Mit barn har følelser og behov

At mit barn har følelser og behov kommer nok ikke bag på dig som læser?
Umiddelbart kommer det jo da heller ikke bag på mig!
Men hvilke behov og hvilke følelser der er i spil på et givent tidspunkt? Ja ser du, det kan jeg faktisk godt have rigtig svært ved at aflæse og forstå.
Det har været en lang proces for mig helt at acceptere, at jeg har SÅ svært ved det. Men jeg må erkende, at det har jeg.

Selverkendelse

Jeg har nok endnu sværere ved at erkende, at ligesom mit barn har følelser og behov, har jeg også selv. Det er sgu heller ikke altid at mine og mit barns følelser og behov går særlig godt i spænd. Men heldigvis…

Ja heldigvis er jeg kommet på det her kursus for forældre med børn med TILKNYTNINGSVANSKELIGHEDER (ja ja… og omsorgssvigtede børn. Det er nok pga tilknytningsvanskeligheder jeg er på kurset snarere end omsorgssvigt i gængs forstand. Men i følge den litteratur jeg har læst indtil nu, kan min manglende evne til at knytte mig til min søn, og fysiske problemer med at møde ham i hans følelsesmæssige behov faktisk klassificeres som omsorgssvigt).

Det COS-P kursus er virkelig spændende og det rykker. Det rykker ved det billede jeg har af mig som mor, og det billede jeg har af mit barn.

Og ved det billede jeg har af mit barns adfærd. Hvorfor han gør, som han gør i situationer, hvor han bliver meget udadreagerende.

Noget af det vi har arbejdet med, er hvad vi har nemmest ved. At støtte i at sende vores børn ud at udforske verden eller tage imod dem, når de kommer tilbage til os, når de har brug for støtten fra deres sikre havn.

Tryghedscirklen

Lånt fra https://www.nurseryworld.co.uk/features/article/working-with-parents-circle-of-love

Her blev det super spændende. For jeg har to meget forskellige børn – men jeg har det også meget forskelligt med dem. Min datter har jeg sværest ved at sende ud, men nemt ved at tage imod hende, når hun søger mig.

Det er lige omvendt med min søn. Jeg har nemt ved at lade ham gå ud og udforske verden. Men jeg har virkelig svært ved at tage imod, når han kommer retur – det skyldes ofte hans voldsomme fysiske adfærd. Min krop gør altid ondt og en mega sej highfive kan føles som en knytnæve og et fast kram som et overgreb. Det gør det simpelthen så super svært at møde min søn, der hvor han er, da han oftest kommer med den hårde highfive eller det faste kram. Det er hans behov, og det har jeg nu og siden han var lille haft svært ved at møde ham i.

Der har jeg nemmere ved at møde min datter, der kommer med en blid krammer og er ked af det.

Mit barn har også følelser

Derudover har min søn det med at kanalisere sin tristhed ud som vrede. Vrede har jeg SÅ svært ved at håndtere! Jeg ville ønske jeg var bedre til det. Min egen vrede går jeg ofte med og lukker inde, indtil jeg enten eksploderer eller får et angstanfald. Det betyder også, at jeg ikke har redskaber til at håndtere min søns vrede, da jeg ikke har redskaber til at rumme eller håndtere min egen vrede. Det gælder dog ikke kun vredesfølelsen, men alle store følelser.

Det er også noget vi arbejder med på kurset. Hvordan vi selv er blevet mødt af vores primære omsorgsperson(-er) i vores barndom. Om de har formået at VÆRE SAMMEN med os – bare VÆRE SAMMEN med os i de svære følelser, i de rare følelser – i alle 6 grundfølelser.

Jeg har følelser

Ligesom alle andre har. En øvelse vi har lavet på kurset gik ud på at at skelne mellem de følelser, hvor vores forældre har “VÆRET SAMMEN MED OS” helt, delvist eller slet ikke. Vi skulle placere følgende følelser: Vrede, glæde, tristhed, nysgerrighed, skam, og frygt. Dengang jeg var barn, var der, for mig, kun plads til min mors følelser. Jeg blev dog altid støttet i at lære nyt, derfor er den eneste følelse, jeg har inde i min cirkel “Nysgerrighed”. De andre følelser er jeg ikke blevet mødt i af en mor, der bare VAR SAMMEN med mig i MIN følelse. I følge COS-P er det vigtigste man kan gøre, at VÆRE SAMMEN med sit barn, i hvad end det føler. Det har jeg aldrig lært derhjemme og det har jeg super svært ved – pånær når mine børn er nysgerrige. SÅ er jeg klar! Tankevækkende ikke???!!??!!??!!??!!

cirklen viser min nysgerrighed blev mødt åbent af min mor. Men frygt, skam, glæde, vrede og tristhed blev ikke
Hvordan jeg blev VÆRE SAMMEN med som barn af min mor.

