Imposter Silje

Imposter Silje gør sit officielle indtog i verden.
Det er såååååååå længe siden, jeg har skrevet et indlæg! Jeg ved slet ikke, om jeg kan huske, hvordan man gør. Og lige i dag er jeg faktisk ret meget i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde har vidst det!!!! Men jeg har eddermame ladet som om mange gange! Og bare gjort det. Bare skrevet lige hvad der faldt mig ind og gerne uden de store tanker om, hvad det ville betyde for mig at dele så sårbare ting om mig og min familie…. hmmm…. ej det sidste passer sgu ikke helt vel? Har tænkt meget over det.

Imposter syndrom

Det at have imposter syndromet, handler i bund og grund om, at man ikke tror, man er god nok – selvom man faktisk er det. At man ikke kan de ting, man faktisk kan. At man er PIV bange for at andre, fx kollegaer og venner opdager, at man i virkeligheden bare er en kegle, som lader som om, man kan en masse. se mere på https://mindcph.dk/

Jeg har “lidt” af imposter syndromet næsten hele mit liv og aldrig turde tro på, at jeg kan de ting, jeg faktisk kan. Jeg ved 100%, hvor denne tvivlen på mig selv kommer fra. Det er sgu en lidt trist historie, som I får her.

Dengang jeg hed Anne

Min mor havde store forventninger til mig hele min barndom. Jeg gjorde altid mit bedste for at leve op til disse forventninger. Det gjorde jeg i et desperat forsøg på at være god nok. Være elsket af hende. Så jeg var den bedste i min klasse til rigtig mange ting i folkeskolen. Alligevel vurderede min lærer mig til ikke at være klar til at komme direkte på gymnasiet efter 9. klasse. Jeg blev SÅ vred på ham. Men hans vurdering var helt korrekt. Jeg var ikke følelsesmæssigt klar. Og jeg følte ikke min mor elskede mig – eller at jeg var god nok til hendes standarder.

Der skete en masse i mit liv, da jeg gik i 9. klasse. Mine forældre blev skilt. Jeg blev rygende uvenner med min mor en dag, hvor jeg kaldte hende en kælling. Hun kvitterede med en lussing, og jeg hamrede hende en knytnæve i ansigtet, så hun lagde sig. Det var nok ikke det min storebror havde i tankerne, da han lært mig, at man skal slå for at mene det – og ikke med flad hånd. Derefter tog jeg en beslutning om at bo hos min far – den bedste beslutning for både mig og min mor, selvom hun vidst aldrig tilgav mig at jeg valgte hende fra. Jeg var et følelsesmæssigt kaos i 9. klasse.

Jeg kom i 10. klasse og det ændrede mig. Jeg fik øje på min meget kreative side. Jeg blev mere afklaret og klar til at gå på gymnasiet, så jeg startede på Kreativ linje på HF. Hele vejen igennem HF kæmpede jeg med at føle, jeg ikke var god nok. Der blev stillet større krav og jeg havde svært ved at få øje på det, lærerne så – at jeg godt kunne. Det var her, jeg oplevede imposter syndromet første gang.

Eksamen!

Jeg skulle til eksamen sidst i 1. HF blandt andet i psykologi, som jeg elskede at have som fag. Jeg følte mig slet ikke forberedt. Følte slet ikke jeg kunne honorere de krav, der var til mig. Men… så skete der noget højest besynderligt! Jeg fik sgu 13!!!!!! OG jeg ringede fluks til min mor for at fortælle det gode resultat. Hun mødte mig med hendes sædvanlige kommentar: “Gjorde du dit bedste?” Jeg stivnede. som om jeg blev ramt af den største spand koldt vand i verden. Jeg havde lige fået 13 i en eksamen og min mor stillede spørgsmålstegn ved om jeg havde ydet mit ypperste.

Fart på

Derfra tog imposter syndromet fart. Og den dag i dag kæmper jeg dagligt med at tro på, jeg faktisk kan de ting, jeg kan. Det gør det SKIDE svært at tro på, når andre roser og anerkender mig. For i virkeligheden tænker jeg hele tiden: “De har bare ikke opdaget, at jeg snyder, at jeg ingenting kan.” Det er pisse anstrengende at leve sit liv sådan.

Så hvem er jeg, at jeg tillader mig at skrive dette indlæg – og de andre indlæg jeg har skrevet? Hvem er jeg, der tillader mig at være enlig mor – hvordan kan jeg nogensinde leve op til de krav, der er til sådan en?? Hvem er jeg, at jeg tillader mig at få tilkendt en førtidspension – hvordan kan jeg leve op til de vanvittige krav, der er til sådan en? Hvem er jeg, der siger, jeg kan sy tøj? Jeg kan jo kun se alle de fejl, jeg laver. Listen bliver ved.

Hvem er jeg?

Jeg er Silje! Og jeg er det mest fejlbarlige menneske, du vil møde. Men jeg erkender mine fejl og en af mine fejl er, at jeg er imposter. Så det vil jeg arbejde med. For jeg er god nok, som jeg er. Jeg er værd at elske. Min mor kunne ikke gøre for, hun var så forkvaklet i sin tilgang til mig. Jeg er nødt til på en eller anden måde at tilgive hende, selvom det er svært og på det yderste af, hvad jeg magter.

Og som jeg sidder her og gennemlæser mit indlæg, bliver jeg straks ramt af mindreværd og usikkerhed – for hvem i alverden gider læse det her rableri???????????

Silje står i en elevator og viser den ene side i et spejl

Mine følelser tager over

Mine følelser er ofte meget store før jeg mærker dem. Rigtig ofte er de, hvad mange nok vil kalde “ude af proportioner” i forhold til de relativt enkle ting, der sætter dem i gang.

Eller er de?

Er det i virkeligheden sådan, at min opvækst har givet mig et lettere forvirret, forkrøblet, forstørret eller måske formindsket følelsesliv?

Det skete i de dage i september engang

At jeg var på forældre kurset COS-P (se tidligere indlæg her). Noget af det vi kom ind på, på kurset, var vores egne følelser. Jeg kunne den gang konstatere, at jeg ikke er blevet mødt i mine følelser som barn. Det fornemmeste vi, som forældre kan gøre for vores børn er, at VÆRE SAMMEN med dem i deres følelser. Uden at prøve at ændre, fjerne, formindske eller forstørre barnets følelser.

