Min barndom var en rutsjebanetur

Det er ind imellem krop umuligt for mig at holde mine tanker samlet. Nogle gange er min barndom årsagen.

I dag er en dag, hvor mine tanker føles kalejdoskopiske. De er forvrængede og det ene tankemønster bliver overtaget af det næste i myriader af tanker, bitanker, minder, ord, følelser, sansninger og ultimativt kaos.

Jeg ville ønske at jeg kunne finde hoved og hale i alt det der sker i mig. Men jeg ved dårligt nok, hvor jeg skal starte.

Så måske skal jeg starte forfra.

Da jeg var barn voksede jeg op i en familie med en lidt utraditionel sammensætning. Jeg er så heldig at have de to skønneste brødre i verden og jeg ville gå igennem ild og vand for dem begge. Jeg er endda så heldig, at det går alle veje og gennem tykt og tyndt har vi hinanden. Selvom vi som voksne lever meget forskellige liv og er meget forskellige som mennesker.

Tilbage til min barndom

Min ene bror og jeg voksede op under samme tag hos vores mor og far. Vi var en velset familie. Mine forældre tog aktiv del i vores liv og skolegang. Vi var faktisk både aflastning og plejefamilie i en årrække.

Men nedenunder det fine glansbillede havde min mor det svært. Hvad det præcist er, der gjorde det så svært at være hende og så svært at være min mor, ja, det ved jeg stadig ikke helt, men jeg har med årerne samlet en masse brudstykker af familiefortællinger sammen, og tror jeg kan konstatere, at min mor havde en hård opvækst, et skrøbeligt sind og fik en fødselsdepression, da hun fik mig. Så vidt jeg ved, blev dette dog ikke behandlet.

Som mor med 2 fødselsdepressioner bag mig, ved jeg, hvor vigtigt det er at få støtte og hjælp for ikke at skabe aversioner eller manglende tilknytning til barnet.

I stedet for at få den rette hjælp begyndte min mor på et tidspunkt at drikke lidt mere rødvin, end man bør. Og det fortsatte hun med i min barndom og ungdom. Derudover formåede hun ikke rigtig at vise mig, at jeg var elsket af hende. At jeg var nok, bare fordi jeg var mig. Jeg er vokset op med en mor, som jeg aldrig rigtig vidste, hvor jeg havde. Hun kunne det ene øjeblik være i rigtig godt humør og næste øjeblik trådte jeg ved siden af hendes rammer, regler, idéer og så blev hun rasende, gemen, voldsomt ked af det eller decideret ondskabsfuld.

Min barndom handlede om præstationer

Jeg har altid gjort mit bedste og så lige 200 procent mere. For så kunne det være, jeg var god nok til at blive mødt af min stolte mor, som roste mig og fortalte, hvor dygtig jeg var til andre. Så blev jeg set, hørt og accepteret.

Mere end noget har jeg søgt min mors kærlighed siden min barndom. Det blev i mit voksenliv tydeligt for mig, at jeg går i stykker i denne søgen og jeg traf en voldsomt hård beslutning om at bryde al kontakt med min mor for 7-8 år siden. Det var det sværeste og det letteste jeg nogensinde har gjort på en og samme tid.
Det viste sig at jeg i processen uvidende og ganske uvilligt også valgte min moster, onkel og fætre fra. En del af min familie, som var de tætteste i hele min opvækst. Vi så dem meget mere end nogle andre. Som med alt andet var det på både godt og ondt, da min mor og onkel indimellem virkelig blev uvenner og det burde vi børn ikke have overværet. De højtider, der blev afbrudt tidligere end ventet ødelagde så utroligt meget min tillid til min mor.

Kærligheden i min barndom

Men der var også gode oplevelser. Der var kærligheden vi unger delte til hinanden og vores sammenhold. Der var de gange min onkel lagde sig imellem min mors vrede og mig. Den dag min moster sørgede for at jeg , som min mor havde lovet, fik den konfirmationskjole JEG ønskede mig, i stedet for den min mor syntes. Der var alle de gode snakke og mange timer brugt i fred og fordragelighed og fremfor alt ubetinget kærlighed. Min moster elskede mig for mig og det har jeg aldrig nogensinde tvivlet på. Men det knuste mit hjerte, at hun pga. min mors adfærd ikke kunne beholde mig i sit liv, da jeg valgte min mor fra.

