Ordet LOVE i multifarver

SLUT med kasser. Jeg magter ikke længere, at alt er i kasser!

Det skal være slut med kasser. Jeg kan simpelthen ikke holde det ud!
Uanset hvor jeg kigger hen, er det jer mod os. Os mod dem. Hvem pokker er os? Hvem er de?

Hvor er min kasse?

Hvorfor har vi alle sammen så stort et behov, for altid at lave denne opdeling? Jeg gør det jo selv. Lige nu, skal jeg i gang med en psykiatrisk udredning – og det er om noget en jagt på kasser. Og det til trods for, at jeg på ingen måder egentlig bryder mig om at skulle passe i en kasse.
Og hvilken kasse passer jeg i? Er der mon nogen, der har en kasse klar til en kronisk syg mor, der hylder at være mor, men har brudt med sin egen? En kasse der OGSÅ rummer, at være single og og biseksuel? At være skolelærer eller hov, kontorassistent? At være datter, veninde, søster, elsker, blogger, syerske, farveglad, følelsesladet og fucking Rasmus Modsat? Hvilken kasse er det? Og hvorfor HELVEDE skal jeg absolut være i en kasse? Hvorfor kan jeg ikke bare være mig?

Samfund af Lego?

Vores samfund er bygget op om kasser, i kasser og af kasser. Selv vores huse ligner mest af alt kasser stablet op om kasser. Vi lever og ånder i en stor legoklods. Det er bare ikke os alle sammen, der kan, vil, formår, har lært at bruge byggevejledningen. Og så bliver vores huse(liv, eksistenser) skæve. Så passer vi jo ikke ind i kasserne, der er tildelt os.

Min tanke er, at så burde det være muligt at bygge os selv en ny legokasse! Men det er det ikke! I stedet bliver vi mennesker udsat for at skulle prøve alle mulige forskellige eksisterende kasser. For vi skal DØD og PINE passe i en kasse!
Jeg har det sidste stykke tid, været så mega heldig at få hjælp af en familiebehandler. Og sikke en gigantisk hjælp det var, da lokummet brændte, og jeg havde brug for en, der kunne være voksen med mig. Der kunne kræve hjælp til mine børn, da Covid19 gik i selvsving og lagde landet øde og lukkede os alle inde i vores hjem – uanset om det var godt for det enkelte individ, den enkelte familie…
Men så en dag, blev Covid19s greb om vores land slækket. Der kom ikke nogle zombier, i vores zombie apokalypse og vi kunne alle ånde lidt mere frit.

Min frygt for zombier

Men så meldte der sig, for mig, en tvivl, en nyopstået – eller måske i bedste zombie stil en genopstået tvivl og frygt. For ikke at kunne varetage mine børns basale behov. Ikke fordi jeg længere tvivler på mit værd som mor. For jeg er kompetent, jeg er kærlig- Jeg er faktisk en rigtig fantastisk mor og mine unger er faktisk pisse heldige at de har MIG. På både godt og ondt – for fejlfri er jeg langt fra. Men jeg bliver pludselig mødt af både en sagsbehandler og familiebehandler, som ikke KENDER mig, mine værdier, min overbevisning som mor, menneske, familie osv. Og nu går det jo så helt galt. For de ved simpelthen ikke, hvilken kasse jeg hører til i.

Firkant med firkant i

Jeg vidste ikke på forhånd, hvad der sker, når man ikke passer i kasser og nægter at blive presset ind i en konform, konservativ, småborgerlig kasse bestående af et værelse til hver i familie, en bestemt slags sko, der er købt i en fysisk butik, og med tvangsinstitutionalisering, tvangsfritidsaktiviteter og mindst mulig tid med ro til at være familie. (Ja, det her er min fortolkning af konkrete mål for, hvad jeg ikke kan finde ud af at gøre rigtigt. Men hey, det er sgu min blog, og nej jeg hænger ikke nogen ud – for jeg fortæller ikke, hvem de er).

Skraldespandskassen

Nu ved jeg det. Nu ved jeg, hvordan jeg så også kommer i en kasse – ved at nægte at komme i de foreslåede kasser. Ser du! Så kommer man i SKRALDESPANDSKASSEN!
Den, hvor man som person, mor osv ikke vil deltage, ikke vil samarbejde og derfor ikke er modtagelig for hjælp og støtte.

