Imposter Silje gør sit officielle indtog i verden. Det er såååååååå længe siden, jeg har skrevet et indlæg! Jeg ved slet ikke, om jeg kan huske, hvordan man gør. Og lige i dag er jeg faktisk ret meget i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde har vidst det!!!! Men jeg har eddermame ladet som om mange gange! Og bare gjort det. Bare skrevet lige hvad der faldt mig ind og gerne uden de store tanker om, hvad det ville betyde for mig at dele så sårbare ting om mig og min familie…. hmmm…. ej det sidste passer sgu ikke helt vel? Har tænkt meget over det.
Imposter syndrom
Det at have imposter syndromet, handler i bund og grund om, at man ikke tror, man er god nok – selvom man faktisk er det. At man ikke kan de ting, man faktisk kan. At man er PIV bange for at andre, fx kollegaer og venner opdager, at man i virkeligheden bare er en kegle, som lader som om, man kan en masse. se mere på https://mindcph.dk/
Jeg har “lidt” af imposter syndromet næsten hele mit liv og aldrig turde tro på, at jeg kan de ting, jeg faktisk kan. Jeg ved 100%, hvor denne tvivlen på mig selv kommer fra. Det er sgu en lidt trist historie, som I får her.
Dengang jeg hed Anne
Min mor havde store forventninger til mig hele min barndom. Jeg gjorde altid mit bedste for at leve op til disse forventninger. Det gjorde jeg i et desperat forsøg på at være god nok. Være elsket af hende. Så jeg var den bedste i min klasse til rigtig mange ting i folkeskolen. Alligevel vurderede min lærer mig til ikke at være klar til at komme direkte på gymnasiet efter 9. klasse. Jeg blev SÅ vred på ham. Men hans vurdering var helt korrekt. Jeg var ikke følelsesmæssigt klar. Og jeg følte ikke min mor elskede mig – eller at jeg var god nok til hendes standarder.
Der skete en masse i mit liv, da jeg gik i 9. klasse. Mine forældre blev skilt. Jeg blev rygende uvenner med min mor en dag, hvor jeg kaldte hende en kælling. Hun kvitterede med en lussing, og jeg hamrede hende en knytnæve i ansigtet, så hun lagde sig. Det var nok ikke det min storebror havde i tankerne, da han lært mig, at man skal slå for at mene det – og ikke med flad hånd. Derefter tog jeg en beslutning om at bo hos min far – den bedste beslutning for både mig og min mor, selvom hun vidst aldrig tilgav mig at jeg valgte hende fra. Jeg var et følelsesmæssigt kaos i 9. klasse.
Jeg kom i 10. klasse og det ændrede mig. Jeg fik øje på min meget kreative side. Jeg blev mere afklaret og klar til at gå på gymnasiet, så jeg startede på Kreativ linje på HF. Hele vejen igennem HF kæmpede jeg med at føle, jeg ikke var god nok. Der blev stillet større krav og jeg havde svært ved at få øje på det, lærerne så – at jeg godt kunne. Det var her, jeg oplevede imposter syndromet første gang.
Eksamen!
Jeg skulle til eksamen sidst i 1. HF blandt andet i psykologi, som jeg elskede at have som fag. Jeg følte mig slet ikke forberedt. Følte slet ikke jeg kunne honorere de krav, der var til mig. Men… så skete der noget højest besynderligt! Jeg fik sgu 13!!!!!! OG jeg ringede fluks til min mor for at fortælle det gode resultat. Hun mødte mig med hendes sædvanlige kommentar: “Gjorde du dit bedste?” Jeg stivnede. som om jeg blev ramt af den største spand koldt vand i verden. Jeg havde lige fået 13 i en eksamen og min mor stillede spørgsmålstegn ved om jeg havde ydet mit ypperste.
Fart på
Derfra tog imposter syndromet fart. Og den dag i dag kæmper jeg dagligt med at tro på, jeg faktisk kan de ting, jeg kan. Det gør det SKIDE svært at tro på, når andre roser og anerkender mig. For i virkeligheden tænker jeg hele tiden: “De har bare ikke opdaget, at jeg snyder, at jeg ingenting kan.” Det er pisse anstrengende at leve sit liv sådan.
Så hvem er jeg, at jeg tillader mig at skrive dette indlæg – og de andre indlæg jeg har skrevet? Hvem er jeg, der tillader mig at være enlig mor – hvordan kan jeg nogensinde leve op til de krav, der er til sådan en?? Hvem er jeg, at jeg tillader mig at få tilkendt en førtidspension – hvordan kan jeg leve op til de vanvittige krav, der er til sådan en? Hvem er jeg, der siger, jeg kan sy tøj? Jeg kan jo kun se alle de fejl, jeg laver. Listen bliver ved.
Hvem er jeg?
Jeg er Silje! Og jeg er det mest fejlbarlige menneske, du vil møde. Men jeg erkender mine fejl og en af mine fejl er, at jeg er imposter. Så det vil jeg arbejde med. For jeg er god nok, som jeg er. Jeg er værd at elske. Min mor kunne ikke gøre for, hun var så forkvaklet i sin tilgang til mig. Jeg er nødt til på en eller anden måde at tilgive hende, selvom det er svært og på det yderste af, hvad jeg magter.
Og som jeg sidder her og gennemlæser mit indlæg, bliver jeg straks ramt af mindreværd og usikkerhed – for hvem i alverden gider læse det her rableri???????????
At mit barn har følelser og behov kommer nok ikke bag på dig som læser? Umiddelbart kommer det jo da heller ikke bag på mig! Men hvilke behov og hvilke følelser der er i spil på et givent tidspunkt? Ja ser du, det kan jeg faktisk godt have rigtig svært ved at aflæse og forstå. Det har været en lang proces for mig helt at acceptere, at jeg har SÅ svært ved det. Men jeg må erkende, at det har jeg.
Selverkendelse
Jeg har nok endnu sværere ved at erkende, at ligesom mit barn har følelser og behov, har jeg også selv. Det er sgu heller ikke altid at mine og mit barns følelser og behov går særlig godt i spænd. Men heldigvis…
Ja heldigvis er jeg kommet på det her kursus for forældre med børn med TILKNYTNINGSVANSKELIGHEDER (ja ja… og omsorgssvigtede børn. Det er nok pga tilknytningsvanskeligheder jeg er på kurset snarere end omsorgssvigt i gængs forstand. Men i følge den litteratur jeg har læst indtil nu, kan min manglende evne til at knytte mig til min søn, og fysiske problemer med at møde ham i hans følelsesmæssige behov faktisk klassificeres som omsorgssvigt).
Det COS-P kursus er virkelig spændende og det rykker. Det rykker ved det billede jeg har af mig som mor, og det billede jeg har af mit barn.
Og ved det billede jeg har af mit barns adfærd. Hvorfor han gør, som han gør i situationer, hvor han bliver meget udadreagerende.
Noget af det vi har arbejdet med, er hvad vi har nemmest ved. At støtte i at sende vores børn ud at udforske verden eller tage imod dem, når de kommer tilbage til os, når de har brug for støtten fra deres sikre havn.
Her blev det super spændende. For jeg har to meget forskellige børn – men jeg har det også meget forskelligt med dem. Min datter har jeg sværest ved at sende ud, men nemt ved at tage imod hende, når hun søger mig.
Det er lige omvendt med min søn. Jeg har nemt ved at lade ham gå ud og udforske verden. Men jeg har virkelig svært ved at tage imod, når han kommer retur – det skyldes ofte hans voldsomme fysiske adfærd. Min krop gør altid ondt og en mega sej highfive kan føles som en knytnæve og et fast kram som et overgreb. Det gør det simpelthen så super svært at møde min søn, der hvor han er, da han oftest kommer med den hårde highfive eller det faste kram. Det er hans behov, og det har jeg nu og siden han var lille haft svært ved at møde ham i.
Der har jeg nemmere ved at møde min datter, der kommer med en blid krammer og er ked af det.
Mit barn har også følelser
Derudover har min søn det med at kanalisere sin tristhed ud som vrede. Vrede har jeg SÅ svært ved at håndtere! Jeg ville ønske jeg var bedre til det. Min egen vrede går jeg ofte med og lukker inde, indtil jeg enten eksploderer eller får et angstanfald. Det betyder også, at jeg ikke har redskaber til at håndtere min søns vrede, da jeg ikke har redskaber til at rumme eller håndtere min egen vrede. Det gælder dog ikke kun vredesfølelsen, men alle store følelser.
Det er også noget vi arbejder med på kurset. Hvordan vi selv er blevet mødt af vores primære omsorgsperson(-er) i vores barndom. Om de har formået at VÆRE SAMMEN med os – bare VÆRE SAMMEN med os i de svære følelser, i de rare følelser – i alle 6 grundfølelser.
Jeg har følelser
Ligesom alle andre har. En øvelse vi har lavet på kurset gik ud på at at skelne mellem de følelser, hvor vores forældre har “VÆRET SAMMEN MED OS” helt, delvist eller slet ikke. Vi skulle placere følgende følelser: Vrede, glæde, tristhed, nysgerrighed, skam, og frygt. Dengang jeg var barn, var der, for mig, kun plads til min mors følelser. Jeg blev dog altid støttet i at lære nyt, derfor er den eneste følelse, jeg har inde i min cirkel “Nysgerrighed”. De andre følelser er jeg ikke blevet mødt i af en mor, der bare VAR SAMMEN med mig i MIN følelse. I følge COS-P er det vigtigste man kan gøre, at VÆRE SAMMEN med sit barn, i hvad end det føler. Det har jeg aldrig lært derhjemme og det har jeg super svært ved – pånær når mine børn er nysgerrige. SÅ er jeg klar! Tankevækkende ikke???!!??!!??!!??!!
