Imposter Silje

Imposter Silje gør sit officielle indtog i verden.
Det er såååååååå længe siden, jeg har skrevet et indlæg! Jeg ved slet ikke, om jeg kan huske, hvordan man gør. Og lige i dag er jeg faktisk ret meget i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde har vidst det!!!! Men jeg har eddermame ladet som om mange gange! Og bare gjort det. Bare skrevet lige hvad der faldt mig ind og gerne uden de store tanker om, hvad det ville betyde for mig at dele så sårbare ting om mig og min familie…. hmmm…. ej det sidste passer sgu ikke helt vel? Har tænkt meget over det.

Imposter syndrom

Det at have imposter syndromet, handler i bund og grund om, at man ikke tror, man er god nok – selvom man faktisk er det. At man ikke kan de ting, man faktisk kan. At man er PIV bange for at andre, fx kollegaer og venner opdager, at man i virkeligheden bare er en kegle, som lader som om, man kan en masse. se mere på https://mindcph.dk/

Jeg har “lidt” af imposter syndromet næsten hele mit liv og aldrig turde tro på, at jeg kan de ting, jeg faktisk kan. Jeg ved 100%, hvor denne tvivlen på mig selv kommer fra. Det er sgu en lidt trist historie, som I får her.

Dengang jeg hed Anne

Min mor havde store forventninger til mig hele min barndom. Jeg gjorde altid mit bedste for at leve op til disse forventninger. Det gjorde jeg i et desperat forsøg på at være god nok. Være elsket af hende. Så jeg var den bedste i min klasse til rigtig mange ting i folkeskolen. Alligevel vurderede min lærer mig til ikke at være klar til at komme direkte på gymnasiet efter 9. klasse. Jeg blev SÅ vred på ham. Men hans vurdering var helt korrekt. Jeg var ikke følelsesmæssigt klar. Og jeg følte ikke min mor elskede mig – eller at jeg var god nok til hendes standarder.

Der skete en masse i mit liv, da jeg gik i 9. klasse. Mine forældre blev skilt. Jeg blev rygende uvenner med min mor en dag, hvor jeg kaldte hende en kælling. Hun kvitterede med en lussing, og jeg hamrede hende en knytnæve i ansigtet, så hun lagde sig. Det var nok ikke det min storebror havde i tankerne, da han lært mig, at man skal slå for at mene det – og ikke med flad hånd. Derefter tog jeg en beslutning om at bo hos min far – den bedste beslutning for både mig og min mor, selvom hun vidst aldrig tilgav mig at jeg valgte hende fra. Jeg var et følelsesmæssigt kaos i 9. klasse.

Jeg kom i 10. klasse og det ændrede mig. Jeg fik øje på min meget kreative side. Jeg blev mere afklaret og klar til at gå på gymnasiet, så jeg startede på Kreativ linje på HF. Hele vejen igennem HF kæmpede jeg med at føle, jeg ikke var god nok. Der blev stillet større krav og jeg havde svært ved at få øje på det, lærerne så – at jeg godt kunne. Det var her, jeg oplevede imposter syndromet første gang.

Eksamen!

Jeg skulle til eksamen sidst i 1. HF blandt andet i psykologi, som jeg elskede at have som fag. Jeg følte mig slet ikke forberedt. Følte slet ikke jeg kunne honorere de krav, der var til mig. Men… så skete der noget højest besynderligt! Jeg fik sgu 13!!!!!! OG jeg ringede fluks til min mor for at fortælle det gode resultat. Hun mødte mig med hendes sædvanlige kommentar: “Gjorde du dit bedste?” Jeg stivnede. som om jeg blev ramt af den største spand koldt vand i verden. Jeg havde lige fået 13 i en eksamen og min mor stillede spørgsmålstegn ved om jeg havde ydet mit ypperste.

Fart på

Derfra tog imposter syndromet fart. Og den dag i dag kæmper jeg dagligt med at tro på, jeg faktisk kan de ting, jeg kan. Det gør det SKIDE svært at tro på, når andre roser og anerkender mig. For i virkeligheden tænker jeg hele tiden: “De har bare ikke opdaget, at jeg snyder, at jeg ingenting kan.” Det er pisse anstrengende at leve sit liv sådan.

Så hvem er jeg, at jeg tillader mig at skrive dette indlæg – og de andre indlæg jeg har skrevet? Hvem er jeg, der tillader mig at være enlig mor – hvordan kan jeg nogensinde leve op til de krav, der er til sådan en?? Hvem er jeg, at jeg tillader mig at få tilkendt en førtidspension – hvordan kan jeg leve op til de vanvittige krav, der er til sådan en? Hvem er jeg, der siger, jeg kan sy tøj? Jeg kan jo kun se alle de fejl, jeg laver. Listen bliver ved.

Hvem er jeg?

Jeg er Silje! Og jeg er det mest fejlbarlige menneske, du vil møde. Men jeg erkender mine fejl og en af mine fejl er, at jeg er imposter. Så det vil jeg arbejde med. For jeg er god nok, som jeg er. Jeg er værd at elske. Min mor kunne ikke gøre for, hun var så forkvaklet i sin tilgang til mig. Jeg er nødt til på en eller anden måde at tilgive hende, selvom det er svært og på det yderste af, hvad jeg magter.

