Mine følelser er ofte meget store før jeg mærker dem. Rigtig ofte er de, hvad mange nok vil kalde “ude af proportioner” i forhold til de relativt enkle ting, der sætter dem i gang.
Eller er de?
Er det i virkeligheden sådan, at min opvækst har givet mig et lettere forvirret, forkrøblet, forstørret eller måske formindsket følelsesliv?
Det skete i de dage i september engang
At jeg var på forældre kurset COS-P (se tidligere indlæg her). Noget af det vi kom ind på, på kurset, var vores egne følelser. Jeg kunne den gang konstatere, at jeg ikke er blevet mødt i mine følelser som barn. Det fornemmeste vi, som forældre kan gøre for vores børn er, at VÆRE SAMMEN med dem i deres følelser. Uden at prøve at ændre, fjerne, formindske eller forstørre barnets følelser.
Min mors følelsesliv
Den gang jeg var barn fyldte min mors store og ofte skiftende følelser alt, og der var ikke nogen mulighed for at jeg blev mødt i mine følelser. Som oftest var jeg nødt til at pakke mine følelser sammen. Det bedste var faktisk, hvis jeg direkte spejlede hendes følelser. Så når min mor var ked af det, var jeg ked af det på hendes vegne. Når hun var glad, var jeg jublende osv. Det var ofte svært at vide på forhånd, hvilken følelse jeg skulle spejle, når hun kom ind i rummet, så jeg var meget omstillingsparat (det er jeg ikke mere). Mit følelsesliv var altid klar til at spejle de følelser, der var nødvendige for at støtte min mor. Min mors følelser var gigantiske. Store, kraftige, tydelige og for evigt skiftende og de tålte, eller hun tålte ikke modsigelse. Min mors følelser var den endegyldige sandhed.
Det skete i de dage i april engang
At jeg sad hos min psykolog og snakken faldt på mine følelser, og frem hev hun et lille opgave ark. Det handler om at have en følelsesmæssig volumen knap. Jeg kiggede på hende, som om hun var lidt vanvittig. Men jeg gik med til at udfylde arket:
Eksempel på at være lidt vred: Jeg har ingen Eksempel på at være vred: Jeg har ingen Eksempel på at være meget meget vred: Jeg har alt for MANGE Kan du selv skrue ned for volumenknappen?: Jeg har ingen volumenknap, kun en slukknap Hvordan skruer du selv ned?: Det kan jeg ikke Hvad skal andre gøre for at hjælpe dig med at skrue ned?: Ingen anelse
Jeg havde ikke været mange gange hos min psykolog på dette tidspunkt, så hun vidste ikke så meget om mig og min opvækst, men mine svar fik sat gang i en snak om, hvordan jeg mærker mine følelser. Eller rettere HVORNÅR jeg mærker mine følelser. Det gør jeg først, når de er så store og vilde, at de brøler rundt i hele min krop og overtager hver en tanke. Jeg har altid sagt, at jeg føler meget og svinger meget i mine følelser.
Det er også delvist sandt. Jeg mærker ikke små følelser af vrede, glæde, sorg osv. Der er ingen volumenknap – ingen graduering. Når jeg først mærker mine følelser, er de bare store. Men ofte bliver de ikke hængende i så lang tid – heldigvis, for hvem ville dog kunne holde ud at være MEGET MEGET vred, ked, glad, bange osv. i lang tid ad gangen? og hvem pokker ville kunne holde mig ud, hvis jeg blev i de her store følelser.
Derfor har jeg en slukknap, som jeg kan bruge. Både for at jeg kan holde ud at være i live. Men i MEGET stor grad også så andre kan holde mig ud. Det kræver nogle gange virkelig uhensigtsmæssig adfærd fra min side. Vrede og ked af det-hed slukker jeg nemmest for ved at spise noget med sukker. Eller (som alkoholikerbarn) endnu værre ved at drikke mig en lille skid på. Angst slukker jeg for ved at komme ned i min krop med grounding øvelser. Glæde er nem at slukke, jeg tænker bare på alt det, der kan gå galt, og så er glæden væk med det samme.
De 8 grundfølelser
Og så sad jeg lige og tænkte, hvad er mon mine slukknapper ved de andre grundfølelser?
