Imposter Silje

Imposter Silje gør sit officielle indtog i verden.
Det er såååååååå længe siden, jeg har skrevet et indlæg! Jeg ved slet ikke, om jeg kan huske, hvordan man gør. Og lige i dag er jeg faktisk ret meget i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde har vidst det!!!! Men jeg har eddermame ladet som om mange gange! Og bare gjort det. Bare skrevet lige hvad der faldt mig ind og gerne uden de store tanker om, hvad det ville betyde for mig at dele så sårbare ting om mig og min familie…. hmmm…. ej det sidste passer sgu ikke helt vel? Har tænkt meget over det.

Imposter syndrom

Det at have imposter syndromet, handler i bund og grund om, at man ikke tror, man er god nok – selvom man faktisk er det. At man ikke kan de ting, man faktisk kan. At man er PIV bange for at andre, fx kollegaer og venner opdager, at man i virkeligheden bare er en kegle, som lader som om, man kan en masse. se mere på https://mindcph.dk/

Jeg har “lidt” af imposter syndromet næsten hele mit liv og aldrig turde tro på, at jeg kan de ting, jeg faktisk kan. Jeg ved 100%, hvor denne tvivlen på mig selv kommer fra. Det er sgu en lidt trist historie, som I får her.

Dengang jeg hed Anne

Min mor havde store forventninger til mig hele min barndom. Jeg gjorde altid mit bedste for at leve op til disse forventninger. Det gjorde jeg i et desperat forsøg på at være god nok. Være elsket af hende. Så jeg var den bedste i min klasse til rigtig mange ting i folkeskolen. Alligevel vurderede min lærer mig til ikke at være klar til at komme direkte på gymnasiet efter 9. klasse. Jeg blev SÅ vred på ham. Men hans vurdering var helt korrekt. Jeg var ikke følelsesmæssigt klar. Og jeg følte ikke min mor elskede mig – eller at jeg var god nok til hendes standarder.

Der skete en masse i mit liv, da jeg gik i 9. klasse. Mine forældre blev skilt. Jeg blev rygende uvenner med min mor en dag, hvor jeg kaldte hende en kælling. Hun kvitterede med en lussing, og jeg hamrede hende en knytnæve i ansigtet, så hun lagde sig. Det var nok ikke det min storebror havde i tankerne, da han lært mig, at man skal slå for at mene det – og ikke med flad hånd. Derefter tog jeg en beslutning om at bo hos min far – den bedste beslutning for både mig og min mor, selvom hun vidst aldrig tilgav mig at jeg valgte hende fra. Jeg var et følelsesmæssigt kaos i 9. klasse.

Jeg kom i 10. klasse og det ændrede mig. Jeg fik øje på min meget kreative side. Jeg blev mere afklaret og klar til at gå på gymnasiet, så jeg startede på Kreativ linje på HF. Hele vejen igennem HF kæmpede jeg med at føle, jeg ikke var god nok. Der blev stillet større krav og jeg havde svært ved at få øje på det, lærerne så – at jeg godt kunne. Det var her, jeg oplevede imposter syndromet første gang.

Eksamen!

Jeg skulle til eksamen sidst i 1. HF blandt andet i psykologi, som jeg elskede at have som fag. Jeg følte mig slet ikke forberedt. Følte slet ikke jeg kunne honorere de krav, der var til mig. Men… så skete der noget højest besynderligt! Jeg fik sgu 13!!!!!! OG jeg ringede fluks til min mor for at fortælle det gode resultat. Hun mødte mig med hendes sædvanlige kommentar: “Gjorde du dit bedste?” Jeg stivnede. som om jeg blev ramt af den største spand koldt vand i verden. Jeg havde lige fået 13 i en eksamen og min mor stillede spørgsmålstegn ved om jeg havde ydet mit ypperste.

Fart på

Derfra tog imposter syndromet fart. Og den dag i dag kæmper jeg dagligt med at tro på, jeg faktisk kan de ting, jeg kan. Det gør det SKIDE svært at tro på, når andre roser og anerkender mig. For i virkeligheden tænker jeg hele tiden: “De har bare ikke opdaget, at jeg snyder, at jeg ingenting kan.” Det er pisse anstrengende at leve sit liv sådan.

Så hvem er jeg, at jeg tillader mig at skrive dette indlæg – og de andre indlæg jeg har skrevet? Hvem er jeg, der tillader mig at være enlig mor – hvordan kan jeg nogensinde leve op til de krav, der er til sådan en?? Hvem er jeg, at jeg tillader mig at få tilkendt en førtidspension – hvordan kan jeg leve op til de vanvittige krav, der er til sådan en? Hvem er jeg, der siger, jeg kan sy tøj? Jeg kan jo kun se alle de fejl, jeg laver. Listen bliver ved.

Hvem er jeg?

Jeg er Silje! Og jeg er det mest fejlbarlige menneske, du vil møde. Men jeg erkender mine fejl og en af mine fejl er, at jeg er imposter. Så det vil jeg arbejde med. For jeg er god nok, som jeg er. Jeg er værd at elske. Min mor kunne ikke gøre for, hun var så forkvaklet i sin tilgang til mig. Jeg er nødt til på en eller anden måde at tilgive hende, selvom det er svært og på det yderste af, hvad jeg magter.

Og som jeg sidder her og gennemlæser mit indlæg, bliver jeg straks ramt af mindreværd og usikkerhed – for hvem i alverden gider læse det her rableri???????????

Silje står i en elevator og viser den ene side i et spejl

Min barndom var en rutsjebanetur

Det er ind imellem krop umuligt for mig at holde mine tanker samlet. Nogle gange er min barndom årsagen.

I dag er en dag, hvor mine tanker føles kalejdoskopiske. De er forvrængede og det ene tankemønster bliver overtaget af det næste i myriader af tanker, bitanker, minder, ord, følelser, sansninger og ultimativt kaos.