Min mors følelsesliv

Den gang jeg var barn fyldte min mors store og ofte skiftende følelser alt, og der var ikke nogen mulighed for at jeg blev mødt i mine følelser. Som oftest var jeg nødt til at pakke mine følelser sammen. Det bedste var faktisk, hvis jeg direkte spejlede hendes følelser. Så når min mor var ked af det, var jeg ked af det på hendes vegne. Når hun var glad, var jeg jublende osv. Det var ofte svært at vide på forhånd, hvilken følelse jeg skulle spejle, når hun kom ind i rummet, så jeg var meget omstillingsparat (det er jeg ikke mere). Mit følelsesliv var altid klar til at spejle de følelser, der var nødvendige for at støtte min mor. Min mors følelser var gigantiske. Store, kraftige, tydelige og for evigt skiftende og de tålte, eller hun tålte ikke modsigelse. Min mors følelser var den endegyldige sandhed.

Det skete i de dage i april engang

At jeg sad hos min psykolog og snakken faldt på mine følelser, og frem hev hun et lille opgave ark. Det handler om at have en følelsesmæssig volumen knap. Jeg kiggede på hende, som om hun var lidt vanvittig. Men jeg gik med til at udfylde arket:

Eksempel på at være lidt vred: Jeg har ingen
Eksempel på at være vred: Jeg har ingen
Eksempel på at være meget meget vred: Jeg har alt for MANGE
Kan du selv skrue ned for volumenknappen?: Jeg har ingen volumenknap, kun en slukknap
Hvordan skruer du selv ned?: Det kan jeg ikke
Hvad skal andre gøre for at hjælpe dig med at skrue ned?: Ingen anelse

Jeg havde ikke været mange gange hos min psykolog på dette tidspunkt, så hun vidste ikke så meget om mig og min opvækst, men mine svar fik sat gang i en snak om, hvordan jeg mærker mine følelser. Eller rettere HVORNÅR jeg mærker mine følelser. Det gør jeg først, når de er så store og vilde, at de brøler rundt i hele min krop og overtager hver en tanke. Jeg har altid sagt, at jeg føler meget og svinger meget i mine følelser.
Det er også delvist sandt. Jeg mærker ikke små følelser af vrede, glæde, sorg osv. Der er ingen volumenknap – ingen graduering. Når jeg først mærker mine følelser, er de bare store. Men ofte bliver de ikke hængende i så lang tid – heldigvis, for hvem ville dog kunne holde ud at være MEGET MEGET vred, ked, glad, bange osv. i lang tid ad gangen? og hvem pokker ville kunne holde mig ud, hvis jeg blev i de her store følelser.

Derfor har jeg en slukknap, som jeg kan bruge. Både for at jeg kan holde ud at være i live. Men i MEGET stor grad også så andre kan holde mig ud. Det kræver nogle gange virkelig uhensigtsmæssig adfærd fra min side. Vrede og ked af det-hed slukker jeg nemmest for ved at spise noget med sukker. Eller (som alkoholikerbarn) endnu værre ved at drikke mig en lille skid på. Angst slukker jeg for ved at komme ned i min krop med grounding øvelser. Glæde er nem at slukke, jeg tænker bare på alt det, der kan gå galt, og så er glæden væk med det samme.

De 8 grundfølelser

Og så sad jeg lige og tænkte, hvad er mon mine slukknapper ved de andre grundfølelser?

Hvis nu vi antager, at psykolog Robert Plutchik har ret i, at der findes 8 grundfølelser, hvordan ser det så ud for mig, og hvordan lever jeg med dem i mit liv?

De 8 følelser han nævner er: glæde, sorg, tillid, afsky, frygt, vrede, forventning og overraskelse. De er komplementære og kan stilles op som vi lærte i gamle dage i farvelære. De kan gradueres (for andre end mig i hvert fald) og samspillet mellem dem skaber andre følelser. I får lige en fin model at kigge på, imens jeg finde tilbage til tråden…

Plutchiks model over vores følelser sat opi en farvet blomst med gradueringer og samspil af følelser.
Denne figur er lånt fra https://angstinfo.dk/forskellige-foelelser/ d. 14/5-2022 kl. 18:34

Mine følelser og min slukknap

glæde: Jeg tænker på det, der kan gå galt
sorg: Jeg spiser det væk
tillid: Føler jeg sjældent, og når jeg gør er det blindt, så ingen slukknap her
afsky: Faktisk en følelse jeg ikke slukker for. Jeg må gerne afsky noget eller nogen
frygt: Fysisk bevægelse (Grounding) og vejrtrækningsøvelser
vrede: Spiser det væk
forventning: Føler jeg yderst sjældent på en positiv måde. Men negative forventninger spiser jeg væk
overraskelse: Løber jeg væk fra. Jeg fjerner mig simpelthen fra situationen, for det rummer jeg ikke

Der er umiddelbart ikke noget at sige til, at jeg er overvægtig, for de svære følelser spiser jeg væk med mad og gerne den usunde kulhydratrige, fede slags.

Jeg har indtil for ganske nylig shoppet mig ud af de negative følelser også. Men det er jeg stoppet med.

Umiddelbart er der ikke nogen af de 8 følelser, hvor jeg har en volumen knap. Gradueringen findes ikke rigtig i mig. Jeg bliver fx. ikke lidt overrasket, jeg bliver MEGET overrasket (og jeg HADER det).

Nå men…

Work in progress

Det er super hårdt for mig at føle på den måde, og det har det alle dage været. Det er en af grundende til, jeg har de slukknapper jeg har. En anden grund er desværre, at jeg slukkede for egne følelser som barn for at skabe plads til min mors.
Men altså.
Jeg arbejder sammen med min psykolog på at blive mere opmærksom på, når der dukker små antydninger af følelser op. Og i stedet for at slukke for dem, lade dem være der, registrere dem og VÆRE SAMMEN med mig selv imens. Så jeg lærer at mine følelser ikke er farlige. Min psykolog måtte love mig, at hun godt kan rumme hvad end, der kommer ud af mig af følelser, for at få mig til at turde bruge denne nye tilgang til tingene.

Jeg skulle hilse fra mig selv og sige, at det er skide hamrende svært! Jeg ville ønske, det var let, ligetil og at jeg, jeg bare lige kan det pis… men sådan er det ikke. Det er en kæmpe opgave og det er langt fra alle dage, det lykkes mig at mærke en lille følelse, før den er blevet stor. Men hvis jeg vil kunne VÆRE SAMMEN med mine børn i deres følelser, er jeg nødt til at stoppe med at være så bange for mine egne.

