderne fra fortovet for at tage det næste skridt. De dage slog tiden mig ihjel, og det eneste, jeg kunne, var at ligge på sofaen, have virkelig ondt af mig selv og prøve at bedøve mine følelser og min krop med at se TV. Gudskelov for Netflix!

Frygten for ikke at gå i fødsel og derfor skulle have et kejsersnit voksede i takt med min mave. Og ham lillebror lod virkelig pinen trække ud! Jeg vil ikke lave en fødselsberetning nu og her (måske i et andet indlæg en dag). I korte træk gik jeg så meget over tid, at jeg kun lige nåede at presse baby ud, inden kejsersnittet blev bestilt!

Tiden gik​ i stå

Jeg har ingen fornemmelse af, hvor lang tid noget tog, da jeg fødte. Det meste af tiden er jeg også hamrende ligeglad! Det er som om tiden gik i stå, da lillebror kom til verden! Lige der havde jeg lidt tid med perfekt og helt uhindret lykke! Det var fantastisk, vidunderligt og jeg har sjældent været SÅ stolt af mig selv eller min mand! Jeg savnede min datter vildt og samtidig fyldte følelsen af lillebror på min mave ALT! Og der gik mange timer, før tiden rigtig kom i gang igen 😍

Hvor tiden blev af?

Vupti! Nu er der gået mere end tre måneder siden vores søn blev født… Tre måneder der både har været de længste, hårdeste og hurtigste i mit liv!

Det var vidunderligt at komme hjem fra sygehuset og få lov at se vores datter vokse ti meter, fordi hun nu er STOREsøster! At få lov til at være os fire! Og de 14 dage, min mand var hjemme, gik alt for hurtigt! En del af tiden var et regulært helvede, som forsvandt ind i brystvorter, der gjorde så ondt, at jeg skreg, hver gang lillebror var sulten og fik fat! Drømmen om at have storesøster hjemme blev ikke opfyldt, for hun ville ikke have været tjent med at overvære min smerte, og samtidig at jeg ikke havde tid til hende, fordi snylteren (og ja, sådan føltes det) hele tiden åd! I det mindste var jeg ikke alene, og min dejlige mand fungerede som verdens bedste tjener!

14 dage… Og vupti… Så stod jeg der… Med brystvorter der stadig gjorde ondt nok til​ jeg skreg, en sulten baby og en datter, der skulle afleveres i vuggestue hver dag… Og en mand, der kører på job så tidligt, at vi andre ikke er vågne endnu…

Helvedes forgård

Der havnede jeg ret hurtigt! Jeg fik sværeste og sværeste ved at have min baby hos mig. Det blev fysisk ubehageligt, når jeg (endnu en gang) var nødt til at reagere på hans gråd, for jeg vidste jo godt, at jeg er hans mor. Det ER mig, der skal reagere. Jeg var bare lige ret ligeglad… Det rørte mig mindre end slet ikke, når han græd… Og ja… Efter nogle dage, hvor det blev mere og mere klart for mig. Hvor jeg blev mere og mere ked af det, fik min mand og min veninde mig heldigvis til læge.

Helvedes forgård er en fødselsdepression! 

Og der er jeg nu! Smack down midt i helvedes forgård!

Og tiden, siden jeg var hos lægen, er gået med at bede om hjælp. Og sige det højt. Jeg nægter at lægge skjul på, at jeg kæmper en daglig kamp, for at finde overskud til min datter og mand samt kærlighed til min søn. Alt imens mit indre er fyldt af kaos,og jeg ikke kan huske fra næse til mund. Hvilket desværre er meget tydeligt i vores hjem, som roder som aldrig før🙈😱

Det føles sateme forkert! Helt igennem forkert at have det sådan her! At føle jeg er ligeglad med min egen søn! Jeg er vokset op med en mor, som fortalte mig, at jeg ikke var lige så elsket som min storebror. Så det gør ondt på måder, jeg aldrig har oplevet før, at jeg ikke kan mærke, at jeg elsker lillebror! For tænk hvis han vokser op og føler sig uelsket, uønsket, mindre værd!!!!! Den tanke rider mig som en mare! Alt imens jeg jo godt ved, at det er min hjerne, der spiller mig et puds! Der er en kemisk ubalance, som heldigvis bliver hjulpet lidt af noget medicin, psykolog og om lidt hjælp til at klare de praktiske opgaver… Som at komme i bad😫

Hvad bringer tiden mon med sig?

Med tiden VED jeg, at alting bliver bedre! Jeg VED, at det her også vil blive gennemlevet og overlevet! Jeg har verdens dejligste og mest støttende mand! Han hjælper mig med at hænge i, holde ud og kæmpe! Uden ham så det meget mere sort ud! I det hele taget er jeg dybt taknemmelig for mit netværk! Som lige hjælper med at tage en opvask, kramme mig, min søn og datter… Eller sparke mig hårdt over skinnebenet, så jeg endelig får husket at skrive her (tak for det Yasmilah 😍)! Uden alle jer, gik det ikke!

Jeg ser frem til at kunne skrive: “I dag kan jeg mærke, at jeg elsker min søn!” .

For den dag kommer!

Og forhåbentlig meget snart! For tiden går jo… Og intet vedbliver med at være, som det er… Så længe vi er åbne for at se indad, udad, fremad, være ærlige og kæmpe!