Jeg ville ønske at jeg kunne finde hoved og hale i alt det der sker i mig. Men jeg ved dårligt nok, hvor jeg skal starte.

Så måske skal jeg starte forfra.

Da jeg var barn voksede jeg op i en familie med en lidt utraditionel sammensætning. Jeg er så heldig at have de to skønneste brødre i verden og jeg ville gå igennem ild og vand for dem begge. Jeg er endda så heldig, at det går alle veje og gennem tykt og tyndt har vi hinanden. Selvom vi som voksne lever meget forskellige liv og er meget forskellige som mennesker.

Tilbage til min barndom

Min ene bror og jeg voksede op under samme tag hos vores mor og far. Vi var en velset familie. Mine forældre tog aktiv del i vores liv og skolegang. Vi var faktisk både aflastning og plejefamilie i en årrække.

Men nedenunder det fine glansbillede havde min mor det svært. Hvad det præcist er, der gjorde det så svært at være hende og så svært at være min mor, ja, det ved jeg stadig ikke helt, men jeg har med årerne samlet en masse brudstykker af familiefortællinger sammen, og tror jeg kan konstatere, at min mor havde en hård opvækst, et skrøbeligt sind og fik en fødselsdepression, da hun fik mig. Så vidt jeg ved, blev dette dog ikke behandlet.

Som mor med 2 fødselsdepressioner bag mig, ved jeg, hvor vigtigt det er at få støtte og hjælp for ikke at skabe aversioner eller manglende tilknytning til barnet.

I stedet for at få den rette hjælp begyndte min mor på et tidspunkt at drikke lidt mere rødvin, end man bør. Og det fortsatte hun med i min barndom og ungdom. Derudover formåede hun ikke rigtig at vise mig, at jeg var elsket af hende. At jeg var nok, bare fordi jeg var mig. Jeg er vokset op med en mor, som jeg aldrig rigtig vidste, hvor jeg havde. Hun kunne det ene øjeblik være i rigtig godt humør og næste øjeblik trådte jeg ved siden af hendes rammer, regler, idéer og så blev hun rasende, gemen, voldsomt ked af det eller decideret ondskabsfuld.

Min barndom handlede om præstationer

Jeg har altid gjort mit bedste og så lige 200 procent mere. For så kunne det være, jeg var god nok til at blive mødt af min stolte mor, som roste mig og fortalte, hvor dygtig jeg var til andre. Så blev jeg set, hørt og accepteret.

Mere end noget har jeg søgt min mors kærlighed siden min barndom. Det blev i mit voksenliv tydeligt for mig, at jeg går i stykker i denne søgen og jeg traf en voldsomt hård beslutning om at bryde al kontakt med min mor for 7-8 år siden. Det var det sværeste og det letteste jeg nogensinde har gjort på en og samme tid.
Det viste sig at jeg i processen uvidende og ganske uvilligt også valgte min moster, onkel og fætre fra. En del af min familie, som var de tætteste i hele min opvækst. Vi så dem meget mere end nogle andre. Som med alt andet var det på både godt og ondt, da min mor og onkel indimellem virkelig blev uvenner og det burde vi børn ikke have overværet. De højtider, der blev afbrudt tidligere end ventet ødelagde så utroligt meget min tillid til min mor.

Kærligheden i min barndom

Men der var også gode oplevelser. Der var kærligheden vi unger delte til hinanden og vores sammenhold. Der var de gange min onkel lagde sig imellem min mors vrede og mig. Den dag min moster sørgede for at jeg , som min mor havde lovet, fik den konfirmationskjole JEG ønskede mig, i stedet for den min mor syntes. Der var alle de gode snakke og mange timer brugt i fred og fordragelighed og fremfor alt ubetinget kærlighed. Min moster elskede mig for mig og det har jeg aldrig nogensinde tvivlet på. Men det knuste mit hjerte, at hun pga. min mors adfærd ikke kunne beholde mig i sit liv, da jeg valgte min mor fra.

Når sorg rammer uventet

Men uagtet alt dette var de mine nærmeste igennem min barndom, ungdom og begyndelsen af mit voksenliv.
Og sammen med min mor forsvandt de ud af mit liv.
For år tilbage fik jeg snakket med min moster på Kvicklys parkeringsplads. Vi fandt en form for fred med hinanden og vores valg. Desværre døde min moster for ikke så længe siden og den dag, jeg startede på dette blogindlæg, havde jeg netop fået at vide at min onkel også var død.
Det bragte helt utroligt mange minder frem. Jeg blev dybt ulykkelig og sørgede dybt – samtidig med jeg ikke følte, jeg havde ret til at sørge overhovedet, da de ikke længere var en aktiv del af mit liv pga. valg, jeg selv har truffet. Men også valg, der blev truffet for mig.

Unfinished business

Samtidig blev jeg også pludselig meget bevidst om at jeg ikke har kontakt til min mor. At hun ikke er en ung kvinde længere, men nærmer sig 70 år kraftigt. Hvad skal jeg stille op, når en dag hun ikke er her mere? Hvad skal jeg stille op, hvis hun en dag tager kontakt, fordi hun ligger på sit dødsleje? HVAD FANDEN SKAL JEG STILLE OP med disse uafsluttede følelser, som jeg har?

Jeg savner

For hold nu kæft mand, hvor jeg savner en mor. Jeg må dog også erkende at jeg ikke savner MIN mor.
Jeg savner EN mor, der forstår, accepterer, anerkender og elsker ubetinget. Jeg savner ikke at have en mor, jeg aldrig vidste, hvor jeg havde henne. Som det ene øjeblik var rasende og det næste lavede fis og ballade. Jeg savner ikke den mor, som har sagt så utroligt mange sårende ting til mig i den ene brandert efter den anden. Jeg savner ikke, at jeg aldrig var god nok. Selv ikke da jeg fik 13 i psykologi på HF. I stedet for jubel, spurgte hun mig “om jeg havde gjort mit bedste”. Selv 13 var ikke heeeelt acceptabelt, for jeg kunne nok have gjort mere.
Jeg savner en mor, der er menneskelig. En mor, der begår fejl og kan sige undskyld for dem, ligesom alle os andre.