Hvordan jeg blev VÆRE SAMMEN med som barn af min mor.
At VÆRE SAMMEN med mit barn
Det her med at VÆE SAMMEN med er super fedt…. og det har allerede gjort en stor forskel herhjemme. Jeg prøver ikke længere at fjerne min drengs vrede. Jeg øver mig i bare at VÆRE SAMMEN med ham, imens han er vred. Det er ikke altid, det lykkes. Al begyndelse er svær, men jeg øver mig. Det samme gælder for resten min datters vrede, som jeg har lige så svært ved at rumme. Det gør fysisk ondt på mig, når mine børn er vrede, også selvom det ikke er mig de er vrede på. OG selvom de ikke slår mig.
Min sikre havn
Jeg har lidt nemmere ved at rumme deres tristhed, glæde og frygt. Men i de følelser var min far super god til at VÆRE SAMMEN med mig, så jeg har heldigvis fået NOGET godt med hjemmefra. Jeg ved faktisk slet ikke, hvor jeg og mine børn ville være i dag, hvis ikke jeg havde haft en far, der ALTID var og er min sikre havn.
Tankevækkende
Tænk en gang at et blogindlæg
der faktisk skulle handle om mit barn
kom til at handle SÅ meget om
MIT INDRE BARN.
Jeg er et produkt
af min opvækst.
Det jeg giver videre er på dårlige dage
det jeg har lært hjemmefra af min mor.
På gode dage er det hvad jeg lærte af min far.
Min proces
er slet ikke slut.
Der er plads til masser
af viden og erkendelse.
Men for nu er mit fokus på
mit barns følelser og behov
på at lære
at VÆRE
SAMMEN med begge mine unger
bare VÆRE
SAMMEN.
På Socialstyrelsens Vidensportal er der et afsnit om indsatser for et omsorgssvigtet barn. En af disse indsatser er forældrekurset COS-P (Circle Of Security – Parenting). Dette kursus er jeg tilmeldt af min familiebehandler.
Klik her for at komme til Socialstyrelsens vidensportal
Jeg blev ramt dybt inde i min sjæl, da jeg læste at dette er et kursus for forældre til et omsorgssvigtet barn. Jeg mener grundlæggende ikke, at jeg har omsorgssvigtet mit barn. Vi har helt bestemt nogle udfordringer med hinanden, og der er områder, hvor jeg har været for længe om at forstå hans signaler – det er derfor, vi går hos en familiebehandler. Fordi jeg ved, jeg ikke altid har været en god nok forælder. Men derfra og til at have omsorgssvigtet min søn er der godt nok et stykke vej.
Så hvad er omsorgssvigt?
Hvad kendetegner et omsorgssvigtet barn?
Hvad søren skal jeg stille op med en viden om, at systemet og jeg ser så forskelligt på min søns opvækst?
Fødselsdepression
Jeg havde en ret slem fødselsdepression/efterfødselsreaktion, da jeg fik min søn. Jeg havde det første halve år af hans liv ikke lyst til at have ham hos mig. Jeg var fra første dag denne følelse opstod opmærksom på, at det ikke er sådan, det er meningen, det skal være at have en lille nyfødt hos sig. Han var dengang 14 dage gammel. Jeg kontaktede straks min læge og det lokale Familiehus, for med det samme at række ud efter hjælp og støtte i forhold til, hvad søren jeg skulle stille op. Derfor fik vi hurtig hjælp, og jeg blev gentagne gange rost for at gøre de rigtige “ting” i forhold til min søn – masser af omsorg, øjenkontakt, spejling og nærhed. Blandt andet min brug af vikler blev rost.
Frustration
Derfor frustrerer det mig rigtig meget, at der nu, 4 år efter, er en sagsbehandler og en familieterapeut, der mener, at jeg ikke har formået at give min søn det rigtige. At jeg enten har omsorgssvigtet ham, eller at der som minimum er store tilknytningsvanskeligheder. Det er jo derfor, jeg bliver sendt på et kursus, der skal lære mig noget, jeg allerede ved – nemlig at der findes en tryghedscirkel. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg kan lære noget af at være på det nævnte kursus. Jeg tror, alle forældre kan blive skarpere på deres forhold til deres børn og egne reaktioner på børnenes adfærd. Det, jeg stejler mod, er præmissen for, at jeg skal på kurset. Jeg mener ikke, jeg har omsorgssvigtet min søn – eller datter. Jeg mener faktisk heller ikke, nogen af dem har en tilknytningsforstyrrelse.
Jeg er derimod fuldstændig sikker på, at jeg på mange områder har fejlet som mor. Jeg har nogle dage alt for ondt. Det kommer til udtryk som en kortere lunte, end jeg har lyst til at have. Jeg ryger somme tider i den store fælde, hvor jeg skælder ud og råber for højt.
Måske er det omsorgssvigt?
Men måske er det netop den adfærd fra min side, der er omsorgssvigtet? måske kan jeg bare ikke se det, fordi jeg selv er vokset op i et hjem, hvor skældud mere var reglen end undtagelsen – det er altså ikke sådan herhjemme!
Jeg har tænkt mig at finde ud af det. Jeg vil være opsøgende på viden om omsorgssvigt, så jeg har noget faktuel viden om emnet. For i virkeligheden er det ikke noget, jeg har beskæftiget mig særlig meget med. Det skyldes ærlig talt nok en manglende lyst til at kigge på min egen adfærd og min egen opvækst. Men uden erkendelse, selverkendelse og viden kan jeg jo ikke ændre på de udfordringer, jeg har.
Store udfordringer vi har
Der er ikke nogen tvivl om, at noget er gået helt galt! Jeg har store problemer med min søn og hans til tider MEGET udadreagerende adfærd. Jeg har SÅ svært ved at læse ham og komme hans udbrud i forkøbet – eller måske endda bare ja, jeg ved ikke… undgå dem? Jeg er nogle dage bekymret for, at der er noget “galt” med ham. Som ADHD eller noget i den stil. Det er sgu ikke, fordi jeg har lyst til at have et barn med så store vanskeligheder i livet! Men jeg og hans normale dagtilbud har måtte kaste håndklædet i ringet i forhold til han manglende evne til at læse andre børn og voksne. Han er nogle gange decideret voldelig mod både mig og sin søster. Oftest kommer hans voldelige udbrud midt i en god leg, eller et kram, der bliver til et kvælertag fx.
Hvad jeg skal gøre, jeg ved ej
Og det er her, det kursus og mere viden kommer ind i billedet. For jeg er nødt til at evne at støtte op om min søn på en bedre måde, end jeg er i stand til på nuværende tidspunkt. Han fortjener et liv uden så mange konflikter med andre. Første skridt er gået hen og blevet, at han er kommet i en særlig børnehave, hvor der er meget bedre normering end i en helt almindelig børnehave. Der er ikke tale om en egentlig specialbørnehave. Det er en særlig institution under det almindelige dagtilbudsområde.
Ny start
Min søn startede for tre dage siden og indkøringen går super godt. De voksne virker super motiverede for at gøre det til en succes, og det har kæmpe stor betydning i forhold til min søn. De møder ham med nysgerrige, åbne arme og støtter ham i at danne relationer til de andre børn – og til dem selv! Det gør en kæmpe forskel, at der er nok kompetente voksne!
Dermed ikke sagt, at det er gnidningsfrit. For jeg har en søn, der herhjemme virkelig reagerer på det nye. Han bliver utrolig hurtigt frustreret og vred. Det viser sig ved, at der bliver kastet med legetøj, slået, sparket og kradset på mig. Det til trods for en masse “alene med mig”-tid og ekstra omsorg, nærvær og opmærksomhed. Jeg har altid fået at vide, at børn reagerer kraftigst, der hvor de er mest trygge. Det må så betyde, at min søn er mest tryg ved mig (da det er mig, der får alle pryglene). Det hænger jo så ikke sammen med, at der er store tilknytningsvanskeligheder.
Forvirringen er total
Så jeg er langt hen ad vejen bare super, mega, kodylt meget forvirret. Men jeg giver ikke op på, at vi får det bedre. Så nu står den på ny viden, kursus, ny børnehave, selvudvikling og al den kærlighed, jeg overhovedet kan finde frem – og det er faktisk ikke svært, for jeg knuselsker den lille dreng. Han er nemlig også kærlig, særlig, sjov og helt igennem dejlig.
Det er ind imellem krop umuligt for mig at holde mine tanker samlet. Nogle gange er min barndom årsagen.
I dag er en dag, hvor mine tanker føles kalejdoskopiske. De er forvrængede og det ene tankemønster bliver overtaget af det næste i myriader af tanker, bitanker, minder, ord, følelser, sansninger og ultimativt kaos.
Jeg ville ønske at jeg kunne finde hoved og hale i alt det der sker i mig. Men jeg ved dårligt nok, hvor jeg skal starte.
Så måske skal jeg starte forfra.