Når sorg rammer uventet

Men uagtet alt dette var de mine nærmeste igennem min barndom, ungdom og begyndelsen af mit voksenliv.
Og sammen med min mor forsvandt de ud af mit liv.
For år tilbage fik jeg snakket med min moster på Kvicklys parkeringsplads. Vi fandt en form for fred med hinanden og vores valg. Desværre døde min moster for ikke så længe siden og den dag, jeg startede på dette blogindlæg, havde jeg netop fået at vide at min onkel også var død.
Det bragte helt utroligt mange minder frem. Jeg blev dybt ulykkelig og sørgede dybt – samtidig med jeg ikke følte, jeg havde ret til at sørge overhovedet, da de ikke længere var en aktiv del af mit liv pga. valg, jeg selv har truffet. Men også valg, der blev truffet for mig.

Unfinished business

Samtidig blev jeg også pludselig meget bevidst om at jeg ikke har kontakt til min mor. At hun ikke er en ung kvinde længere, men nærmer sig 70 år kraftigt. Hvad skal jeg stille op, når en dag hun ikke er her mere? Hvad skal jeg stille op, hvis hun en dag tager kontakt, fordi hun ligger på sit dødsleje? HVAD FANDEN SKAL JEG STILLE OP med disse uafsluttede følelser, som jeg har?

Jeg savner

For hold nu kæft mand, hvor jeg savner en mor. Jeg må dog også erkende at jeg ikke savner MIN mor.
Jeg savner EN mor, der forstår, accepterer, anerkender og elsker ubetinget. Jeg savner ikke at have en mor, jeg aldrig vidste, hvor jeg havde henne. Som det ene øjeblik var rasende og det næste lavede fis og ballade. Jeg savner ikke den mor, som har sagt så utroligt mange sårende ting til mig i den ene brandert efter den anden. Jeg savner ikke, at jeg aldrig var god nok. Selv ikke da jeg fik 13 i psykologi på HF. I stedet for jubel, spurgte hun mig “om jeg havde gjort mit bedste”. Selv 13 var ikke heeeelt acceptabelt, for jeg kunne nok have gjort mere.
Jeg savner en mor, der er menneskelig. En mor, der begår fejl og kan sige undskyld for dem, ligesom alle os andre.

Mit knuste hjerte

Jeg arbejder hver dag på at acceptere, at jeg ikke har sådan en mor og aldrig kommer til at have det.
Det knuser mit hjerte.
Ligesom det knuste mit hjerte at vælge min mor fra. Men jeg kan leve med et knust hjerte. Det gør jeg hver eneste dag. Men jeg kan ikke blive ved med at acceptere og leve med den forbandende følelse af aldrig at være god nok, aldrig at være elsket bare for mig.
Det ypperste jeg prøver på i mit eget forældreskab er: at mine børn ved de er elsket altid og hele tiden. Også når jeg ikke kan lide deres adfærd. Jeg elsker dem hver dag og hvert sekund og det må de aldrig tvivle på, for det ødelægger alt.

Heling

Fremfor alt er jeg nødt til at lade mit hjerte hele – jeg ved ikke hvordan. Men jeg fortjener at elske mig selv, for jeg er faktisk et rigtig dejligt og fejlbarligt menneske som er så utroligt følsom overfor hele verden og alt og alle jeg møder. Hvis ikke jeg kommer overens med at elske mig selv, vil jeg altid være i limbo og jeg fortjener bedre end det.
Så jeg knokler for at gøre gode ting for mig selv. Jeg prøver at acceptere at jeg fejler og stadig er god nok. JEg prøver at elske ubetinget og sikke dog nogle hug, man som single kvinde kan få på den konto – men det er en helt anden snak.

Så hvad ville jeg med dette indlæg?

Fortælle at fortiden ikke bare ligger bag os, men er en del af os på godt og ondt og det er okay. det er ikke altid tingene kan fixes med et Hakuna Matata – men ind imellem vil det være godt for mig at tage det roligt – for det det bedste på jord.

Hvis du hænger på endnu, undrer du dig dig måske over hvor lidt min far fylder i dette indlæg. Men det er fordi jeg ved min far elsker mig og altid har gjort sit aller bedste for at skærme mig mod min mor. Desværre lykkes det ikke. Men jeg VED han elsker mig og er stolt af mig som jeg er – med fejl mangler og diagnoser.

Er du barn af en alkoholiker? find hjælp her TUBA

Glædelig jul? Med alkoholisme i familien – NEJ!

Det her indlæg er sgu svært at skrive. Det bliver nok også svært at læse. Men det brænder i mine tanker og har brændt i mine tanker HVER jul lige så længe jeg kan huske. Jeg er vokset op i en familie med alkoholisme rigtig tæt på. Faktisk er jeg barn af en alkoholiker, selvom min mor, nok stadig i dag, vil påstå, at hun aldrig har haft problemer med alkohol.