Mit knuste hjerte

Jeg arbejder hver dag på at acceptere, at jeg ikke har sådan en mor og aldrig kommer til at have det.
Det knuser mit hjerte.
Ligesom det knuste mit hjerte at vælge min mor fra. Men jeg kan leve med et knust hjerte. Det gør jeg hver eneste dag. Men jeg kan ikke blive ved med at acceptere og leve med den forbandende følelse af aldrig at være god nok, aldrig at være elsket bare for mig.
Det ypperste jeg prøver på i mit eget forældreskab er: at mine børn ved de er elsket altid og hele tiden. Også når jeg ikke kan lide deres adfærd. Jeg elsker dem hver dag og hvert sekund og det må de aldrig tvivle på, for det ødelægger alt.

Heling

Fremfor alt er jeg nødt til at lade mit hjerte hele – jeg ved ikke hvordan. Men jeg fortjener at elske mig selv, for jeg er faktisk et rigtig dejligt og fejlbarligt menneske som er så utroligt følsom overfor hele verden og alt og alle jeg møder. Hvis ikke jeg kommer overens med at elske mig selv, vil jeg altid være i limbo og jeg fortjener bedre end det.
Så jeg knokler for at gøre gode ting for mig selv. Jeg prøver at acceptere at jeg fejler og stadig er god nok. JEg prøver at elske ubetinget og sikke dog nogle hug, man som single kvinde kan få på den konto – men det er en helt anden snak.

Så hvad ville jeg med dette indlæg?

Fortælle at fortiden ikke bare ligger bag os, men er en del af os på godt og ondt og det er okay. det er ikke altid tingene kan fixes med et Hakuna Matata – men ind imellem vil det være godt for mig at tage det roligt – for det det bedste på jord.

Hvis du hænger på endnu, undrer du dig dig måske over hvor lidt min far fylder i dette indlæg. Men det er fordi jeg ved min far elsker mig og altid har gjort sit aller bedste for at skærme mig mod min mor. Desværre lykkes det ikke. Men jeg VED han elsker mig og er stolt af mig som jeg er – med fejl mangler og diagnoser.

Er du barn af en alkoholiker? find hjælp her TUBA

Billedet er en æstetisk beskrivelse af mig som kvinde og mor

Jeg er biseksuel. Lad os bryde et tabu mere sammen.

Jeg er biseksuel – lad os bare hive plastret af og få det råbt ud over ALLE tagene.
For få uger siden var det Mors dag. Mine børn var hos deres far og jeg brugte dagtimerne på at skrive et opslag på Facebook. Både på bloggens Facebook side og på min private Facebook.
Jeg vil gerne fortælle lidt mere, nu hvor jeg har adgang til bloggen igen.
(tak til Jetpack for at blive ved med at crashe).

Jeg er biseksuel og

Historien begynder med jeg blev skilt og siden fandt en ny kæreste ALT for hurtigt. Derfor er jeg endt ud som helt og aldeles single. Og i den forbindelse er jeg kommet ud for at blive spurgt meget direkte, hvorfor jeg ikke vil have en trekant med en pige og en mand. Jeg lagde ud med at svare, at jeg bare slet ikke tænder på kvinder. Meget firkantet, afvisende og uden i et splitsekund at tænke over svaret eller lade mig selv mærke efter, om det nu virkelig også var det rigtige svar. Da jeg bliver spurgt, om det måske mere handler om kulturelle og opdragelsesmæssige normer, bliver jeg simpelthen så vanvittigt provokeret.

Helt målløs af harme over indirekte at blive anklaget for at være homofob. For hvis der er noget, der faktisk ingen betydning har for mig, er det da, hvilken seksuel orientering andre mennesker har. Det eneste, der betyder noget, er at andre er glade og hviler i de valg de træffer i deres liv. Det gælder faktisk på de fleste områder. 

Rasmus Modsat

Alligevel er det lykkedes denne mand, at prikke godt og grundigt til min indre Rasmus Modsat, som fandme er nødt til at kigge ordentligt indad og se på, hvorfor jeg dog er så mega firkantet. Om det nu virkelig kun gælder mig selv – eller måske er jeg faktisk homofob? Jeg har så svært ved at genkende den tanke om mig selv, at jeg borer videre…
Kigger tilbage på min ungdom, og spiller umanerlig mange situationer i mit liv igennem i mine tanker…
Situationer, hvor jeg har tænkt ”WOW, hun er godt nok smuk, fantastisk, skøn osv. Hvis bare jeg ikke kun var til mænd, ville jeg virkelig gerne lære hende at kende og kysse lidt på hende.” I løbet af et par dage dukker der en VILD bunke af fortrængte minder frem. Jeg har aldrig oplevet så intenst et tankemylder.

Kærlighed

En dag står jeg, efter at have afleveret min datter i førskole, og taler med hendes bedste vens mor. Vi taler om vores skønne unger. Hvor meget de elsker hinanden og snakker med hinanden om ALT mellem himmel og jord. Ind imellem synes vi også, det er lidt vildt – de taler om ret tunge emner. En ting, de taler meget om, er KÆRLIGHED. Og den anden mor siger, at hun har overhørt en samtale mellem bedstevennen og hans lillesøster. Han har siddet og sagt: ”Ved du godt, at piger godt kan være kæreste med piger, og drenge kan godt være kæreste med drenge, det må man godt. Men der skal på en eller anden måde være en slags far, hvis man vil have en baby”. Moren siger at hun synes det er så fint sagt, men hun ved ikke, hvor han ved det fra.

