Skizofren og velfungerende på medicin??

Jeg er skizofren og ligenu føles det mærkeligt at sige.

For jeg hører ikke længere min mors stemme, musik, ser film på mit baghoved eller har min regnbueboble. Ikke en gang et helt klasseværelse med mig selv, der konstant diskuterer.

Hvem er jeg

Det føles mærkeligt og tomt. Ind imellem har jeg dage, hvor jeg har svært ved at genkende mig selv og svært ved at se verden uden min regnbueboble.
Så lige nu er jeg så velmedicineret, at jeg er velfungerende nok til at blive sluppet fri af psykiatrien snart. Det er en syret og lidt mærkelig tanke. Under et år har det taget dem at diagnosticere, at jeg er skizofren og få mig derhen, hvor jeg ikke selv vil mene, jeg har behov for deres hjælp længere. Og de er endda enige med mig i den vurdering. Det er for mig en ret ambivalent følelse. For tænk hvis nu verden vælter igen? Hvis medicinen holder op med at virke? hvis hvis hvis hvis hvis… Men altså! Kaostanker har jeg stadig en tilbøjelighed for at få.

Kureret skizofren?

I don’t think so. Jeg er jo ikke rask. Jeg er bare på medicin, der fjerner de symptomer, der er på, at min hjerne er anderledes end de flestes. DET er og bliver en væsentlig forskel. Formodentlig skal jeg tage medicin for altid for at være så “velfungerende”, som jeg er nu. Der er en grund til at velfungerende er i citationstegn. Det er, fordi jeg har det lidt anstrengt med det ord. Jeg kan sagtens mærke, at jeg har MEGET mere ro i mine tanker nu, end jeg har haft – ja nogensinde og det er virkelig skønt. men…

Det femte krydderi

Det er lidt som om, jeg nu mangler lidt. Jeg mangler nogle dage ret meget, at der altid er musik i mit liv. Lydbilledet er så underligt tomt og jeg SAVNER min regnbueboble ret meget. Selvom den kunne være rigtig uhyggelig til tider, så har den også bare været en del af min måde at se hele verdenen på. Det har den været i så lang tid, at jeg synes, verden er underlig farveløs uden de flotte farver, jeg har haft med mig. Hvor er der dog mange kedelige farver i verden og utrolig lidt flot genskin.

Så lige nu skal jeg lære at leve med, at den del af mig, som gav mig det femte krydderi på tilværelsen, er væk. Og at jeg kun får det tilbage, hvis jeg samtidig vil høre min mors stemme, have dage, hvor jeg end ikke kan rejse mig fra sengen pga. tankemylder, der gør det til en uoverkommelig opgave. osv osv af de hårde symptomer og vrangforestillinger.

Skizofren for evigt

Så selvom jeg lige nu skal lære at acceptere mit nye verdensbillede. Ja, så skal jeg stadig også lære at acceptere, at jeg har skizofreni.
Det er svært. Og en del af det, jeg skal lære, er, at jeg ikke ER SKIZOFREN. Jeg HAR SKIZOFRENI. Lidt ligesom jeg ikke ER FIBROMYALGI, jeg HAR FIBROMYALGI.
Og det har jeg, som dette indlæg viser, tydeligvis ikke lært helt endnu. Det er en del af mig at være kronisk syg både psykisk men også med smerter hver dag, men det er ikke hele mig. Jeg indeholder også andre ret meget federe egenskaber, kvaliteter, færdigheder osv. Jeg skal bare lige lære selv at kunne se det. Og der er jeg ikke endnu, desværre. Måske er jeg dog tættere på, end jeg var for en måned siden. Det håber jeg! accept accept accept! Det er vejen frem.

på den ene side de negative tanker og på den anden side de positive. i midten accept af at være skizofren
https://pixabay.com/da/illustrations/meditation-dualisme-dualistiske-597092/

Den perfekte storm

For en måned siden ramte den mig. Den Perfekte Storm. Derfor har jeg igen ikke haft overskud til at blogge.

Helt ud af det blå gik jeg fra at synes, mit liv var godt nok og det hele nok skulle gå. Til at jeg fik distrikt psykiatrien til at melde min ankomst på psykiatrisk skadestue i Vordingborg.