Alle følelser er okay. Det er ikke altid, de er funderet i noget logisk, og ind imellem kommer følelser uden man har et helt billede af det, man føler noget omkring. Men det ændrer ikke på, at følelsen i øjeblikket er okay at have. Så kan vi alle nogle gange blive klogere, og derved kan det vi føler ændre sig. Men den første øjeblikkelige følelse vi får er ikke forkert, for meget, ude af proportioner.

Jeg starter med vreden

Det der sker for mig er, at jeg slukker for en masse af de små følelser af fx vrede. Når jeg så endelig ikke kan lægge låg på mere vrede, eksploderer jeg i vrede. Hvis jeg så slukker for den store meget vrede vrede, så får jeg angst anfald amok. Som jeg så igen slukker for. Hvilket gør mig vred og bitter…

Det er en pænt ond spiral alligevel. Så jeg arbejder på at stoppe med at slukke for min vrede og acceptere den som en del af livet. En følelse ad gangen skal jeg nok få lært det. Jeg starter med vreden, for bedre at kunne rumme min søns vrede og udadreagerende adfærd.

Mine følelser

Mit barn har følelser og behov

At mit barn har følelser og behov kommer nok ikke bag på dig som læser?
Umiddelbart kommer det jo da heller ikke bag på mig!
Men hvilke behov og hvilke følelser der er i spil på et givent tidspunkt? Ja ser du, det kan jeg faktisk godt have rigtig svært ved at aflæse og forstå.
Det har været en lang proces for mig helt at acceptere, at jeg har SÅ svært ved det. Men jeg må erkende, at det har jeg.

Selverkendelse

Jeg har nok endnu sværere ved at erkende, at ligesom mit barn har følelser og behov, har jeg også selv. Det er sgu heller ikke altid at mine og mit barns følelser og behov går særlig godt i spænd. Men heldigvis…

Ja heldigvis er jeg kommet på det her kursus for forældre med børn med TILKNYTNINGSVANSKELIGHEDER (ja ja… og omsorgssvigtede børn. Det er nok pga tilknytningsvanskeligheder jeg er på kurset snarere end omsorgssvigt i gængs forstand. Men i følge den litteratur jeg har læst indtil nu, kan min manglende evne til at knytte mig til min søn, og fysiske problemer med at møde ham i hans følelsesmæssige behov faktisk klassificeres som omsorgssvigt).

Det COS-P kursus er virkelig spændende og det rykker. Det rykker ved det billede jeg har af mig som mor, og det billede jeg har af mit barn.

Og ved det billede jeg har af mit barns adfærd. Hvorfor han gør, som han gør i situationer, hvor han bliver meget udadreagerende.

Noget af det vi har arbejdet med, er hvad vi har nemmest ved. At støtte i at sende vores børn ud at udforske verden eller tage imod dem, når de kommer tilbage til os, når de har brug for støtten fra deres sikre havn.

Tryghedscirklen

Lånt fra https://www.nurseryworld.co.uk/features/article/working-with-parents-circle-of-love

Her blev det super spændende. For jeg har to meget forskellige børn – men jeg har det også meget forskelligt med dem. Min datter har jeg sværest ved at sende ud, men nemt ved at tage imod hende, når hun søger mig.

Det er lige omvendt med min søn. Jeg har nemt ved at lade ham gå ud og udforske verden. Men jeg har virkelig svært ved at tage imod, når han kommer retur – det skyldes ofte hans voldsomme fysiske adfærd. Min krop gør altid ondt og en mega sej highfive kan føles som en knytnæve og et fast kram som et overgreb. Det gør det simpelthen så super svært at møde min søn, der hvor han er, da han oftest kommer med den hårde highfive eller det faste kram. Det er hans behov, og det har jeg nu og siden han var lille haft svært ved at møde ham i.

Der har jeg nemmere ved at møde min datter, der kommer med en blid krammer og er ked af det.

Mit barn har også følelser

Derudover har min søn det med at kanalisere sin tristhed ud som vrede. Vrede har jeg SÅ svært ved at håndtere! Jeg ville ønske jeg var bedre til det. Min egen vrede går jeg ofte med og lukker inde, indtil jeg enten eksploderer eller får et angstanfald. Det betyder også, at jeg ikke har redskaber til at håndtere min søns vrede, da jeg ikke har redskaber til at rumme eller håndtere min egen vrede. Det gælder dog ikke kun vredesfølelsen, men alle store følelser.

Det er også noget vi arbejder med på kurset. Hvordan vi selv er blevet mødt af vores primære omsorgsperson(-er) i vores barndom. Om de har formået at VÆRE SAMMEN med os – bare VÆRE SAMMEN med os i de svære følelser, i de rare følelser – i alle 6 grundfølelser.

Jeg har følelser

Ligesom alle andre har. En øvelse vi har lavet på kurset gik ud på at at skelne mellem de følelser, hvor vores forældre har “VÆRET SAMMEN MED OS” helt, delvist eller slet ikke. Vi skulle placere følgende følelser: Vrede, glæde, tristhed, nysgerrighed, skam, og frygt. Dengang jeg var barn, var der, for mig, kun plads til min mors følelser. Jeg blev dog altid støttet i at lære nyt, derfor er den eneste følelse, jeg har inde i min cirkel “Nysgerrighed”. De andre følelser er jeg ikke blevet mødt i af en mor, der bare VAR SAMMEN med mig i MIN følelse. I følge COS-P er det vigtigste man kan gøre, at VÆRE SAMMEN med sit barn, i hvad end det føler. Det har jeg aldrig lært derhjemme og det har jeg super svært ved – pånær når mine børn er nysgerrige. SÅ er jeg klar! Tankevækkende ikke???!!??!!??!!??!!

cirklen viser min nysgerrighed blev mødt åbent af min mor. Men frygt, skam, glæde, vrede og tristhed blev ikke
Hvordan jeg blev VÆRE SAMMEN med som barn af min mor.