Da jeg var barn voksede jeg op i en familie med en lidt utraditionel sammensætning. Jeg er så heldig at have de to skønneste brødre i verden og jeg ville gå igennem ild og vand for dem begge. Jeg er endda så heldig, at det går alle veje og gennem tykt og tyndt har vi hinanden. Selvom vi som voksne lever meget forskellige liv og er meget forskellige som mennesker.
Tilbage til min barndom
Min ene bror og jeg voksede op under samme tag hos vores mor og far. Vi var en velset familie. Mine forældre tog aktiv del i vores liv og skolegang. Vi var faktisk både aflastning og plejefamilie i en årrække.
Men nedenunder det fine glansbillede havde min mor det svært. Hvad det præcist er, der gjorde det så svært at være hende og så svært at være min mor, ja, det ved jeg stadig ikke helt, men jeg har med årerne samlet en masse brudstykker af familiefortællinger sammen, og tror jeg kan konstatere, at min mor havde en hård opvækst, et skrøbeligt sind og fik en fødselsdepression, da hun fik mig. Så vidt jeg ved, blev dette dog ikke behandlet.
Som mor med 2 fødselsdepressioner bag mig, ved jeg, hvor vigtigt det er at få støtte og hjælp for ikke at skabe aversioner eller manglende tilknytning til barnet.
I stedet for at få den rette hjælp begyndte min mor på et tidspunkt at drikke lidt mere rødvin, end man bør. Og det fortsatte hun med i min barndom og ungdom. Derudover formåede hun ikke rigtig at vise mig, at jeg var elsket af hende. At jeg var nok, bare fordi jeg var mig. Jeg er vokset op med en mor, som jeg aldrig rigtig vidste, hvor jeg havde. Hun kunne det ene øjeblik være i rigtig godt humør og næste øjeblik trådte jeg ved siden af hendes rammer, regler, idéer og så blev hun rasende, gemen, voldsomt ked af det eller decideret ondskabsfuld.
Min barndom handlede om præstationer
Jeg har altid gjort mit bedste og så lige 200 procent mere. For så kunne det være, jeg var god nok til at blive mødt af min stolte mor, som roste mig og fortalte, hvor dygtig jeg var til andre. Så blev jeg set, hørt og accepteret.
Mere end noget har jeg søgt min mors kærlighed siden min barndom. Det blev i mit voksenliv tydeligt for mig, at jeg går i stykker i denne søgen og jeg traf en voldsomt hård beslutning om at bryde al kontakt med min mor for 7-8 år siden. Det var det sværeste og det letteste jeg nogensinde har gjort på en og samme tid. Det viste sig at jeg i processen uvidende og ganske uvilligt også valgte min moster, onkel og fætre fra. En del af min familie, som var de tætteste i hele min opvækst. Vi så dem meget mere end nogle andre. Som med alt andet var det på både godt og ondt, da min mor og onkel indimellem virkelig blev uvenner og det burde vi børn ikke have overværet. De højtider, der blev afbrudt tidligere end ventet ødelagde så utroligt meget min tillid til min mor.
Kærligheden i min barndom
Men der var også gode oplevelser. Der var kærligheden vi unger delte til hinanden og vores sammenhold. Der var de gange min onkel lagde sig imellem min mors vrede og mig. Den dag min moster sørgede for at jeg , som min mor havde lovet, fik den konfirmationskjole JEG ønskede mig, i stedet for den min mor syntes. Der var alle de gode snakke og mange timer brugt i fred og fordragelighed og fremfor alt ubetinget kærlighed. Min moster elskede mig for mig og det har jeg aldrig nogensinde tvivlet på. Men det knuste mit hjerte, at hun pga. min mors adfærd ikke kunne beholde mig i sit liv, da jeg valgte min mor fra.
Når sorg rammer uventet
Men uagtet alt dette var de mine nærmeste igennem min barndom, ungdom og begyndelsen af mit voksenliv. Og sammen med min mor forsvandt de ud af mit liv. For år tilbage fik jeg snakket med min moster på Kvicklys parkeringsplads. Vi fandt en form for fred med hinanden og vores valg. Desværre døde min moster for ikke så længe siden og den dag, jeg startede på dette blogindlæg, havde jeg netop fået at vide at min onkel også var død. Det bragte helt utroligt mange minder frem. Jeg blev dybt ulykkelig og sørgede dybt – samtidig med jeg ikke følte, jeg havde ret til at sørge overhovedet, da de ikke længere var en aktiv del af mit liv pga. valg, jeg selv har truffet. Men også valg, der blev truffet for mig.
Unfinished business
Samtidig blev jeg også pludselig meget bevidst om at jeg ikke har kontakt til min mor. At hun ikke er en ung kvinde længere, men nærmer sig 70 år kraftigt. Hvad skal jeg stille op, når en dag hun ikke er her mere? Hvad skal jeg stille op, hvis hun en dag tager kontakt, fordi hun ligger på sit dødsleje? HVAD FANDEN SKAL JEG STILLE OP med disse uafsluttede følelser, som jeg har?
Jeg savner
For hold nu kæft mand, hvor jeg savner en mor. Jeg må dog også erkende at jeg ikke savner MIN mor. Jeg savner EN mor, der forstår, accepterer, anerkender og elsker ubetinget. Jeg savner ikke at have en mor, jeg aldrig vidste, hvor jeg havde henne. Som det ene øjeblik var rasende og det næste lavede fis og ballade. Jeg savner ikke den mor, som har sagt så utroligt mange sårende ting til mig i den ene brandert efter den anden. Jeg savner ikke, at jeg aldrig var god nok. Selv ikke da jeg fik 13 i psykologi på HF. I stedet for jubel, spurgte hun mig “om jeg havde gjort mit bedste”. Selv 13 var ikke heeeelt acceptabelt, for jeg kunne nok have gjort mere. Jeg savner en mor, der er menneskelig. En mor, der begår fejl og kan sige undskyld for dem, ligesom alle os andre.
Mit knuste hjerte
Jeg arbejder hver dag på at acceptere, at jeg ikke har sådan en mor og aldrig kommer til at have det. Det knuser mit hjerte. Ligesom det knuste mit hjerte at vælge min mor fra. Men jeg kan leve med et knust hjerte. Det gør jeg hver eneste dag. Men jeg kan ikke blive ved med at acceptere og leve med den forbandende følelse af aldrig at være god nok, aldrig at være elsket bare for mig. Det ypperste jeg prøver på i mit eget forældreskab er: at mine børn ved de er elsket altid og hele tiden. Også når jeg ikke kan lide deres adfærd. Jeg elsker dem hver dag og hvert sekund og det må de aldrig tvivle på, for det ødelægger alt.
Heling
Fremfor alt er jeg nødt til at lade mit hjerte hele – jeg ved ikke hvordan. Men jeg fortjener at elske mig selv, for jeg er faktisk et rigtig dejligt og fejlbarligt menneske som er så utroligt følsom overfor hele verden og alt og alle jeg møder. Hvis ikke jeg kommer overens med at elske mig selv, vil jeg altid være i limbo og jeg fortjener bedre end det. Så jeg knokler for at gøre gode ting for mig selv. Jeg prøver at acceptere at jeg fejler og stadig er god nok. JEg prøver at elske ubetinget og sikke dog nogle hug, man som single kvinde kan få på den konto – men det er en helt anden snak.
Så hvad ville jeg med dette indlæg?
Fortælle at fortiden ikke bare ligger bag os, men er en del af os på godt og ondt og det er okay. det er ikke altid tingene kan fixes med et Hakuna Matata – men ind imellem vil det være godt for mig at tage det roligt – for det det bedste på jord.
Hvis du hænger på endnu, undrer du dig dig måske over hvor lidt min far fylder i dette indlæg. Men det er fordi jeg ved min far elsker mig og altid har gjort sit aller bedste for at skærme mig mod min mor. Desværre lykkes det ikke. Men jeg VED han elsker mig og er stolt af mig som jeg er – med fejl mangler og diagnoser.
En af vejene, jeg har gået, er en rejse i forhold til at komme i balance med min krop – at lære at acceptere og endda ligefrem elske min krop – at ændre mit selvbillede.
Jeg vil tillade mig at advare om, at jeg viser meget afklædte billeder af mig selv i dette blogindlæg.
Ren utopi havde jeg tænkt for 1,5 år siden.
Den dag jeg blev skilt, stod jeg i en dyb krise. Jeg var 35 år og havde følelsen af, at mit liv var slut og færdigt. Jeg ville aldrig nogensinde finde en, der ville synes jeg var flot eller lækker. Jeg så mig selv som værende tyk, fed, grim, ulækker, uinteressant og helt igennem usexet. Jeg fandt dog ret hurtigt ud af, at der er én ting som mænd (og kvinder) stadig synes er vildt fascinerende – store bryster… Og sådan et par er jeg udstyret med. Det kan jo så diskuteres, hvordan det ændrer mit selvbillede at vide det…
Rolig nu
Alt godt kommer til den der venter…
Sikke noget pis! MEN jeg skal lige se, om jeg kan få det hele med.
Så den Silje, jeg så i spejlet, den Silje jeg så, når jeg tænkte på mig selv – og på alle de film-tanker jeg havde på mit baghoved (læs evt. hvad søren jeg mener med dette i sidste blogindlæg) var denne Silje:
Silje som vejede 110+ kg, havde det elendigt med sin krop og fjollede hellere på kamera end erkendte, at jeg faktisk, syntes jeg var grim. Faktum var, at jeg vejede 98 kg, og vægten var for nedadgående. Og jeg kan nu sige med ro i sindet, at jeg ikke er grim. Så mit selvbillede var i den grad forskruet og helt ved siden af virkeligheden.
