Corona lockdown af vores normale liv er ikke noget jeg havde forventet at skulle skrive om. Men…
Jeg har en periode, hvor jeg ikke kan finde ud af at få skrevet på bloggen.
Ikke fordi jeg ikke har noget at sige, men snarere fordi jeg har for meget at sige. For mange tanker, der vælter rundt og presser sig på, men uden på noget tidspunkt at blive spillet til ende. Jeg er ufrivilligt mere isoleret end jeg egentlig har lyst til.
Og hvorfor er jeg det?
Corona er en bitter øl at drikke
Og helt ærligt en endnu værre virus at være underlagt.
Jeg er ikke smittet og mine børn er heller ikke. Alligevel er vores liv meget anderledes end det var for et år siden.
Jeg går ikke ud og handler, hvis jeg mangler lidt småting. For jeg kan ikke have et mundbind på i mere end 15 minutter uden at blive angst. Udover det er det super svært at alle mennesker rundt om mig har mundbind på. Jeg ved simpelthen ikke hvordan noget skulle kunne være værre, end at fremmede kommer ind i min regnbueboble med mundbind. Så jeg kan ikke en gang afkode folk på afstand længere og når de først at røre min boble er løbet kørt og jeg er med i et mareridt. Så jeg bliver hjemme mest muligt. Ikke fordi jeg er bange for at blive smittet med Covid19, men fordi jeg ikke holder ud at have Skizofreni og være ude blandt andre.
Negative symptomer
Det viser sig så, at denne isolering bekymrer min psykiatriske sygeplejerske lidt, så de er desperate efter at finde medicin, der kan stoppe mine psykoser (det vil sige de vrangforestillinger og hallucinationer jeg har). Det er dem du kan læse om i dette indlæg. Grunden til hun er bekymret skyldes et symptom, som på sigt kan være farligere for mine børn end Corona.
Den meget komplekse og individuelle symptomatologi omfatter positive symptomer (hallucinationer, vrangforestillinger), negative symptomer (initiativløshed, social tilbagetrækning) og kognitiv dysfunktion
De positive symptomer har som regel et episodisk forløb, mens negative symptomer, og især kognitive, tenderer til at være mere vedvarende.
Mange symptomer fra de forskellige grupper og specielt svære negative symptomer og kognitive deficit er forbundet med dårlig social funktion
Det bekymrende er at jeg trækker mig fra sociale sammenhænge og på sigt kan det blvie sværere og sværere at vende tilbage. Det vil uvægerligt få indflydelse på mine børns liv og deres evne til at indgå i sociale sammenhænge. Så jeg kæmper…
JEG KÆMPER
Jeg kæmper mod Corona
Derudover er jeg dybt afhængig af både at have min hjemmehjælp, som aflaster min krop fysisk og mine §85 støtter, som hjælper mig med at holde styr på alle trådene… OG er der mindste mistanke om at jeg eller børnene kunne være smittet med Corona, ja så bliver de væk. Derudover må jeg ikke længere have en pårørende med, som kan hjælpe mig med at huske og med at sige de vigtige ting. Det gælder både her i hjemmet og når jeg skal til læge, på sygehuset osv.
Jeg er ikke bange for Corona
Men jeg er bange for de negative effekter, der kan ramme mig og mine børn, fordi vi i forvejen ikke har det nemt…
Det værste for mig, er at tænke på, at MIN sygdom, vil være ødelæggende for mine børns liv, deres trivsel, deres udvikling, deres læring og deres funktionsniveau som voksne.
Skizofreni VENT HVAD?! Hvordan søren kom min blog pludselig til at handle om en af de absolut tungeste diagnoser i psykiatrien? Altså seriøst?!?!?!?! Nu rabler det da fuldstændig for mig… Eller… altså… Næh, ikke ret meget mere end det plejer…
Skizofreni kom frisk
Vidste du godt, at der findes forskellige udgaver af skizofreni? Det gjorde jeg ikke! Altså før jeg for ret nyligt sad sammen med en special psykolog i distrikt psykiatrien, som stillede mig en fandens masse spørgsmål. Et af dem er jeg ALDRIG blevet spurgt om før – og mit svar blev udslagsgivende for resten af spørgsmålene og ærlig talt for den diagnose, jeg er endt med at få – nemlig skizofreni.
MEN det er som om jeg lige foregriber slagets gang en lille smule! Så vi spoler lidt tilbage…
Der var en gang en pige som bare ALTID har haft en følelse af at være lidt ved siden af verden. Lidt skæv i forhold til andre mennesker. Især sociale sammenhænge drænede pigen for alle kræfter. Pigen havde en mor, der med hård hånd og hårdere stemme sørgede for at pigen meget tidligt lærte ALT om ordentlig, korrekt og velset adfærd – og tak for det! For det er nok det der gør, at jeg (pigen) først nu, som 36-årig ikke længere kan klare mig selv i forhold til at kompensere for de vrangforestillinger osv, som dukkede op da jeg var ung og som stadig hænger ved. samtidig er det også det der gør, at jeg ikke har fortalt noget som helst til nogensom helst om den anderledes måde mine tanker fungerer på.