At VÆRE SAMMEN med mit barn

Det her med at VÆE SAMMEN med er super fedt…. og det har allerede gjort en stor forskel herhjemme. Jeg prøver ikke længere at fjerne min drengs vrede. Jeg øver mig i bare at VÆRE SAMMEN med ham, imens han er vred. Det er ikke altid, det lykkes. Al begyndelse er svær, men jeg øver mig. Det samme gælder for resten min datters vrede, som jeg har lige så svært ved at rumme. Det gør fysisk ondt på mig, når mine børn er vrede, også selvom det ikke er mig de er vrede på. OG selvom de ikke slår mig.

Min sikre havn

Jeg har lidt nemmere ved at rumme deres tristhed, glæde og frygt. Men i de følelser var min far super god til at VÆRE SAMMEN med mig, så jeg har heldigvis fået NOGET godt med hjemmefra. Jeg ved faktisk slet ikke, hvor jeg og mine børn ville være i dag, hvis ikke jeg havde haft en far, der ALTID var og er min sikre havn.

Tankevækkende

Tænk en gang at et blogindlæg 
der faktisk skulle handle om mit barn 
kom til at handle SÅ meget om 
MIT INDRE BARN. 
Jeg er et produkt 
af min opvækst. 
Det jeg giver videre er på dårlige dage
det jeg har lært hjemmefra af min mor. 
På gode dage er det hvad jeg lærte af min far. 
Min proces 
er slet ikke slut. 
Der er plads til masser 
af viden og erkendelse.
Men for nu er mit fokus på 
mit barns følelser og behov
på at lære 
at VÆRE 
SAMMEN med begge mine unger 
bare VÆRE 
SAMMEN.

Kursus for forældre med et omsorgssvigtet barn

På Socialstyrelsens Vidensportal er der et afsnit om indsatser for et omsorgssvigtet barn. En af disse indsatser er forældrekurset COS-P (Circle Of Security – Parenting).
Dette kursus er jeg tilmeldt af min familiebehandler.

Socialstyrelsen - vidensportalen. Link til side om indsatser for et omsorgssvigtet barn
Klik her for at komme til Socialstyrelsens vidensportal

Jeg blev ramt dybt inde i min sjæl, da jeg læste at dette er et kursus for forældre til et omsorgssvigtet barn. Jeg mener grundlæggende ikke, at jeg har omsorgssvigtet mit barn. Vi har helt bestemt nogle udfordringer med hinanden, og der er områder, hvor jeg har været for længe om at forstå hans signaler – det er derfor, vi går hos en familiebehandler. Fordi jeg ved, jeg ikke altid har været en god nok forælder. Men derfra og til at have omsorgssvigtet min søn er der godt nok et stykke vej.

Så hvad er omsorgssvigt?

Hvad kendetegner et omsorgssvigtet barn?

Hvad søren skal jeg stille op med en viden om, at systemet og jeg ser så forskelligt på min søns opvækst?

Fødselsdepression

Jeg havde en ret slem fødselsdepression/efterfødselsreaktion, da jeg fik min søn. Jeg havde det første halve år af hans liv ikke lyst til at have ham hos mig. Jeg var fra første dag denne følelse opstod opmærksom på, at det ikke er sådan, det er meningen, det skal være at have en lille nyfødt hos sig. Han var dengang 14 dage gammel. Jeg kontaktede straks min læge og det lokale Familiehus, for med det samme at række ud efter hjælp og støtte i forhold til, hvad søren jeg skulle stille op. Derfor fik vi hurtig hjælp, og jeg blev gentagne gange rost for at gøre de rigtige “ting” i forhold til min søn – masser af omsorg, øjenkontakt, spejling og nærhed. Blandt andet min brug af vikler blev rost.

Frustration

Derfor frustrerer det mig rigtig meget, at der nu, 4 år efter, er en sagsbehandler og en familieterapeut, der mener, at jeg ikke har formået at give min søn det rigtige. At jeg enten har omsorgssvigtet ham, eller at der som minimum er store tilknytningsvanskeligheder. Det er jo derfor, jeg bliver sendt på et kursus, der skal lære mig noget, jeg allerede ved – nemlig at der findes en tryghedscirkel. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg kan lære noget af at være på det nævnte kursus. Jeg tror, alle forældre kan blive skarpere på deres forhold til deres børn og egne reaktioner på børnenes adfærd. Det, jeg stejler mod, er præmissen for, at jeg skal på kurset. Jeg mener ikke, jeg har omsorgssvigtet min søn – eller datter. Jeg mener faktisk heller ikke, nogen af dem har en tilknytningsforstyrrelse.


Jeg er derimod fuldstændig sikker på, at jeg på mange områder har fejlet som mor. Jeg har nogle dage alt for ondt. Det kommer til udtryk som en kortere lunte, end jeg har lyst til at have. Jeg ryger somme tider i den store fælde, hvor jeg skælder ud og råber for højt.

Måske er det omsorgssvigt?

Men måske er det netop den adfærd fra min side, der er omsorgssvigtet? måske kan jeg bare ikke se det, fordi jeg selv er vokset op i et hjem, hvor skældud mere var reglen end undtagelsen – det er altså ikke sådan herhjemme!

Jeg har tænkt mig at finde ud af det. Jeg vil være opsøgende på viden om omsorgssvigt, så jeg har noget faktuel viden om emnet. For i virkeligheden er det ikke noget, jeg har beskæftiget mig særlig meget med. Det skyldes ærlig talt nok en manglende lyst til at kigge på min egen adfærd og min egen opvækst. Men uden erkendelse, selverkendelse og viden kan jeg jo ikke ændre på de udfordringer, jeg har.

Store udfordringer vi har

Der er ikke nogen tvivl om, at noget er gået helt galt! Jeg har store problemer med min søn og hans til tider MEGET udadreagerende adfærd. Jeg har SÅ svært ved at læse ham og komme hans udbrud i forkøbet – eller måske endda bare ja, jeg ved ikke… undgå dem?
Jeg er nogle dage bekymret for, at der er noget “galt” med ham. Som ADHD eller noget i den stil. Det er sgu ikke, fordi jeg har lyst til at have et barn med så store vanskeligheder i livet! Men jeg og hans normale dagtilbud har måtte kaste håndklædet i ringet i forhold til han manglende evne til at læse andre børn og voksne. Han er nogle gange decideret voldelig mod både mig og sin søster. Oftest kommer hans voldelige udbrud midt i en god leg, eller et kram, der bliver til et kvælertag fx.