Om alkoholisme og empatiske briller

Bevares… Det kan da godt være hun aldrig har haft problemer med alkohol. Men jeg og mange andre med mig, har haft store problemer med hende i selskab med alkohol. Især i forbindelse med højtider. Og bevares. Min mor var ikke fuld 24/7 365 hele min barndom. Der har stensikkert også været bedre perioder end det. Desværre kan jeg ikke lige komme på dem.
Til gengæld kan jeg huske HVER eneste gang, vi har været nødt til abrupt at forlade en fest, eller juleaften hos min moster, fordi min mor var fuld og blev uvenner med min onkel. Jeg kan huske den juleaften, hvor min mor var fuld, inden vi nåede hen til min moster og gik ind i deres dør – i stedet for igennem den.

Så for at holde lidt fast i min overskrift.

NEJ, det er sgu ikke altid fedt at fejre jul. Og med alkoholisme tæt på sig er det kilde til frustrationer og for mig en tilbagevendende sorg.
Jeg valgte for – ja, det er vel 6 eller 7 år siden, min mor fra.
Jeg har ikke kontakt med hende og ønsker det heller ikke.
Igennem et meget langt sygdomsforløb med gentagne depressioner, stress, generaliseret angst, panikangst og social angst ramte jeg ind i stolen hos en psykolog, som ikke lod mig tale udenom.
Som så lige ind igennem alt mit “hurtig snakker og griner, så ingen ser, jeg græder indeni”-pis.
Han fik mig til lige at ridse min opvækst op og bad mig, i en lidt senere hypnose, om at tage mine empatiske briller på (jep, sådan nogle har jeg – og de ER SÅ GODE til at se og forstå ALLE andre, end mig selv). Så sagde han “psykisk vold i familien”. Og mit verdensbillede brød sammen.
For med de briller på, kunne jeg jo ikke lade som om, jeg kom fra en familie, hvor alt var godt; det bare var mig der var for følsom og nærtagende. Med de briller på, SÅ jeg MIG… og hvorfor det er SÅ svært at være mig ind imellem. Heldigvis var han virkelig dygtig og lod mig ikke forlade lokalet som et vrag. Han hjalp mig med at bruge mine empatiske briller til både at se min mor uden mit normale filter af kaotiske følelser og han hjalp mig med at se MIG uden mit normale filter af selvhad og manglende selvværd.

Der var en gang… og for enden af den gang

Det er snart MANGE år siden. Men det psykolog forløb rykkede virkelig rundt inde i mig og på en rigtig god måde.
Ofte tænker jeg, at jeg skulle have holdt ved – og jeg kan ikke længere huske, hvorfor jeg stoppede der. Jeg har siden været i to lange psykolog forløb, der i virkeligheden har ryddet op, hvor Alex slap. Nemlig forløb, hvor fokus har været på at finde ud af, hvordan fanden jeg kan være en mor, med de ar, sår, fejl og virkelig lortede adfærdsmønstre jeg har med mig. Hvordan jeg GERNE vil være MOR for mine børn. Det har været en virkelig lang og voldsom rejse, der er så hamrende langt fra slut.

Rejsen varer for evigt
Den kommer til at vare resten af mit liv. Det punkt, hvor jeg adskiller mig mest fra min egen mor, er nemlig, at jeg er meget bevidst om, at jeg ikke er ufejlbarlig. Derfor er jeg nødt til at udvikle mig og indse de fejl jeg begår – for på den måde, kan jeg sige undskyld og tage ansvaret på mig. Så det ikke bliver mine børn, der er ansvarlige i VORES relation.

Skal alkoholisme tilgives? Nu er det jo trods alt jul!

Tilbage til mit tema for denne skrivelse (ikke dette skriv – for det hedder det altså ikke).
Som datter af en alkoholiker har mine juleaftener ofte været rigtig dårlige – altså virkelig triste. I dag som voksen er det dog ikke alkoholisme, der gør det svært at holde jul. Det svære er, at jeg hvert år ved juletid bliver mindet om mit valg. Mit valg som jo også medfører, at mine børn ikke kender deres mormor. Og det bør jeg jo være super ked af på deres vegne. For mine børn skal jo have et helt liv fyldt med mennesker, der elsker dem, sætter pris på dem og vil dem ALT det bedste i verden. Og det vil en MORMOR.

Altså… Hvis hun kan… Men når nu en mormor ikke kan være en MOR, så er der ikke noget krav på at blive mormor. For der er ikke nogen garanti for at en ikke-mor kan vende bøtten og blive en fantastisk mormor.