Og som jeg sidder her og gennemlæser mit indlæg, bliver jeg straks ramt af mindreværd og usikkerhed – for hvem i alverden gider læse det her rableri???????????

Silje står i en elevator og viser den ene side i et spejl

Mine følelser tager over

Mine følelser er ofte meget store før jeg mærker dem. Rigtig ofte er de, hvad mange nok vil kalde “ude af proportioner” i forhold til de relativt enkle ting, der sætter dem i gang.

Eller er de?

Er det i virkeligheden sådan, at min opvækst har givet mig et lettere forvirret, forkrøblet, forstørret eller måske formindsket følelsesliv?

Det skete i de dage i september engang

At jeg var på forældre kurset COS-P (se tidligere indlæg her). Noget af det vi kom ind på, på kurset, var vores egne følelser. Jeg kunne den gang konstatere, at jeg ikke er blevet mødt i mine følelser som barn. Det fornemmeste vi, som forældre kan gøre for vores børn er, at VÆRE SAMMEN med dem i deres følelser. Uden at prøve at ændre, fjerne, formindske eller forstørre barnets følelser.

Min mors følelsesliv

Den gang jeg var barn fyldte min mors store og ofte skiftende følelser alt, og der var ikke nogen mulighed for at jeg blev mødt i mine følelser. Som oftest var jeg nødt til at pakke mine følelser sammen. Det bedste var faktisk, hvis jeg direkte spejlede hendes følelser. Så når min mor var ked af det, var jeg ked af det på hendes vegne. Når hun var glad, var jeg jublende osv. Det var ofte svært at vide på forhånd, hvilken følelse jeg skulle spejle, når hun kom ind i rummet, så jeg var meget omstillingsparat (det er jeg ikke mere). Mit følelsesliv var altid klar til at spejle de følelser, der var nødvendige for at støtte min mor. Min mors følelser var gigantiske. Store, kraftige, tydelige og for evigt skiftende og de tålte, eller hun tålte ikke modsigelse. Min mors følelser var den endegyldige sandhed.

Det skete i de dage i april engang

At jeg sad hos min psykolog og snakken faldt på mine følelser, og frem hev hun et lille opgave ark. Det handler om at have en følelsesmæssig volumen knap. Jeg kiggede på hende, som om hun var lidt vanvittig. Men jeg gik med til at udfylde arket:

Eksempel på at være lidt vred: Jeg har ingen
Eksempel på at være vred: Jeg har ingen
Eksempel på at være meget meget vred: Jeg har alt for MANGE
Kan du selv skrue ned for volumenknappen?: Jeg har ingen volumenknap, kun en slukknap
Hvordan skruer du selv ned?: Det kan jeg ikke
Hvad skal andre gøre for at hjælpe dig med at skrue ned?: Ingen anelse

Jeg havde ikke været mange gange hos min psykolog på dette tidspunkt, så hun vidste ikke så meget om mig og min opvækst, men mine svar fik sat gang i en snak om, hvordan jeg mærker mine følelser. Eller rettere HVORNÅR jeg mærker mine følelser. Det gør jeg først, når de er så store og vilde, at de brøler rundt i hele min krop og overtager hver en tanke. Jeg har altid sagt, at jeg føler meget og svinger meget i mine følelser.
Det er også delvist sandt. Jeg mærker ikke små følelser af vrede, glæde, sorg osv. Der er ingen volumenknap – ingen graduering. Når jeg først mærker mine følelser, er de bare store. Men ofte bliver de ikke hængende i så lang tid – heldigvis, for hvem ville dog kunne holde ud at være MEGET MEGET vred, ked, glad, bange osv. i lang tid ad gangen? og hvem pokker ville kunne holde mig ud, hvis jeg blev i de her store følelser.

Derfor har jeg en slukknap, som jeg kan bruge. Både for at jeg kan holde ud at være i live. Men i MEGET stor grad også så andre kan holde mig ud. Det kræver nogle gange virkelig uhensigtsmæssig adfærd fra min side. Vrede og ked af det-hed slukker jeg nemmest for ved at spise noget med sukker. Eller (som alkoholikerbarn) endnu værre ved at drikke mig en lille skid på. Angst slukker jeg for ved at komme ned i min krop med grounding øvelser. Glæde er nem at slukke, jeg tænker bare på alt det, der kan gå galt, og så er glæden væk med det samme.

De 8 grundfølelser

Og så sad jeg lige og tænkte, hvad er mon mine slukknapper ved de andre grundfølelser?

Hvis nu vi antager, at psykolog Robert Plutchik har ret i, at der findes 8 grundfølelser, hvordan ser det så ud for mig, og hvordan lever jeg med dem i mit liv?