Hvad jeg skal gøre, jeg ved ej

Og det er her, det kursus og mere viden kommer ind i billedet. For jeg er nødt til at evne at støtte op om min søn på en bedre måde, end jeg er i stand til på nuværende tidspunkt. Han fortjener et liv uden så mange konflikter med andre. Første skridt er gået hen og blevet, at han er kommet i en særlig børnehave, hvor der er meget bedre normering end i en helt almindelig børnehave. Der er ikke tale om en egentlig specialbørnehave. Det er en særlig institution under det almindelige dagtilbudsområde.

Ny start

Min søn startede for tre dage siden og indkøringen går super godt. De voksne virker super motiverede for at gøre det til en succes, og det har kæmpe stor betydning i forhold til min søn. De møder ham med nysgerrige, åbne arme og støtter ham i at danne relationer til de andre børn – og til dem selv! Det gør en kæmpe forskel, at der er nok kompetente voksne!

Dermed ikke sagt, at det er gnidningsfrit. For jeg har en søn, der herhjemme virkelig reagerer på det nye. Han bliver utrolig hurtigt frustreret og vred. Det viser sig ved, at der bliver kastet med legetøj, slået, sparket og kradset på mig. Det til trods for en masse “alene med mig”-tid og ekstra omsorg, nærvær og opmærksomhed.
Jeg har altid fået at vide, at børn reagerer kraftigst, der hvor de er mest trygge. Det må så betyde, at min søn er mest tryg ved mig (da det er mig, der får alle pryglene). Det hænger jo så ikke sammen med, at der er store tilknytningsvanskeligheder.

Forvirringen er total

Så jeg er langt hen ad vejen bare super, mega, kodylt meget forvirret. Men jeg giver ikke op på, at vi får det bedre. Så nu står den på ny viden, kursus, ny børnehave, selvudvikling og al den kærlighed, jeg overhovedet kan finde frem – og det er faktisk ikke svært, for jeg knuselsker den lille dreng. Han er nemlig også kærlig, særlig, sjov og helt igennem dejlig.

Den perfekte storm

For en måned siden ramte den mig. Den Perfekte Storm. Derfor har jeg igen ikke haft overskud til at blogge.

Helt ud af det blå gik jeg fra at synes, mit liv var godt nok og det hele nok skulle gå. Til at jeg fik distrikt psykiatrien til at melde min ankomst på psykiatrisk skadestue i Vordingborg.

En “perfekt storm” er et udtryk som beskriver en hændelse hvor en sjælden kombination af omstændigheder forværrer en situation drastisk.[1] Begrebet anvendes også til at beskrive et aktuelt fænomen som sker under et sammenrend af hændelser, som resulterer i en hændelse med usædvanlig styrke.

https://da.wikipedia.org/wiki/Perfekt_storm

Der er 3 dage imellem disse 2 billeder.

Måske kom den storm af en grund?!

eller måske endda af flere grunde – derfor var den ikke bare en storm i et glas vand, men nok til at jeg fik det så skidt, at jeg ikke længere kunne magte livet. Jeg skynder mig nu at fortælle at jeg ikke havde deciderede selvmordstanker eller planer. Jeg kunne bare ikke mere. Jeg var så ked af det, udmattet, brugt og opbrugt på SÅ mange planer at jeg ikke magtede at være mere.

Hvorfor? Hvordan? Hvad så?

Jeg var så småt ved at lande i den forbudte sorg over min moster og onkel, da min morbror desværre også dør. Og hele kaosset starter op på ny. Nu i blandet en inderlig frygt for at den næste opringning jeg får er om min Far. Så hver gang min telefon siger en lyd, er jeg angst for at min far er død. Mit angstniveau er denne dag og de følgende dage skyhøjt.

Et par dage efter

Skal jeg til neurolog – sidste mulighed for at få en anden diagnose på mine smertende og sovende hænder end Fibromyalgi, der forværres. Desværre var der ingen anden forklaring. Jeg kan dermed ikke behandles for mine smerter eller få den sovende fornemmelse til at gå væk – lær’ at leve med det…

Dagen efter

Får jeg bekræftet af egen læge at jeg har så forskrækkende lavt D-vitamin indhold i kroppen, at det kræver en intens kur med D-vitamin. Det er højest sandsynligt:
Derfor jeg har været så træt i en periode, at jeg stort set ikke har kunnet holde mig vågen om dagen.
Derfor at jeg ikke har noget overblik over min hverdag og ikke synes noget kan lade sig gøre.

Ugen før

Fik jeg endelig hul igennem til Næstved kommune. Jeg har længe haft store problemer med min søn. Eller rettere, han har haft store problemer med mig.
MEN.
NU.
KOMMER.
DER.
HJÆLP.

Den famøse onsdag

Får jeg et sprøgsmål. “Hvordan har du det?”. Og derfra kan jeg ikke stoppe med at græde. Grådlabilitet hedder det vidst – øget grådlabilitet. Jeg græder og græder og ved på daværende tidspunkt slet ikke hvorfor. Jeg kan dog godt mærke at jeg er angst og ked af det som jeg kun har prøvet en gang før, da jeg for mange år siden væltede med stress og depression. Så jeg bliver oveni min angst også bange for hvad der skal ske når ungerne kommer hjem – heldigvis er deres far hjemme hos os til samvær om eftermiddagen og jeg får ham til at tage ungerne dagen efter, da jeg håber at kunne blive indlagt på PAM.

Torsdagen går med besøg på PAM og jeg bliver sendt hjem igen. Med en konstatering af at jeg har en akut belastningsreaktion.

PÅ vejen hjem taler jeg med mine børns sagsbehandler og hun vurderer at jeg ikke bør være alene med mine børn. Jeg tager på weekend hos min far og sover en hel masse. Jeg har ikke siden da været alene med begge mine børn på samme tid.

Den første uge efter

Er som et langt mareridt. Jeg følte mig helt ved siden af mig selv. Sagsbehandleren talte en masse om at børnene skulle frivilligt anbringes hos en plejefamilie. Heldigvis er det blevet afværget af at ungernes far har MEGET mere samvær end nogensinde før.
Ugerne efter er brugt på at jeg har sovet og sovet og sovet.
Og endelig i denne weekend har jeg haft energi til at foretage mig andet end at sove. måske har den værste storm lagt sig?

Det håber jeg i hvert fald.
OG jeg håber at vores planer for fremtiden lykkes og bliver mere lykkelige end den sidste måned har været.