At VÆRE SAMMEN med mit barn

Det her med at VÆE SAMMEN med er super fedt…. og det har allerede gjort en stor forskel herhjemme. Jeg prøver ikke længere at fjerne min drengs vrede. Jeg øver mig i bare at VÆRE SAMMEN med ham, imens han er vred. Det er ikke altid, det lykkes. Al begyndelse er svær, men jeg øver mig. Det samme gælder for resten min datters vrede, som jeg har lige så svært ved at rumme. Det gør fysisk ondt på mig, når mine børn er vrede, også selvom det ikke er mig de er vrede på. OG selvom de ikke slår mig.

Min sikre havn

Jeg har lidt nemmere ved at rumme deres tristhed, glæde og frygt. Men i de følelser var min far super god til at VÆRE SAMMEN med mig, så jeg har heldigvis fået NOGET godt med hjemmefra. Jeg ved faktisk slet ikke, hvor jeg og mine børn ville være i dag, hvis ikke jeg havde haft en far, der ALTID var og er min sikre havn.

Tankevækkende

Tænk en gang at et blogindlæg 
der faktisk skulle handle om mit barn 
kom til at handle SÅ meget om 
MIT INDRE BARN. 
Jeg er et produkt 
af min opvækst. 
Det jeg giver videre er på dårlige dage
det jeg har lært hjemmefra af min mor. 
På gode dage er det hvad jeg lærte af min far. 
Min proces 
er slet ikke slut. 
Der er plads til masser 
af viden og erkendelse.
Men for nu er mit fokus på 
mit barns følelser og behov
på at lære 
at VÆRE 
SAMMEN med begge mine unger 
bare VÆRE 
SAMMEN.

Kursus for forældre med et omsorgssvigtet barn

På Socialstyrelsens Vidensportal er der et afsnit om indsatser for et omsorgssvigtet barn. En af disse indsatser er forældrekurset COS-P (Circle Of Security – Parenting).
Dette kursus er jeg tilmeldt af min familiebehandler.

Socialstyrelsen - vidensportalen. Link til side om indsatser for et omsorgssvigtet barn
Klik her for at komme til Socialstyrelsens vidensportal

Jeg blev ramt dybt inde i min sjæl, da jeg læste at dette er et kursus for forældre til et omsorgssvigtet barn. Jeg mener grundlæggende ikke, at jeg har omsorgssvigtet mit barn. Vi har helt bestemt nogle udfordringer med hinanden, og der er områder, hvor jeg har været for længe om at forstå hans signaler – det er derfor, vi går hos en familiebehandler. Fordi jeg ved, jeg ikke altid har været en god nok forælder. Men derfra og til at have omsorgssvigtet min søn er der godt nok et stykke vej.

Så hvad er omsorgssvigt?

Hvad kendetegner et omsorgssvigtet barn?

Hvad søren skal jeg stille op med en viden om, at systemet og jeg ser så forskelligt på min søns opvækst?

Fødselsdepression

Jeg havde en ret slem fødselsdepression/efterfødselsreaktion, da jeg fik min søn. Jeg havde det første halve år af hans liv ikke lyst til at have ham hos mig. Jeg var fra første dag denne følelse opstod opmærksom på, at det ikke er sådan, det er meningen, det skal være at have en lille nyfødt hos sig. Han var dengang 14 dage gammel. Jeg kontaktede straks min læge og det lokale Familiehus, for med det samme at række ud efter hjælp og støtte i forhold til, hvad søren jeg skulle stille op. Derfor fik vi hurtig hjælp, og jeg blev gentagne gange rost for at gøre de rigtige “ting” i forhold til min søn – masser af omsorg, øjenkontakt, spejling og nærhed. Blandt andet min brug af vikler blev rost.

Frustration

Derfor frustrerer det mig rigtig meget, at der nu, 4 år efter, er en sagsbehandler og en familieterapeut, der mener, at jeg ikke har formået at give min søn det rigtige. At jeg enten har omsorgssvigtet ham, eller at der som minimum er store tilknytningsvanskeligheder. Det er jo derfor, jeg bliver sendt på et kursus, der skal lære mig noget, jeg allerede ved – nemlig at der findes en tryghedscirkel. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg kan lære noget af at være på det nævnte kursus. Jeg tror, alle forældre kan blive skarpere på deres forhold til deres børn og egne reaktioner på børnenes adfærd. Det, jeg stejler mod, er præmissen for, at jeg skal på kurset. Jeg mener ikke, jeg har omsorgssvigtet min søn – eller datter. Jeg mener faktisk heller ikke, nogen af dem har en tilknytningsforstyrrelse.