En “perfekt storm” er et udtryk som beskriver en hændelse hvor en sjælden kombination af omstændigheder forværrer en situation drastisk.[1] Begrebet anvendes også til at beskrive et aktuelt fænomen som sker under et sammenrend af hændelser, som resulterer i en hændelse med usædvanlig styrke.

https://da.wikipedia.org/wiki/Perfekt_storm

Der er 3 dage imellem disse 2 billeder.

Måske kom den storm af en grund?!

eller måske endda af flere grunde – derfor var den ikke bare en storm i et glas vand, men nok til at jeg fik det så skidt, at jeg ikke længere kunne magte livet. Jeg skynder mig nu at fortælle at jeg ikke havde deciderede selvmordstanker eller planer. Jeg kunne bare ikke mere. Jeg var så ked af det, udmattet, brugt og opbrugt på SÅ mange planer at jeg ikke magtede at være mere.

Hvorfor? Hvordan? Hvad så?

Jeg var så småt ved at lande i den forbudte sorg over min moster og onkel, da min morbror desværre også dør. Og hele kaosset starter op på ny. Nu i blandet en inderlig frygt for at den næste opringning jeg får er om min Far. Så hver gang min telefon siger en lyd, er jeg angst for at min far er død. Mit angstniveau er denne dag og de følgende dage skyhøjt.

Et par dage efter

Skal jeg til neurolog – sidste mulighed for at få en anden diagnose på mine smertende og sovende hænder end Fibromyalgi, der forværres. Desværre var der ingen anden forklaring. Jeg kan dermed ikke behandles for mine smerter eller få den sovende fornemmelse til at gå væk – lær’ at leve med det…

Dagen efter

Får jeg bekræftet af egen læge at jeg har så forskrækkende lavt D-vitamin indhold i kroppen, at det kræver en intens kur med D-vitamin. Det er højest sandsynligt:
Derfor jeg har været så træt i en periode, at jeg stort set ikke har kunnet holde mig vågen om dagen.
Derfor at jeg ikke har noget overblik over min hverdag og ikke synes noget kan lade sig gøre.

Ugen før

Fik jeg endelig hul igennem til Næstved kommune. Jeg har længe haft store problemer med min søn. Eller rettere, han har haft store problemer med mig.
MEN.
NU.
KOMMER.
DER.
HJÆLP.

Den famøse onsdag

Får jeg et sprøgsmål. “Hvordan har du det?”. Og derfra kan jeg ikke stoppe med at græde. Grådlabilitet hedder det vidst – øget grådlabilitet. Jeg græder og græder og ved på daværende tidspunkt slet ikke hvorfor. Jeg kan dog godt mærke at jeg er angst og ked af det som jeg kun har prøvet en gang før, da jeg for mange år siden væltede med stress og depression. Så jeg bliver oveni min angst også bange for hvad der skal ske når ungerne kommer hjem – heldigvis er deres far hjemme hos os til samvær om eftermiddagen og jeg får ham til at tage ungerne dagen efter, da jeg håber at kunne blive indlagt på PAM.

Torsdagen går med besøg på PAM og jeg bliver sendt hjem igen. Med en konstatering af at jeg har en akut belastningsreaktion.

PÅ vejen hjem taler jeg med mine børns sagsbehandler og hun vurderer at jeg ikke bør være alene med mine børn. Jeg tager på weekend hos min far og sover en hel masse. Jeg har ikke siden da været alene med begge mine børn på samme tid.

Den første uge efter

Er som et langt mareridt. Jeg følte mig helt ved siden af mig selv. Sagsbehandleren talte en masse om at børnene skulle frivilligt anbringes hos en plejefamilie. Heldigvis er det blevet afværget af at ungernes far har MEGET mere samvær end nogensinde før.
Ugerne efter er brugt på at jeg har sovet og sovet og sovet.
Og endelig i denne weekend har jeg haft energi til at foretage mig andet end at sove. måske har den værste storm lagt sig?

Det håber jeg i hvert fald.
OG jeg håber at vores planer for fremtiden lykkes og bliver mere lykkelige end den sidste måned har været.

Det er den mest hæslige følelse. Ikke at magte at være. For i den magtesløshed forsvandt al min handlekraft. Lur mig om ikke også det er derfor jeg ikke havde selvmordsplaner – det ville have krævet, at jeg handlede. Det kunne jeg gudsketakoglov ikke!