Jeg vil vove den påstand, at jeg faktisk RIGTIG gerne vil have støtte og hjælp. Men sgu da kun til det jeg IKKE kan. Fx konkrete værktøjer til at støtte mit barn, når hans krop er stærkere end min, og jeg ikke har nået at se og forstå ham. Men den hjælp kan jeg nu ikke få. Fordi jeg har sagt NEJ til den ikke brugbare/nødvendige hjælp, jeg blev tilbudt.

Jo mere jeg tænker over alle disse kasser, får jeg lyst til at rive taget af legobygningen. Flå klodserne fra hinanden og lade os alle sammen starte forfra.

Så skal det være SLUT med kasser

Hvorfor kan vi så ikke have en mere organisk, holistisk, favnende og kærlig tilgang til os alle sammen?

  • Der er kæmpe debat alle steder om, hvorvidt der er rascisme i Danmark. JA DER ER!
  • Bliver kvinder voldtaget, eller leger de det bare? JA DE GØR – JA VI GØR! og nogle af os mere end een gang.
  • Er børn mennesker? På lige fod med voksne? SELVFØLGELIG!
  • Er det vigtigt at være sammen med dine nærmeste? JA FOR HELVEDE!!!
  • Er det klamt at være LGBT+ ? NEJ NEJ NEJ!!! Vi bestemmer ikke over vores følelser.
  • Må drenge gå i kjole? JA! Hvis de har lyst… også i børnehaven? JA!
  • Må piger være drager til fastelavn? Og lege med drenge? JA for helvede?
  • Findes der pigefarver og drengefarver? NEJ NEJ NEJ! og heller ikke legetøj kun til drenge eller kun til piger!

Stop

Stop

STOOOOOP!!!!!!!!!!!!!!!

Findes der en masse mennesker, der helt fra barnsben bliver smadret på selvværd og selvtillid, fordi vi prøver at passe ind i alle de her kasser af korrekthed? JA!!!!!

Er der faktisk rigtig mange af os, der er skæve lego bygninger, der ender ud med at få en tur igennem det psykiatriske system? JA! Jeg har observeret påfaldende mange kvinder fra LGBT+ grupper på facebook fortælle om diverse diagnoser. Som de sikkert havde undgået, hvis de var blevet mødt med rummelighed og kærlighed i forhold til lige den, DE er.

Samtidig har jeg sjældent oplevet en gruppe kvinder, der går så meget op i, hvilke kasser vi som lesbiske og biseksuelle hører til.

JEG VIL IKKE MERE!!!!

Slut med alle de kasser!

HJÆLP!

Men hvad kan jeg gøre? Hvordan kan jeg være medvirkende til, at mine børn ikke skal puttes i kasser? Hvordan kan jeg få hjælp til de ting, der er svære for mig – uden at ryge i nogle helt forkerte kasser?

Jeg aner det ganske simpelt ikke!

REVOLUTIONEN: SLUT MED KASSER

JEG vil ikke lade mine børn blive holdt tilbage i deres udtryk, deres vidunderlige forskellighed, fordi ANDRE har behov for at pådutte dem, deres kasser.
JEG vil have revolution!

I want it all

I want it all

I want it all

And I want it gone!

The roof the roof, the roof is on fire!

DER’R Noget galt i Danmark! og i resten af verden!

Hvordan bliver det slut med kasser

Vi kan som forældre, kaste os ud i demonstrationer for bedre forhold – been there done that – got the t-shirt!
Men ingen revolution.

Samsovning hos os

Vi kan hash-tagge og lave en Metoo STORMVIND og stadig mener mange, at der ikke forgår sexchikane, sexovergreb, voldtægter i nær så stor stil, som der gør!

Vi kan råbe, vi kan skrige, vi kan slå en stakkels pige – sy min kjole, find min taske!

Men hvad nytter det? Vi har jo FACEBOOKPOLITIET, der hele tiden gør os opmærksomme på, at det endnu ikke er slut med kasser. Og de er både dem, der sætter reglerne, påpeger når de overtrædes OG sørger for at dømme os ude – alt imens de glædeligt svinger hammeren og igen danner grobund for den ekskluderende os><dem mentalitet.