Jeg er derimod fuldstændig sikker på, at jeg på mange områder har fejlet som mor. Jeg har nogle dage alt for ondt. Det kommer til udtryk som en kortere lunte, end jeg har lyst til at have. Jeg ryger somme tider i den store fælde, hvor jeg skælder ud og råber for højt.

Måske er det omsorgssvigt?

Men måske er det netop den adfærd fra min side, der er omsorgssvigtet? måske kan jeg bare ikke se det, fordi jeg selv er vokset op i et hjem, hvor skældud mere var reglen end undtagelsen – det er altså ikke sådan herhjemme!

Jeg har tænkt mig at finde ud af det. Jeg vil være opsøgende på viden om omsorgssvigt, så jeg har noget faktuel viden om emnet. For i virkeligheden er det ikke noget, jeg har beskæftiget mig særlig meget med. Det skyldes ærlig talt nok en manglende lyst til at kigge på min egen adfærd og min egen opvækst. Men uden erkendelse, selverkendelse og viden kan jeg jo ikke ændre på de udfordringer, jeg har.

Store udfordringer vi har

Der er ikke nogen tvivl om, at noget er gået helt galt! Jeg har store problemer med min søn og hans til tider MEGET udadreagerende adfærd. Jeg har SÅ svært ved at læse ham og komme hans udbrud i forkøbet – eller måske endda bare ja, jeg ved ikke… undgå dem?
Jeg er nogle dage bekymret for, at der er noget “galt” med ham. Som ADHD eller noget i den stil. Det er sgu ikke, fordi jeg har lyst til at have et barn med så store vanskeligheder i livet! Men jeg og hans normale dagtilbud har måtte kaste håndklædet i ringet i forhold til han manglende evne til at læse andre børn og voksne. Han er nogle gange decideret voldelig mod både mig og sin søster. Oftest kommer hans voldelige udbrud midt i en god leg, eller et kram, der bliver til et kvælertag fx.

Hvad jeg skal gøre, jeg ved ej

Og det er her, det kursus og mere viden kommer ind i billedet. For jeg er nødt til at evne at støtte op om min søn på en bedre måde, end jeg er i stand til på nuværende tidspunkt. Han fortjener et liv uden så mange konflikter med andre. Første skridt er gået hen og blevet, at han er kommet i en særlig børnehave, hvor der er meget bedre normering end i en helt almindelig børnehave. Der er ikke tale om en egentlig specialbørnehave. Det er en særlig institution under det almindelige dagtilbudsområde.

Ny start

Min søn startede for tre dage siden og indkøringen går super godt. De voksne virker super motiverede for at gøre det til en succes, og det har kæmpe stor betydning i forhold til min søn. De møder ham med nysgerrige, åbne arme og støtter ham i at danne relationer til de andre børn – og til dem selv! Det gør en kæmpe forskel, at der er nok kompetente voksne!

Dermed ikke sagt, at det er gnidningsfrit. For jeg har en søn, der herhjemme virkelig reagerer på det nye. Han bliver utrolig hurtigt frustreret og vred. Det viser sig ved, at der bliver kastet med legetøj, slået, sparket og kradset på mig. Det til trods for en masse “alene med mig”-tid og ekstra omsorg, nærvær og opmærksomhed.
Jeg har altid fået at vide, at børn reagerer kraftigst, der hvor de er mest trygge. Det må så betyde, at min søn er mest tryg ved mig (da det er mig, der får alle pryglene). Det hænger jo så ikke sammen med, at der er store tilknytningsvanskeligheder.

Forvirringen er total

Så jeg er langt hen ad vejen bare super, mega, kodylt meget forvirret. Men jeg giver ikke op på, at vi får det bedre. Så nu står den på ny viden, kursus, ny børnehave, selvudvikling og al den kærlighed, jeg overhovedet kan finde frem – og det er faktisk ikke svært, for jeg knuselsker den lille dreng. Han er nemlig også kærlig, særlig, sjov og helt igennem dejlig.

Glædelig jul? Med alkoholisme i familien – NEJ!

Det her indlæg er sgu svært at skrive. Det bliver nok også svært at læse. Men det brænder i mine tanker og har brændt i mine tanker HVER jul lige så længe jeg kan huske. Jeg er vokset op i en familie med alkoholisme rigtig tæt på. Faktisk er jeg barn af en alkoholiker, selvom min mor, nok stadig i dag, vil påstå, at hun aldrig har haft problemer med alkohol.