Ansvaret for relationen

Min mor har gennem mit voksenliv fået en del chancer for at vise mig, at hun elsker mig for mig (det er nemlig her en del af rodet ligger – i at jeg har følt mig forkert og uelsket af hende altid). Desværre har det ikke været muligt, og jeg har altid haft alt for stort ansvar i relationen. Jeg vil ikke give det mønster videre til mine børn. Jeg er, som nævnt, afgjort ikke en fejlfri mor, og det har jeg aldrig været og bliver jeg aldrig. Jeg er dog sikker på, at det eneste rigtige er, at mine børn vokser op uden en mormor – for de er sgu elskede, de er værdsatte og deres liv ER fyldt med mennesker, der kun vil dem det bedste. Min mor er bare ikke en i flokken.

En hvirvelvind af følelser

OG her til jul bliver det bare lige alt sammen hvirvlet op. Det er nemlig ofte til jul, bekendte har en holdning til mit valg og fortæller mig, at jeg frarøver mine børn et familiemedlem… ja! Det gør jeg! Men det er jo hver dag hele året – ikke kun til jul.
Det er også til jul, bekendte kan finde på at sige at jeg skal tilgive min mor. Og hey… Det har jeg faktisk gjort. Det bliver hun dog ikke et anderledes menneske af.
Hvis hun ikke var min mor, ville den snak ikke være relevant – for mennesker med den adfærd er IKKE en del af mit liv. Der har været flere personer med lignende adfærd og personlighed i mit liv gennem årerne. OG INGEN har fået lov at blive hængende, når først jeg har opdaget, at jeg bliver syg af samvær med dem. Så hvorfor er det lige, jeg ikke bare kan vide, at jeg har tilgivet hende og lade hende leve hendes liv, imens jeg lever mit?
Jeg synes faktisk, det er mest fair, for alle parter – især mine børn.

Generelt set tilgiver jeg ikke flere folk ved juletid end resten af året – mon andre gør det?
Jeg tilgiver, når der er noget at tilgive, for mit liv er for kort til at bære nag. Nogle gange er det dog ret svært… men i de tilfælde tilgiver jeg heller ikke først til jul, men når jeg er klar. Det er nemlig et pisse godt tidspunkt!

Ikke engang til jul tilgiver jeg mig selv

Nu vi taler om tilgivelse.
Så vil det helt store spørgsmål for mig nok altid være… om jeg kan tilgive MIG SELV. For sådan er det nemlig dybt inde i mig.

Jeg er kodet fra helt lille til at passe på min mor i ALLE aspekter af hendes liv. Dække over det dårlige – eller snarere benægte at det overhovedet eksisterer.
Det har jeg truffet et meget aktivt valg om ikke at blive ved med. Og nu har jeg aktivt valgt at skrive dette indlæg. Hvor jeg ihærdigt prøver at passe på min mor og samtidig være ærlig omkring hendes alkoholisme. Det er faktisk svært – for selvom jeg har tilgivet hende, gør det stadig ondt inden i mig. Der er ret mange situationer og episoder, jeg kunne beskrive, som tegner et meget grimt billede af min mor, når hun var påvirket af alkohol – men det kan jeg ikke – for det ville være synd for min mor.

Jeg kommer aldrig til

at tilgive mig selv for de følger, der har været efter jeg valgte min mor fra. ALDRIG nogensinde.
At jeg samtidig mistede min moster, onkel, morbror, fætre og kusiner – det burde jeg have forudset – men det gjorde jeg ikke. Og det tilgiver jeg ikke mig selv for.
At jeg har sat min familie, min bror, i en svær situation – i en svær relation. Det tilgiver jeg aldrig mig selv for.
Hvis min mor læser dette indlæg (hvilket jeg faktisk håber, hun IKKE gør), vil jeg nok heller ikke kunne tilgive mig selv det.
Jeg vil aldrig tilgive mig selv for at være SÅ dårlig en datter. Der lufter det største tabu, alkoholisme.

Til gengæld har jeg ingen skrupler i forhold til at holde min mor og alkoholisme væk fra mine børn. Der er det omvendt. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis jeg lod hende ødelægge mig mere – eller hvis hun fik ødelagt så meget som een eneste juleaften for mine børn.

Jeg håber, at jeg får lidt julefred i mine tanker, fordi alle disse ord endelig er skrevet ned. Og hvis du vil vide lidt mere om mig, er der en kort opdateret bio her

Så glædelig jul verden – og godt nytår

Læs evt mere om at være barn af en alkoholiker her