Lad os dog favne!

Der findes en tilgang til forældreskabet, som på dansk kaldes i favnsk forældreskab (Attachment parenting). Det vinder frem i nogle forældre grupperinger med rasende fart – og for andre forældre er det simpelthen herunder alle curling forældre hører til.
Hvad nu hvis…

Prøv lige at følge med her til sidst…
Jeg ved godt, jeg bruger mange ord og absolut intet filter har på i dag…

HVAD NU HVIS!!!!!

Vi alle sammen mødte hinanden med samme ånd, som der ligger bag i favnsk forældreskab?

Hvad nu hvis, vi besluttede os for, at det skal være slut med alle kasser. Og vi holdt fast i bare lige en! At møde ALLE – høj som lav. Ung som gammel, tyk som tynd. Mand som kvinde (og alle varianter deraf). Hvis nu vi bare mødte hinanden med disse principper som grundlag (Oversigten nedenfor er lånt fra Familie uden filter):

Principperne lyder:

  1. At forberede sig på graviditet, fødsel og forældrerollen
  2. At lytte til barnets signaler og give det sensitiv respons
  3. At give barnet kropskontakt
  4. At sikre tryg søvn
  5. At give mad med kærlighed og respekt
  6. At undgå unødige adskillelser
  7. At opdrage blidt
  8. At finde balancen i familielivet

Siljes favnende menneskesyn

  1. At forberede sig på livsændringer hos dig selv og andre
  2. At lytte til medmenneskers signaler og giv dem sensitiv respons
  3. At give medmennesker den ønskede kropskontakt og respektere et nej
  4. At sikre tryg søvn – for ALLE
  5. At give mad med kærlighed og respekt – til ALLE
  6. At undgå unødige adskillelser – vær’ der for dem du holder af
  7. At kommunikere blidt
  8. At finde balancen i familielivet

Læs evt. mere om mit menneskesyn her

Og nu…
flår vi så kasserne i stykker og starter en revolution, der bygger på at vi ALLE SAMMEN ER LIGE MEGET VÆRD!

Samsovning hos os

Godnat og sov godt – fyldt med kærlighed og tryghed

Der var engang en, der sagde, “Godnat og sov godt”, i den mest kærlige mening til sit barn – og MANGE tusinde fulgte trop. Mange, MANGE år senere fandt nogle på at skrive en bog med den titel, som FOR ALTID har smadret det udtryk for mange børn. For bogen opfordrer til at børn – SMÅBITTE mennesker skal have lov til at græde i så lang tid, at de giver op. De opgiver håbet og troen på, at der kommer hjælp, når de bruger deres mest basale værktøj – gråd! Børn der græder skal trøstes -ikke anklages for at manipulere, ikke ignoreres og IKKE være alene!

Det er svært at være 11 år, og som 35 årig er der stadig mange ting, jeg slet ikke forstår.

Hvorfor går voksne STADIG rundt og ser ud som ALTING gør ondt? (Medmindre du selvfølgelig har fx fibromyalgi, hvor alting gør ondt, så undrer det mig.)
Noget af det handler stensikkert om, at der er sket noget i forholdet mellem, hvad vi faktisk VED om børn og det samfund, der samtidig er groet op om ørerne på os. I vores samfund i dag, er der ikke plads eller vilje til, at vi vælger at bruge vores tid, kræfter og KÆRLIGHED på vores børn i de første år, hvor de har brug for OS, for deres forældre, søskende, bedsteforældre osv.

Hamsterhjulet drejer og drejer og drejer og drejer og drejer og 

Der er et samfundsmæssigt behov for at holde det berømte/berygtede hamsterhjul i gang. Det er faktisk på bekostning af vores børns psykiske og fysiske helbred. 
Det kan være en letsindig læser (det ville være ret sejt, hvis sådan en faktisk havde sneget sig herind og læste med – velkommen til i så fald) tænker: “Hey dame, det har du bare slet ikke belæg for at sige noget som helst om. Jeg gør det bedste for mine børn ALTID.” Og hey selv, letsindige læser… Nu holder jeg mig jo ikke udenfor eller for god til at være en del af systemet, af samfundet, af normen, af det forbistrede hamsterhjul. JEG gør hver dag det ALLER bedste, jeg kan for mine børn – ligesom ca alle andre forældre gør.

