Corona bekymringer overtager et liv

Corona lockdown af vores normale liv er ikke noget jeg havde forventet at skulle skrive om.
Men…

Jeg har en periode, hvor jeg ikke kan finde ud af at få skrevet på bloggen.

Ikke fordi jeg ikke har noget at sige, men snarere fordi jeg har for meget at sige. For mange tanker, der vælter rundt og presser sig på, men uden på noget tidspunkt at blive spillet til ende.
Jeg er ufrivilligt mere isoleret end jeg egentlig har lyst til.

Og hvorfor er jeg det?

Corona er en bitter øl at drikke

Og helt ærligt en endnu værre virus at være underlagt.

Jeg er ikke smittet og mine børn er heller ikke. Alligevel er vores liv meget anderledes end det var for et år siden.

Jeg går ikke ud og handler, hvis jeg mangler lidt småting. For jeg kan ikke have et mundbind på i mere end 15 minutter uden at blive angst. Udover det er det super svært at alle mennesker rundt om mig har mundbind på. Jeg ved simpelthen ikke hvordan noget skulle kunne være værre, end at fremmede kommer ind i min regnbueboble med mundbind. Så jeg kan ikke en gang afkode folk på afstand længere og når de først at røre min boble er løbet kørt og jeg er med i et mareridt. Så jeg bliver hjemme mest muligt. Ikke fordi jeg er bange for at blive smittet med Covid19, men fordi jeg ikke holder ud at have Skizofreni og være ude blandt andre.

Negative symptomer

Det viser sig så, at denne isolering bekymrer min psykiatriske sygeplejerske lidt, så de er desperate efter at finde medicin, der kan stoppe mine psykoser (det vil sige de vrangforestillinger og hallucinationer jeg har). Det er dem du kan læse om i dette indlæg.
Grunden til hun er bekymret skyldes et symptom, som på sigt kan være farligere for mine børn end Corona.

Den meget komplekse og individuelle symptomatologi omfatter positive symptomer (hallucinationer, vrangforestillinger), negative symptomer (initiativløshed, social tilbagetrækning) og kognitiv dysfunktion


De positive symptomer har som regel et episodisk forløb, mens negative symptomer, og især kognitive, tenderer til at være mere vedvarende.

Mange symptomer fra de forskellige grupper og specielt svære negative symptomer og kognitive deficit er forbundet med dårlig social funktion

Citat fra sundhed.dk

Det bekymrende er at jeg trækker mig fra sociale sammenhænge og på sigt kan det blvie sværere og sværere at vende tilbage. Det vil uvægerligt få indflydelse på mine børns liv og deres evne til at indgå i sociale sammenhænge.
Så jeg kæmper…

JEG KÆMPER

Jeg kæmper mod Corona

Derudover er jeg dybt afhængig af både at have min hjemmehjælp, som aflaster min krop fysisk og mine §85 støtter, som hjælper mig med at holde styr på alle trådene… OG er der mindste mistanke om at jeg eller børnene kunne være smittet med Corona, ja så bliver de væk. Derudover må jeg ikke længere have en pårørende med, som kan hjælpe mig med at huske og med at sige de vigtige ting. Det gælder både her i hjemmet og når jeg skal til læge, på sygehuset osv.

Jeg er ikke bange for Corona

Men jeg er bange for de negative effekter, der kan ramme mig og mine børn, fordi vi i forvejen ikke har det nemt…

Det værste for mig, er at tænke på, at MIN sygdom, vil være ødelæggende for mine børns liv, deres trivsel, deres udvikling, deres læring og deres funktionsniveau som voksne.

Corona trodses - Mine børn er ude på juletur

Så FUCK DIG CORONA!!!!

Glædelig jul? Med alkoholisme i familien – NEJ!

Det her indlæg er sgu svært at skrive. Det bliver nok også svært at læse. Men det brænder i mine tanker og har brændt i mine tanker HVER jul lige så længe jeg kan huske. Jeg er vokset op i en familie med alkoholisme rigtig tæt på. Faktisk er jeg barn af en alkoholiker, selvom min mor, nok stadig i dag, vil påstå, at hun aldrig har haft problemer med alkohol.

Om alkoholisme og empatiske briller

Bevares… Det kan da godt være hun aldrig har haft problemer med alkohol. Men jeg og mange andre med mig, har haft store problemer med hende i selskab med alkohol. Især i forbindelse med højtider. Og bevares. Min mor var ikke fuld 24/7 365 hele min barndom. Der har stensikkert også været bedre perioder end det. Desværre kan jeg ikke lige komme på dem.
Til gengæld kan jeg huske HVER eneste gang, vi har været nødt til abrupt at forlade en fest, eller juleaften hos min moster, fordi min mor var fuld og blev uvenner med min onkel. Jeg kan huske den juleaften, hvor min mor var fuld, inden vi nåede hen til min moster og gik ind i deres dør – i stedet for igennem den.