Om alkoholisme og empatiske briller

Bevares… Det kan da godt være hun aldrig har haft problemer med alkohol. Men jeg og mange andre med mig, har haft store problemer med hende i selskab med alkohol. Især i forbindelse med højtider. Og bevares. Min mor var ikke fuld 24/7 365 hele min barndom. Der har stensikkert også været bedre perioder end det. Desværre kan jeg ikke lige komme på dem.
Til gengæld kan jeg huske HVER eneste gang, vi har været nødt til abrupt at forlade en fest, eller juleaften hos min moster, fordi min mor var fuld og blev uvenner med min onkel. Jeg kan huske den juleaften, hvor min mor var fuld, inden vi nåede hen til min moster og gik ind i deres dør – i stedet for igennem den.

Så for at holde lidt fast i min overskrift.

NEJ, det er sgu ikke altid fedt at fejre jul. Og med alkoholisme tæt på sig er det kilde til frustrationer og for mig en tilbagevendende sorg.
Jeg valgte for – ja, det er vel 6 eller 7 år siden, min mor fra.
Jeg har ikke kontakt med hende og ønsker det heller ikke.
Igennem et meget langt sygdomsforløb med gentagne depressioner, stress, generaliseret angst, panikangst og social angst ramte jeg ind i stolen hos en psykolog, som ikke lod mig tale udenom.
Som så lige ind igennem alt mit “hurtig snakker og griner, så ingen ser, jeg græder indeni”-pis.
Han fik mig til lige at ridse min opvækst op og bad mig, i en lidt senere hypnose, om at tage mine empatiske briller på (jep, sådan nogle har jeg – og de ER SÅ GODE til at se og forstå ALLE andre, end mig selv). Så sagde han “psykisk vold i familien”. Og mit verdensbillede brød sammen.
For med de briller på, kunne jeg jo ikke lade som om, jeg kom fra en familie, hvor alt var godt; det bare var mig der var for følsom og nærtagende. Med de briller på, SÅ jeg MIG… og hvorfor det er SÅ svært at være mig ind imellem. Heldigvis var han virkelig dygtig og lod mig ikke forlade lokalet som et vrag. Han hjalp mig med at bruge mine empatiske briller til både at se min mor uden mit normale filter af kaotiske følelser og han hjalp mig med at se MIG uden mit normale filter af selvhad og manglende selvværd.

Der var en gang… og for enden af den gang

Det er snart MANGE år siden. Men det psykolog forløb rykkede virkelig rundt inde i mig og på en rigtig god måde.
Ofte tænker jeg, at jeg skulle have holdt ved – og jeg kan ikke længere huske, hvorfor jeg stoppede der. Jeg har siden været i to lange psykolog forløb, der i virkeligheden har ryddet op, hvor Alex slap. Nemlig forløb, hvor fokus har været på at finde ud af, hvordan fanden jeg kan være en mor, med de ar, sår, fejl og virkelig lortede adfærdsmønstre jeg har med mig. Hvordan jeg GERNE vil være MOR for mine børn. Det har været en virkelig lang og voldsom rejse, der er så hamrende langt fra slut.

Rejsen varer for evigt
Den kommer til at vare resten af mit liv. Det punkt, hvor jeg adskiller mig mest fra min egen mor, er nemlig, at jeg er meget bevidst om, at jeg ikke er ufejlbarlig. Derfor er jeg nødt til at udvikle mig og indse de fejl jeg begår – for på den måde, kan jeg sige undskyld og tage ansvaret på mig. Så det ikke bliver mine børn, der er ansvarlige i VORES relation.

Skal alkoholisme tilgives? Nu er det jo trods alt jul!

Tilbage til mit tema for denne skrivelse (ikke dette skriv – for det hedder det altså ikke).
Som datter af en alkoholiker har mine juleaftener ofte været rigtig dårlige – altså virkelig triste. I dag som voksen er det dog ikke alkoholisme, der gør det svært at holde jul. Det svære er, at jeg hvert år ved juletid bliver mindet om mit valg. Mit valg som jo også medfører, at mine børn ikke kender deres mormor. Og det bør jeg jo være super ked af på deres vegne. For mine børn skal jo have et helt liv fyldt med mennesker, der elsker dem, sætter pris på dem og vil dem ALT det bedste i verden. Og det vil en MORMOR.

Altså… Hvis hun kan… Men når nu en mormor ikke kan være en MOR, så er der ikke noget krav på at blive mormor. For der er ikke nogen garanti for at en ikke-mor kan vende bøtten og blive en fantastisk mormor.

Ansvaret for relationen

Min mor har gennem mit voksenliv fået en del chancer for at vise mig, at hun elsker mig for mig (det er nemlig her en del af rodet ligger – i at jeg har følt mig forkert og uelsket af hende altid). Desværre har det ikke været muligt, og jeg har altid haft alt for stort ansvar i relationen. Jeg vil ikke give det mønster videre til mine børn. Jeg er, som nævnt, afgjort ikke en fejlfri mor, og det har jeg aldrig været og bliver jeg aldrig. Jeg er dog sikker på, at det eneste rigtige er, at mine børn vokser op uden en mormor – for de er sgu elskede, de er værdsatte og deres liv ER fyldt med mennesker, der kun vil dem det bedste. Min mor er bare ikke en i flokken.

