Mine følelser tager over

Mine følelser er ofte meget store før jeg mærker dem. Rigtig ofte er de, hvad mange nok vil kalde “ude af proportioner” i forhold til de relativt enkle ting, der sætter dem i gang.

Eller er de?

Er det i virkeligheden sådan, at min opvækst har givet mig et lettere forvirret, forkrøblet, forstørret eller måske formindsket følelsesliv?

Det skete i de dage i september engang

At jeg var på forældre kurset COS-P (se tidligere indlæg her). Noget af det vi kom ind på, på kurset, var vores egne følelser. Jeg kunne den gang konstatere, at jeg ikke er blevet mødt i mine følelser som barn. Det fornemmeste vi, som forældre kan gøre for vores børn er, at VÆRE SAMMEN med dem i deres følelser. Uden at prøve at ændre, fjerne, formindske eller forstørre barnets følelser.

Min mors følelsesliv

Den gang jeg var barn fyldte min mors store og ofte skiftende følelser alt, og der var ikke nogen mulighed for at jeg blev mødt i mine følelser. Som oftest var jeg nødt til at pakke mine følelser sammen. Det bedste var faktisk, hvis jeg direkte spejlede hendes følelser. Så når min mor var ked af det, var jeg ked af det på hendes vegne. Når hun var glad, var jeg jublende osv. Det var ofte svært at vide på forhånd, hvilken følelse jeg skulle spejle, når hun kom ind i rummet, så jeg var meget omstillingsparat (det er jeg ikke mere). Mit følelsesliv var altid klar til at spejle de følelser, der var nødvendige for at støtte min mor. Min mors følelser var gigantiske. Store, kraftige, tydelige og for evigt skiftende og de tålte, eller hun tålte ikke modsigelse. Min mors følelser var den endegyldige sandhed.

Det skete i de dage i april engang

At jeg sad hos min psykolog og snakken faldt på mine følelser, og frem hev hun et lille opgave ark. Det handler om at have en følelsesmæssig volumen knap. Jeg kiggede på hende, som om hun var lidt vanvittig. Men jeg gik med til at udfylde arket:

Eksempel på at være lidt vred: Jeg har ingen
Eksempel på at være vred: Jeg har ingen
Eksempel på at være meget meget vred: Jeg har alt for MANGE
Kan du selv skrue ned for volumenknappen?: Jeg har ingen volumenknap, kun en slukknap
Hvordan skruer du selv ned?: Det kan jeg ikke
Hvad skal andre gøre for at hjælpe dig med at skrue ned?: Ingen anelse

Jeg havde ikke været mange gange hos min psykolog på dette tidspunkt, så hun vidste ikke så meget om mig og min opvækst, men mine svar fik sat gang i en snak om, hvordan jeg mærker mine følelser. Eller rettere HVORNÅR jeg mærker mine følelser. Det gør jeg først, når de er så store og vilde, at de brøler rundt i hele min krop og overtager hver en tanke. Jeg har altid sagt, at jeg føler meget og svinger meget i mine følelser.
Det er også delvist sandt. Jeg mærker ikke små følelser af vrede, glæde, sorg osv. Der er ingen volumenknap – ingen graduering. Når jeg først mærker mine følelser, er de bare store. Men ofte bliver de ikke hængende i så lang tid – heldigvis, for hvem ville dog kunne holde ud at være MEGET MEGET vred, ked, glad, bange osv. i lang tid ad gangen? og hvem pokker ville kunne holde mig ud, hvis jeg blev i de her store følelser.

Derfor har jeg en slukknap, som jeg kan bruge. Både for at jeg kan holde ud at være i live. Men i MEGET stor grad også så andre kan holde mig ud. Det kræver nogle gange virkelig uhensigtsmæssig adfærd fra min side. Vrede og ked af det-hed slukker jeg nemmest for ved at spise noget med sukker. Eller (som alkoholikerbarn) endnu værre ved at drikke mig en lille skid på. Angst slukker jeg for ved at komme ned i min krop med grounding øvelser. Glæde er nem at slukke, jeg tænker bare på alt det, der kan gå galt, og så er glæden væk med det samme.

De 8 grundfølelser

Og så sad jeg lige og tænkte, hvad er mon mine slukknapper ved de andre grundfølelser?

Hvis nu vi antager, at psykolog Robert Plutchik har ret i, at der findes 8 grundfølelser, hvordan ser det så ud for mig, og hvordan lever jeg med dem i mit liv?