Så for at holde lidt fast i min overskrift.

NEJ, det er sgu ikke altid fedt at fejre jul. Og med alkoholisme tæt på sig er det kilde til frustrationer og for mig en tilbagevendende sorg.
Jeg valgte for – ja, det er vel 6 eller 7 år siden, min mor fra.
Jeg har ikke kontakt med hende og ønsker det heller ikke.
Igennem et meget langt sygdomsforløb med gentagne depressioner, stress, generaliseret angst, panikangst og social angst ramte jeg ind i stolen hos en psykolog, som ikke lod mig tale udenom.
Som så lige ind igennem alt mit “hurtig snakker og griner, så ingen ser, jeg græder indeni”-pis.
Han fik mig til lige at ridse min opvækst op og bad mig, i en lidt senere hypnose, om at tage mine empatiske briller på (jep, sådan nogle har jeg – og de ER SÅ GODE til at se og forstå ALLE andre, end mig selv). Så sagde han “psykisk vold i familien”. Og mit verdensbillede brød sammen.
For med de briller på, kunne jeg jo ikke lade som om, jeg kom fra en familie, hvor alt var godt; det bare var mig der var for følsom og nærtagende. Med de briller på, SÅ jeg MIG… og hvorfor det er SÅ svært at være mig ind imellem. Heldigvis var han virkelig dygtig og lod mig ikke forlade lokalet som et vrag. Han hjalp mig med at bruge mine empatiske briller til både at se min mor uden mit normale filter af kaotiske følelser og han hjalp mig med at se MIG uden mit normale filter af selvhad og manglende selvværd.

Der var en gang… og for enden af den gang

Det er snart MANGE år siden. Men det psykolog forløb rykkede virkelig rundt inde i mig og på en rigtig god måde.
Ofte tænker jeg, at jeg skulle have holdt ved – og jeg kan ikke længere huske, hvorfor jeg stoppede der. Jeg har siden været i to lange psykolog forløb, der i virkeligheden har ryddet op, hvor Alex slap. Nemlig forløb, hvor fokus har været på at finde ud af, hvordan fanden jeg kan være en mor, med de ar, sår, fejl og virkelig lortede adfærdsmønstre jeg har med mig. Hvordan jeg GERNE vil være MOR for mine børn. Det har været en virkelig lang og voldsom rejse, der er så hamrende langt fra slut.

Rejsen varer for evigt
Den kommer til at vare resten af mit liv. Det punkt, hvor jeg adskiller mig mest fra min egen mor, er nemlig, at jeg er meget bevidst om, at jeg ikke er ufejlbarlig. Derfor er jeg nødt til at udvikle mig og indse de fejl jeg begår – for på den måde, kan jeg sige undskyld og tage ansvaret på mig. Så det ikke bliver mine børn, der er ansvarlige i VORES relation.

Skal alkoholisme tilgives? Nu er det jo trods alt jul!

Tilbage til mit tema for denne skrivelse (ikke dette skriv – for det hedder det altså ikke).
Som datter af en alkoholiker har mine juleaftener ofte været rigtig dårlige – altså virkelig triste. I dag som voksen er det dog ikke alkoholisme, der gør det svært at holde jul. Det svære er, at jeg hvert år ved juletid bliver mindet om mit valg. Mit valg som jo også medfører, at mine børn ikke kender deres mormor. Og det bør jeg jo være super ked af på deres vegne. For mine børn skal jo have et helt liv fyldt med mennesker, der elsker dem, sætter pris på dem og vil dem ALT det bedste i verden. Og det vil en MORMOR.

Altså… Hvis hun kan… Men når nu en mormor ikke kan være en MOR, så er der ikke noget krav på at blive mormor. For der er ikke nogen garanti for at en ikke-mor kan vende bøtten og blive en fantastisk mormor.

Ansvaret for relationen

Min mor har gennem mit voksenliv fået en del chancer for at vise mig, at hun elsker mig for mig (det er nemlig her en del af rodet ligger – i at jeg har følt mig forkert og uelsket af hende altid). Desværre har det ikke været muligt, og jeg har altid haft alt for stort ansvar i relationen. Jeg vil ikke give det mønster videre til mine børn. Jeg er, som nævnt, afgjort ikke en fejlfri mor, og det har jeg aldrig været og bliver jeg aldrig. Jeg er dog sikker på, at det eneste rigtige er, at mine børn vokser op uden en mormor – for de er sgu elskede, de er værdsatte og deres liv ER fyldt med mennesker, der kun vil dem det bedste. Min mor er bare ikke en i flokken.