Hmmm… så… Jeg har fået tiltagende svært ved at få hverdagens opgaver til at hænge sammen. Jeg har det vildeste koncentrationsbesvær og falder ofte helt hen, når jeg er alene. Derudover hører jeg musik nonstop (uden at tænde for det) og har en stemme jeg ofte hører.
OG
NETOP
DEN STEMME
DEN MUSIK
hører jeg ind igennem mit øre. Og det var det spørgsmålet gik på.
HVORDAN HØRER DU STEMMEN OG MUSIKKEN?
Jeg var nødt til lige at sætte mig og lytte aktivt – noget jeg ALDRIG gør, da det virkelig er ubehageligt at lytte til. Men jeg gjorde det, jeg lyttede og hørte, som så ofte før, min mors stemme tale strømme ind gennem de hovedtelefoner, jeg har på (altså det har jeg jo faktisk ikke vel) og som underliggende lyd er der det konstante musiske lydbillede, der også strømmer ind i gennem mit venstre øre – igennem de flotte ørebøffer.
De har altid været en dyb mørk pink de ørebøffer, jeg hører min mors stemme og livets soundtrack igennem.
Udover disse vrangforestillinger ser jeg mine tanker.
Jep, jeg SER mine tanker
Det er sgu ret svært at beskrive noget, som for mig altid bare har været som det er. Når jeg har fortalt mine nærmeste om min måde at tænke på, bliver jeg i starten mødt af “jamen sådan er det jo også for mig? Jeg ser også mine tanker.” Når jeg så UDDYBER hvordan jeg ser mine tanker, er det som om, jeg kan mærke, at det bliver mere og mere tydeligt, at jeg tænker anderledes.
Formålet med dette blogindlæg er i virkeligheden at få sat ord på og måske visualisere, hvad der sker i mit hoved hver dag, det meste af dagen og som jeg ikke umiddelbart har nogen som helst kontrol eller styring over. Samtidig er det også ret svært at finde de rigtige ord.
Mine tanker når jeg kommunikerer
Hver gang jeg taler med et andet menneske – om det er face to face, i telefon, eller skriftligt er underordnet, har jeg en indre dialog, diskussion skænderi om hvilke ord, der skal bruges, hvad jeg egentlig mener, hvilken kontekst jeg befinder mig i, er det mon passende at sige? Og nu vil de fleste nok tænke, “jeg har også en indre dialog”. Der, hvor jeg tilsyneladende adskiller mig, er, at jeg for mit indre blik ser en klasse fuld af MIG. For mit indre øre hører jeg alle MIG’ernes holdninger, kommentarer osv. Det der ender med at komme ud af min mund eller ned på skrift, er det, den mest HØJLYDTE MIG siger.
Rammerne omkring alle disse MIG’er er det klasselokale, jeg havde, da jeg gik i 9. klasse. Det var det hårdeste år. Så pisse svært at komme igennem, og det klasselokale har sat sig fast. Så forestil dig, at hver gang du skal kommunikere med andre, har du ud over deres ansigt også et syn af dig selv på hver stol i en klasse (der er af uforklarlige grunde 24 elever i klassen). Og du kan høre alle eleverne snakke i munden på hinanden i en kæmpemæssig kamp for at få lov til at være den, der råber højest – den der får taleret.
SHHHHHH
Det er ikke altid, jeg faktisk er tilfreds med, at det er netop den mest højtråbende, der kommer til orde. Det skaber nogle gange nogle situationer, hvor jeg kommer til at påtage mig mere ansvar, end jeg på nogen måde har lyst til at have. For rigtig tit er det min indre Idealist, der råber højest. Hende der gerne vil ændre verden, kæmpe for ALLE og tror på, at hvis bare vi kæmper nok, så bliver verden et bedre sted for vores børn. Så jeg kæmper… og kæmper… og kæmper…
Men det er ikke kun gjort med den indre dialog, som ofte dæmper lidt på min hørelse, da det bliver svært at høre det der sker omkring, når MIG’erne er VIRKELIG uenige med hinanden.