Frøprinsessen
Hurtigt efter min skilsmisse blev jeg forelsket i en rigtig dejlig mand(prins) og han fik lov til at kysse på frøprinsessen her. Han hjalp i høj grad mig til at se, at jeg faktisk har noget at byde på fysisk, men også især intellektuelt. Forholdet endte jeg, og det er der mange grunde til, som ikke hører til i denne fortælling.
Derfor vil jeg ile videre til:
eller
Skyd prinser med spredehagl
Når nu jeg ikke blev en prinsesse af at kysse en sød prins, tja, så tænkte jeg, at jeg måske skulle prøve lidt forskellige og se, om det var en specifik prins, der skulle til for at transformere mig til en smuk prinsesse. OG i forhold til at forny min opfattelse af mig selv og min krop, ja, så skulle der faktisk en helt særlig prins til – men det tog lidt tid at fatte det. Og at det ikke behøvede være en permanent relation i mit liv – en kæreste.
Jeg mødte en mand, som i høj grad udfordrede mit syn på mig selv og min krop. Gentagne gange stod jeg og fattede simpelthen slet ikke, at en mand kunne være interesseret i mig for andet end mit intellekt – som jeg faktisk aldrig har været særlig usikker på (men ej heller fundet som noget, der gjorde mig interessant/værdifuld for arbejdsgivere, lærere og da SLET ikke en kommende partner – snarere tværtimod, er der mange fyre, der i mine unge dage fik et chok, når jeg faktisk åbnede munden og var væsentlig mere intelligent end min tynde, benede krop og blonde hår fik mig til at fremstå som).
For at være fair og ikke udstille ham, synes jeg vi liiiiige skal kaste et hemmeligt navn på ham… hmmm… lad mig tænke…
…
“Prins Flot” må vidst være passende. For sjældent har jeg været heldig nok at se SÅ flot, velskabt og intelligent en mand i virkeligheden. Hvilket så absolut har været medvirkende til at skabe en kæmpe usikkerhed i mig. For hvad pokker ville en smuk, veltrænet og pisse klog mand dog med mig?
Men Prins Flot blev ved med at udfordre mit selvbillede.
Billeder viser skævt selvbillede
Den gang jeg var meget yngre styrede jeg med hård hånd, præcis hvor meget jeg vejede, hvor meget jeg spiste og hvornår. Jeg er MESTER i at skjule mig selv og mine valg for omverdenen. Eller rettere det har jeg været. Jeg magter det ikke længere. Jeg er, som jeg er – take it or leave it. OG alligevel skjuler jeg stadig præcis, hvor træt jeg er, og hvor ondt jeg har, for de fleste mennesker, de fleste dage. Jeg var den gang grænsende til anorektisk (jeg har aldrig været i behandling for en spiseforstyrrelse – men DAMN, jeg var forstyrret). Jeg bestod mest af skind, ben, lang hals, briller og bryster. Min yndlingsvægt var 45 kg og der lå jeg i en laaaaang periode. Så lang, at jeg stoppede med at have menstruation og var syg konstant.
Jeg var ikke glad for mig selv den gang. Faktisk var jeg så usikker på ALT, at jeg altid forelskede mig i dem, der var uopnåelige og sikre. Det sjove er, at det gør jeg faktisk til dels stadigvæk. Men det er vidst en helt anden snak.
Medbestemmelse og selvbillede
DEn gang følte jeg ikke, at jeg var tyk, så min kontrol over min mad handlede ikke om det. Faktisk handlede det om at føle en form for kontrol over mig selv. Min mor var MEGET dominerende og havde virkelig mange regler for korrekt opførsel og livsførelse. Når jeg kontrollerede og besluttede, hvad jeg spiste og hvornår, var det en måde at genvinde noget af min manglende medbestemmelse over min egen krop. Efterhånden som jeg blev ældre og flyttede først fra min mor og sidenhen hjemmefra, blev mit behov for at kontrollere min mad ikke-eksisterende og indtil jeg vejede omkring 80 kg, så jeg stadig den meget tynde pige i spejlet. Siden da, har jeg dog set hende fra første række billeder. Mit selvbillede har ikke rigtig passet med virkeligheden i mange år.
Frirum og fotografi
Men jeg fandt sammen med Prins Flot et frirum, som gav mig den mest vidunderlige ro i mit hoved – i en helt særlig proces med at tage billeder af mig selv, til ham. Det lyder sgu nok lidt småskørt – men vi bor i forskellige landsdele, så det gav mening for os. Prins Flot ville give mig et forslag til et billede og jeg ville så tage et billede af mig selv, der lignede forslaget. Jeg kan ligeså godt være helt åben og ærlig og fortælle at nogle af billederne er decideret pornografiske og nogle absolut mere boudoir agtige. Men formålet med dem, var naturligvis at tænde ham.
Al begyndelse er svær
Og i starten var det tilnærmelsesvis grænseoverskridende at skulle udstille mig selv og min krop sådan. For det føltes så forkert, at jeg skulle have lov til at være et seksuelt væsen. Især hvis det også medfører at jeg udstillede mig selv. Jeg var jo tyk, grim og ulækker! Men…
Ligeså langsomt begyndte jeg dog at tro på, at Prins Flot faktisk syntes, at jeg var en smuk kvinde. Der var dog stadig lige lidt vej, fra jeg sad med den følelse, til jeg selv en dag fik øje på, at jeg har en exceptionel krop, et vidunderligt talende og udtryksfuldt ansigt og faktisk har en masse rent fysisk at give af. Og det er ikke bare mine store bryster. For sjovt nok er jeg mere end det, selvom de da, bevares, er ganske fremtrædende på mange måder.
I’m not a girl
Det er tydeligt, at jeg ikke er en pige, og jeg har ikke en pigekrop. Jeg har levet 24 liv i ca. 37 år. Jeg har to fødsler og en fandens masse kampe – primært indre, med mig. Jeg har været medicineret og taget på af medicinen og er fan af at spise baseret på mine følelser. Det sætter og har sat spor alt sammen. Jeg vejer mere, end det er sundt at veje. Jeg har appelsinhud, glitrende strækmærker (min datter kalder dem “mine tigerstriber”), hængemave, hængebryster og hængende overarme. Det mest faste på mig er vidst min vilje og min stædighed.
Gudindekroppen
Det store og virkelig livsændrende øjeblik kom den dag, Prins Flot sagde, at jeg har en Gudindekrop. Han forklarede præcis hvorfor. Det at se MIG igennem hans øjne, fik mig til at åbne mine øjne og se mig selv udefra. Uden al den skyld og skam, der følger med at være en overvægtig kvinde. Uden alle de negative følelser jeg altid har haft, når jeg tænker på mig selv – som et menneske, der bare ALTID er ved siden af verden og aldrig passer ind – og derfor ikke er god nok, for hvordan kan man være god nok, når man aldrig passer ind? Men her passede jeg helt perfekt ind. Det min krop og jeg bragte til relationen passede ind.
Fra den dag fik jeg øjnene op for min skønhed og for min krops skønhed.
Jeg har siden taget mange billeder og er så pisse stolt af den rejse og den kamp, det har været at nå hertil…
For første gang i mit liv
har jeg det faktisk okay
med min krop
Ikke bare okay!
jeg elsker den
og måden
jeg ser
ud på
Mit nye selvbillede
Tak til Prins Flot for at give mig muligheden for at se med hans øjne og i DEN grad ændre mit selvbillede. Det har været en vidunderlig rejse.
Jeg har virkelig været i tvivl om, hvorvidt jeg skal udgive dette indlæg. Fordi jeg er mor, søster, datter og så videre. Men jeg har ikke noget at skamme mig over. Og jeg vil ikke længere deltage i en kultur, hvor vi udskammer overvægtige og anorektiske kvinder. Så her er jeg, og jeg er smuk!
Skizofreni VENT HVAD?! Hvordan søren kom min blog pludselig til at handle om en af de absolut tungeste diagnoser i psykiatrien? Altså seriøst?!?!?!?! Nu rabler det da fuldstændig for mig… Eller… altså… Næh, ikke ret meget mere end det plejer…
Skizofreni kom frisk
Vidste du godt, at der findes forskellige udgaver af skizofreni? Det gjorde jeg ikke! Altså før jeg for ret nyligt sad sammen med en special psykolog i distrikt psykiatrien, som stillede mig en fandens masse spørgsmål. Et af dem er jeg ALDRIG blevet spurgt om før – og mit svar blev udslagsgivende for resten af spørgsmålene og ærlig talt for den diagnose, jeg er endt med at få – nemlig skizofreni.
MEN det er som om jeg lige foregriber slagets gang en lille smule! Så vi spoler lidt tilbage…
Der var en gang en pige som bare ALTID har haft en følelse af at være lidt ved siden af verden. Lidt skæv i forhold til andre mennesker. Især sociale sammenhænge drænede pigen for alle kræfter. Pigen havde en mor, der med hård hånd og hårdere stemme sørgede for at pigen meget tidligt lærte ALT om ordentlig, korrekt og velset adfærd – og tak for det! For det er nok det der gør, at jeg (pigen) først nu, som 36-årig ikke længere kan klare mig selv i forhold til at kompensere for de vrangforestillinger osv, som dukkede op da jeg var ung og som stadig hænger ved. samtidig er det også det der gør, at jeg ikke har fortalt noget som helst til nogensom helst om den anderledes måde mine tanker fungerer på.