En hvirvelvind af følelser

OG her til jul bliver det bare lige alt sammen hvirvlet op. Det er nemlig ofte til jul, bekendte har en holdning til mit valg og fortæller mig, at jeg frarøver mine børn et familiemedlem… ja! Det gør jeg! Men det er jo hver dag hele året – ikke kun til jul.
Det er også til jul, bekendte kan finde på at sige at jeg skal tilgive min mor. Og hey… Det har jeg faktisk gjort. Det bliver hun dog ikke et anderledes menneske af.
Hvis hun ikke var min mor, ville den snak ikke være relevant – for mennesker med den adfærd er IKKE en del af mit liv. Der har været flere personer med lignende adfærd og personlighed i mit liv gennem årerne. OG INGEN har fået lov at blive hængende, når først jeg har opdaget, at jeg bliver syg af samvær med dem. Så hvorfor er det lige, jeg ikke bare kan vide, at jeg har tilgivet hende og lade hende leve hendes liv, imens jeg lever mit?
Jeg synes faktisk, det er mest fair, for alle parter – især mine børn.

Generelt set tilgiver jeg ikke flere folk ved juletid end resten af året – mon andre gør det?
Jeg tilgiver, når der er noget at tilgive, for mit liv er for kort til at bære nag. Nogle gange er det dog ret svært… men i de tilfælde tilgiver jeg heller ikke først til jul, men når jeg er klar. Det er nemlig et pisse godt tidspunkt!

Ikke engang til jul tilgiver jeg mig selv

Nu vi taler om tilgivelse.
Så vil det helt store spørgsmål for mig nok altid være… om jeg kan tilgive MIG SELV. For sådan er det nemlig dybt inde i mig.

Jeg er kodet fra helt lille til at passe på min mor i ALLE aspekter af hendes liv. Dække over det dårlige – eller snarere benægte at det overhovedet eksisterer.
Det har jeg truffet et meget aktivt valg om ikke at blive ved med. Og nu har jeg aktivt valgt at skrive dette indlæg. Hvor jeg ihærdigt prøver at passe på min mor og samtidig være ærlig omkring hendes alkoholisme. Det er faktisk svært – for selvom jeg har tilgivet hende, gør det stadig ondt inden i mig. Der er ret mange situationer og episoder, jeg kunne beskrive, som tegner et meget grimt billede af min mor, når hun var påvirket af alkohol – men det kan jeg ikke – for det ville være synd for min mor.

Jeg kommer aldrig til

at tilgive mig selv for de følger, der har været efter jeg valgte min mor fra. ALDRIG nogensinde.
At jeg samtidig mistede min moster, onkel, morbror, fætre og kusiner – det burde jeg have forudset – men det gjorde jeg ikke. Og det tilgiver jeg ikke mig selv for.
At jeg har sat min familie, min bror, i en svær situation – i en svær relation. Det tilgiver jeg aldrig mig selv for.
Hvis min mor læser dette indlæg (hvilket jeg faktisk håber, hun IKKE gør), vil jeg nok heller ikke kunne tilgive mig selv det.
Jeg vil aldrig tilgive mig selv for at være SÅ dårlig en datter. Der lufter det største tabu, alkoholisme.

Til gengæld har jeg ingen skrupler i forhold til at holde min mor og alkoholisme væk fra mine børn. Der er det omvendt. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis jeg lod hende ødelægge mig mere – eller hvis hun fik ødelagt så meget som een eneste juleaften for mine børn.

Jeg håber, at jeg får lidt julefred i mine tanker, fordi alle disse ord endelig er skrevet ned. Og hvis du vil vide lidt mere om mig, er der en kort opdateret bio her

Så glædelig jul verden – og godt nytår

Læs evt mere om at være barn af en alkoholiker her

Gravid! og hvor er det skønt, min ventetid snart er overstået.

Den søde ventetid

Jeg sidder lige nu og venter på mit andet barn… en lille baby dreng! Vi har allerede en pige, som næsten når at blive 2.5 år, inden hun bliver storesøster.

Den søde? ventetid

Jeg ved, der er mange, der ELSKER at være gravide. Der er masser, der trives med de forandringer kroppen gennemgår, som jubler over hvert et spark og ærgrer sig over at den søde ventetid går så hurtigt .

Jeg vil fluks afsløre… Jeg er IKKE en af dem! Jeg hører til den modsatte gruppe.