De 8 følelser han nævner er: glæde, sorg, tillid, afsky, frygt, vrede, forventning og overraskelse. De er komplementære og kan stilles op som vi lærte i gamle dage i farvelære. De kan gradueres (for andre end mig i hvert fald) og samspillet mellem dem skaber andre følelser. I får lige en fin model at kigge på, imens jeg finde tilbage til tråden…

Plutchiks model over vores følelser sat opi en farvet blomst med gradueringer og samspil af følelser.
Denne figur er lånt fra https://angstinfo.dk/forskellige-foelelser/ d. 14/5-2022 kl. 18:34

Mine følelser og min slukknap

glæde: Jeg tænker på det, der kan gå galt
sorg: Jeg spiser det væk
tillid: Føler jeg sjældent, og når jeg gør er det blindt, så ingen slukknap her
afsky: Faktisk en følelse jeg ikke slukker for. Jeg må gerne afsky noget eller nogen
frygt: Fysisk bevægelse (Grounding) og vejrtrækningsøvelser
vrede: Spiser det væk
forventning: Føler jeg yderst sjældent på en positiv måde. Men negative forventninger spiser jeg væk
overraskelse: Løber jeg væk fra. Jeg fjerner mig simpelthen fra situationen, for det rummer jeg ikke

Der er umiddelbart ikke noget at sige til, at jeg er overvægtig, for de svære følelser spiser jeg væk med mad og gerne den usunde kulhydratrige, fede slags.

Jeg har indtil for ganske nylig shoppet mig ud af de negative følelser også. Men det er jeg stoppet med.

Umiddelbart er der ikke nogen af de 8 følelser, hvor jeg har en volumen knap. Gradueringen findes ikke rigtig i mig. Jeg bliver fx. ikke lidt overrasket, jeg bliver MEGET overrasket (og jeg HADER det).

Nå men…

Work in progress

Det er super hårdt for mig at føle på den måde, og det har det alle dage været. Det er en af grundende til, jeg har de slukknapper jeg har. En anden grund er desværre, at jeg slukkede for egne følelser som barn for at skabe plads til min mors.
Men altså.
Jeg arbejder sammen med min psykolog på at blive mere opmærksom på, når der dukker små antydninger af følelser op. Og i stedet for at slukke for dem, lade dem være der, registrere dem og VÆRE SAMMEN med mig selv imens. Så jeg lærer at mine følelser ikke er farlige. Min psykolog måtte love mig, at hun godt kan rumme hvad end, der kommer ud af mig af følelser, for at få mig til at turde bruge denne nye tilgang til tingene.

Jeg skulle hilse fra mig selv og sige, at det er skide hamrende svært! Jeg ville ønske, det var let, ligetil og at jeg, jeg bare lige kan det pis… men sådan er det ikke. Det er en kæmpe opgave og det er langt fra alle dage, det lykkes mig at mærke en lille følelse, før den er blevet stor. Men hvis jeg vil kunne VÆRE SAMMEN med mine børn i deres følelser, er jeg nødt til at stoppe med at være så bange for mine egne.

Alle følelser er okay. Det er ikke altid, de er funderet i noget logisk, og ind imellem kommer følelser uden man har et helt billede af det, man føler noget omkring. Men det ændrer ikke på, at følelsen i øjeblikket er okay at have. Så kan vi alle nogle gange blive klogere, og derved kan det vi føler ændre sig. Men den første øjeblikkelige følelse vi får er ikke forkert, for meget, ude af proportioner.

Jeg starter med vreden

Det der sker for mig er, at jeg slukker for en masse af de små følelser af fx vrede. Når jeg så endelig ikke kan lægge låg på mere vrede, eksploderer jeg i vrede. Hvis jeg så slukker for den store meget vrede vrede, så får jeg angst anfald amok. Som jeg så igen slukker for. Hvilket gør mig vred og bitter…

Det er en pænt ond spiral alligevel. Så jeg arbejder på at stoppe med at slukke for min vrede og acceptere den som en del af livet. En følelse ad gangen skal jeg nok få lært det. Jeg starter med vreden, for bedre at kunne rumme min søns vrede og udadreagerende adfærd.

Mine følelser

Mit barn har følelser og behov

At mit barn har følelser og behov kommer nok ikke bag på dig som læser?
Umiddelbart kommer det jo da heller ikke bag på mig!
Men hvilke behov og hvilke følelser der er i spil på et givent tidspunkt? Ja ser du, det kan jeg faktisk godt have rigtig svært ved at aflæse og forstå.
Det har været en lang proces for mig helt at acceptere, at jeg har SÅ svært ved det. Men jeg må erkende, at det har jeg.

Selverkendelse

Jeg har nok endnu sværere ved at erkende, at ligesom mit barn har følelser og behov, har jeg også selv. Det er sgu heller ikke altid at mine og mit barns følelser og behov går særlig godt i spænd. Men heldigvis…

Ja heldigvis er jeg kommet på det her kursus for forældre med børn med TILKNYTNINGSVANSKELIGHEDER (ja ja… og omsorgssvigtede børn. Det er nok pga tilknytningsvanskeligheder jeg er på kurset snarere end omsorgssvigt i gængs forstand. Men i følge den litteratur jeg har læst indtil nu, kan min manglende evne til at knytte mig til min søn, og fysiske problemer med at møde ham i hans følelsesmæssige behov faktisk klassificeres som omsorgssvigt).

Det COS-P kursus er virkelig spændende og det rykker. Det rykker ved det billede jeg har af mig som mor, og det billede jeg har af mit barn.

Og ved det billede jeg har af mit barns adfærd. Hvorfor han gør, som han gør i situationer, hvor han bliver meget udadreagerende.

Noget af det vi har arbejdet med, er hvad vi har nemmest ved. At støtte i at sende vores børn ud at udforske verden eller tage imod dem, når de kommer tilbage til os, når de har brug for støtten fra deres sikre havn.