En hvirvelvind af følelser

OG her til jul bliver det bare lige alt sammen hvirvlet op. Det er nemlig ofte til jul, bekendte har en holdning til mit valg og fortæller mig, at jeg frarøver mine børn et familiemedlem… ja! Det gør jeg! Men det er jo hver dag hele året – ikke kun til jul.
Det er også til jul, bekendte kan finde på at sige at jeg skal tilgive min mor. Og hey… Det har jeg faktisk gjort. Det bliver hun dog ikke et anderledes menneske af.
Hvis hun ikke var min mor, ville den snak ikke være relevant – for mennesker med den adfærd er IKKE en del af mit liv. Der har været flere personer med lignende adfærd og personlighed i mit liv gennem årerne. OG INGEN har fået lov at blive hængende, når først jeg har opdaget, at jeg bliver syg af samvær med dem. Så hvorfor er det lige, jeg ikke bare kan vide, at jeg har tilgivet hende og lade hende leve hendes liv, imens jeg lever mit?
Jeg synes faktisk, det er mest fair, for alle parter – især mine børn.

Generelt set tilgiver jeg ikke flere folk ved juletid end resten af året – mon andre gør det?
Jeg tilgiver, når der er noget at tilgive, for mit liv er for kort til at bære nag. Nogle gange er det dog ret svært… men i de tilfælde tilgiver jeg heller ikke først til jul, men når jeg er klar. Det er nemlig et pisse godt tidspunkt!

Ikke engang til jul tilgiver jeg mig selv

Nu vi taler om tilgivelse.
Så vil det helt store spørgsmål for mig nok altid være… om jeg kan tilgive MIG SELV. For sådan er det nemlig dybt inde i mig.

Jeg er kodet fra helt lille til at passe på min mor i ALLE aspekter af hendes liv. Dække over det dårlige – eller snarere benægte at det overhovedet eksisterer.
Det har jeg truffet et meget aktivt valg om ikke at blive ved med. Og nu har jeg aktivt valgt at skrive dette indlæg. Hvor jeg ihærdigt prøver at passe på min mor og samtidig være ærlig omkring hendes alkoholisme. Det er faktisk svært – for selvom jeg har tilgivet hende, gør det stadig ondt inden i mig. Der er ret mange situationer og episoder, jeg kunne beskrive, som tegner et meget grimt billede af min mor, når hun var påvirket af alkohol – men det kan jeg ikke – for det ville være synd for min mor.

Jeg kommer aldrig til

at tilgive mig selv for de følger, der har været efter jeg valgte min mor fra. ALDRIG nogensinde.
At jeg samtidig mistede min moster, onkel, morbror, fætre og kusiner – det burde jeg have forudset – men det gjorde jeg ikke. Og det tilgiver jeg ikke mig selv for.
At jeg har sat min familie, min bror, i en svær situation – i en svær relation. Det tilgiver jeg aldrig mig selv for.
Hvis min mor læser dette indlæg (hvilket jeg faktisk håber, hun IKKE gør), vil jeg nok heller ikke kunne tilgive mig selv det.
Jeg vil aldrig tilgive mig selv for at være SÅ dårlig en datter. Der lufter det største tabu, alkoholisme.

Til gengæld har jeg ingen skrupler i forhold til at holde min mor og alkoholisme væk fra mine børn. Der er det omvendt. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis jeg lod hende ødelægge mig mere – eller hvis hun fik ødelagt så meget som een eneste juleaften for mine børn.

Jeg håber, at jeg får lidt julefred i mine tanker, fordi alle disse ord endelig er skrevet ned. Og hvis du vil vide lidt mere om mig, er der en kort opdateret bio her

Så glædelig jul verden – og godt nytår

Læs evt mere om at være barn af en alkoholiker her

Rygsøjlegigt er simpelthen det nye sort!

Såååå deeeet! Jeg har sgu faktisk, min alder taget i betragtning, haft en del både fysiske og psykiske diagnoser på mig… Den sidst nye er rygsøjlegigt. Jeg er uafklaret i forhold til hvilken type det er… Men jeg ved, det er rygsøjlegigt..

Jeg ved også, at jeg formodentlig skal have medicin resten af mit liv… altså jeg er kun 34… Biologisk medicin og CBD – here I come!

Jeg er nu nået til at have stukket mig selv tre gange, for at få den biologiske medicin… Den medicin som bør virke bedst mod rygsøjlegigt… Som bør smadre en vej i mit immunforsvar, så mit immunforsvar ikke smadrer mig… Det er eddermame mere grænseoverskridende, end jeg på nogen måde havde forestillet mig!