Verdenssyn og menneskesyn

Det gør jeg til gengæld og fortæller, at det nok er fra min datter, fordi vi ofte har haft den snak. Moren siger, at det er så sejt, at jeg taler med min datter åbent om det.
Mit svar er: ”Det er jeg jo nødt til, jeg er biseksuel, og hun er nødt til at vide, hvordan verden faktisk hænger sammen, det kan jo være, jeg en dag har en pigekæreste med hjem.”
Moren taler videre, og det gør jeg også… imens jeg mærker en KÆMPEMÆSSIG vægt løfte sig fra min brystkasse, fra mine skuldre. Jeg føler, jeg er ved at flyve væk. Det er som om, alle mine puslespilsbrikker pludselig begynder at falde på plads.

Billedet er en æstetisk beskrivelse af mig som kvinde og mor

Jeg lever de næste dage som i en boble af forvirring, glæde, lykke, tvivl, eufori og overvældelse.
Jeg er faktisk så utrolig heldig at have en virkelig fantastisk kærlig, seksuel oplevelse med en vidunderlig, omsorgsfuld og kærlig kvinde – og al tvivl er væk! Jeg kan både følelsesmæssigt og seksuelt have lyst til at hengive mig til en kvinde. Men om jeg i alt det her har lyst til at give slip på mænd? Nej…

Mine børn

Jeg er biseksuel og JEG VIL HAVE at mine børn vokser op i en verden, hvor de ikke i en alder af 36 år skal stå og være pisse hamrende bange for venner og families reaktion på hvem de er.
Jeg har altid været biseksuel – det er ikke dukket op i nattens mulm og mørke. Det er en del af mig. Ligesom min kæmpestore kærlighed til regnbuer, alle farver, at det er okay at være sig selv og skille sig ud.
Jeg vil have at vores verden er et godt og trygt sted for mine børn at vokse op og folde sig ud til lige præcis de sommerfugle, de er!

Jeg er iklædt en farverig kjole med sommerfugle

Hvorfor siger jeg først nu, at jeg er biseksuel?

Jeg har aldrig decideret hørt mine forældre tale ned om homoseksuelle. Jeg anede ikke, at der var noget der hed biseksualitet, før jeg var flyttet hjemmefra.
Men i 9. klasse var jeg faktisk mega forelsket i en pige på min skole (ligesom ALLE drengene). Jeg gik helst i min storebrors tøj, klippede håret 6 mm kort. Jeg fik besked på af min mor, at “hun havde allerede en søn. Så det pjat kunne jeg godt holde op med”. Meget syret og en af de der mange små kommentarer, der faktisk satte sig fast.

Ligesom alle de der forbistrede kæreste-kommentarer piger og drenge udsættes for, fra de er bitte små. Hvis en pige kan lide at lege med en dreng, skal de voksne straks kalde dem kærester. Ikke venner, som drengene er; eller venner som pigerne er. Nej da. Nu er det jo to køn! SÅ er de altså nuttede og kærester. Jeg er simpelthen så træt af det. For det har ikke en skid ændret sig, siden jeg var barn.

Min datter er også (tvunget italesat af andre voksne) blevet kæreste med samtlige drengevenner, hun har haft . Undskyld mig – men drengene har sgu været sjovere at lege med end de fleste af de piger, hun har været i børnehave osv med).
Alle disse “småting” gør det for nogle mennesker SUPER svært at stå ved dem selv. Jeg har altid gerne ville passe ind.
Jeg har tilpasset mig og tilpasset mig og fucking tilpasset mig selv helt i stykker.

Kom nu for helvede!

I det hele taget er jeg godt og grundigt træt af, at vi har så gammeldags et syn på køn og seksualitet i Danmark. Som udgangspunkt er jeg virkelig ligeglad med, hvad andre gør…
Men når min dreng bliver kigget forkert på, fordi han har kjole på. Når der er en kasse med PIGE LEGO og en anden med DRENGE LEGO i en dansk daginstitution i år 2019. Ja, så bliver jeg sgu vred og frustreret. For så bliver mine børn for alvor berøvet deres fri vilje til at være DEM SELV!
Og jeg har sgu svært ved at stille noget op imod det. Men jeg nægter at lade det ligge hen. Vi er simpelthen nødt til at italesætte, når gamle kønsroller, menneskesyn osv er det styrende. Især hvis det bare er fordi sådan har det altid været. For det er fandme ikke okay!

Jeg er mig – jeg er biseksuel

Jeg er biseksuel og jeg er simpelthen så pisse hamrende stolt over at have lært nu, at det er okay! At jeg ikke er forkert, mindre værd, mindre ordentlig, ulækker, klam osv. fordi mit hjerte banker for en kvinde og måske i morgen banker for en mand.

Mine børn skal lære at vokse op og elske sig selv; og elske lige præcis dét individ, de ikke kan lade være med at elske.

Den helt fantastiske ammende RegnbueSkorpion mor har jeg fået lavet hos Ammehjørnet. Jeg er så benovet over i den grad at blive forstået i mit ønske om at vise, hvem JEG er.
Tusind tak og WOW. Kig ind og se alle de skønne værker.

Glædelig jul? Med alkoholisme i familien – NEJ!

Det her indlæg er sgu svært at skrive. Det bliver nok også svært at læse. Men det brænder i mine tanker og har brændt i mine tanker HVER jul lige så længe jeg kan huske. Jeg er vokset op i en familie med alkoholisme rigtig tæt på. Faktisk er jeg barn af en alkoholiker, selvom min mor, nok stadig i dag, vil påstå, at hun aldrig har haft problemer med alkohol.