Mine tanker 24/7
Så hele tiden.
hver eneste dag
hver eneste nat
altid og hele tiden
konstant uden pause uden stop
mens jeg skriver dette
når jeg synes nok er nok
når jeg er klar til at give op
når jeg kæmper videre
uden at tage hensyn til mig eller min krop
konstant
Ser jeg film på mit baghoved.
jeg gentager
PÅ mit baghoved
Så det ovenstående billede er et håbløst forsøg på at illustrere, hvad jeg har i baghovedet hele tiden (kun afløst af fokus på de 24 MIG’er, når jeg kommunikerer). Det er et mylder af tanker, der alle sammen er ligesom film. Jeg kan nogen gange fokusere på én film og se den tanke til enden. Det kræver dog utrolig meget overskud og energi. Det skyldes nok, at jeg står udenfor lærredet og kigger på alle disse film. Hører dialogen fra alle disse film. Mærker generelt alle sansninger fra alle disse film. Mine tanker består delvist af forestillinger om fremtiden, drømme, håb, kaostanker om alt det dårlige og negative, der endnu ikke er sket, men stensikkert sker nu, eller nu eller nu eller nu eller nu… … … … … Og minder som jeg genspiller igen og igen og igen… … … … …
Kan du ikke bare stoppe tankerne?
Jeg har absolut ikke nogen kontrol over mængden af film på et givent tidspunkt. Jeg styrer ikke ret ofte hvilke tanker, der er i fokus eller hvilke tanker, der bare lige ligger og drøner rundt i baggrunden.
Jeg kan ikke bare beslutte mig for at slukke for tankerne. Stoppe filmene. Stoppe lydene. Stoppe vindens berøring af min kind på stranden i blæsevejr en efterårsdag imens min far fisker og jeg tegner. Følelsen af bassen der pumper ude i alrummet, imens jeg tegner på mit værelse en sen, sen aften og min storebror holder fest. Mit soundtrack lige nu er Barbie Girl og min mor er i færd med at skælde mig ud over stadig ikke at have fattet, at jeg skal gå i seng, inden jeg bliver for træt. Alt imens en hel del MIG’er prøver at stoppe mig fra at skrive de her ting og råber STOP meget højt!
Men fandme NEJ!
JEG vil ikke stoppe!
Jeg vil ikke stoppe med at åbne mig selv! Jeg vil ikke være med til at stigmatisere mig selv og mit liv. Jeg nægter ganske enkelt at holde min kæft!
Udifferentieret skizofreni
Jeg har været i psykiatrien i går. Og først i løbet af den samtale går det op for mig, at jeg tilsyneladende lever et liv FYLDT med psykoser (eller måske bare én lang psykose, der har varet fra jeg var 16). Jeg har altid troet, at man var FARLIG for sig selv eller sine omgivelser, hvis man har en psykose. Men det viser sig at vrangforestillinger og hallucinationer ER psykoser. Det anede jeg ikke! Lige nu hedder min diagnose “Udifferentieret skizofreni (DF203)” og så skal de blive enige i psykiatrien om, hvorvidt jeg er fx paranoid skizofren.
Jeg har aldrig set mig selv som værende paranoid. Omvendt er jeg faktisk ret sikker på, at folk kigger MEGET på mig, når jeg cykler og går og ja, i det hele taget bevæger mig rundt uden for min lejlighed. Det er mega træls og ubehageligt. Især når jeg jo bare er mig. Det er faktisk en fed bivirkning ved, at jeg har valgt at sy mit spraglede tøj selv, har lidt atypisk hår og ærlig talt kæmpe store bryster. Jeg kan som oftest bortforklare følelsen af at blive kigget på, med at jeg også er farvestrålende i forhold til de fleste, eller at det nok lige var mit hår der sad sjovt osv. Det laver ikke om på, at jeg føler, at jeg bliver stirret på – også selvom jeg ikke ser nogle stirre.
De skizofrene sindslidelser kan opdeles i fire hovedtyper:
Paranoid skizofreni domineres af hallucinationer og vrangforestillinger.
Hebefren skizofreni domineres af følelsesmæssige forandringer, blege eller utilpassede følelser og usammenhængende tale og adfærd.
Kataton skizofreni domineres af katatone symptomer fx stivnen.
Udifferentieret (blandet) skizofreni betyder, at man kan have fremtrædende (blandede) træk fra flere af ovenstående typer på én gang.
Umiddelbart må jeg jo så være paranoid skizofren, fordi jeg i høj grad har hallucinationer.
Min skizofrene sæbeboble
Faktisk er der ikke et øjeblik, hvor jeg er helt uden.
Jeg lever mit liv en boble. Den nemmeste måde at beskrive den på, er ved at kalde den en sæbeboble. Den springer bare ikke, hvis nogle prøver at trænge igennem den. Den giver sig i stedet. Mine elskede, mine børn, min familie, mine venner kan sagtens komme ind i min boble. Men fremmede kommer aldrig igennem den. De bliver bare forvrængede at se på. Det kan faktisk være virkelig uhyggeligt.
Jo mere utryg jeg føler mig i en situation, des større er min boble. Det vil sige, at jeg i nye sociale sammenhænge, til fester, i butikker, i bussen, i toget, til forældremøder osv ind imellem bliver rigtig bange, når folk kommer for tæt på og ser helt forkerte ud.