De 8 følelser han nævner er: glæde, sorg, tillid, afsky, frygt, vrede, forventning og overraskelse. De er komplementære og kan stilles op som vi lærte i gamle dage i farvelære. De kan gradueres (for andre end mig i hvert fald) og samspillet mellem dem skaber andre følelser. I får lige en fin model at kigge på, imens jeg finde tilbage til tråden…

Plutchiks model over vores følelser sat opi en farvet blomst med gradueringer og samspil af følelser.
Denne figur er lånt fra https://angstinfo.dk/forskellige-foelelser/ d. 14/5-2022 kl. 18:34

Mine følelser og min slukknap

glæde: Jeg tænker på det, der kan gå galt
sorg: Jeg spiser det væk
tillid: Føler jeg sjældent, og når jeg gør er det blindt, så ingen slukknap her
afsky: Faktisk en følelse jeg ikke slukker for. Jeg må gerne afsky noget eller nogen
frygt: Fysisk bevægelse (Grounding) og vejrtrækningsøvelser
vrede: Spiser det væk
forventning: Føler jeg yderst sjældent på en positiv måde. Men negative forventninger spiser jeg væk
overraskelse: Løber jeg væk fra. Jeg fjerner mig simpelthen fra situationen, for det rummer jeg ikke

Der er umiddelbart ikke noget at sige til, at jeg er overvægtig, for de svære følelser spiser jeg væk med mad og gerne den usunde kulhydratrige, fede slags.

Jeg har indtil for ganske nylig shoppet mig ud af de negative følelser også. Men det er jeg stoppet med.

Umiddelbart er der ikke nogen af de 8 følelser, hvor jeg har en volumen knap. Gradueringen findes ikke rigtig i mig. Jeg bliver fx. ikke lidt overrasket, jeg bliver MEGET overrasket (og jeg HADER det).

Nå men…

Work in progress

Det er super hårdt for mig at føle på den måde, og det har det alle dage været. Det er en af grundende til, jeg har de slukknapper jeg har. En anden grund er desværre, at jeg slukkede for egne følelser som barn for at skabe plads til min mors.
Men altså.
Jeg arbejder sammen med min psykolog på at blive mere opmærksom på, når der dukker små antydninger af følelser op. Og i stedet for at slukke for dem, lade dem være der, registrere dem og VÆRE SAMMEN med mig selv imens. Så jeg lærer at mine følelser ikke er farlige. Min psykolog måtte love mig, at hun godt kan rumme hvad end, der kommer ud af mig af følelser, for at få mig til at turde bruge denne nye tilgang til tingene.

Jeg skulle hilse fra mig selv og sige, at det er skide hamrende svært! Jeg ville ønske, det var let, ligetil og at jeg, jeg bare lige kan det pis… men sådan er det ikke. Det er en kæmpe opgave og det er langt fra alle dage, det lykkes mig at mærke en lille følelse, før den er blevet stor. Men hvis jeg vil kunne VÆRE SAMMEN med mine børn i deres følelser, er jeg nødt til at stoppe med at være så bange for mine egne.

Alle følelser er okay. Det er ikke altid, de er funderet i noget logisk, og ind imellem kommer følelser uden man har et helt billede af det, man føler noget omkring. Men det ændrer ikke på, at følelsen i øjeblikket er okay at have. Så kan vi alle nogle gange blive klogere, og derved kan det vi føler ændre sig. Men den første øjeblikkelige følelse vi får er ikke forkert, for meget, ude af proportioner.

Jeg starter med vreden

Det der sker for mig er, at jeg slukker for en masse af de små følelser af fx vrede. Når jeg så endelig ikke kan lægge låg på mere vrede, eksploderer jeg i vrede. Hvis jeg så slukker for den store meget vrede vrede, så får jeg angst anfald amok. Som jeg så igen slukker for. Hvilket gør mig vred og bitter…

Det er en pænt ond spiral alligevel. Så jeg arbejder på at stoppe med at slukke for min vrede og acceptere den som en del af livet. En følelse ad gangen skal jeg nok få lært det. Jeg starter med vreden, for bedre at kunne rumme min søns vrede og udadreagerende adfærd.

Mine følelser

Mit barn har følelser og behov

At mit barn har følelser og behov kommer nok ikke bag på dig som læser?
Umiddelbart kommer det jo da heller ikke bag på mig!
Men hvilke behov og hvilke følelser der er i spil på et givent tidspunkt? Ja ser du, det kan jeg faktisk godt have rigtig svært ved at aflæse og forstå.
Det har været en lang proces for mig helt at acceptere, at jeg har SÅ svært ved det. Men jeg må erkende, at det har jeg.

Selverkendelse

Jeg har nok endnu sværere ved at erkende, at ligesom mit barn har følelser og behov, har jeg også selv. Det er sgu heller ikke altid at mine og mit barns følelser og behov går særlig godt i spænd. Men heldigvis…

Ja heldigvis er jeg kommet på det her kursus for forældre med børn med TILKNYTNINGSVANSKELIGHEDER (ja ja… og omsorgssvigtede børn. Det er nok pga tilknytningsvanskeligheder jeg er på kurset snarere end omsorgssvigt i gængs forstand. Men i følge den litteratur jeg har læst indtil nu, kan min manglende evne til at knytte mig til min søn, og fysiske problemer med at møde ham i hans følelsesmæssige behov faktisk klassificeres som omsorgssvigt).

Det COS-P kursus er virkelig spændende og det rykker. Det rykker ved det billede jeg har af mig som mor, og det billede jeg har af mit barn.