Tryghedscirklen

Lånt fra https://www.nurseryworld.co.uk/features/article/working-with-parents-circle-of-love

Her blev det super spændende. For jeg har to meget forskellige børn – men jeg har det også meget forskelligt med dem. Min datter har jeg sværest ved at sende ud, men nemt ved at tage imod hende, når hun søger mig.

Det er lige omvendt med min søn. Jeg har nemt ved at lade ham gå ud og udforske verden. Men jeg har virkelig svært ved at tage imod, når han kommer retur – det skyldes ofte hans voldsomme fysiske adfærd. Min krop gør altid ondt og en mega sej highfive kan føles som en knytnæve og et fast kram som et overgreb. Det gør det simpelthen så super svært at møde min søn, der hvor han er, da han oftest kommer med den hårde highfive eller det faste kram. Det er hans behov, og det har jeg nu og siden han var lille haft svært ved at møde ham i.

Der har jeg nemmere ved at møde min datter, der kommer med en blid krammer og er ked af det.

Mit barn har også følelser

Derudover har min søn det med at kanalisere sin tristhed ud som vrede. Vrede har jeg SÅ svært ved at håndtere! Jeg ville ønske jeg var bedre til det. Min egen vrede går jeg ofte med og lukker inde, indtil jeg enten eksploderer eller får et angstanfald. Det betyder også, at jeg ikke har redskaber til at håndtere min søns vrede, da jeg ikke har redskaber til at rumme eller håndtere min egen vrede. Det gælder dog ikke kun vredesfølelsen, men alle store følelser.

Det er også noget vi arbejder med på kurset. Hvordan vi selv er blevet mødt af vores primære omsorgsperson(-er) i vores barndom. Om de har formået at VÆRE SAMMEN med os – bare VÆRE SAMMEN med os i de svære følelser, i de rare følelser – i alle 6 grundfølelser.

Jeg har følelser

Ligesom alle andre har. En øvelse vi har lavet på kurset gik ud på at at skelne mellem de følelser, hvor vores forældre har “VÆRET SAMMEN MED OS” helt, delvist eller slet ikke. Vi skulle placere følgende følelser: Vrede, glæde, tristhed, nysgerrighed, skam, og frygt. Dengang jeg var barn, var der, for mig, kun plads til min mors følelser. Jeg blev dog altid støttet i at lære nyt, derfor er den eneste følelse, jeg har inde i min cirkel “Nysgerrighed”. De andre følelser er jeg ikke blevet mødt i af en mor, der bare VAR SAMMEN med mig i MIN følelse. I følge COS-P er det vigtigste man kan gøre, at VÆRE SAMMEN med sit barn, i hvad end det føler. Det har jeg aldrig lært derhjemme og det har jeg super svært ved – pånær når mine børn er nysgerrige. SÅ er jeg klar! Tankevækkende ikke???!!??!!??!!??!!

cirklen viser min nysgerrighed blev mødt åbent af min mor. Men frygt, skam, glæde, vrede og tristhed blev ikke
Hvordan jeg blev VÆRE SAMMEN med som barn af min mor.

At VÆRE SAMMEN med mit barn

Det her med at VÆE SAMMEN med er super fedt…. og det har allerede gjort en stor forskel herhjemme. Jeg prøver ikke længere at fjerne min drengs vrede. Jeg øver mig i bare at VÆRE SAMMEN med ham, imens han er vred. Det er ikke altid, det lykkes. Al begyndelse er svær, men jeg øver mig. Det samme gælder for resten min datters vrede, som jeg har lige så svært ved at rumme. Det gør fysisk ondt på mig, når mine børn er vrede, også selvom det ikke er mig de er vrede på. OG selvom de ikke slår mig.

Min sikre havn

Jeg har lidt nemmere ved at rumme deres tristhed, glæde og frygt. Men i de følelser var min far super god til at VÆRE SAMMEN med mig, så jeg har heldigvis fået NOGET godt med hjemmefra. Jeg ved faktisk slet ikke, hvor jeg og mine børn ville være i dag, hvis ikke jeg havde haft en far, der ALTID var og er min sikre havn.

Tankevækkende

Tænk en gang at et blogindlæg 
der faktisk skulle handle om mit barn 
kom til at handle SÅ meget om 
MIT INDRE BARN. 
Jeg er et produkt 
af min opvækst. 
Det jeg giver videre er på dårlige dage
det jeg har lært hjemmefra af min mor. 
På gode dage er det hvad jeg lærte af min far. 
Min proces 
er slet ikke slut. 
Der er plads til masser 
af viden og erkendelse.
Men for nu er mit fokus på 
mit barns følelser og behov
på at lære 
at VÆRE 
SAMMEN med begge mine unger 
bare VÆRE 
SAMMEN.

Kursus for forældre med et omsorgssvigtet barn

På Socialstyrelsens Vidensportal er der et afsnit om indsatser for et omsorgssvigtet barn. En af disse indsatser er forældrekurset COS-P (Circle Of Security – Parenting).
Dette kursus er jeg tilmeldt af min familiebehandler.