Hmmm… så… Jeg har fået tiltagende svært ved at få hverdagens opgaver til at hænge sammen. Jeg har det vildeste koncentrationsbesvær og falder ofte helt hen, når jeg er alene. Derudover hører jeg musik nonstop (uden at tænde for det) og har en stemme jeg ofte hører.
OG
NETOP
DEN STEMME
DEN MUSIK
hører jeg ind igennem mit øre. Og det var det spørgsmålet gik på.
HVORDAN HØRER DU STEMMEN OG MUSIKKEN?
Jeg var nødt til lige at sætte mig og lytte aktivt – noget jeg ALDRIG gør, da det virkelig er ubehageligt at lytte til. Men jeg gjorde det, jeg lyttede og hørte, som så ofte før, min mors stemme tale strømme ind gennem de hovedtelefoner, jeg har på (altså det har jeg jo faktisk ikke vel) og som underliggende lyd er der det konstante musiske lydbillede, der også strømmer ind i gennem mit venstre øre – igennem de flotte ørebøffer.
De har altid været en dyb mørk pink de ørebøffer, jeg hører min mors stemme og livets soundtrack igennem.
Udover disse vrangforestillinger ser jeg mine tanker.
Jep, jeg SER mine tanker
Det er sgu ret svært at beskrive noget, som for mig altid bare har været som det er. Når jeg har fortalt mine nærmeste om min måde at tænke på, bliver jeg i starten mødt af “jamen sådan er det jo også for mig? Jeg ser også mine tanker.” Når jeg så UDDYBER hvordan jeg ser mine tanker, er det som om, jeg kan mærke, at det bliver mere og mere tydeligt, at jeg tænker anderledes.
Formålet med dette blogindlæg er i virkeligheden at få sat ord på og måske visualisere, hvad der sker i mit hoved hver dag, det meste af dagen og som jeg ikke umiddelbart har nogen som helst kontrol eller styring over. Samtidig er det også ret svært at finde de rigtige ord.
Mine tanker når jeg kommunikerer
Hver gang jeg taler med et andet menneske – om det er face to face, i telefon, eller skriftligt er underordnet, har jeg en indre dialog, diskussion skænderi om hvilke ord, der skal bruges, hvad jeg egentlig mener, hvilken kontekst jeg befinder mig i, er det mon passende at sige? Og nu vil de fleste nok tænke, “jeg har også en indre dialog”. Der, hvor jeg tilsyneladende adskiller mig, er, at jeg for mit indre blik ser en klasse fuld af MIG. For mit indre øre hører jeg alle MIG’ernes holdninger, kommentarer osv. Det der ender med at komme ud af min mund eller ned på skrift, er det, den mest HØJLYDTE MIG siger.
Rammerne omkring alle disse MIG’er er det klasselokale, jeg havde, da jeg gik i 9. klasse. Det var det hårdeste år. Så pisse svært at komme igennem, og det klasselokale har sat sig fast. Så forestil dig, at hver gang du skal kommunikere med andre, har du ud over deres ansigt også et syn af dig selv på hver stol i en klasse (der er af uforklarlige grunde 24 elever i klassen). Og du kan høre alle eleverne snakke i munden på hinanden i en kæmpemæssig kamp for at få lov til at være den, der råber højest – den der får taleret.
SHHHHHH
Det er ikke altid, jeg faktisk er tilfreds med, at det er netop den mest højtråbende, der kommer til orde. Det skaber nogle gange nogle situationer, hvor jeg kommer til at påtage mig mere ansvar, end jeg på nogen måde har lyst til at have. For rigtig tit er det min indre Idealist, der råber højest. Hende der gerne vil ændre verden, kæmpe for ALLE og tror på, at hvis bare vi kæmper nok, så bliver verden et bedre sted for vores børn. Så jeg kæmper… og kæmper… og kæmper…
Men det er ikke kun gjort med den indre dialog, som ofte dæmper lidt på min hørelse, da det bliver svært at høre det der sker omkring, når MIG’erne er VIRKELIG uenige med hinanden.
Mine tanker 24/7
Så hele tiden.
hver eneste dag
hver eneste nat
altid og hele tiden
konstant uden pause uden stop
mens jeg skriver dette
når jeg synes nok er nok
når jeg er klar til at give op
når jeg kæmper videre
uden at tage hensyn til mig eller min krop
konstant
Ser jeg film på mit baghoved.
jeg gentager
PÅ mit baghoved
Så det ovenstående billede er et håbløst forsøg på at illustrere, hvad jeg har i baghovedet hele tiden (kun afløst af fokus på de 24 MIG’er, når jeg kommunikerer). Det er et mylder af tanker, der alle sammen er ligesom film. Jeg kan nogen gange fokusere på én film og se den tanke til enden. Det kræver dog utrolig meget overskud og energi. Det skyldes nok, at jeg står udenfor lærredet og kigger på alle disse film. Hører dialogen fra alle disse film. Mærker generelt alle sansninger fra alle disse film. Mine tanker består delvist af forestillinger om fremtiden, drømme, håb, kaostanker om alt det dårlige og negative, der endnu ikke er sket, men stensikkert sker nu, eller nu eller nu eller nu eller nu… … … … … Og minder som jeg genspiller igen og igen og igen… … … … …
Kan du ikke bare stoppe tankerne?
Jeg har absolut ikke nogen kontrol over mængden af film på et givent tidspunkt. Jeg styrer ikke ret ofte hvilke tanker, der er i fokus eller hvilke tanker, der bare lige ligger og drøner rundt i baggrunden.
Jeg kan ikke bare beslutte mig for at slukke for tankerne. Stoppe filmene. Stoppe lydene. Stoppe vindens berøring af min kind på stranden i blæsevejr en efterårsdag imens min far fisker og jeg tegner. Følelsen af bassen der pumper ude i alrummet, imens jeg tegner på mit værelse en sen, sen aften og min storebror holder fest. Mit soundtrack lige nu er Barbie Girl og min mor er i færd med at skælde mig ud over stadig ikke at have fattet, at jeg skal gå i seng, inden jeg bliver for træt. Alt imens en hel del MIG’er prøver at stoppe mig fra at skrive de her ting og råber STOP meget højt!
Men fandme NEJ!
JEG vil ikke stoppe!
Jeg vil ikke stoppe med at åbne mig selv! Jeg vil ikke være med til at stigmatisere mig selv og mit liv. Jeg nægter ganske enkelt at holde min kæft!
Udifferentieret skizofreni
Jeg har været i psykiatrien i går. Og først i løbet af den samtale går det op for mig, at jeg tilsyneladende lever et liv FYLDT med psykoser (eller måske bare én lang psykose, der har varet fra jeg var 16). Jeg har altid troet, at man var FARLIG for sig selv eller sine omgivelser, hvis man har en psykose. Men det viser sig at vrangforestillinger og hallucinationer ER psykoser. Det anede jeg ikke! Lige nu hedder min diagnose “Udifferentieret skizofreni (DF203)” og så skal de blive enige i psykiatrien om, hvorvidt jeg er fx paranoid skizofren.
Jeg har aldrig set mig selv som værende paranoid. Omvendt er jeg faktisk ret sikker på, at folk kigger MEGET på mig, når jeg cykler og går og ja, i det hele taget bevæger mig rundt uden for min lejlighed. Det er mega træls og ubehageligt. Især når jeg jo bare er mig. Det er faktisk en fed bivirkning ved, at jeg har valgt at sy mit spraglede tøj selv, har lidt atypisk hår og ærlig talt kæmpe store bryster. Jeg kan som oftest bortforklare følelsen af at blive kigget på, med at jeg også er farvestrålende i forhold til de fleste, eller at det nok lige var mit hår der sad sjovt osv. Det laver ikke om på, at jeg føler, at jeg bliver stirret på – også selvom jeg ikke ser nogle stirre.
De skizofrene sindslidelser kan opdeles i fire hovedtyper:
Paranoid skizofreni domineres af hallucinationer og vrangforestillinger.
Hebefren skizofreni domineres af følelsesmæssige forandringer, blege eller utilpassede følelser og usammenhængende tale og adfærd.
Kataton skizofreni domineres af katatone symptomer fx stivnen.
Udifferentieret (blandet) skizofreni betyder, at man kan have fremtrædende (blandede) træk fra flere af ovenstående typer på én gang.
Umiddelbart må jeg jo så være paranoid skizofren, fordi jeg i høj grad har hallucinationer.
Min skizofrene sæbeboble
Faktisk er der ikke et øjeblik, hvor jeg er helt uden.
Jeg lever mit liv en boble. Den nemmeste måde at beskrive den på, er ved at kalde den en sæbeboble. Den springer bare ikke, hvis nogle prøver at trænge igennem den. Den giver sig i stedet. Mine elskede, mine børn, min familie, mine venner kan sagtens komme ind i min boble. Men fremmede kommer aldrig igennem den. De bliver bare forvrængede at se på. Det kan faktisk være virkelig uhyggeligt.
Jo mere utryg jeg føler mig i en situation, des større er min boble. Det vil sige, at jeg i nye sociale sammenhænge, til fester, i butikker, i bussen, i toget, til forældremøder osv ind imellem bliver rigtig bange, når folk kommer for tæt på og ser helt forkerte ud.