Jeg gør det… En gang om ugen

Jeg kan ikke blive ved med at have så mange smerter… Det er simpelthen nødt til at stoppe, så jeg kan blive mig selv igen… Lige nu er jeg en skygge af mig selv og det er hverken jeg, min mand eller mine unger tjent med.

Derfor har jeg besluttet at supplere behandlingen med CBD olie… Og så krydse fingre for at noget virker… Og de ca 3 måneder der går, før jeg ved om det har den ønskede effekt, de er godt nok LANGE!

Klokken af ØV – rygsøjlegigt er RØV!

De smerter, jeg har, er med til at holde mig i en klokke af ØV…

Jeg er træt, irritabel, vred, opfarende, ked, glemsom, opgivende, har tankemylder, kan ikke sove, kan ikke tænke…

Alt i alt er det en rigtig lorte klokke at være i! Og den har varet i snart to år non stop…

Slidt? Mig? Ej da!

Eller måske jo…

Jeg er sgu ret slidt efterhånden og det er klart derfor, jeg er opfarende og irritabel!

Det værste er faktisk ikke tilnærmelsesvis, at jeg har ondt. Det værste er derimod, at jeg mange dage ikke formår at være den kone, søster, veninde, faster, tante og i særdeleshed den mor, jeg gerne vil være…

I virkeligheden er der mange dage, hvor jeg ikke er mig… Ikke er den udgave af mig, jeg ønsker at være.

Det er eddermame irriterende og frustrerende!

Ekstra meget, når der så kommer noget på tværs fra min omverden, som kræver overskud… For som udgangspunkt har jeg ikke noget! Min rygsøjlegigt æder mig helt bogstaveligt op indefra!

Fandme nej om jeg vil

lægge mig ned og vente på at tingene bliver bedre!

Hvis der er noget jeg efterhånden har lært, er det nemlig, at vi som individer har eneretten til at kæmpe… Eller give op…

Og jeg giver ikke op på mig!

Jeg har givet op på at kæmpe for bedre forhold i mine børns institution, så derfor har vi en anderledes tid i disse dage… Men den kamp kan jeg simpelthen ikke tage mere!

Til gengæld giver jeg ikke op på, at jeg skal have det bedre!

Jeg VIL være mig, for den mig, jeg har været de sidste år, er jeg ret glad for!

Hver gang jeg kæmper for mig, kæmper jeg for min familie. Jeg kæmper for, at mine børn får en tryg opvækst! En faktisk barndom! Hvor de må være børn – og det er fandme svært i disse tider, hvor vi alle helst skal være hjerteløse droner, der blindt bidrager til arbejdsstyrken og helst ikke må opdage, at vores muligheder bliver mere og mere ringe hele tiden…

Jeg drømmer om en barndom for vores børn med tid og plads til at være, at føle, at glædes, at rase, at sørge… Du ved… Tid og plads til at være MENNESKE! uanset om du er 2, 4, 16, 34 eller 66 år!

Hvordan endte mit opslag her? #endchildism

I virkeligheden ville jeg gerne kæmpe imod at dele op i voksne og børn… Forstået på den måde, at mange voksne mener, de selv er mere værd… Bare fordi de er voksne… Det forstår jeg ikke… Altså, at mange voksne ser sig selv som “a higher being”! Og derfor mener de alene sidder med sandheden, beslutningskraften og retten til at dømme. Det er lidt sært… Fordi mange mennesker, mener det er helt ok…

Jeg ender nok ud med at kæmpe en lille kæmp for mine egne to unger, og så må jeg redde verden, når jeg bliver gammel nok!

Og naturligvis fortsætter jeg med at kæmpe for, at jeg går det bedre!

Rygsøjlegigt plus det løse… Af banen, af banen – her kommer Bananen 💪

Jeg er mere og andet end datter, søn, mand og depression. Jeg er en SLYNGEL! og bidt af en vild vikle…

En slyngel, siger jeg dig! og øj, hvor det giver mig meget at holde fast i. En vild vikle! Hvad er nu det for noget moderne hejs!?Jeg troede ikke det ville være mig… en slyngel – ej ved du nu hvad! Det er da ikke noget at prale af!

Johov! Det er det faktisk! Jeg er nemlig en slyngel i kraft af den tid, jeg bruger på at have mine børn nær – og med nær mener jeg slynget. Det betyder ikke, at jeg, som slyngel, SLYNGER dem rundt omkring 😉 Men at jeg bærer dem i slynger. En slynge er masse betegnelsen for bæreredskaber, der kan hjælpe med at bære fx een baby eller et barn. Det kan være bæreseler (gerne af den ergonomiske korrekte slags, for både bærer og barn), vikle, ringslynge, Onbuhimo, og alle de forskellige krydsninger, der efterhånden findes.