Jeg vil bare vove den påstand, at det jeg gør fandme slet ikke er godt nok.

Og der er ved den søde grød STOR forskel på, hvad der reelt set er barnets tarv, og hvad der reelt set er den voksnes behov for magt, status, symbolværdi, branding, selvhævdelse, selvrealisering, og hvor vi ellers kan kaste os rundt i en helt klassisk behovspyramide.

Barnet har behov for ret basale ting

Intet af det behøver at have kostet en formue! heller ikke vikler… beklager derude! men det er ikke barnets behov, at mor har mange vikler, at far har en stor bil, at der er mange dyre klatreting på gulvet eller porcelænet er det rigtige. Barnet har heller ikke behov for en tur i Zoo eller Bonbonland – en flyvetur til Thailand er umiddelbart heller ikke et lille bitte barns behov.

Som voksen har du stensikkert også andre behov end de basale – men de basale behov er de samme, som dit barns. og det her indlæg handler om at DU som voksen kan være med til at VÆLGE at lytte til dit BARNS behov i stedet for at lytte til de samfunds konstruerede behov du selv har. Hvis du vil – du er jo den voksne og vil qua denne alders-, størrelses- og erfaringsmæssige “større” position have magten over barnet. Men hvordan er det smart at bruge den magt? til at påføre barnet ubehag? utryghed? sorg? fortvivlelse? håbløshed? 

Eller ville det mon være bedre

(og ja der er for mig et RIGTIGT svar og et FORKERT svar, det her er min personlige blog, så det må jeg nemlig gerne skrive!) at bruge den magt til at tilsidesætte dig selv bare liiiige et par år og til gengæld give dit barn den kærlighed, tryghed, nærhed, nærvær, det håb, den glæde og den lykke det er, at være sammen med DIG, lige netop DIG! For du er barnets forælder og tiden med dit lille bitte barn kommer bare aldrig tilbage. Den kerne af kærlighed vi får givet vores børn, når de er små, ved altid at høre dem, trøste dem og være deres trygge havn. Det er DEN kerne, de skal bruge resten af deres liv, når det er svært at være menneske. Og vi vil alle sammen en eller anden dag stå med hjertet knust – helt uden at forstå, hvad søren der er sket, og det er sgu en god ide, hvis vi så kan gribe fat inde i vores kerne og vide “at jeg er elsket”. Uanset hvad der sker omkring mig, er jeg elsket alle dage, indtil verdens ende. Og den kærlighed, kan vi som forældre faktisk vælge at give vores børn – fra de er helt små. 

Godnat og sov godt sagde de

Det her blogindlæg har gnavet i mig længe… I dag skulle det ud. For Gyldendals forlag er nået frem til at bogen Godnat og sov godt , skam slet ikke er så slem, så den bliver bare på hylderne. Det gør mig rigtig ked af det og rigtig vred.

Hele debatten der har været op til folketingsvalget i år, har pisset mig grundigt af. Ja der BØR være minimumsnormeringer i dagtilbud og jeg har lagt FOR mange af mine kræfter i at råbe HØJT op om det.

Det er ikke så svært, sagde de – når man først får det lært!

Men ærlig talt, så starter det sgu når baby smutter ud mors mave. Det er allerede DER vi er nødt til at kigge på vores lille barn og se hvor fuldstændig hjælpeløst og afhængigt af os det er. og så STOPPE med at præstere…
stoppe med at skulle følge med i et ræs om hvis barn der først kan sove igennem (jeg har ikke lært det endnu – jeg siger lige igen, at jeg er 35 år gammel – jeg har ALDRIG sovet en hel nat igennem, uden at være fuld eller have taget medicin for at tvinge mig til at sove. Jeg HADER at sove alene, hvorfor søren skal mine børn det så?), hvis barn der først kan gå, sige mor, lægge et puslespil, sige alfabetet, hvis hjem der er mest rent, har de mest rigtige møbler, det mest rigtige tøj, den mest rigtige adresse, bil, hund, uddannelse osv osv. 