Hvordan kan jeg forklare?
Jeg synes det er mega svært at forklare ordentligt. Men på en mega dårlig dag, hvor min boble er MEGET tydelig, ser min verden sådan her ud:
Det samme sted nede ved Susåen, vil for jer andre, se sådan her ud:
På en rigtig god dag, ser jeg næsten ikke min boble. Men den er der faktisk altid. Da jeg første gang i psykiatrien blev spurgt, om jeg ser syner, nægtede jeg hårdnakket. For det gør jeg jo ikke! Jeg kender SÅ mange, der beskriver deres personlige sfære som en boble. Så jeg blev faktisk ret overrasket, da jeg fandt ud af, at det ikke er alle, der faktisk er synspåvirkede af den.
Når fremmede kommer for tæt på maser sig ind i min boble bliver det noget i den her stil, der kigger på mig:
Når folk bliver ude på den anden side af min boble er det meget bedre.
Nedenstående viser forskellen på at være inde i min boble, uden for min boble og på vej ind i den:
Og så er der liiiiige
Udover de her ret store og frustrerende psykose ting, så oplever jeg fx. også følgende:
Jeg lugter ofte røg – uden den er der. Tak Far, for at komme og lugte, da jeg ikke kunne slippe lugten og endnu ikke vidste, det “bare” er en hallucination.
Jeg synes kød lugter råddent. Det er rigtig dyrt i pålæg! Tak til min exmand for at have stukket næsen i rigtig mange kødpakker osv, fordi jeg var overbevist om, det var fordærvet.
Jeg har tit en følelse af, der kravler edderkopper på mine ben. Det er meget nemmere nu end for 10 år siden. Tak til min exmand igen. Denne gang for at have fjernet min araknofobi i en virkelig effektiv hypnose!
Når der er meget drøn på MIG’erne, har jeg virkelig svært ved at høre på mit højre øre. Derfor kan det være super svært for mig at høre, hvad der bliver sagt i fx. børnehaven, hvor der også er en masse baggrundsstøj.
Nogle dage sidder jeg og synker ind i alle disse film i mit hoved, og det kan være rigtig svært for mig at holde fokus på noget som helst.
Jeg vil ikke gemme mig mere
Jeg har været i et kæmpe skænderi i mine tanker med MIG’erne og min mors stemme indtil nu…
Og jeg har faktisk brugt en del timer på at formulere dette indlæg. Flere end nogensinde før. Hele vejen igennem, har der været et lag af censur, som jeg nægter at bøje mig for. Jeg kan ikke beskytte hverken mig selv eller andre ved at skjule ting for at passe på ikke at såre andres følelser. Jeg har brug for at være åben og ærlig. Jeg vil så inderligt gerne have, at jeg ikke bliver set som rablende vanvittig, fordi jeg siger disse ting højt.
Jeg er IKKE farlig
Hverken for mig selv eller mine omgivelser. Men det er naturligvis ikke holdbart, at min psyke er så presset, som den er. Derfor skal jeg påbegynde medicinsk behandling. Det har jeg egentlig ikke lyst til, fordi jeg frygter at miste mig selv. Jeg er dog nødt til at gøre ALT for at mine psykoser ikke fylder mere, end de gør nu.
Især min mors stemme fylder ALT for meget. Det er den stemme, der skader mig. Udskammer, udskælder og med meget jævne mellemrum opfordrer mig til at gøre en ende på mit liv. Heldigvis VED jeg, at det ikke er min mor, men bare tanker. Og jeg tager diskussionen HVER ENESTE gang.
Hold nu kæft!
Jeg fortæller min mors stemme, at hun skal holde kæft. At jeg faktisk er nok værd til at leve. At mine børn som absolut minimum er nok værd til at have en mor. At min familie ville savne mig. At jeg ikke er færdig med at kæmpe. De fleste gange dæmper det hende lidt. Men oftest er jeg nødt til at slukke for hende. For at gøre det sætter jeg Evelyn med Volbeat på Spotify, øredutter i og fuld skrald på musikken. Efter et kvarters tid er der stille i mit hoved. Intet Soundtrack, ingen stemmer, ingen film, ingen MIG’er. Der går dog sjældent længe, før det starter igen. Men min mors stemme er den sidste, der går i gang igen. Og det er eddermame fantastisk!
Hvis du vil læse lidt om skizofreni, er der lidt information fra SIND. Jeg ved endnu ikke så voldsomt meget om diagnosen. Jeg mangler også stadig at få præciseret hvilken type skizofreni jeg har. Jeg håber løbende at kunne finde overskud til at fortælle om både mig og min nye diagnose. Måske endda dele den viden, jeg opnår undervejs i min behandling.
Hvis du faktisk læste med helt her til, vil jeg rigtig gerne sige tak!
Jeg er biseksuel – lad os bare hive plastret af og få det råbt ud over ALLE tagene. For få uger siden var det Mors dag. Mine børn var hos deres far og jeg brugte dagtimerne på at skrive et opslag på Facebook. Både på bloggens Facebook side og på min private Facebook. Jeg vil gerne fortælle lidt mere, nu hvor jeg har adgang til bloggen igen. (tak til Jetpack for at blive ved med at crashe).
Jeg er biseksuel og
Historien begynder med jeg blev skilt og siden fandt en ny kæreste ALT for hurtigt. Derfor er jeg endt ud som helt og aldeles single. Og i den forbindelse er jeg kommet ud for at blive spurgt meget direkte, hvorfor jeg ikke vil have en trekant med en pige og en mand. Jeg lagde ud med at svare, at jeg bare slet ikke tænder på kvinder. Meget firkantet, afvisende og uden i et splitsekund at tænke over svaret eller lade mig selv mærke efter, om det nu virkelig også var det rigtige svar. Da jeg bliver spurgt, om det måske mere handler om kulturelle og opdragelsesmæssige normer, bliver jeg simpelthen så vanvittigt provokeret.
Helt målløs af harme over indirekte at blive anklaget for at være homofob. For hvis der er noget, der faktisk ingen betydning har for mig, er det da, hvilken seksuel orientering andre mennesker har. Det eneste, der betyder noget, er at andre er glade og hviler i de valg de træffer i deres liv. Det gælder faktisk på de fleste områder.
Rasmus Modsat
Alligevel er det lykkedes denne mand, at prikke godt og grundigt til min indre Rasmus Modsat, som fandme er nødt til at kigge ordentligt indad og se på, hvorfor jeg dog er så mega firkantet. Om det nu virkelig kun gælder mig selv – eller måske er jeg faktisk homofob? Jeg har så svært ved at genkende den tanke om mig selv, at jeg borer videre… Kigger tilbage på min ungdom, og spiller umanerlig mange situationer i mit liv igennem i mine tanker… Situationer, hvor jeg har tænkt ”WOW, hun er godt nok smuk, fantastisk, skøn osv. Hvis bare jeg ikke kun var til mænd, ville jeg virkelig gerne lære hende at kende og kysse lidt på hende.” I løbet af et par dage dukker der en VILD bunke af fortrængte minder frem. Jeg har aldrig oplevet så intenst et tankemylder.
Kærlighed
En dag står jeg, efter at have afleveret min datter i førskole, og taler med hendes bedste vens mor. Vi taler om vores skønne unger. Hvor meget de elsker hinanden og snakker med hinanden om ALT mellem himmel og jord. Ind imellem synes vi også, det er lidt vildt – de taler om ret tunge emner. En ting, de taler meget om, er KÆRLIGHED. Og den anden mor siger, at hun har overhørt en samtale mellem bedstevennen og hans lillesøster. Han har siddet og sagt: ”Ved du godt, at piger godt kan være kæreste med piger, og drenge kan godt være kæreste med drenge, det må man godt. Men der skal på en eller anden måde være en slags far, hvis man vil have en baby”. Moren siger at hun synes det er så fint sagt, men hun ved ikke, hvor han ved det fra.
Verdenssyn og menneskesyn
Det gør jeg til gengæld og fortæller, at det nok er fra min datter, fordi vi ofte har haft den snak. Moren siger, at det er så sejt, at jeg taler med min datter åbent om det. Mit svar er: ”Det er jeg jo nødt til, jeg er biseksuel, og hun er nødt til at vide, hvordan verden faktisk hænger sammen, det kan jo være, jeg en dag har en pigekæreste med hjem.” Moren taler videre, og det gør jeg også… imens jeg mærker en KÆMPEMÆSSIG vægt løfte sig fra min brystkasse, fra mine skuldre. Jeg føler, jeg er ved at flyve væk. Det er som om, alle mine puslespilsbrikker pludselig begynder at falde på plads.
Jeg lever de næste dage som i en boble af forvirring, glæde, lykke, tvivl, eufori og overvældelse. Jeg er faktisk så utrolig heldig at have en virkelig fantastisk kærlig, seksuel oplevelse med en vidunderlig, omsorgsfuld og kærlig kvinde – og al tvivl er væk! Jeg kan både følelsesmæssigt og seksuelt have lyst til at hengive mig til en kvinde. Men om jeg i alt det her har lyst til at give slip på mænd? Nej…
Mine børn
Jeg er biseksuel og JEG VIL HAVE at mine børn vokser op i en verden, hvor de ikke i en alder af 36 år skal stå og være pisse hamrende bange for venner og families reaktion på hvem de er. Jeg har altid været biseksuel – det er ikke dukket op i nattens mulm og mørke. Det er en del af mig. Ligesom min kæmpestore kærlighed til regnbuer, alle farver, at det er okay at være sig selv og skille sig ud. Jeg vil have at vores verden er et godt og trygt sted for mine børn at vokse op og folde sig ud til lige præcis de sommerfugle, de er!