Om alkoholisme og empatiske briller

Bevares… Det kan da godt være hun aldrig har haft problemer med alkohol. Men jeg og mange andre med mig, har haft store problemer med hende i selskab med alkohol. Især i forbindelse med højtider. Og bevares. Min mor var ikke fuld 24/7 365 hele min barndom. Der har stensikkert også været bedre perioder end det. Desværre kan jeg ikke lige komme på dem.
Til gengæld kan jeg huske HVER eneste gang, vi har været nødt til abrupt at forlade en fest, eller juleaften hos min moster, fordi min mor var fuld og blev uvenner med min onkel. Jeg kan huske den juleaften, hvor min mor var fuld, inden vi nåede hen til min moster og gik ind i deres dør – i stedet for igennem den.

Så for at holde lidt fast i min overskrift.

NEJ, det er sgu ikke altid fedt at fejre jul. Og med alkoholisme tæt på sig er det kilde til frustrationer og for mig en tilbagevendende sorg.
Jeg valgte for – ja, det er vel 6 eller 7 år siden, min mor fra.
Jeg har ikke kontakt med hende og ønsker det heller ikke.
Igennem et meget langt sygdomsforløb med gentagne depressioner, stress, generaliseret angst, panikangst og social angst ramte jeg ind i stolen hos en psykolog, som ikke lod mig tale udenom.
Som så lige ind igennem alt mit “hurtig snakker og griner, så ingen ser, jeg græder indeni”-pis.
Han fik mig til lige at ridse min opvækst op og bad mig, i en lidt senere hypnose, om at tage mine empatiske briller på (jep, sådan nogle har jeg – og de ER SÅ GODE til at se og forstå ALLE andre, end mig selv). Så sagde han “psykisk vold i familien”. Og mit verdensbillede brød sammen.
For med de briller på, kunne jeg jo ikke lade som om, jeg kom fra en familie, hvor alt var godt; det bare var mig der var for følsom og nærtagende. Med de briller på, SÅ jeg MIG… og hvorfor det er SÅ svært at være mig ind imellem. Heldigvis var han virkelig dygtig og lod mig ikke forlade lokalet som et vrag. Han hjalp mig med at bruge mine empatiske briller til både at se min mor uden mit normale filter af kaotiske følelser og han hjalp mig med at se MIG uden mit normale filter af selvhad og manglende selvværd.

Der var en gang… og for enden af den gang

Det er snart MANGE år siden. Men det psykolog forløb rykkede virkelig rundt inde i mig og på en rigtig god måde.
Ofte tænker jeg, at jeg skulle have holdt ved – og jeg kan ikke længere huske, hvorfor jeg stoppede der. Jeg har siden været i to lange psykolog forløb, der i virkeligheden har ryddet op, hvor Alex slap. Nemlig forløb, hvor fokus har været på at finde ud af, hvordan fanden jeg kan være en mor, med de ar, sår, fejl og virkelig lortede adfærdsmønstre jeg har med mig. Hvordan jeg GERNE vil være MOR for mine børn. Det har været en virkelig lang og voldsom rejse, der er så hamrende langt fra slut.

Rejsen varer for evigt
Den kommer til at vare resten af mit liv. Det punkt, hvor jeg adskiller mig mest fra min egen mor, er nemlig, at jeg er meget bevidst om, at jeg ikke er ufejlbarlig. Derfor er jeg nødt til at udvikle mig og indse de fejl jeg begår – for på den måde, kan jeg sige undskyld og tage ansvaret på mig. Så det ikke bliver mine børn, der er ansvarlige i VORES relation.

Skal alkoholisme tilgives? Nu er det jo trods alt jul!

Tilbage til mit tema for denne skrivelse (ikke dette skriv – for det hedder det altså ikke).
Som datter af en alkoholiker har mine juleaftener ofte været rigtig dårlige – altså virkelig triste. I dag som voksen er det dog ikke alkoholisme, der gør det svært at holde jul. Det svære er, at jeg hvert år ved juletid bliver mindet om mit valg. Mit valg som jo også medfører, at mine børn ikke kender deres mormor. Og det bør jeg jo være super ked af på deres vegne. For mine børn skal jo have et helt liv fyldt med mennesker, der elsker dem, sætter pris på dem og vil dem ALT det bedste i verden. Og det vil en MORMOR.

Altså… Hvis hun kan… Men når nu en mormor ikke kan være en MOR, så er der ikke noget krav på at blive mormor. For der er ikke nogen garanti for at en ikke-mor kan vende bøtten og blive en fantastisk mormor.

Ansvaret for relationen

Min mor har gennem mit voksenliv fået en del chancer for at vise mig, at hun elsker mig for mig (det er nemlig her en del af rodet ligger – i at jeg har følt mig forkert og uelsket af hende altid). Desværre har det ikke været muligt, og jeg har altid haft alt for stort ansvar i relationen. Jeg vil ikke give det mønster videre til mine børn. Jeg er, som nævnt, afgjort ikke en fejlfri mor, og det har jeg aldrig været og bliver jeg aldrig. Jeg er dog sikker på, at det eneste rigtige er, at mine børn vokser op uden en mormor – for de er sgu elskede, de er værdsatte og deres liv ER fyldt med mennesker, der kun vil dem det bedste. Min mor er bare ikke en i flokken.

En hvirvelvind af følelser

OG her til jul bliver det bare lige alt sammen hvirvlet op. Det er nemlig ofte til jul, bekendte har en holdning til mit valg og fortæller mig, at jeg frarøver mine børn et familiemedlem… ja! Det gør jeg! Men det er jo hver dag hele året – ikke kun til jul.
Det er også til jul, bekendte kan finde på at sige at jeg skal tilgive min mor. Og hey… Det har jeg faktisk gjort. Det bliver hun dog ikke et anderledes menneske af.
Hvis hun ikke var min mor, ville den snak ikke være relevant – for mennesker med den adfærd er IKKE en del af mit liv. Der har været flere personer med lignende adfærd og personlighed i mit liv gennem årerne. OG INGEN har fået lov at blive hængende, når først jeg har opdaget, at jeg bliver syg af samvær med dem. Så hvorfor er det lige, jeg ikke bare kan vide, at jeg har tilgivet hende og lade hende leve hendes liv, imens jeg lever mit?
Jeg synes faktisk, det er mest fair, for alle parter – især mine børn.