BARE STOP DIG SELV!
Dit barn har brug for DIG! og ikke andet!

Så for FUCK’S sake!

KRAM dit barn, ELSK dit barn, TRØST dit barn

Hvis du sidder og tænker Behovspyramide-afhvaffornoget? er der link til en lige her. Og jo, jeg har faktisk lidt viden om børn og børns udvikling… øj en masse psykologi og pædagogik, der var på min læreruddannelse…

Boje Katzenelson: Abraham Maslow i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?

#metoo For vigtigt til at tie længere! Nej betyder nej uanset om du er barn, kvinde eller mand! Overgreb skal stoppes NU!

#metoo

Der er gang i en kampagne, der skal sætte fokus på, at det er alt for almindeligt at lave overgreb på kvinder, ofte under påskud af at det enten er for sjov eller en kompliment. Jeg har, som ufattelig mange andre kvinder, været udsat for diverse overgreb. Alligevel fik en af mine venner mig til at tænke. Det gælder jo også, hvis du er mand. Og barn. Fokus for dette indlæg vil dog lige være overgreb på kvinder. Men husk for pokker da, at nej betyder nej. Uanset hvem der siger det. #metoo

Min historie om overgreb fra mænd

Jeg taler som oftest ikke, om de uheldige oplevelser jeg har haft med mænd, inden jeg fandt Daniel. Da jeg var meget ung, var det fordi jeg skammede mig over ikke bare at kunne acceptere, at sådan er nogle mænd bare. Som årene er gået, har jeg givet op. Det virker ikke til, at der er noget at stille op. Nu er der lidt fokus på det med #metoo!

Nu hvor jeg lige sidder og læser det, jeg lige har skrevet, bliver jeg harm. “Uheldige oplevelser”. Jeg skriver det igen… Smag lidt på det… “UHELDIGE OPLEVELSER“.

Fremtiden for mine børn

Hvis min søn eller datter en dag kommer til mig og bruger de ord om lignende adfærd (som du kan læse om lidt, hvis du har lyst) fra andre, ville jeg blive rystet ud af kurs! De skal lære, at det IKKE er ok. Og at de altid skal sige det højt, hvis de oplever sådan noget.
Jeg ved, at min far og brødre nok ikke helt ved alt det nedenstående… Jeg har været for flov til at sige det højt. Og hvis de læser med, kan nu være et helt ok sted at stoppe <3

Lang historie kort(-ere)

I stedet for at komme med en laaaaang historie, kommer der en liste med highlights i nogenlunde kronologisk orden. Listen dækker perioden fra jeg var lige knap 16 til  22. Og alt fra “uskyldige” gramserier på Crazy Daisy til fuldbyrdet voldtægt. God læselyst😲 #brydtabuet med mig!

udfordrer hvem? #metoo
Ung, nedringet og til fest

Listen

  • Min første kæreste forstod hverken, at AV betød “det gør ondt, stop lige lidt” eller at “nej” betød… “NEJ”… Samtlige gange vi “havde sex”, var selve samlejet under tvang. Og jeg vidste ikke, at det kunne være anderledes! (Tak til Dion for at lære mig det senere)
  • Min ungdom på diskoteker primært i Næstved
    • Utallige fyre har taget på mine bryster… Og jo… Jeg var ung, relativt blond, tynd, store jader og gik muligvis nok relativt udfordrende klædt (udfordrende? Hvad betyder det egentlig? Hvem udfordrede jeg til hvad?).
    • flere gange er jeg blevet taget i skridtet af fyre, jeg dansede med på Crazy Daisy. Jeg gik i mange år ikke med korte kjoler eller nederdele, for at undgå at “invitere” til lige at mærke efter på “sagerne”.
    • Utallige gange er jeg blevet taget på røven.
    • Flere gange er jeg blevet trængt uopfordret op mod en væg og kysset af en tilfældig fyr, jeg lige snakkede eller dansede med, og kysset på hals og kavalergang.
  • Min ekskæreste gennem næsten 2 år forstod ca ligeså lidt, som min første kæreste. Så udover hans tendens til vold pga vrede, alkohol og stoffer, var vores sexliv også præget af, at jeg skulle indordne mig hans luner. Og de var ærlig talt ikke voldsomt rare. Men de var ret voldsomme. Gang på gang holdt han mig fast og tog mig, imens jeg skreg, sagde nej og græd.

