Det er svært at være 11 år,
der’ så meget,
som man ikke forstår.
Hvorfor går alle voksne rundt
og ser ud,
som om alting gør ondt?
Jo ser du Krumme…Det er sgu fordi livet er helt anderledes som voksen end som barn… og indimellem gør livet ondt… Når dagene er fyldt ud med storm, gør ALTING ondt.
Midt i orkanens øje er der stille.
Skræmmende stille. Som voksen har jeg lært, at når jeg er lige der, der hvor stormen går amok hele vejen rundt om mig, lige der hvor der er stille, lige der ved jeg at det er stilhed før storm. For den eneste måde at slippe ud af orkanens øje er ved at kæmpe. KÆMPE hele vejen igennem stormen. Og komme ud på den anden side af orkanen… Stærkere, mere erfaren og hamrende træt.
Det fedeste ved at vide det, er at vide, at det også stopper med at gøre ondt… en dag…
Ikke nødvendigvis i dag eller i morgen – men EN ELLER ANDEN DAG! for det er det bare nødt til. Det bestemmer JEG!
Min fortid
Jeg er vokset op i en familie, hvor vi alle sammen skulle være på vagt i forhold til min mors humør og i perioder også alkohol indtag. Jeg sad en gang hos (endnu) en psykolog og fortalte om min oplevelse af at være barn i vores hus. Psykologen bad mig om at lytte til min historie, som var jeg ham og så fortælle,a hvilke tanker jeg fik. Hvis nu det var en af mine elever (jeg har i en ganske kort periode været folkeskolelærer), der sad og fortalte mig det. Hvad ville jeg tænke, sige og gøre.
Jeg var rystet… for sådan havde jeg ikke selv lige gjort…og det første, jeg tænkte var, at det barn, i den familie, blev udsat for psykisk vold. Jeg havde ALDRIG forestillet mig, at der var noget, der forklarede, hvorfor jeg i min ungdom og første voksenår havde det så hamrende svært. Jeg troede faktisk, at jeg “bare” havde en brist et sted. At jeg var skrøbelig fra naturens side og derfor ikke kunne klare så meget. At jeg var hysterisk og bare skulle tage mig sammen.
Personligheds a’hva’ for en fisk?
Det troede jeg så meget på, at en psykiater efter en enkelt times samtale en gang diagnosticerede mig med en PERSONLIGHEDSFOSTYRRELSE! Mine følelser var for mange og for svingende. Mine holdninger for firkantede og sort/hvide til, at jeg kunne være normal. Jeg tog det på mig – ikke bare til mig… Men PÅ mig… En gigantisk rygsæk af skyld og skam over at være SÅ dårlig til at være menneske, at jeg VAR borderline.
Hvis kaos er du?
Måske havde han ret den dag… Måske var jeg midt i et angstanfald og derfor ganske emotionel ustabil… Han er dog den eneste (og jeg har efterhånden været i hænderne på 2 psykiatere, 2 psykiatri sygeplejersker og 5 psykologer), der har set den diagnose. De andre har set en lille pige, der var nødt til at overleve i min mors følelsesmæssige kaos. Min forsvarsmekanisme var at tilpasse mit humør og mine følelser, så de passede hende. Og DET har givet mig en masse vilde svingninger. Svingninger, der gør, at jeg ikke altid, bare tager mig sammen.
For det er ikke en mulighed altid. Selvom jeg nu ved at det en dag ikke gør så skide nuller naller, så er det dybt indgroet i mig at forvente det værste, for da jeg var lille var det smadder smart at være forberedt på, at min mor havde en dårlig dag… det var nemlig MEGET sjovere at blive overrasket af en gang godt humør, end det var at blive overrasket af en ondskabsfuld og narcisistisk måske endda også fuld mor.
Min storm ? Alles storm? Kampen om forældreskabet
Jeg kæmper dagligt for at være en god mor… Det tror jeg, de fleste mødre gør… Ligesom de fleste fædre kæmper for at være gode fædre!
Nogen gange er jeg ikke sikker på, at jeg lykkes med det… I lang tid var mit mål at være en bedre mor, end min egen mor har været… Og ja… Jeg er sgu træt af at lade min kamp for løsrivelse og selvstændighed diktere, hvad jeg skal, kan og bør gøre med og for mine to fantastiske unger.
Kampen i orkanens rasen
Udover at kæmpe med min egen barndom og for at finde min rolle som mor, kæmper jeg med tilbagevendende depressioner (lige nu en fødselsdepression) .. I disse dage, går kampen ikke voldsomt godt… Så det er godt at vide, at jeg har været i orkanens øje, at jeg nu er midt i den værste storm. Når jeg kæmper videre (og det gør jeg naturligvis), ved jeg, at jeg kommer helt ud af orkanen.
Jeg kommer ud af orkanen med mere erfaring, en dybere viden om hvem jeg er, og hvem jeg gerne vil være. For alt hvad jeg har oplevet de sidste snart 34 år, gør mig til den, jeg er.