Det er den mest hæslige følelse. Ikke at magte at være. For i den magtesløshed forsvandt al min handlekraft. Lur mig om ikke også det er derfor jeg ikke havde selvmordsplaner – det ville have krævet, at jeg handlede. Det kunne jeg gudsketakoglov ikke!

Min barndom var en rutsjebanetur

Det er ind imellem krop umuligt for mig at holde mine tanker samlet. Nogle gange er min barndom årsagen.

I dag er en dag, hvor mine tanker føles kalejdoskopiske. De er forvrængede og det ene tankemønster bliver overtaget af det næste i myriader af tanker, bitanker, minder, ord, følelser, sansninger og ultimativt kaos.

Jeg ville ønske at jeg kunne finde hoved og hale i alt det der sker i mig. Men jeg ved dårligt nok, hvor jeg skal starte.

Så måske skal jeg starte forfra.

Da jeg var barn voksede jeg op i en familie med en lidt utraditionel sammensætning. Jeg er så heldig at have de to skønneste brødre i verden og jeg ville gå igennem ild og vand for dem begge. Jeg er endda så heldig, at det går alle veje og gennem tykt og tyndt har vi hinanden. Selvom vi som voksne lever meget forskellige liv og er meget forskellige som mennesker.

Tilbage til min barndom

Min ene bror og jeg voksede op under samme tag hos vores mor og far. Vi var en velset familie. Mine forældre tog aktiv del i vores liv og skolegang. Vi var faktisk både aflastning og plejefamilie i en årrække.

Men nedenunder det fine glansbillede havde min mor det svært. Hvad det præcist er, der gjorde det så svært at være hende og så svært at være min mor, ja, det ved jeg stadig ikke helt, men jeg har med årerne samlet en masse brudstykker af familiefortællinger sammen, og tror jeg kan konstatere, at min mor havde en hård opvækst, et skrøbeligt sind og fik en fødselsdepression, da hun fik mig. Så vidt jeg ved, blev dette dog ikke behandlet.

Som mor med 2 fødselsdepressioner bag mig, ved jeg, hvor vigtigt det er at få støtte og hjælp for ikke at skabe aversioner eller manglende tilknytning til barnet.

I stedet for at få den rette hjælp begyndte min mor på et tidspunkt at drikke lidt mere rødvin, end man bør. Og det fortsatte hun med i min barndom og ungdom. Derudover formåede hun ikke rigtig at vise mig, at jeg var elsket af hende. At jeg var nok, bare fordi jeg var mig. Jeg er vokset op med en mor, som jeg aldrig rigtig vidste, hvor jeg havde. Hun kunne det ene øjeblik være i rigtig godt humør og næste øjeblik trådte jeg ved siden af hendes rammer, regler, idéer og så blev hun rasende, gemen, voldsomt ked af det eller decideret ondskabsfuld.

Min barndom handlede om præstationer

Jeg har altid gjort mit bedste og så lige 200 procent mere. For så kunne det være, jeg var god nok til at blive mødt af min stolte mor, som roste mig og fortalte, hvor dygtig jeg var til andre. Så blev jeg set, hørt og accepteret.

Mere end noget har jeg søgt min mors kærlighed siden min barndom. Det blev i mit voksenliv tydeligt for mig, at jeg går i stykker i denne søgen og jeg traf en voldsomt hård beslutning om at bryde al kontakt med min mor for 7-8 år siden. Det var det sværeste og det letteste jeg nogensinde har gjort på en og samme tid.
Det viste sig at jeg i processen uvidende og ganske uvilligt også valgte min moster, onkel og fætre fra. En del af min familie, som var de tætteste i hele min opvækst. Vi så dem meget mere end nogle andre. Som med alt andet var det på både godt og ondt, da min mor og onkel indimellem virkelig blev uvenner og det burde vi børn ikke have overværet. De højtider, der blev afbrudt tidligere end ventet ødelagde så utroligt meget min tillid til min mor.

Kærligheden i min barndom

Men der var også gode oplevelser. Der var kærligheden vi unger delte til hinanden og vores sammenhold. Der var de gange min onkel lagde sig imellem min mors vrede og mig. Den dag min moster sørgede for at jeg , som min mor havde lovet, fik den konfirmationskjole JEG ønskede mig, i stedet for den min mor syntes. Der var alle de gode snakke og mange timer brugt i fred og fordragelighed og fremfor alt ubetinget kærlighed. Min moster elskede mig for mig og det har jeg aldrig nogensinde tvivlet på. Men det knuste mit hjerte, at hun pga. min mors adfærd ikke kunne beholde mig i sit liv, da jeg valgte min mor fra.

Når sorg rammer uventet

Men uagtet alt dette var de mine nærmeste igennem min barndom, ungdom og begyndelsen af mit voksenliv.
Og sammen med min mor forsvandt de ud af mit liv.
For år tilbage fik jeg snakket med min moster på Kvicklys parkeringsplads. Vi fandt en form for fred med hinanden og vores valg. Desværre døde min moster for ikke så længe siden og den dag, jeg startede på dette blogindlæg, havde jeg netop fået at vide at min onkel også var død.
Det bragte helt utroligt mange minder frem. Jeg blev dybt ulykkelig og sørgede dybt – samtidig med jeg ikke følte, jeg havde ret til at sørge overhovedet, da de ikke længere var en aktiv del af mit liv pga. valg, jeg selv har truffet. Men også valg, der blev truffet for mig.

Unfinished business

Samtidig blev jeg også pludselig meget bevidst om at jeg ikke har kontakt til min mor. At hun ikke er en ung kvinde længere, men nærmer sig 70 år kraftigt. Hvad skal jeg stille op, når en dag hun ikke er her mere? Hvad skal jeg stille op, hvis hun en dag tager kontakt, fordi hun ligger på sit dødsleje? HVAD FANDEN SKAL JEG STILLE OP med disse uafsluttede følelser, som jeg har?

Jeg savner

For hold nu kæft mand, hvor jeg savner en mor. Jeg må dog også erkende at jeg ikke savner MIN mor.
Jeg savner EN mor, der forstår, accepterer, anerkender og elsker ubetinget. Jeg savner ikke at have en mor, jeg aldrig vidste, hvor jeg havde henne. Som det ene øjeblik var rasende og det næste lavede fis og ballade. Jeg savner ikke den mor, som har sagt så utroligt mange sårende ting til mig i den ene brandert efter den anden. Jeg savner ikke, at jeg aldrig var god nok. Selv ikke da jeg fik 13 i psykologi på HF. I stedet for jubel, spurgte hun mig “om jeg havde gjort mit bedste”. Selv 13 var ikke heeeelt acceptabelt, for jeg kunne nok have gjort mere.
Jeg savner en mor, der er menneskelig. En mor, der begår fejl og kan sige undskyld for dem, ligesom alle os andre.