De uskyldige overgreb

Og lige til at runde af i den “uskyldige” ende. .. Jeg var til bryllup med Daniel og ganske nedringet. En af de mandlige gæster foreslog mig at tage med ham hjem, “for de bryster var da spildt på Daniel”. WTF!

#metoo

Det er så hamrende vigtigt for mig, at min datter ikke kommer til at tro, at mænd er sådan. Jeg er vokset op med dejlige drengevenner, og mændene i min familie er skønne! Jeg var ikke rigtig forberedt på, at mænd kan være SÅ modbydelige, heldigvis har jeg lært lidt selvforsvar, så jeg kunne afværge en del.

I mange år troede jeg faktisk, at jeg bare var MEGA heldig med en far og to brødre, der er kærlige, gode, venlige, hjælpsomme og som jeg ikke ville kunne elske højere. For mænd generelt var sgu skræmmende, hårde, voldsomme og grænseoverskridende.

Nu ved jeg

At der heldigvis er mange mænd, som min far og mine brødre. Jeg er så mega heldig at være gift med en af dem. Og jeg satser stærkt på at være mor til en og faster/tante til 5 stk skønne drenge, det bliver fantastiske mænd, der behandler ALLE med respekt.
Som er med til, at der i fremtiden vil være færre, der kan skrive #metoo

Wow… nu har jeg aldrig! Min helt egen blog

En blog…

Seriøst! en blog?!

Hvad i alverden har jeg mon gang i? Hvorfor har jeg brug for en blog? HAR jeg brug for en blog? Har jeg lyst til en blog? Hvorfor har jeg lyst til en blog?

I mange år… næsten hele mit liv… har jeg elsket at skrive. Alt på skrift! Selv små sedler til min mand! I de sidste 10 år har jeg leget med idéen om at skrive en bog… og er gået i stå inden første spadestik, alene fordi jeg ikke ved i hvilken jord, jeg skal stikke spaden! Jeg kunne skrive en fantasybog eller en selvbiografi om at være mønsterbryder fx…

Nu har jeg i stedet valgt denne blog… som jeg kan gøre med, som jeg lyster!

Og lad mig gøre det klart fra starten!

Jeg skriver her for min egen skyld. Jeg har en masse ord og tanker, jeg gerne vil have ud af mit hoved. Det bliver her, de kommer ud. Jeg ved allerede at nogle indlæg vil handle om min rejse fra at være forkrøblet af angst til at være MIG.

Andre indlæg vil handle om

At være mor og snart mor til 2.

At være gift.

At være kvinde.

At være slyngel.

At være “mere hippie” end de fleste jeg kender.

At blive dømt, fordømt og bedømt.

At have drømme.

At have en mening.

At opdage at der findes andre meninger… der måske holder!

Kortere sagt… denne blog kommer til at handle om og rumme hele mig… På godt og ondt!

Alt det pæne og endnu mere alt det grimme! Alt det som ingen siger, fordi vi er bange for at gøre andre ondt…

Regnbuens farver

Jeg er mønsterbryder, og jeg vil gerne bryde et mønster mere! Det mønster der får en masse mennesker til at gå rundt og føle sig forkerte. Forkerte fordi deres grimme sider måske ikke lige er velsete i omgangskredsen eller i samfundet. Fordi det ikke lyder godt at sige: “Jeg hader at være gravid. Det skal bare overstås!” Nej det forventes, at den søde ventetid skal nydes. (Mere om det i et særskilt indlæg)

Livet rummer alle nuancer og ingen er perfekte. Ingen er fejlfri. Til gengæld rummer vi alle regnbuens farver, og det er mit (ydmyge) håb, at der skal være plads til netop det.

Så byd velkommen til hele mig… Også den kreative side… som får sin egen lille side…

Hvis du er nået hertil i mit rableri… SEJT! Det vil da være lækkert med nogle læsere, selvom min rejse ind i blog-land er en del af min egen proces.

Wow… Hvad har jeg gang i? Aner det ikke! Men det føles vildt godt! Så det kan umuligt være helt forkert!