Og ved det billede jeg har af mit barns adfærd. Hvorfor han gør, som han gør i situationer, hvor han bliver meget udadreagerende.

Noget af det vi har arbejdet med, er hvad vi har nemmest ved. At støtte i at sende vores børn ud at udforske verden eller tage imod dem, når de kommer tilbage til os, når de har brug for støtten fra deres sikre havn.

Tryghedscirklen

Her blev det super spændende. For jeg har to meget forskellige børn – men jeg har det også meget forskelligt med dem. Min datter har jeg sværest ved at sende ud, men nemt ved at tage imod hende, når hun søger mig.

Det er lige omvendt med min søn. Jeg har nemt ved at lade ham gå ud og udforske verden. Men jeg har virkelig svært ved at tage imod, når han kommer retur – det skyldes ofte hans voldsomme fysiske adfærd. Min krop gør altid ondt og en mega sej highfive kan føles som en knytnæve og et fast kram som et overgreb. Det gør det simpelthen så super svært at møde min søn, der hvor han er, da han oftest kommer med den hårde highfive eller det faste kram. Det er hans behov, og det har jeg nu og siden han var lille haft svært ved at møde ham i.

Der har jeg nemmere ved at møde min datter, der kommer med en blid krammer og er ked af det.

Mit barn har også følelser

Derudover har min søn det med at kanalisere sin tristhed ud som vrede. Vrede har jeg SÅ svært ved at håndtere! Jeg ville ønske jeg var bedre til det. Min egen vrede går jeg ofte med og lukker inde, indtil jeg enten eksploderer eller får et angstanfald. Det betyder også, at jeg ikke har redskaber til at håndtere min søns vrede, da jeg ikke har redskaber til at rumme eller håndtere min egen vrede. Det gælder dog ikke kun vredesfølelsen, men alle store følelser.

Det er også noget vi arbejder med på kurset. Hvordan vi selv er blevet mødt af vores primære omsorgsperson(-er) i vores barndom. Om de har formået at VÆRE SAMMEN med os – bare VÆRE SAMMEN med os i de svære følelser, i de rare følelser – i alle 6 grundfølelser.

Jeg har følelser

Ligesom alle andre har. En øvelse vi har lavet på kurset gik ud på at at skelne mellem de følelser, hvor vores forældre har “VÆRET SAMMEN MED OS” helt, delvist eller slet ikke. Vi skulle placere følgende følelser: Vrede, glæde, tristhed, nysgerrighed, skam, og frygt. Dengang jeg var barn, var der, for mig, kun plads til min mors følelser. Jeg blev dog altid støttet i at lære nyt, derfor er den eneste følelse, jeg har inde i min cirkel “Nysgerrighed”. De andre følelser er jeg ikke blevet mødt i af en mor, der bare VAR SAMMEN med mig i MIN følelse. I følge COS-P er det vigtigste man kan gøre, at VÆRE SAMMEN med sit barn, i hvad end det føler. Det har jeg aldrig lært derhjemme og det har jeg super svært ved – pånær når mine børn er nysgerrige. SÅ er jeg klar! Tankevækkende ikke???!!??!!??!!??!!

cirklen viser min nysgerrighed blev mødt åbent af min mor. Men frygt, skam, glæde, vrede og tristhed blev ikke
Hvordan jeg blev VÆRE SAMMEN med som barn af min mor.

At VÆRE SAMMEN med mit barn

Det her med at VÆE SAMMEN med er super fedt…. og det har allerede gjort en stor forskel herhjemme. Jeg prøver ikke længere at fjerne min drengs vrede. Jeg øver mig i bare at VÆRE SAMMEN med ham, imens han er vred. Det er ikke altid, det lykkes. Al begyndelse er svær, men jeg øver mig. Det samme gælder for resten min datters vrede, som jeg har lige så svært ved at rumme. Det gør fysisk ondt på mig, når mine børn er vrede, også selvom det ikke er mig de er vrede på. OG selvom de ikke slår mig.

Min sikre havn

Jeg har lidt nemmere ved at rumme deres tristhed, glæde og frygt. Men i de følelser var min far super god til at VÆRE SAMMEN med mig, så jeg har heldigvis fået NOGET godt med hjemmefra. Jeg ved faktisk slet ikke, hvor jeg og mine børn ville være i dag, hvis ikke jeg havde haft en far, der ALTID var og er min sikre havn.

Tankevækkende

Tænk en gang at et blogindlæg 
der faktisk skulle handle om mit barn 
kom til at handle SÅ meget om 
MIT INDRE BARN. 
Jeg er et produkt 
af min opvækst. 
Det jeg giver videre er på dårlige dage
det jeg har lært hjemmefra af min mor. 
På gode dage er det hvad jeg lærte af min far. 
Min proces 
er slet ikke slut. 
Der er plads til masser 
af viden og erkendelse.
Men for nu er mit fokus på 
mit barns følelser og behov
på at lære 
at VÆRE 
SAMMEN med begge mine unger 
bare VÆRE 
SAMMEN.