Mit knuste hjerte

Jeg arbejder hver dag på at acceptere, at jeg ikke har sådan en mor og aldrig kommer til at have det.
Det knuser mit hjerte.
Ligesom det knuste mit hjerte at vælge min mor fra. Men jeg kan leve med et knust hjerte. Det gør jeg hver eneste dag. Men jeg kan ikke blive ved med at acceptere og leve med den forbandende følelse af aldrig at være god nok, aldrig at være elsket bare for mig.
Det ypperste jeg prøver på i mit eget forældreskab er: at mine børn ved de er elsket altid og hele tiden. Også når jeg ikke kan lide deres adfærd. Jeg elsker dem hver dag og hvert sekund og det må de aldrig tvivle på, for det ødelægger alt.

Heling

Fremfor alt er jeg nødt til at lade mit hjerte hele – jeg ved ikke hvordan. Men jeg fortjener at elske mig selv, for jeg er faktisk et rigtig dejligt og fejlbarligt menneske som er så utroligt følsom overfor hele verden og alt og alle jeg møder. Hvis ikke jeg kommer overens med at elske mig selv, vil jeg altid være i limbo og jeg fortjener bedre end det.
Så jeg knokler for at gøre gode ting for mig selv. Jeg prøver at acceptere at jeg fejler og stadig er god nok. JEg prøver at elske ubetinget og sikke dog nogle hug, man som single kvinde kan få på den konto – men det er en helt anden snak.

Så hvad ville jeg med dette indlæg?

Fortælle at fortiden ikke bare ligger bag os, men er en del af os på godt og ondt og det er okay. det er ikke altid tingene kan fixes med et Hakuna Matata – men ind imellem vil det være godt for mig at tage det roligt – for det det bedste på jord.

Hvis du hænger på endnu, undrer du dig dig måske over hvor lidt min far fylder i dette indlæg. Men det er fordi jeg ved min far elsker mig og altid har gjort sit aller bedste for at skærme mig mod min mor. Desværre lykkes det ikke. Men jeg VED han elsker mig og er stolt af mig som jeg er – med fejl mangler og diagnoser.

Er du barn af en alkoholiker? find hjælp her TUBA

smukkeste selvbillede

Selvbillede. Min rejse, de seneste år, har ført mig ad mange veje.

En af vejene, jeg har gået, er en rejse i forhold til at komme i balance med min krop – at lære at acceptere og endda ligefrem elske min krop – at ændre mit selvbillede.

Jeg vil tillade mig at advare om, at jeg viser meget afklædte billeder af mig selv i dette blogindlæg.

Ren utopi havde jeg tænkt for 1,5 år siden.

Den dag jeg blev skilt, stod jeg i en dyb krise. Jeg var 35 år og havde følelsen af, at mit liv var slut og færdigt. Jeg ville aldrig nogensinde finde en, der ville synes jeg var flot eller lækker. Jeg så mig selv som værende tyk, fed, grim, ulækker, uinteressant og helt igennem usexet. Jeg fandt dog ret hurtigt ud af, at der er én ting som mænd (og kvinder) stadig synes er vildt fascinerende – store bryster…
Og sådan et par er jeg udstyret med. Det kan jo så diskuteres, hvordan det ændrer mit selvbillede at vide det…

Rolig nu

Alt godt kommer til den der venter…

Sikke noget pis! MEN jeg skal lige se, om jeg kan få det hele med.

Så den Silje, jeg så i spejlet, den Silje jeg så, når jeg tænkte på mig selv – og på alle de film-tanker jeg havde på mit baghoved (læs evt. hvad søren jeg mener med dette i sidste blogindlæg) var denne Silje:

Silje som vejede 110+ kg, havde det elendigt med sin krop og fjollede hellere på kamera end erkendte, at jeg faktisk, syntes jeg var grim. Faktum var, at jeg vejede 98 kg, og vægten var for nedadgående. Og jeg kan nu sige med ro i sindet, at jeg ikke er grim. Så mit selvbillede var i den grad forskruet og helt ved siden af virkeligheden.

Frøprinsessen

Hurtigt efter min skilsmisse blev jeg forelsket i en rigtig dejlig mand(prins) og han fik lov til at kysse på frøprinsessen her. Han hjalp i høj grad mig til at se, at jeg faktisk har noget at byde på fysisk, men også især intellektuelt. Forholdet endte jeg, og det er der mange grunde til, som ikke hører til i denne fortælling.

Derfor vil jeg ile videre til:

eller

Skyd prinser med spredehagl

Når nu jeg ikke blev en prinsesse af at kysse en sød prins, tja, så tænkte jeg, at jeg måske skulle prøve lidt forskellige og se, om det var en specifik prins, der skulle til for at transformere mig til en smuk prinsesse.
OG i forhold til at forny min opfattelse af mig selv og min krop, ja, så skulle der faktisk en helt særlig prins til – men det tog lidt tid at fatte det. Og at det ikke behøvede være en permanent relation i mit liv – en kæreste.

Jeg mødte en mand, som i høj grad udfordrede mit syn på mig selv og min krop. Gentagne gange stod jeg og fattede simpelthen slet ikke, at en mand kunne være interesseret i mig for andet end mit intellekt – som jeg faktisk aldrig har været særlig usikker på (men ej heller fundet som noget, der gjorde mig interessant/værdifuld for arbejdsgivere, lærere og da SLET ikke en kommende partner – snarere tværtimod, er der mange fyre, der i mine unge dage fik et chok, når jeg faktisk åbnede munden og var væsentlig mere intelligent end min tynde, benede krop og blonde hår fik mig til at fremstå som).

For at være fair og ikke udstille ham, synes jeg vi liiiiige skal kaste et hemmeligt navn på ham… hmmm… lad mig tænke…

…

“Prins Flot” må vidst være passende. For sjældent har jeg været heldig nok at se SÅ flot, velskabt og intelligent en mand i virkeligheden. Hvilket så absolut har været medvirkende til at skabe en kæmpe usikkerhed i mig. For hvad pokker ville en smuk, veltrænet og pisse klog mand dog med mig?