Generelt set tilgiver jeg ikke flere folk ved juletid end resten af året – mon andre gør det?
Jeg tilgiver, når der er noget at tilgive, for mit liv er for kort til at bære nag. Nogle gange er det dog ret svært… men i de tilfælde tilgiver jeg heller ikke først til jul, men når jeg er klar. Det er nemlig et pisse godt tidspunkt!

Ikke engang til jul tilgiver jeg mig selv

Nu vi taler om tilgivelse.
Så vil det helt store spørgsmål for mig nok altid være… om jeg kan tilgive MIG SELV. For sådan er det nemlig dybt inde i mig.

Jeg er kodet fra helt lille til at passe på min mor i ALLE aspekter af hendes liv. Dække over det dårlige – eller snarere benægte at det overhovedet eksisterer.
Det har jeg truffet et meget aktivt valg om ikke at blive ved med. Og nu har jeg aktivt valgt at skrive dette indlæg. Hvor jeg ihærdigt prøver at passe på min mor og samtidig være ærlig omkring hendes alkoholisme. Det er faktisk svært – for selvom jeg har tilgivet hende, gør det stadig ondt inden i mig. Der er ret mange situationer og episoder, jeg kunne beskrive, som tegner et meget grimt billede af min mor, når hun var påvirket af alkohol – men det kan jeg ikke – for det ville være synd for min mor.

Jeg kommer aldrig til

at tilgive mig selv for de følger, der har været efter jeg valgte min mor fra. ALDRIG nogensinde.
At jeg samtidig mistede min moster, onkel, morbror, fætre og kusiner – det burde jeg have forudset – men det gjorde jeg ikke. Og det tilgiver jeg ikke mig selv for.
At jeg har sat min familie, min bror, i en svær situation – i en svær relation. Det tilgiver jeg aldrig mig selv for.
Hvis min mor læser dette indlæg (hvilket jeg faktisk håber, hun IKKE gør), vil jeg nok heller ikke kunne tilgive mig selv det.
Jeg vil aldrig tilgive mig selv for at være SÅ dårlig en datter. Der lufter det største tabu, alkoholisme.

Til gengæld har jeg ingen skrupler i forhold til at holde min mor og alkoholisme væk fra mine børn. Der er det omvendt. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis jeg lod hende ødelægge mig mere – eller hvis hun fik ødelagt så meget som een eneste juleaften for mine børn.

Jeg håber, at jeg får lidt julefred i mine tanker, fordi alle disse ord endelig er skrevet ned. Og hvis du vil vide lidt mere om mig, er der en kort opdateret bio her

Så glædelig jul verden – og godt nytår

Læs evt mere om at være barn af en alkoholiker her

Samsovning hos os

Godnat og sov godt – fyldt med kærlighed og tryghed

Der var engang en, der sagde, “Godnat og sov godt”, i den mest kærlige mening til sit barn – og MANGE tusinde fulgte trop. Mange, MANGE år senere fandt nogle på at skrive en bog med den titel, som FOR ALTID har smadret det udtryk for mange børn. For bogen opfordrer til at børn – SMÅBITTE mennesker skal have lov til at græde i så lang tid, at de giver op. De opgiver håbet og troen på, at der kommer hjælp, når de bruger deres mest basale værktøj – gråd! Børn der græder skal trøstes -ikke anklages for at manipulere, ikke ignoreres og IKKE være alene!

Det er svært at være 11 år, og som 35 årig er der stadig mange ting, jeg slet ikke forstår.

Hvorfor går voksne STADIG rundt og ser ud som ALTING gør ondt? (Medmindre du selvfølgelig har fx fibromyalgi, hvor alting gør ondt, så undrer det mig.)
Noget af det handler stensikkert om, at der er sket noget i forholdet mellem, hvad vi faktisk VED om børn og det samfund, der samtidig er groet op om ørerne på os. I vores samfund i dag, er der ikke plads eller vilje til, at vi vælger at bruge vores tid, kræfter og KÆRLIGHED på vores børn i de første år, hvor de har brug for OS, for deres forældre, søskende, bedsteforældre osv.

Hamsterhjulet drejer og drejer og drejer og drejer og drejer og 

Der er et samfundsmæssigt behov for at holde det berømte/berygtede hamsterhjul i gang. Det er faktisk på bekostning af vores børns psykiske og fysiske helbred. 
Det kan være en letsindig læser (det ville være ret sejt, hvis sådan en faktisk havde sneget sig herind og læste med – velkommen til i så fald) tænker: “Hey dame, det har du bare slet ikke belæg for at sige noget som helst om. Jeg gør det bedste for mine børn ALTID.” Og hey selv, letsindige læser… Nu holder jeg mig jo ikke udenfor eller for god til at være en del af systemet, af samfundet, af normen, af det forbistrede hamsterhjul. JEG gør hver dag det ALLER bedste, jeg kan for mine børn – ligesom ca alle andre forældre gør.

Jeg vil bare vove den påstand, at det jeg gør fandme slet ikke er godt nok.

Og der er ved den søde grød STOR forskel på, hvad der reelt set er barnets tarv, og hvad der reelt set er den voksnes behov for magt, status, symbolværdi, branding, selvhævdelse, selvrealisering, og hvor vi ellers kan kaste os rundt i en helt klassisk behovspyramide.

Barnet har behov for ret basale ting

Intet af det behøver at have kostet en formue! heller ikke vikler… beklager derude! men det er ikke barnets behov, at mor har mange vikler, at far har en stor bil, at der er mange dyre klatreting på gulvet eller porcelænet er det rigtige. Barnet har heller ikke behov for en tur i Zoo eller Bonbonland – en flyvetur til Thailand er umiddelbart heller ikke et lille bitte barns behov.