Usød ventetid til mig

Had er et stærkt ord for en voldsom følelse  og vi skal passe på med at bruge det i flæng, som min klasselærer, Thorbjørn, sagde da jeg gik i 9. klasse.

Jeg hader ikke at være gravid! For jeg ved jo at der venter en baby forude! Men hold nu op, hvor jeg virkelig ikke nyder ventetiden… og nej… den er ej heller sød!

Den gang jeg ventede min datter, følte jeg mig fuld af skam HVER ENESTE gang, jeg lod mig selv føle afmagten, frustrationen, smerterne osv ved at være gravid… Mange i min omgangskreds (især den perifere) spurgte netop: ” Nyder du den søde ventetid”. Og mit ærlige svar: “NEJ, jeg glæder mig til, det er overstået!”, faldt yderst sjældent i god jord. Derimod blev jeg mødt med vantro og hovedrysten af flere. Som om jeg ikke værdsatte, at jeg snart skulle være mor. Med kvalme 24/7 fra jeg var 3.5 uge henne og bækkensmerter fra uge alt for lidt, der endte med bækkenløsning og sygemelding plus alt det andet, ja så føltes det ikke som noget, der skulle nydes… eller kunne nydes.

Jeg glædede mig jo alligevel vildt til at blive mor (samtidig med var jeg ved at skide grønne grise af skræk! For hvordan skulle jeg dog nogensinde kunne klare det?).

Jeg er jo helt forkert

Tidligt i min første graviditet fik omgivelsernes og mine egne forventninger, mig til at føle mig forkert. Jeg BURDE jo klart og tydeligt nyde hvert sekund… Men det gjorde jeg ikke! Denne følelse af forkerthed, udviklede sig hurtigt til angst (som jeg genkendte fra størstedelen af mit liv). Nu bare med nyt tema!

Hvis jeg ikke en gang kan nyde min graviditet. Hvordan skal baby dog kunne overleve i min krop? Hvordan kan jeg dog undgå, at min baby bliver lige så ødelagt, som jeg selv? 

Det var en ond spiral lige lukt ned i en efterfødselsreaktion/depression.

Jeg er fandme god nok

Hvor ville jeg ønske, at det er OK, at vi kvinder og mænd, som står overfor en kæmpe livsændring (forældreskab), kunne få lov til at føle, som vi gør. Det er PISSE skræmmende at skulle være forælder! Det er for nogle VANVITTIG ubehageligt og smertefuldt at være gravid. Og hey… det er sgu OK, at der i dette følelses virvar IKKE er plads til lige at sidde og nyde noget som helst… Det er OK at være frustreret over at være træt hele tiden. Over ikke at kunne en brøkdel af det du kunne for 3 uger siden!

Det er OK!

Det er OK at sige det højt! Det er OK at bryde tabuet og sige PISSELORTEMØG graviditet! Det er nemlig OK at føle sådan, for følelser kan aldrig diskuteres! De er der bare.

Shhhh… jeg lytter lige

Hvordan vi så handler på disse følelser… ja det kan være mere eller mindre hensigtsmæssigt for os selv og vores omgivelser. I en graviditet er det ret snedigt at lytte mest til kroppen og mindre til andres forventninger… For kroppen skal nok ihærdigt prøve at få os til at passe på! Passe på os selv, for at passe på baby. Vores fornemmeste opgave i graviditeten er derfor ikke at opretholde vores normale hverdag, men at lytte til vores krop og udvise de hensyn der skal til (og en middagslur er nu skøn).

Hvor ville jeg ønske, at jeg vidste dette i min første graviditet!

Jeg ved det nu! Og jeg synes, det er MEGA nederen at være gravid! Jeg har ikke en nemmere eller væsentlig anderledes graviditet denne gang. Faktisk så er angsten den største forskel. Jeg er nemlig ikke angst! For nu ved jeg, at jeg er en god mor. Nu ved jeg, at jeg er OK, selvom jeg ikke gider være gravid. Nu ved jeg, at jeg er ganske ligeglad med, hvad andre forventer  (i hvert fald de fleste dage). For dem, der betyder noget, er min datter, kommende lillebror, min mand og mig selv.

Vi er de vigtige i disse dage, og min fornemmeste opgave er at passe på MIG, så jeg kan passe på os.

Det betyder sofa-tid og voldsomme mængder rod. Det betyder putte-tid efter vuggestuen og voldsomme mængder kys, kram og fjol. Og så betyder det mere sofa-tid.

Uanset hvad! Det er ok ikke at nyde den søde ventetid!

Og ØJ, hvor jeg glæder mig til at have lillebror i mine arme!