Socialstyrelsen - vidensportalen. Link til side om indsatser for et omsorgssvigtet barn
Klik her for at komme til Socialstyrelsens vidensportal

Jeg blev ramt dybt inde i min sjæl, da jeg læste at dette er et kursus for forældre til et omsorgssvigtet barn. Jeg mener grundlæggende ikke, at jeg har omsorgssvigtet mit barn. Vi har helt bestemt nogle udfordringer med hinanden, og der er områder, hvor jeg har været for længe om at forstå hans signaler – det er derfor, vi går hos en familiebehandler. Fordi jeg ved, jeg ikke altid har været en god nok forælder. Men derfra og til at have omsorgssvigtet min søn er der godt nok et stykke vej.

Så hvad er omsorgssvigt?

Hvad kendetegner et omsorgssvigtet barn?

Hvad søren skal jeg stille op med en viden om, at systemet og jeg ser så forskelligt på min søns opvækst?

Fødselsdepression

Jeg havde en ret slem fødselsdepression/efterfødselsreaktion, da jeg fik min søn. Jeg havde det første halve år af hans liv ikke lyst til at have ham hos mig. Jeg var fra første dag denne følelse opstod opmærksom på, at det ikke er sådan, det er meningen, det skal være at have en lille nyfødt hos sig. Han var dengang 14 dage gammel. Jeg kontaktede straks min læge og det lokale Familiehus, for med det samme at række ud efter hjælp og støtte i forhold til, hvad søren jeg skulle stille op. Derfor fik vi hurtig hjælp, og jeg blev gentagne gange rost for at gøre de rigtige “ting” i forhold til min søn – masser af omsorg, øjenkontakt, spejling og nærhed. Blandt andet min brug af vikler blev rost.

Frustration

Derfor frustrerer det mig rigtig meget, at der nu, 4 år efter, er en sagsbehandler og en familieterapeut, der mener, at jeg ikke har formået at give min søn det rigtige. At jeg enten har omsorgssvigtet ham, eller at der som minimum er store tilknytningsvanskeligheder. Det er jo derfor, jeg bliver sendt på et kursus, der skal lære mig noget, jeg allerede ved – nemlig at der findes en tryghedscirkel. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg kan lære noget af at være på det nævnte kursus. Jeg tror, alle forældre kan blive skarpere på deres forhold til deres børn og egne reaktioner på børnenes adfærd. Det, jeg stejler mod, er præmissen for, at jeg skal på kurset. Jeg mener ikke, jeg har omsorgssvigtet min søn – eller datter. Jeg mener faktisk heller ikke, nogen af dem har en tilknytningsforstyrrelse.


Jeg er derimod fuldstændig sikker på, at jeg på mange områder har fejlet som mor. Jeg har nogle dage alt for ondt. Det kommer til udtryk som en kortere lunte, end jeg har lyst til at have. Jeg ryger somme tider i den store fælde, hvor jeg skælder ud og råber for højt.

Måske er det omsorgssvigt?

Men måske er det netop den adfærd fra min side, der er omsorgssvigtet? måske kan jeg bare ikke se det, fordi jeg selv er vokset op i et hjem, hvor skældud mere var reglen end undtagelsen – det er altså ikke sådan herhjemme!

Jeg har tænkt mig at finde ud af det. Jeg vil være opsøgende på viden om omsorgssvigt, så jeg har noget faktuel viden om emnet. For i virkeligheden er det ikke noget, jeg har beskæftiget mig særlig meget med. Det skyldes ærlig talt nok en manglende lyst til at kigge på min egen adfærd og min egen opvækst. Men uden erkendelse, selverkendelse og viden kan jeg jo ikke ændre på de udfordringer, jeg har.

Store udfordringer vi har

Der er ikke nogen tvivl om, at noget er gået helt galt! Jeg har store problemer med min søn og hans til tider MEGET udadreagerende adfærd. Jeg har SÅ svært ved at læse ham og komme hans udbrud i forkøbet – eller måske endda bare ja, jeg ved ikke… undgå dem?
Jeg er nogle dage bekymret for, at der er noget “galt” med ham. Som ADHD eller noget i den stil. Det er sgu ikke, fordi jeg har lyst til at have et barn med så store vanskeligheder i livet! Men jeg og hans normale dagtilbud har måtte kaste håndklædet i ringet i forhold til han manglende evne til at læse andre børn og voksne. Han er nogle gange decideret voldelig mod både mig og sin søster. Oftest kommer hans voldelige udbrud midt i en god leg, eller et kram, der bliver til et kvælertag fx.

Hvad jeg skal gøre, jeg ved ej

Og det er her, det kursus og mere viden kommer ind i billedet. For jeg er nødt til at evne at støtte op om min søn på en bedre måde, end jeg er i stand til på nuværende tidspunkt. Han fortjener et liv uden så mange konflikter med andre. Første skridt er gået hen og blevet, at han er kommet i en særlig børnehave, hvor der er meget bedre normering end i en helt almindelig børnehave. Der er ikke tale om en egentlig specialbørnehave. Det er en særlig institution under det almindelige dagtilbudsområde.

Ny start

Min søn startede for tre dage siden og indkøringen går super godt. De voksne virker super motiverede for at gøre det til en succes, og det har kæmpe stor betydning i forhold til min søn. De møder ham med nysgerrige, åbne arme og støtter ham i at danne relationer til de andre børn – og til dem selv! Det gør en kæmpe forskel, at der er nok kompetente voksne!