Som voksen har du stensikkert også andre behov end de basale – men de basale behov er de samme, som dit barns. og det her indlæg handler om at DU som voksen kan være med til at VÆLGE at lytte til dit BARNS behov i stedet for at lytte til de samfunds konstruerede behov du selv har. Hvis du vil – du er jo den voksne og vil qua denne alders-, størrelses- og erfaringsmæssige “større” position have magten over barnet. Men hvordan er det smart at bruge den magt? til at påføre barnet ubehag? utryghed? sorg? fortvivlelse? håbløshed? 

Eller ville det mon være bedre

(og ja der er for mig et RIGTIGT svar og et FORKERT svar, det her er min personlige blog, så det må jeg nemlig gerne skrive!) at bruge den magt til at tilsidesætte dig selv bare liiiige et par år og til gengæld give dit barn den kærlighed, tryghed, nærhed, nærvær, det håb, den glæde og den lykke det er, at være sammen med DIG, lige netop DIG! For du er barnets forælder og tiden med dit lille bitte barn kommer bare aldrig tilbage. Den kerne af kærlighed vi får givet vores børn, når de er små, ved altid at høre dem, trøste dem og være deres trygge havn. Det er DEN kerne, de skal bruge resten af deres liv, når det er svært at være menneske. Og vi vil alle sammen en eller anden dag stå med hjertet knust – helt uden at forstå, hvad søren der er sket, og det er sgu en god ide, hvis vi så kan gribe fat inde i vores kerne og vide “at jeg er elsket”. Uanset hvad der sker omkring mig, er jeg elsket alle dage, indtil verdens ende. Og den kærlighed, kan vi som forældre faktisk vælge at give vores børn – fra de er helt små. 

Godnat og sov godt sagde de

Det her blogindlæg har gnavet i mig længe… I dag skulle det ud. For Gyldendals forlag er nået frem til at bogen Godnat og sov godt , skam slet ikke er så slem, så den bliver bare på hylderne. Det gør mig rigtig ked af det og rigtig vred.

Hele debatten der har været op til folketingsvalget i år, har pisset mig grundigt af. Ja der BØR være minimumsnormeringer i dagtilbud og jeg har lagt FOR mange af mine kræfter i at råbe HØJT op om det.

Det er ikke så svært, sagde de – når man først får det lært!

Men ærlig talt, så starter det sgu når baby smutter ud mors mave. Det er allerede DER vi er nødt til at kigge på vores lille barn og se hvor fuldstændig hjælpeløst og afhængigt af os det er. og så STOPPE med at præstere…
stoppe med at skulle følge med i et ræs om hvis barn der først kan sove igennem (jeg har ikke lært det endnu – jeg siger lige igen, at jeg er 35 år gammel – jeg har ALDRIG sovet en hel nat igennem, uden at være fuld eller have taget medicin for at tvinge mig til at sove. Jeg HADER at sove alene, hvorfor søren skal mine børn det så?), hvis barn der først kan gå, sige mor, lægge et puslespil, sige alfabetet, hvis hjem der er mest rent, har de mest rigtige møbler, det mest rigtige tøj, den mest rigtige adresse, bil, hund, uddannelse osv osv. 

BARE STOP DIG SELV!
Dit barn har brug for DIG! og ikke andet!

Så for FUCK’S sake!

KRAM dit barn, ELSK dit barn, TRØST dit barn

Hvis du sidder og tænker Behovspyramide-afhvaffornoget? er der link til en lige her. Og jo, jeg har faktisk lidt viden om børn og børns udvikling… øj en masse psykologi og pædagogik, der var på min læreruddannelse…

Boje Katzenelson: Abraham Maslow i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?

Rygsøjlegigt er simpelthen det nye sort!

Såååå deeeet! Jeg har sgu faktisk, min alder taget i betragtning, haft en del både fysiske og psykiske diagnoser på mig… Den sidst nye er rygsøjlegigt. Jeg er uafklaret i forhold til hvilken type det er… Men jeg ved, det er rygsøjlegigt..

Jeg ved også, at jeg formodentlig skal have medicin resten af mit liv… altså jeg er kun 34… Biologisk medicin og CBD – here I come!

Jeg er nu nået til at have stukket mig selv tre gange, for at få den biologiske medicin… Den medicin som bør virke bedst mod rygsøjlegigt… Som bør smadre en vej i mit immunforsvar, så mit immunforsvar ikke smadrer mig… Det er eddermame mere grænseoverskridende, end jeg på nogen måde havde forestillet mig!

Jeg gør det… En gang om ugen

Jeg kan ikke blive ved med at have så mange smerter… Det er simpelthen nødt til at stoppe, så jeg kan blive mig selv igen… Lige nu er jeg en skygge af mig selv og det er hverken jeg, min mand eller mine unger tjent med.

Derfor har jeg besluttet at supplere behandlingen med CBD olie… Og så krydse fingre for at noget virker… Og de ca 3 måneder der går, før jeg ved om det har den ønskede effekt, de er godt nok LANGE!

Klokken af ØV – rygsøjlegigt er RØV!

De smerter, jeg har, er med til at holde mig i en klokke af ØV…

Jeg er træt, irritabel, vred, opfarende, ked, glemsom, opgivende, har tankemylder, kan ikke sove, kan ikke tænke…

Alt i alt er det en rigtig lorte klokke at være i! Og den har varet i snart to år non stop…

Slidt? Mig? Ej da!

Eller måske jo…

Jeg er sgu ret slidt efterhånden og det er klart derfor, jeg er opfarende og irritabel!

Det værste er faktisk ikke tilnærmelsesvis, at jeg har ondt. Det værste er derimod, at jeg mange dage ikke formår at være den kone, søster, veninde, faster, tante og i særdeleshed den mor, jeg gerne vil være…

I virkeligheden er der mange dage, hvor jeg ikke er mig… Ikke er den udgave af mig, jeg ønsker at være.