Hvordan kan jeg forklare?
Jeg synes det er mega svært at forklare ordentligt. Men på en mega dårlig dag, hvor min boble er MEGET tydelig, ser min verden sådan her ud:
Det samme sted nede ved Susåen, vil for jer andre, se sådan her ud:
På en rigtig god dag, ser jeg næsten ikke min boble. Men den er der faktisk altid. Da jeg første gang i psykiatrien blev spurgt, om jeg ser syner, nægtede jeg hårdnakket. For det gør jeg jo ikke! Jeg kender SÅ mange, der beskriver deres personlige sfære som en boble. Så jeg blev faktisk ret overrasket, da jeg fandt ud af, at det ikke er alle, der faktisk er synspåvirkede af den.
Når fremmede kommer for tæt på maser sig ind i min boble bliver det noget i den her stil, der kigger på mig:
Når folk bliver ude på den anden side af min boble er det meget bedre.
Nedenstående viser forskellen på at være inde i min boble, uden for min boble og på vej ind i den:
Og så er der liiiiige
Udover de her ret store og frustrerende psykose ting, så oplever jeg fx. også følgende:
Jeg lugter ofte røg – uden den er der. Tak Far, for at komme og lugte, da jeg ikke kunne slippe lugten og endnu ikke vidste, det “bare” er en hallucination.
Jeg synes kød lugter råddent. Det er rigtig dyrt i pålæg! Tak til min exmand for at have stukket næsen i rigtig mange kødpakker osv, fordi jeg var overbevist om, det var fordærvet.
Jeg har tit en følelse af, der kravler edderkopper på mine ben. Det er meget nemmere nu end for 10 år siden. Tak til min exmand igen. Denne gang for at have fjernet min araknofobi i en virkelig effektiv hypnose!
Når der er meget drøn på MIG’erne, har jeg virkelig svært ved at høre på mit højre øre. Derfor kan det være super svært for mig at høre, hvad der bliver sagt i fx. børnehaven, hvor der også er en masse baggrundsstøj.
Nogle dage sidder jeg og synker ind i alle disse film i mit hoved, og det kan være rigtig svært for mig at holde fokus på noget som helst.
Jeg vil ikke gemme mig mere
Jeg har været i et kæmpe skænderi i mine tanker med MIG’erne og min mors stemme indtil nu…
Og jeg har faktisk brugt en del timer på at formulere dette indlæg. Flere end nogensinde før. Hele vejen igennem, har der været et lag af censur, som jeg nægter at bøje mig for. Jeg kan ikke beskytte hverken mig selv eller andre ved at skjule ting for at passe på ikke at såre andres følelser. Jeg har brug for at være åben og ærlig. Jeg vil så inderligt gerne have, at jeg ikke bliver set som rablende vanvittig, fordi jeg siger disse ting højt.
Jeg er IKKE farlig
Hverken for mig selv eller mine omgivelser. Men det er naturligvis ikke holdbart, at min psyke er så presset, som den er. Derfor skal jeg påbegynde medicinsk behandling. Det har jeg egentlig ikke lyst til, fordi jeg frygter at miste mig selv. Jeg er dog nødt til at gøre ALT for at mine psykoser ikke fylder mere, end de gør nu.
Især min mors stemme fylder ALT for meget. Det er den stemme, der skader mig. Udskammer, udskælder og med meget jævne mellemrum opfordrer mig til at gøre en ende på mit liv. Heldigvis VED jeg, at det ikke er min mor, men bare tanker. Og jeg tager diskussionen HVER ENESTE gang.
Hold nu kæft!
Jeg fortæller min mors stemme, at hun skal holde kæft. At jeg faktisk er nok værd til at leve. At mine børn som absolut minimum er nok værd til at have en mor. At min familie ville savne mig. At jeg ikke er færdig med at kæmpe. De fleste gange dæmper det hende lidt. Men oftest er jeg nødt til at slukke for hende. For at gøre det sætter jeg Evelyn med Volbeat på Spotify, øredutter i og fuld skrald på musikken. Efter et kvarters tid er der stille i mit hoved. Intet Soundtrack, ingen stemmer, ingen film, ingen MIG’er. Der går dog sjældent længe, før det starter igen. Men min mors stemme er den sidste, der går i gang igen. Og det er eddermame fantastisk!
Hvis du vil læse lidt om skizofreni, er der lidt information fra SIND. Jeg ved endnu ikke så voldsomt meget om diagnosen. Jeg mangler også stadig at få præciseret hvilken type skizofreni jeg har. Jeg håber løbende at kunne finde overskud til at fortælle om både mig og min nye diagnose. Måske endda dele den viden, jeg opnår undervejs i min behandling.
Hvis du faktisk læste med helt her til, vil jeg rigtig gerne sige tak!