Den nærhed, det giver mig og ungerne, er simpelthen fantastisk! Det fællesskab og den fælles kærlighed, som slyngeverdenen rummer, er næsten lige så fantastisk!

Sikke mange udråbstegn i en meget kort tekst

Tja… De, der har talt med mig i virkeligheden, vil nok have erfaret, at jeg er tilhænger af tydelig mimik, levende kropssprog og et talesprog med MANGE ord, og tydelighed både i forhold til tempo, lydniveau og udvalget af ord. Jeg tror, jeg nogle gange skriver ligesådan egentlig… ISÆR når jeg bliver begejstret. Det der med at holde følelser, især de glade af slagsen, skjult og afdæmpet, det er jeg ganske enkelt hverken i stand til eller interesseret i at gøre. Jeg er nu heller ikke nødvendigvis særlig god til at skjule vrede osv… mest fordi jeg har erfaret, at mine tidligere angstanfald oftest blev udløst i forbindelse med vrede, jeg ikke erkendte, sagde højt, men snarere lagde skjul og låg på…

Hov… det var vidst da et mentalt sidespor! Hvilket helt klart sammen med mit forbrug af !!!!!!! forhåbentlig nu har givet dig, som læser, en idé om, at det her med at være en slyngel, er betydningsfuldt for mig og en vigtig positiv del af mit selvbillede og min identitet.

Og nu tilbage til slyngerne!

Den gang min datter (som nu er 3,5) var spæd, bar både min mand og jeg hende i en strækvikle. På det tidspunkt, var det primært, fordi jeg havde smerter efter både bækkenløsning og kejsersnit, samt rygsmerter fra en gammel rygoperation, der fik mig til at undersøge, hvad der ville være mest skånsomt, for mig og min krop – da Babycakes, ikke brød sig voldsomt om at ligge selv.

Desværre blev Babycakes hurtigt for tung til, det var rart med strækviklen… og jeg vidste den gang INTET om den subkultur, vi har alle vegne rundt om os, Slyngeverdenen, kalder jeg den. Den opdagede jeg først da min datter var ca 7 måneder – og jeg pga sindssyge smerter i mine arme af at bære på armen, var NØDT til at finde en anden løsning…

og jeg fandt… SLYNGEGALLERIET på Facebook.

#jegbærerdigaltid

Bærefestival

Et samfund i samfundet

Og hvilket samfund! Den gang var der slet ikke så mange medlemmer i gruppen, som der er nu… Stemningen var (og er) kærlig, imødekommende, rummelig, forstående, forklarende, inddragende, undervisende, venlig, tålmodig og frem for alt… Klar på at DELE!

Der gik ikke længe før jeg både var begyndt at bære Babycakes i fastvikle og bruge stofbleer til selvsamme Babycakes. Og derfra… Har det været DEN VILDESTE rejse.

Jeg har lært ufattelig meget om mig selv i forbindelse med, at jeg er kommet længere ind i Slyngeverdenen. Jeg har lært mere om, hvem jeg er som Mor, som Kvinde, som Kone, som Veninde, som Slyngel, som SILJE. Faktisk er jeg af den overbevisning, at jeg IKKE var nået til at være, den jeg er, hvis ikke jeg var stødt på denne fantastiske subkultur.

Jeg har aldrig følt, jeg helt passede ind nogen steder, men i Slyngeverdenen har jeg fundet en gruppe, som jeg kan føle mig som en fuldbyrdet del af, på både godt og ondt. og det føles fantastisk.

Så fantastisk at jeg frygter den dag, hvor jeg ikke længere skal bære mine børn. For hvad er så mit belæg for at blive ved med at være i Slyngegalleriet og ALLE de undergrupper, der er dukket op de sidste år?

Jooooo… jeg holder fast… Nu som hobby konvertør… Det vil sige, at min hobby er at sy vikler om til andre ting og sager… fx til en ringslynge (dem har jeg en del af efterhånden… og mit næste store projekt er at sy en Onbuhimo…se DET bliver SPÆNDENDE og jeg glæder mig til at gå i gang lige om et øjeblik! Saksen og viklen ligger klar!

Tiden er mørk

Stilhed før storm eller stilhed i orkanens øje? Stille tid? Stormfuld tid? Nu er det endelig blevet blogtid❤️

Det er svært at være 11 år,
der’ så meget,
som man ikke forstår.
Hvorfor går alle voksne rundt
og ser ud,
som om alting gør ondt?
Jo ser du Krumme…Det er sgu fordi livet er helt anderledes som voksen end som barn… og indimellem gør livet ondt… Når dagene er fyldt ud med storm, gør ALTING ondt.