Hvorfor siger jeg først nu, at jeg er biseksuel?
Jeg har aldrig decideret hørt mine forældre tale ned om homoseksuelle. Jeg anede ikke, at der var noget der hed biseksualitet, før jeg var flyttet hjemmefra. Men i 9. klasse var jeg faktisk mega forelsket i en pige på min skole (ligesom ALLE drengene). Jeg gik helst i min storebrors tøj, klippede håret 6 mm kort. Jeg fik besked på af min mor, at “hun havde allerede en søn. Så det pjat kunne jeg godt holde op med”. Meget syret og en af de der mange små kommentarer, der faktisk satte sig fast.
Ligesom alle de der forbistrede kæreste-kommentarer piger og drenge udsættes for, fra de er bitte små. Hvis en pige kan lide at lege med en dreng, skal de voksne straks kalde dem kærester. Ikke venner, som drengene er; eller venner som pigerne er. Nej da. Nu er det jo to køn! SÅ er de altså nuttede og kærester. Jeg er simpelthen så træt af det. For det har ikke en skid ændret sig, siden jeg var barn.
Min datter er også (tvunget italesat af andre voksne) blevet kæreste med samtlige drengevenner, hun har haft . Undskyld mig – men drengene har sgu været sjovere at lege med end de fleste af de piger, hun har været i børnehave osv med). Alle disse “småting” gør det for nogle mennesker SUPER svært at stå ved dem selv. Jeg har altid gerne ville passe ind. Jeg har tilpasset mig og tilpasset mig og fucking tilpasset mig selv helt i stykker.
Kom nu for helvede!
I det hele taget er jeg godt og grundigt træt af, at vi har så gammeldags et syn på køn og seksualitet i Danmark. Som udgangspunkt er jeg virkelig ligeglad med, hvad andre gør… Men når min dreng bliver kigget forkert på, fordi han har kjole på. Når der er en kasse med PIGE LEGO og en anden med DRENGE LEGO i en dansk daginstitution i år 2019. Ja, så bliver jeg sgu vred og frustreret. For så bliver mine børn for alvor berøvet deres fri vilje til at være DEM SELV! Og jeg har sgu svært ved at stille noget op imod det. Men jeg nægter at lade det ligge hen. Vi er simpelthen nødt til at italesætte, når gamle kønsroller, menneskesyn osv er det styrende. Især hvis det bare er fordi sådan har det altid været. For det er fandme ikke okay!
Jeg er mig – jeg er biseksuel
Jeg er biseksuel og jeg er simpelthen så pisse hamrende stolt over at have lært nu, at det er okay! At jeg ikke er forkert, mindre værd, mindre ordentlig, ulækker, klam osv. fordi mit hjerte banker for en kvinde og måske i morgen banker for en mand.
Mine børn skal lære at vokse op og elske sig selv; og elske lige præcis dét individ, de ikke kan lade være med at elske.
Det her indlæg er sgu svært at skrive. Det bliver nok også svært at læse. Men det brænder i mine tanker og har brændt i mine tanker HVER jul lige så længe jeg kan huske. Jeg er vokset op i en familie med alkoholisme rigtig tæt på. Faktisk er jeg barn af en alkoholiker, selvom min mor, nok stadig i dag, vil påstå, at hun aldrig har haft problemer med alkohol.
Om alkoholisme og empatiske briller
Bevares… Det kan da godt være hun aldrig har haft problemer med alkohol. Men jeg og mange andre med mig, har haft store problemer med hende i selskab med alkohol. Især i forbindelse med højtider. Og bevares. Min mor var ikke fuld 24/7 365 hele min barndom. Der har stensikkert også været bedre perioder end det. Desværre kan jeg ikke lige komme på dem. Til gengæld kan jeg huske HVER eneste gang, vi har været nødt til abrupt at forlade en fest, eller juleaften hos min moster, fordi min mor var fuld og blev uvenner med min onkel. Jeg kan huske den juleaften, hvor min mor var fuld, inden vi nåede hen til min moster og gik ind i deres dør – i stedet for igennem den.
Så for at holde lidt fast i min overskrift.
NEJ, det er sgu ikke altid fedt at fejre jul. Og med alkoholisme tæt på sig er det kilde til frustrationer og for mig en tilbagevendende sorg. Jeg valgte for – ja, det er vel 6 eller 7 år siden, min mor fra. Jeg har ikke kontakt med hende og ønsker det heller ikke. Igennem et meget langt sygdomsforløb med gentagne depressioner, stress, generaliseret angst, panikangst og social angst ramte jeg ind i stolen hos en psykolog, som ikke lod mig tale udenom. Som så lige ind igennem alt mit “hurtig snakker og griner, så ingen ser, jeg græder indeni”-pis. Han fik mig til lige at ridse min opvækst op og bad mig, i en lidt senere hypnose, om at tage mine empatiske briller på (jep, sådan nogle har jeg – og de ER SÅ GODE til at se og forstå ALLE andre, end mig selv). Så sagde han “psykisk vold i familien”. Og mit verdensbillede brød sammen. For med de briller på, kunne jeg jo ikke lade som om, jeg kom fra en familie, hvor alt var godt; det bare var mig der var for følsom og nærtagende. Med de briller på, SÅ jeg MIG… og hvorfor det er SÅ svært at være mig ind imellem. Heldigvis var han virkelig dygtig og lod mig ikke forlade lokalet som et vrag. Han hjalp mig med at bruge mine empatiske briller til både at se min mor uden mit normale filter af kaotiske følelser og han hjalp mig med at se MIG uden mit normale filter af selvhad og manglende selvværd.
Der var en gang… og for enden af den gang
Det er snart MANGE år siden. Men det psykolog forløb rykkede virkelig rundt inde i mig og på en rigtig god måde. Ofte tænker jeg, at jeg skulle have holdt ved – og jeg kan ikke længere huske, hvorfor jeg stoppede der. Jeg har siden været i to lange psykolog forløb, der i virkeligheden har ryddet op, hvor Alex slap. Nemlig forløb, hvor fokus har været på at finde ud af, hvordan fanden jeg kan være en mor, med de ar, sår, fejl og virkelig lortede adfærdsmønstre jeg har med mig. Hvordan jeg GERNE vil være MOR for mine børn. Det har været en virkelig lang og voldsom rejse, der er så hamrende langt fra slut.
Rejsen varer for evigt Den kommer til at vare resten af mit liv. Det punkt, hvor jeg adskiller mig mest fra min egen mor, er nemlig, at jeg er meget bevidst om, at jeg ikke er ufejlbarlig. Derfor er jeg nødt til at udvikle mig og indse de fejl jeg begår – for på den måde, kan jeg sige undskyld og tage ansvaret på mig. Så det ikke bliver mine børn, der er ansvarlige i VORES relation.
Skal alkoholisme tilgives? Nu er det jo trods alt jul!
Tilbage til mit tema for denne skrivelse (ikke dette skriv – for det hedder det altså ikke). Som datter af en alkoholiker har mine juleaftener ofte været rigtig dårlige – altså virkelig triste. I dag som voksen er det dog ikke alkoholisme, der gør det svært at holde jul. Det svære er, at jeg hvert år ved juletid bliver mindet om mit valg. Mit valg som jo også medfører, at mine børn ikke kender deres mormor. Og det bør jeg jo være super ked af på deres vegne. For mine børn skal jo have et helt liv fyldt med mennesker, der elsker dem, sætter pris på dem og vil dem ALT det bedste i verden. Og det vil en MORMOR.
Altså… Hvis hun kan… Men når nu en mormor ikke kan være en MOR, så er der ikke noget krav på at blive mormor. For der er ikke nogen garanti for at en ikke-mor kan vende bøtten og blive en fantastisk mormor.
Ansvaret for relationen
Min mor har gennem mit voksenliv fået en del chancer for at vise mig, at hun elsker mig for mig (det er nemlig her en del af rodet ligger – i at jeg har følt mig forkert og uelsket af hende altid). Desværre har det ikke været muligt, og jeg har altid haft alt for stort ansvar i relationen. Jeg vil ikke give det mønster videre til mine børn. Jeg er, som nævnt, afgjort ikke en fejlfri mor, og det har jeg aldrig været og bliver jeg aldrig. Jeg er dog sikker på, at det eneste rigtige er, at mine børn vokser op uden en mormor – for de er sgu elskede, de er værdsatte og deres liv ER fyldt med mennesker, der kun vil dem det bedste. Min mor er bare ikke en i flokken.