Dermed ikke sagt, at det er gnidningsfrit. For jeg har en søn, der herhjemme virkelig reagerer på det nye. Han bliver utrolig hurtigt frustreret og vred. Det viser sig ved, at der bliver kastet med legetøj, slået, sparket og kradset på mig. Det til trods for en masse “alene med mig”-tid og ekstra omsorg, nærvær og opmærksomhed.
Jeg har altid fået at vide, at børn reagerer kraftigst, der hvor de er mest trygge. Det må så betyde, at min søn er mest tryg ved mig (da det er mig, der får alle pryglene). Det hænger jo så ikke sammen med, at der er store tilknytningsvanskeligheder.

Forvirringen er total

Så jeg er langt hen ad vejen bare super, mega, kodylt meget forvirret. Men jeg giver ikke op på, at vi får det bedre. Så nu står den på ny viden, kursus, ny børnehave, selvudvikling og al den kærlighed, jeg overhovedet kan finde frem – og det er faktisk ikke svært, for jeg knuselsker den lille dreng. Han er nemlig også kærlig, særlig, sjov og helt igennem dejlig.

Min barndom var en rutsjebanetur

Det er ind imellem krop umuligt for mig at holde mine tanker samlet. Nogle gange er min barndom årsagen.

I dag er en dag, hvor mine tanker føles kalejdoskopiske. De er forvrængede og det ene tankemønster bliver overtaget af det næste i myriader af tanker, bitanker, minder, ord, følelser, sansninger og ultimativt kaos.

Jeg ville ønske at jeg kunne finde hoved og hale i alt det der sker i mig. Men jeg ved dårligt nok, hvor jeg skal starte.

Så måske skal jeg starte forfra.

Da jeg var barn voksede jeg op i en familie med en lidt utraditionel sammensætning. Jeg er så heldig at have de to skønneste brødre i verden og jeg ville gå igennem ild og vand for dem begge. Jeg er endda så heldig, at det går alle veje og gennem tykt og tyndt har vi hinanden. Selvom vi som voksne lever meget forskellige liv og er meget forskellige som mennesker.

Tilbage til min barndom

Min ene bror og jeg voksede op under samme tag hos vores mor og far. Vi var en velset familie. Mine forældre tog aktiv del i vores liv og skolegang. Vi var faktisk både aflastning og plejefamilie i en årrække.

Men nedenunder det fine glansbillede havde min mor det svært. Hvad det præcist er, der gjorde det så svært at være hende og så svært at være min mor, ja, det ved jeg stadig ikke helt, men jeg har med årerne samlet en masse brudstykker af familiefortællinger sammen, og tror jeg kan konstatere, at min mor havde en hård opvækst, et skrøbeligt sind og fik en fødselsdepression, da hun fik mig. Så vidt jeg ved, blev dette dog ikke behandlet.

Som mor med 2 fødselsdepressioner bag mig, ved jeg, hvor vigtigt det er at få støtte og hjælp for ikke at skabe aversioner eller manglende tilknytning til barnet.

I stedet for at få den rette hjælp begyndte min mor på et tidspunkt at drikke lidt mere rødvin, end man bør. Og det fortsatte hun med i min barndom og ungdom. Derudover formåede hun ikke rigtig at vise mig, at jeg var elsket af hende. At jeg var nok, bare fordi jeg var mig. Jeg er vokset op med en mor, som jeg aldrig rigtig vidste, hvor jeg havde. Hun kunne det ene øjeblik være i rigtig godt humør og næste øjeblik trådte jeg ved siden af hendes rammer, regler, idéer og så blev hun rasende, gemen, voldsomt ked af det eller decideret ondskabsfuld.

Min barndom handlede om præstationer

Jeg har altid gjort mit bedste og så lige 200 procent mere. For så kunne det være, jeg var god nok til at blive mødt af min stolte mor, som roste mig og fortalte, hvor dygtig jeg var til andre. Så blev jeg set, hørt og accepteret.

Mere end noget har jeg søgt min mors kærlighed siden min barndom. Det blev i mit voksenliv tydeligt for mig, at jeg går i stykker i denne søgen og jeg traf en voldsomt hård beslutning om at bryde al kontakt med min mor for 7-8 år siden. Det var det sværeste og det letteste jeg nogensinde har gjort på en og samme tid.
Det viste sig at jeg i processen uvidende og ganske uvilligt også valgte min moster, onkel og fætre fra. En del af min familie, som var de tætteste i hele min opvækst. Vi så dem meget mere end nogle andre. Som med alt andet var det på både godt og ondt, da min mor og onkel indimellem virkelig blev uvenner og det burde vi børn ikke have overværet. De højtider, der blev afbrudt tidligere end ventet ødelagde så utroligt meget min tillid til min mor.

Kærligheden i min barndom

Men der var også gode oplevelser. Der var kærligheden vi unger delte til hinanden og vores sammenhold. Der var de gange min onkel lagde sig imellem min mors vrede og mig. Den dag min moster sørgede for at jeg , som min mor havde lovet, fik den konfirmationskjole JEG ønskede mig, i stedet for den min mor syntes. Der var alle de gode snakke og mange timer brugt i fred og fordragelighed og fremfor alt ubetinget kærlighed. Min moster elskede mig for mig og det har jeg aldrig nogensinde tvivlet på. Men det knuste mit hjerte, at hun pga. min mors adfærd ikke kunne beholde mig i sit liv, da jeg valgte min mor fra.