Midt i orkanens øje er der stille.

Skræmmende stille. Som voksen har jeg lært, at når jeg er lige der, der hvor stormen går amok hele vejen rundt om mig, lige der hvor der er stille, lige der ved jeg at det er stilhed før storm. For den eneste måde at slippe ud af orkanens øje er ved at kæmpe. KÆMPE hele vejen igennem stormen. Og komme ud på den anden side af orkanen… Stærkere, mere erfaren og hamrende træt.
Det fedeste ved at vide det, er at vide, at det også stopper med at gøre ondt… en dag…
Ikke nødvendigvis i dag eller i morgen – men EN ELLER ANDEN DAG! for det er det bare nødt til. Det bestemmer JEG!

Min fortid

Jeg er vokset op i en familie, hvor vi alle sammen skulle være på vagt i forhold til min mors humør og i perioder også alkohol indtag. Jeg sad en gang hos (endnu) en psykolog og fortalte om min oplevelse af at være barn i vores hus. Psykologen bad mig om at lytte til min historie, som var jeg ham og så fortælle,a hvilke tanker jeg fik. Hvis nu det var en af mine elever (jeg har i en ganske kort periode været folkeskolelærer), der sad og fortalte mig det. Hvad ville jeg tænke, sige og gøre.

Jeg var rystet… for sådan havde jeg ikke selv lige gjort…og det første,  jeg tænkte  var,  at det barn,  i den familie, blev udsat for psykisk vold. Jeg havde ALDRIG forestillet mig, at der var noget, der forklarede, hvorfor jeg i min ungdom og første voksenår havde det så hamrende svært. Jeg troede faktisk, at jeg “bare” havde en brist et sted. At jeg var skrøbelig fra naturens side og derfor ikke kunne klare så meget. At jeg var hysterisk og bare skulle tage mig sammen.

Personligheds a’hva’ for en fisk?

Det troede jeg så meget på, at en psykiater efter en enkelt times samtale en gang diagnosticerede mig med en PERSONLIGHEDSFOSTYRRELSE! Mine følelser var for mange og for svingende. Mine holdninger for firkantede og sort/hvide til, at jeg kunne være normal. Jeg tog det på mig – ikke bare til mig… Men PÅ mig… En gigantisk rygsæk af skyld og skam over at være SÅ dårlig til at være menneske, at jeg VAR borderline.

Hvis kaos er du?

Måske havde han ret den dag… Måske var jeg midt i et angstanfald og derfor ganske emotionel ustabil… Han er dog den eneste (og jeg har efterhånden været i hænderne på 2 psykiatere, 2 psykiatri sygeplejersker og 5 psykologer), der har set den diagnose. De andre har set en lille pige, der var nødt til at overleve i min mors følelsesmæssige kaos. Min forsvarsmekanisme var at tilpasse mit humør og mine følelser, så de passede hende. Og DET har givet mig en masse vilde svingninger. Svingninger,  der gør,  at jeg ikke altid,  bare tager mig sammen.

For det er ikke en mulighed altid. Selvom jeg nu ved  at det en dag ikke gør så skide nuller naller, så er det dybt indgroet i mig at forvente det værste, for da jeg var lille var det smadder smart at være forberedt på,  at min mor havde en dårlig dag… det var nemlig MEGET sjovere at blive overrasket af en gang godt humør, end det var at blive overrasket af en ondskabsfuld og narcisistisk måske endda også fuld mor.

Min storm ? Alles storm? Kampen om forældreskabet

Jeg kæmper dagligt for at være en god mor… Det tror jeg, de fleste mødre gør… Ligesom de fleste fædre kæmper for at være gode fædre!

Nogen gange er jeg ikke sikker på, at jeg lykkes med det… I lang tid var mit mål at være en bedre mor, end min egen mor har været… Og ja… Jeg er sgu træt af at lade min kamp for løsrivelse og selvstændighed diktere, hvad jeg skal, kan og bør gøre med og for mine to fantastiske unger.

Kampen i orkanens rasen

Udover at kæmpe med min egen barndom og for at finde min rolle som mor, kæmper jeg med tilbagevendende depressioner (lige nu en fødselsdepression) .. I disse dage, går kampen ikke voldsomt godt… Så det er godt at vide, at jeg har været i orkanens øje, at jeg nu er midt i den værste storm. Når jeg kæmper videre (og det gør jeg naturligvis), ved jeg, at jeg kommer helt ud af orkanen.

Jeg kommer ud af orkanen med mere erfaring, en dybere viden om hvem jeg er, og hvem jeg gerne vil være. For alt hvad jeg har oplevet de sidste snart 34 år, gør mig til den,  jeg er.

The storm