En hvirvelvind af følelser
OG her til jul bliver det bare lige alt sammen hvirvlet op. Det er nemlig ofte til jul, bekendte har en holdning til mit valg og fortæller mig, at jeg frarøver mine børn et familiemedlem… ja! Det gør jeg! Men det er jo hver dag hele året – ikke kun til jul. Det er også til jul, bekendte kan finde på at sige at jeg skal tilgive min mor. Og hey… Det har jeg faktisk gjort. Det bliver hun dog ikke et anderledes menneske af. Hvis hun ikke var min mor, ville den snak ikke være relevant – for mennesker med den adfærd er IKKE en del af mit liv. Der har været flere personer med lignende adfærd og personlighed i mit liv gennem årerne. OG INGEN har fået lov at blive hængende, når først jeg har opdaget, at jeg bliver syg af samvær med dem. Så hvorfor er det lige, jeg ikke bare kan vide, at jeg har tilgivet hende og lade hende leve hendes liv, imens jeg lever mit? Jeg synes faktisk, det er mest fair, for alle parter – især mine børn.
Generelt set tilgiver jeg ikke flere folk ved juletid end resten af året – mon andre gør det? Jeg tilgiver, når der er noget at tilgive, for mit liv er for kort til at bære nag. Nogle gange er det dog ret svært… men i de tilfælde tilgiver jeg heller ikke først til jul, men når jeg er klar. Det er nemlig et pisse godt tidspunkt!
Ikke engang til jul tilgiver jeg mig selv
Nu vi taler om tilgivelse. Så vil det helt store spørgsmål for mig nok altid være… om jeg kan tilgive MIG SELV. For sådan er det nemlig dybt inde i mig.
Jeg er kodet fra helt lille til at passe på min mor i ALLE aspekter af hendes liv. Dække over det dårlige – eller snarere benægte at det overhovedet eksisterer. Det har jeg truffet et meget aktivt valg om ikke at blive ved med. Og nu har jeg aktivt valgt at skrive dette indlæg. Hvor jeg ihærdigt prøver at passe på min mor og samtidig være ærlig omkring hendes alkoholisme. Det er faktisk svært – for selvom jeg har tilgivet hende, gør det stadig ondt inden i mig. Der er ret mange situationer og episoder, jeg kunne beskrive, som tegner et meget grimt billede af min mor, når hun var påvirket af alkohol – men det kan jeg ikke – for det ville være synd for min mor.
Jeg kommer aldrig til
at tilgive mig selv for de følger, der har været efter jeg valgte min mor fra. ALDRIG nogensinde. At jeg samtidig mistede min moster, onkel, morbror, fætre og kusiner – det burde jeg have forudset – men det gjorde jeg ikke. Og det tilgiver jeg ikke mig selv for. At jeg har sat min familie, min bror, i en svær situation – i en svær relation. Det tilgiver jeg aldrig mig selv for. Hvis min mor læser dette indlæg (hvilket jeg faktisk håber, hun IKKE gør), vil jeg nok heller ikke kunne tilgive mig selv det. Jeg vil aldrig tilgive mig selv for at være SÅ dårlig en datter. Der lufter det største tabu, alkoholisme.
Til gengæld har jeg ingen skrupler i forhold til at holde min mor og alkoholisme væk fra mine børn. Der er det omvendt. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis jeg lod hende ødelægge mig mere – eller hvis hun fik ødelagt så meget som een eneste juleaften for mine børn.
Jeg håber, at jeg får lidt julefred i mine tanker, fordi alle disse ord endelig er skrevet ned. Og hvis du vil vide lidt mere om mig, er der en kort opdateret bio her
Så glædelig jul verden – og godt nytår
Læs evt mere om at være barn af en alkoholiker her
Skilsmisse er fandme ikke for tøsedrenge eller drengepiger eller piger eller drenge
Ikke desto mindre er det der jeg er. Jeg er lige blevet skilt. Det er hjernedødt hårdt og mærkeligt og svært. Samtidig er det faktisk også en kæmpe lettelse og på mange måder er vores skilsmisse det bedste der er sket i lang tid.
Vi får en chance mere for at redde vores fælles forældreskab. Og det SKAL vi lykkes med. Come what may! Vi skal være voksne og modne nok til at komme igennem vores uenigheder og få fundet en vinkel på at være en skilsmissefamilie, som vores børn kan trives i. For det skylder vi både dem og os selv.
Samtidig er livet jo mere og andet for både børn og forældre end denne nye familie situation. Se med i min tankemylder video, hvis du vil vide mere om mine tanker i dag. For dem er der masser af. Og hverken kat eller mand til at høre på dem… Så det får du lov til.
Vi skal naturligvis igennem en obligatorisk 3 måneders tænke periode (jeg beklager, men jeg har altså tænkt over det i væsentlig mere end 3 måneder allerede – jeg skifter ikke mening), som der kan læses mere om hos Familieretshuset .
Diagnoser
Jeg snakker lidt om mine kroniske sygdom også… som du kan læse lidt mere om i dette blogindlæg
Der er gang i en kampagne, der skal sætte fokus på, at det er alt for almindeligt at lave overgreb på kvinder, ofte under påskud af at det enten er for sjov eller en kompliment. Jeg har, som ufattelig mange andre kvinder, været udsat for diverse overgreb. Alligevel fik en af mine venner mig til at tænke. Det gælder jo også, hvis du er mand. Og barn. Fokus for dette indlæg vil dog lige være overgreb på kvinder. Men husk for pokker da, at nej betyder nej. Uanset hvem der siger det. #metoo
Min historie om overgreb fra mænd
Jeg taler som oftest ikke, om de uheldige oplevelser jeg har haft med mænd, inden jeg fandt Daniel. Da jeg var meget ung, var det fordi jeg skammede mig over ikke bare at kunne acceptere, at sådan er nogle mænd bare. Som årene er gået, har jeg givet op. Det virker ikke til, at der er noget at stille op. Nu er der lidt fokus på det med #metoo!
Nu hvor jeg lige sidder og læser det, jeg lige har skrevet, bliver jeg harm. “Uheldige oplevelser”. Jeg skriver det igen… Smag lidt på det… “UHELDIGE OPLEVELSER“.
Fremtiden for mine børn
Hvis min søn eller datter en dag kommer til mig og bruger de ord om lignende adfærd (som du kan læse om lidt, hvis du har lyst) fra andre, ville jeg blive rystet ud af kurs! De skal lære, at det IKKE er ok. Og at de altid skal sige det højt, hvis de oplever sådan noget.
Jeg ved, at min far og brødre nok ikke helt ved alt det nedenstående… Jeg har været for flov til at sige det højt. Og hvis de læser med, kan nu være et helt ok sted at stoppe <3
Lang historie kort(-ere)
I stedet for at komme med en laaaaang historie, kommer der en liste med highlights i nogenlunde kronologisk orden. Listen dækker perioden fra jeg var lige knap 16 til 22. Og alt fra “uskyldige” gramserier på Crazy Daisy til fuldbyrdet voldtægt. God læselyst😲 #brydtabuet med mig!
Ung, nedringet og til fest
Listen
Min første kæreste forstod hverken, at AV betød “det gør ondt, stop lige lidt” eller at “nej” betød… “NEJ”… Samtlige gange vi “havde sex”, var selve samlejet under tvang. Og jeg vidste ikke, at det kunne være anderledes! (Tak til Dion for at lære mig det senere)
Min ungdom på diskoteker primært i Næstved
Utallige fyre har taget på mine bryster… Og jo… Jeg var ung, relativt blond, tynd, store jader og gik muligvis nok relativt udfordrende klædt (udfordrende? Hvad betyder det egentlig? Hvem udfordrede jeg til hvad?).
flere gange er jeg blevet taget i skridtet af fyre, jeg dansede med på Crazy Daisy. Jeg gik i mange år ikke med korte kjoler eller nederdele, for at undgå at “invitere” til lige at mærke efter på “sagerne”.
Utallige gange er jeg blevet taget på røven.
Flere gange er jeg blevet trængt uopfordret op mod en væg og kysset af en tilfældig fyr, jeg lige snakkede eller dansede med, og kysset på hals og kavalergang.
Min ekskæreste gennem næsten 2 år forstod ca ligeså lidt, som min første kæreste. Så udover hans tendens til vold pga vrede, alkohol og stoffer, var vores sexliv også præget af, at jeg skulle indordne mig hans luner. Og de var ærlig talt ikke voldsomt rare. Men de var ret voldsomme. Gang på gang holdt han mig fast og tog mig, imens jeg skreg, sagde nej og græd.
De uskyldige overgreb
Og lige til at runde af i den “uskyldige” ende. .. Jeg var til bryllup med Daniel og ganske nedringet. En af de mandlige gæster foreslog mig at tage med ham hjem, “for de bryster var da spildt på Daniel”. WTF!
#metoo
Det er så hamrende vigtigt for mig, at min datter ikke kommer til at tro, at mænd er sådan. Jeg er vokset op med dejlige drengevenner, og mændene i min familie er skønne! Jeg var ikke rigtig forberedt på, at mænd kan være SÅ modbydelige, heldigvis har jeg lært lidt selvforsvar, så jeg kunne afværge en del.
I mange år troede jeg faktisk, at jeg bare var MEGA heldig med en far og to brødre, der er kærlige, gode, venlige, hjælpsomme og som jeg ikke ville kunne elske højere. For mænd generelt var sgu skræmmende, hårde, voldsomme og grænseoverskridende.
Nu ved jeg
At der heldigvis er mange mænd, som min far og mine brødre. Jeg er så mega heldig at være gift med en af dem. Og jeg satser stærkt på at være mor til en og faster/tante til 5 stk skønne drenge, det bliver fantastiske mænd, der behandler ALLE med respekt.
Som er med til, at der i fremtiden vil være færre, der kan skrive #metoo