Men Prins Flot blev ved med at udfordre mit selvbillede.

Billeder viser skævt selvbillede

Den gang jeg var meget yngre styrede jeg med hård hånd, præcis hvor meget jeg vejede, hvor meget jeg spiste og hvornår. Jeg er MESTER i at skjule mig selv og mine valg for omverdenen. Eller rettere det har jeg været. Jeg magter det ikke længere. Jeg er, som jeg er – take it or leave it. OG alligevel skjuler jeg stadig præcis, hvor træt jeg er, og hvor ondt jeg har, for de fleste mennesker, de fleste dage.
Jeg var den gang grænsende til anorektisk (jeg har aldrig været i behandling for en spiseforstyrrelse – men DAMN, jeg var forstyrret). Jeg bestod mest af skind, ben, lang hals, briller og bryster. Min yndlingsvægt var 45 kg og der lå jeg i en laaaaang periode. Så lang, at jeg stoppede med at have menstruation og var syg konstant.

Jeg var ikke glad for mig selv den gang. Faktisk var jeg så usikker på ALT, at jeg altid forelskede mig i dem, der var uopnåelige og sikre.
Det sjove er, at det gør jeg faktisk til dels stadigvæk. Men det er vidst en helt anden snak.

Medbestemmelse og selvbillede

DEn gang følte jeg ikke, at jeg var tyk, så min kontrol over min mad handlede ikke om det. Faktisk handlede det om at føle en form for kontrol over mig selv. Min mor var MEGET dominerende og havde virkelig mange regler for korrekt opførsel og livsførelse. Når jeg kontrollerede og besluttede, hvad jeg spiste og hvornår, var det en måde at genvinde noget af min manglende medbestemmelse over min egen krop.
Efterhånden som jeg blev ældre og flyttede først fra min mor og sidenhen hjemmefra, blev mit behov for at kontrollere min mad ikke-eksisterende og indtil jeg vejede omkring 80 kg, så jeg stadig den meget tynde pige i spejlet. Siden da, har jeg dog set hende fra første række billeder. Mit selvbillede har ikke rigtig passet med virkeligheden i mange år.

Frirum og fotografi

Men jeg fandt sammen med Prins Flot et frirum, som gav mig den mest vidunderlige ro i mit hoved – i en helt særlig proces med at tage billeder af mig selv, til ham. Det lyder sgu nok lidt småskørt – men vi bor i forskellige landsdele, så det gav mening for os.
Prins Flot ville give mig et forslag til et billede og jeg ville så tage et billede af mig selv, der lignede forslaget. Jeg kan ligeså godt være helt åben og ærlig og fortælle at nogle af billederne er decideret pornografiske og nogle absolut mere boudoir agtige. Men formålet med dem, var naturligvis at tænde ham.

Al begyndelse er svær

Og i starten var det tilnærmelsesvis grænseoverskridende at skulle udstille mig selv og min krop sådan. For det føltes så forkert, at jeg skulle have lov til at være et seksuelt væsen. Især hvis det også medfører at jeg udstillede mig selv. Jeg var jo tyk, grim og ulækker!
Men…

Silje 95 kg i ulvekjole
Silje 95 kg med fishnet strømper på


Ligeså langsomt begyndte jeg dog at tro på, at Prins Flot faktisk syntes, at jeg var en smuk kvinde. Der var dog stadig lige lidt vej, fra jeg sad med den følelse, til jeg selv en dag fik øje på, at jeg har en exceptionel krop, et vidunderligt talende og udtryksfuldt ansigt og faktisk har en masse rent fysisk at give af. Og det er ikke bare mine store bryster. For sjovt nok er jeg mere end det, selvom de da, bevares, er ganske fremtrædende på mange måder.

Store bryster i en våd t-shirt

I’m not a girl

Det er tydeligt, at jeg ikke er en pige, og jeg har ikke en pigekrop. Jeg har levet 24 liv i ca. 37 år. Jeg har to fødsler og en fandens masse kampe – primært indre, med mig. Jeg har været medicineret og taget på af medicinen og er fan af at spise baseret på mine følelser. Det sætter og har sat spor alt sammen.
Jeg vejer mere, end det er sundt at veje. Jeg har appelsinhud, glitrende strækmærker (min datter kalder dem “mine tigerstriber”), hængemave, hængebryster og hængende overarme. Det mest faste på mig er vidst min vilje og min stædighed.

Mit ægte selvbillede bagfra
Mit ægte selvbillede forfra

Gudindekroppen

Det store og virkelig livsændrende øjeblik kom den dag, Prins Flot sagde, at jeg har en Gudindekrop. Han forklarede præcis hvorfor. Det at se MIG igennem hans øjne, fik mig til at åbne mine øjne og se mig selv udefra. Uden al den skyld og skam, der følger med at være en overvægtig kvinde. Uden alle de negative følelser jeg altid har haft, når jeg tænker på mig selv – som et menneske, der bare ALTID er ved siden af verden og aldrig passer ind – og derfor ikke er god nok, for hvordan kan man være god nok, når man aldrig passer ind?
Men her passede jeg helt perfekt ind. Det min krop og jeg bragte til relationen passede ind.

Appelsinhud og selvbillede
Selvbillede ben
Selvbillede og canduass

Fra den dag fik jeg øjnene op for min skønhed og for min krops skønhed.

Jeg har siden taget mange billeder og er så pisse stolt af den rejse og den kamp, det har været at nå hertil… 

For første gang i mit liv 
har jeg det faktisk okay 
med min krop
Ikke bare okay! 
jeg elsker den 
og måden 
jeg ser 
ud på
jeg har et smukt selvbillede
mit frække selvbillede

Mit nye selvbillede

Tak til Prins Flot for at give mig muligheden for at se med hans øjne og i DEN grad ændre mit selvbillede. Det har været en vidunderlig rejse.

mit smukke selvbillede mit smukke selvværd

Jeg har virkelig været i tvivl om, hvorvidt jeg skal udgive dette indlæg. Fordi jeg er mor, søster, datter og så videre. Men jeg har ikke noget at skamme mig over. Og jeg vil ikke længere deltage i en kultur, hvor vi udskammer overvægtige og anorektiske kvinder.
Så her er jeg, og jeg er smuk!