Det er eddermame irriterende og frustrerende!

Ekstra meget, når der så kommer noget på tværs fra min omverden, som kræver overskud… For som udgangspunkt har jeg ikke noget! Min rygsøjlegigt æder mig helt bogstaveligt op indefra!

Fandme nej om jeg vil

lægge mig ned og vente på at tingene bliver bedre!

Hvis der er noget jeg efterhånden har lært, er det nemlig, at vi som individer har eneretten til at kæmpe… Eller give op…

Og jeg giver ikke op på mig!

Jeg har givet op på at kæmpe for bedre forhold i mine børns institution, så derfor har vi en anderledes tid i disse dage… Men den kamp kan jeg simpelthen ikke tage mere!

Til gengæld giver jeg ikke op på, at jeg skal have det bedre!

Jeg VIL være mig, for den mig, jeg har været de sidste år, er jeg ret glad for!

Hver gang jeg kæmper for mig, kæmper jeg for min familie. Jeg kæmper for, at mine børn får en tryg opvækst! En faktisk barndom! Hvor de må være børn – og det er fandme svært i disse tider, hvor vi alle helst skal være hjerteløse droner, der blindt bidrager til arbejdsstyrken og helst ikke må opdage, at vores muligheder bliver mere og mere ringe hele tiden…

Jeg drømmer om en barndom for vores børn med tid og plads til at være, at føle, at glædes, at rase, at sørge… Du ved… Tid og plads til at være MENNESKE! uanset om du er 2, 4, 16, 34 eller 66 år!

Hvordan endte mit opslag her? #endchildism

I virkeligheden ville jeg gerne kæmpe imod at dele op i voksne og børn… Forstået på den måde, at mange voksne mener, de selv er mere værd… Bare fordi de er voksne… Det forstår jeg ikke… Altså, at mange voksne ser sig selv som “a higher being”! Og derfor mener de alene sidder med sandheden, beslutningskraften og retten til at dømme. Det er lidt sært… Fordi mange mennesker, mener det er helt ok…

Jeg ender nok ud med at kæmpe en lille kæmp for mine egne to unger, og så må jeg redde verden, når jeg bliver gammel nok!

Og naturligvis fortsætter jeg med at kæmpe for, at jeg går det bedre!

Rygsøjlegigt plus det løse… Af banen, af banen – her kommer Bananen 💪

Den der nye trissevæv – den skal da vidst snart bruges. En væv siger du? Ja jeg gør! væv, vævere, vævning?

For et halvt års tid siden var jeg så heldig at støde på en Slyngel, der skulle af med en gammel trissevæv (en HVAD? Ja det er et godt spørgsmål, som jeg nægter at svare på lige nu… for det kræver billeder og ærlig talt, er der en kende for rodet foran væven, ligenu, til jeg kan tage et ordentligt billede… heldigvis er Google sikkert din ven). Jeg fik lokket min far med ud på en køretur i sne og frost og fik den gamle væv bragt hjem. Men ak og ve!!!! Den kom aldrig i brug.

HOLDT OG STOP! uddybning tak!

Men sagde du ikke lige, at der var en væv, der skal bruges?

Jo jo! Det er bare en anden væv! Jeg fandt nemlig ud af, at jeg måske ikke lige synes, jeg kan tillade mig at bruge 2*2 meter af vores hjem på en væv, så da væven alligevel kom af dage, fik jeg rakt ud i universet og klaget min nød. Til min redning kom en anden Slyngel (som er MEGA sej og væver VIKLER!!!!! det er SÅ cool! Tjek evt. hendes facebookside ud! wovenbyluffe ) og nu er jeg den heldige ejer af en trissevæv fra Sverige!

Tankemylder som drivkraft?

Den lækre væv har så stået og kigget på mig længe! MEGET længe nu! Så længe at jeg næsten troede, det aldrig ville blive til noget – det med at komme i gang altså!

Men i dag har jeg SÅ meget tankemylder, at jeg ikke kan sove. Jeg kunne INGEN ro finde og tænkte, at det da skulle udnyttes til at få overloadet mit hoved og min krop med noget nyt.

Jeg føler mig SÅ TRENDY

Så jeg har lige nu lavet min første trend (ÅÅÅÅHJA!!!! nu får jeg lige lov til at lære ENDNU et særligt sprog at kende. Ligesom i slyngeverdenen har vævningen nemlig sit helt eget sprog og ind imellem er jeg ret overbevist om, at det bare er for at besværliggøre ALT!).

Nåh men… Jeg har fået lavet min trend. Det vil sige at jeg har viklet noget garn rundt i et mønster mellem nogle pinde, så jeg kan være sikker på at alle trådene har samme længde, når de kommer over i min væv (den skal altså have et navn tror jeg… jeg modtager gerne forslag). Det er de LANGE tråde til et kludetæppe, jeg ævler om.

Et kludetæppe siger du?

Jep! Jeg har nemlig besluttet at gå all in på mit første projekt og væve et kludetæppe på ca 120*60 cm til min far. Jeg ELSKER tanken om både at glæde ham, at lære noget nyt, få ro i mit hoved OG upcycle en masse gammelt sengetøj!

Og nu er første skridt taget!

Godnat og sov lækkert

Min trend er klar til at skulle på væven (når jeg lige føler for det), jeg fik faktisk lige tid med total RO i mit hoved og vil kaste mig ind i seng om et øjeblik… derinde igger min dejlige familie nemlig og laver den skønneste familie-sandwich. Glæder mig til at putte mig ind og lytte til deres sovende vejrtrækning og mærke deres ro, imens jeg falder i søvn! Jeg er VILD med samsovning! og jeg er vild med at være en del af en ny verden… den for vævere.