Når sorg rammer uventet

Men uagtet alt dette var de mine nærmeste igennem min barndom, ungdom og begyndelsen af mit voksenliv.
Og sammen med min mor forsvandt de ud af mit liv.
For år tilbage fik jeg snakket med min moster på Kvicklys parkeringsplads. Vi fandt en form for fred med hinanden og vores valg. Desværre døde min moster for ikke så længe siden og den dag, jeg startede på dette blogindlæg, havde jeg netop fået at vide at min onkel også var død.
Det bragte helt utroligt mange minder frem. Jeg blev dybt ulykkelig og sørgede dybt – samtidig med jeg ikke følte, jeg havde ret til at sørge overhovedet, da de ikke længere var en aktiv del af mit liv pga. valg, jeg selv har truffet. Men også valg, der blev truffet for mig.

Unfinished business

Samtidig blev jeg også pludselig meget bevidst om at jeg ikke har kontakt til min mor. At hun ikke er en ung kvinde længere, men nærmer sig 70 år kraftigt. Hvad skal jeg stille op, når en dag hun ikke er her mere? Hvad skal jeg stille op, hvis hun en dag tager kontakt, fordi hun ligger på sit dødsleje? HVAD FANDEN SKAL JEG STILLE OP med disse uafsluttede følelser, som jeg har?

Jeg savner

For hold nu kæft mand, hvor jeg savner en mor. Jeg må dog også erkende at jeg ikke savner MIN mor.
Jeg savner EN mor, der forstår, accepterer, anerkender og elsker ubetinget. Jeg savner ikke at have en mor, jeg aldrig vidste, hvor jeg havde henne. Som det ene øjeblik var rasende og det næste lavede fis og ballade. Jeg savner ikke den mor, som har sagt så utroligt mange sårende ting til mig i den ene brandert efter den anden. Jeg savner ikke, at jeg aldrig var god nok. Selv ikke da jeg fik 13 i psykologi på HF. I stedet for jubel, spurgte hun mig “om jeg havde gjort mit bedste”. Selv 13 var ikke heeeelt acceptabelt, for jeg kunne nok have gjort mere.
Jeg savner en mor, der er menneskelig. En mor, der begår fejl og kan sige undskyld for dem, ligesom alle os andre.

Mit knuste hjerte

Jeg arbejder hver dag på at acceptere, at jeg ikke har sådan en mor og aldrig kommer til at have det.
Det knuser mit hjerte.
Ligesom det knuste mit hjerte at vælge min mor fra. Men jeg kan leve med et knust hjerte. Det gør jeg hver eneste dag. Men jeg kan ikke blive ved med at acceptere og leve med den forbandende følelse af aldrig at være god nok, aldrig at være elsket bare for mig.
Det ypperste jeg prøver på i mit eget forældreskab er: at mine børn ved de er elsket altid og hele tiden. Også når jeg ikke kan lide deres adfærd. Jeg elsker dem hver dag og hvert sekund og det må de aldrig tvivle på, for det ødelægger alt.

Heling

Fremfor alt er jeg nødt til at lade mit hjerte hele – jeg ved ikke hvordan. Men jeg fortjener at elske mig selv, for jeg er faktisk et rigtig dejligt og fejlbarligt menneske som er så utroligt følsom overfor hele verden og alt og alle jeg møder. Hvis ikke jeg kommer overens med at elske mig selv, vil jeg altid være i limbo og jeg fortjener bedre end det.
Så jeg knokler for at gøre gode ting for mig selv. Jeg prøver at acceptere at jeg fejler og stadig er god nok. JEg prøver at elske ubetinget og sikke dog nogle hug, man som single kvinde kan få på den konto – men det er en helt anden snak.

Så hvad ville jeg med dette indlæg?

Fortælle at fortiden ikke bare ligger bag os, men er en del af os på godt og ondt og det er okay. det er ikke altid tingene kan fixes med et Hakuna Matata – men ind imellem vil det være godt for mig at tage det roligt – for det det bedste på jord.

Hvis du hænger på endnu, undrer du dig dig måske over hvor lidt min far fylder i dette indlæg. Men det er fordi jeg ved min far elsker mig og altid har gjort sit aller bedste for at skærme mig mod min mor. Desværre lykkes det ikke. Men jeg VED han elsker mig og er stolt af mig som jeg er – med fejl mangler og diagnoser.

Er du barn af en alkoholiker? find hjælp her TUBA

Ordet LOVE i multifarver

SLUT med kasser. Jeg magter ikke længere, at alt er i kasser!

Det skal være slut med kasser. Jeg kan simpelthen ikke holde det ud!
Uanset hvor jeg kigger hen, er det jer mod os. Os mod dem. Hvem pokker er os? Hvem er de?

Hvor er min kasse?

Hvorfor har vi alle sammen så stort et behov, for altid at lave denne opdeling? Jeg gør det jo selv. Lige nu, skal jeg i gang med en psykiatrisk udredning – og det er om noget en jagt på kasser. Og det til trods for, at jeg på ingen måder egentlig bryder mig om at skulle passe i en kasse.
Og hvilken kasse passer jeg i? Er der mon nogen, der har en kasse klar til en kronisk syg mor, der hylder at være mor, men har brudt med sin egen? En kasse der OGSÅ rummer, at være single og og biseksuel? At være skolelærer eller hov, kontorassistent? At være datter, veninde, søster, elsker, blogger, syerske, farveglad, følelsesladet og fucking Rasmus Modsat? Hvilken kasse er det? Og hvorfor HELVEDE skal jeg absolut være i en kasse? Hvorfor kan jeg ikke bare være mig?