Hvis nu vi antager, at psykolog Robert Plutchik har ret i, at der findes 8 grundfølelser, hvordan ser det så ud for mig, og hvordan lever jeg med dem i mit liv?
De 8 følelser han nævner er: glæde, sorg, tillid, afsky, frygt, vrede, forventning og overraskelse. De er komplementære og kan stilles op som vi lærte i gamle dage i farvelære. De kan gradueres (for andre end mig i hvert fald) og samspillet mellem dem skaber andre følelser. I får lige en fin model at kigge på, imens jeg finde tilbage til tråden…
Mine følelser og min slukknap
glæde: Jeg tænker på det, der kan gå galt sorg: Jeg spiser det væk tillid: Føler jeg sjældent, og når jeg gør er det blindt, så ingen slukknap her afsky: Faktisk en følelse jeg ikke slukker for. Jeg må gerne afsky noget eller nogen frygt: Fysisk bevægelse (Grounding) og vejrtrækningsøvelser vrede: Spiser det væk forventning: Føler jeg yderst sjældent på en positiv måde. Men negative forventninger spiser jeg væk overraskelse: Løber jeg væk fra. Jeg fjerner mig simpelthen fra situationen, for det rummer jeg ikke
Der er umiddelbart ikke noget at sige til, at jeg er overvægtig, for de svære følelser spiser jeg væk med mad og gerne den usunde kulhydratrige, fede slags.
Jeg har indtil for ganske nylig shoppet mig ud af de negative følelser også. Men det er jeg stoppet med.
Umiddelbart er der ikke nogen af de 8 følelser, hvor jeg har en volumen knap. Gradueringen findes ikke rigtig i mig. Jeg bliver fx. ikke lidt overrasket, jeg bliver MEGET overrasket (og jeg HADER det).
Nå men…
Work in progress
Det er super hårdt for mig at føle på den måde, og det har det alle dage været. Det er en af grundende til, jeg har de slukknapper jeg har. En anden grund er desværre, at jeg slukkede for egne følelser som barn for at skabe plads til min mors.
Men altså.
Jeg arbejder sammen med min psykolog på at blive mere opmærksom på, når der dukker små antydninger af følelser op. Og i stedet for at slukke for dem, lade dem være der, registrere dem og VÆRE SAMMEN med mig selv imens. Så jeg lærer at mine følelser ikke er farlige. Min psykolog måtte love mig, at hun godt kan rumme hvad end, der kommer ud af mig af følelser, for at få mig til at turde bruge denne nye tilgang til tingene.
Jeg skulle hilse fra mig selv og sige, at det er skide hamrende svært! Jeg ville ønske, det var let, ligetil og at jeg, jeg bare lige kan det pis… men sådan er det ikke. Det er en kæmpe opgave og det er langt fra alle dage, det lykkes mig at mærke en lille følelse, før den er blevet stor. Men hvis jeg vil kunne VÆRE SAMMEN med mine børn i deres følelser, er jeg nødt til at stoppe med at være så bange for mine egne.
Alle følelser er okay. Det er ikke altid, de er funderet i noget logisk, og ind imellem kommer følelser uden man har et helt billede af det, man føler noget omkring. Men det ændrer ikke på, at følelsen i øjeblikket er okay at have. Så kan vi alle nogle gange blive klogere, og derved kan det vi føler ændre sig. Men den første øjeblikkelige følelse vi får er ikke forkert, for meget, ude af proportioner.
Jeg starter med vreden
Det der sker for mig er, at jeg slukker for en masse af de små følelser af fx vrede. Når jeg så endelig ikke kan lægge låg på mere vrede, eksploderer jeg i vrede. Hvis jeg så slukker for den store meget vrede vrede, så får jeg angst anfald amok. Som jeg så igen slukker for. Hvilket gør mig vred og bitter…
Det er en pænt ond spiral alligevel. Så jeg arbejder på at stoppe med at slukke for min vrede og acceptere den som en del af livet. En følelse ad gangen skal jeg nok få lært det. Jeg starter med vreden, for bedre at kunne rumme min søns vrede og udadreagerende adfærd.