Samfund af Lego?

Vores samfund er bygget op om kasser, i kasser og af kasser. Selv vores huse ligner mest af alt kasser stablet op om kasser. Vi lever og ånder i en stor legoklods. Det er bare ikke os alle sammen, der kan, vil, formår, har lært at bruge byggevejledningen. Og så bliver vores huse(liv, eksistenser) skæve. Så passer vi jo ikke ind i kasserne, der er tildelt os.

Min tanke er, at så burde det være muligt at bygge os selv en ny legokasse! Men det er det ikke! I stedet bliver vi mennesker udsat for at skulle prøve alle mulige forskellige eksisterende kasser. For vi skal DØD og PINE passe i en kasse!
Jeg har det sidste stykke tid, været så mega heldig at få hjælp af en familiebehandler. Og sikke en gigantisk hjælp det var, da lokummet brændte, og jeg havde brug for en, der kunne være voksen med mig. Der kunne kræve hjælp til mine børn, da Covid19 gik i selvsving og lagde landet øde og lukkede os alle inde i vores hjem – uanset om det var godt for det enkelte individ, den enkelte familie…
Men så en dag, blev Covid19s greb om vores land slækket. Der kom ikke nogle zombier, i vores zombie apokalypse og vi kunne alle ånde lidt mere frit.

Min frygt for zombier

Men så meldte der sig, for mig, en tvivl, en nyopstået – eller måske i bedste zombie stil en genopstået tvivl og frygt. For ikke at kunne varetage mine børns basale behov. Ikke fordi jeg længere tvivler på mit værd som mor. For jeg er kompetent, jeg er kærlig- Jeg er faktisk en rigtig fantastisk mor og mine unger er faktisk pisse heldige at de har MIG. På både godt og ondt – for fejlfri er jeg langt fra. Men jeg bliver pludselig mødt af både en sagsbehandler og familiebehandler, som ikke KENDER mig, mine værdier, min overbevisning som mor, menneske, familie osv. Og nu går det jo så helt galt. For de ved simpelthen ikke, hvilken kasse jeg hører til i.

Firkant med firkant i

Jeg vidste ikke på forhånd, hvad der sker, når man ikke passer i kasser og nægter at blive presset ind i en konform, konservativ, småborgerlig kasse bestående af et værelse til hver i familie, en bestemt slags sko, der er købt i en fysisk butik, og med tvangsinstitutionalisering, tvangsfritidsaktiviteter og mindst mulig tid med ro til at være familie. (Ja, det her er min fortolkning af konkrete mål for, hvad jeg ikke kan finde ud af at gøre rigtigt. Men hey, det er sgu min blog, og nej jeg hænger ikke nogen ud – for jeg fortæller ikke, hvem de er).

Skraldespandskassen

Nu ved jeg det. Nu ved jeg, hvordan jeg så også kommer i en kasse – ved at nægte at komme i de foreslåede kasser. Ser du! Så kommer man i SKRALDESPANDSKASSEN!
Den, hvor man som person, mor osv ikke vil deltage, ikke vil samarbejde og derfor ikke er modtagelig for hjælp og støtte.

Jeg vil vove den påstand, at jeg faktisk RIGTIG gerne vil have støtte og hjælp. Men sgu da kun til det jeg IKKE kan. Fx konkrete værktøjer til at støtte mit barn, når hans krop er stærkere end min, og jeg ikke har nået at se og forstå ham. Men den hjælp kan jeg nu ikke få. Fordi jeg har sagt NEJ til den ikke brugbare/nødvendige hjælp, jeg blev tilbudt.

Jo mere jeg tænker over alle disse kasser, får jeg lyst til at rive taget af legobygningen. Flå klodserne fra hinanden og lade os alle sammen starte forfra.

Så skal det være SLUT med kasser

Hvorfor kan vi så ikke have en mere organisk, holistisk, favnende og kærlig tilgang til os alle sammen?

  • Der er kæmpe debat alle steder om, hvorvidt der er rascisme i Danmark. JA DER ER!
  • Bliver kvinder voldtaget, eller leger de det bare? JA DE GØR – JA VI GØR! og nogle af os mere end een gang.
  • Er børn mennesker? På lige fod med voksne? SELVFØLGELIG!
  • Er det vigtigt at være sammen med dine nærmeste? JA FOR HELVEDE!!!
  • Er det klamt at være LGBT+ ? NEJ NEJ NEJ!!! Vi bestemmer ikke over vores følelser.
  • Må drenge gå i kjole? JA! Hvis de har lyst… også i børnehaven? JA!
  • Må piger være drager til fastelavn? Og lege med drenge? JA for helvede?
  • Findes der pigefarver og drengefarver? NEJ NEJ NEJ! og heller ikke legetøj kun til drenge eller kun til piger!

Stop

Stop

STOOOOOP!!!!!!!!!!!!!!!

Findes der en masse mennesker, der helt fra barnsben bliver smadret på selvværd og selvtillid, fordi vi prøver at passe ind i alle de her kasser af korrekthed? JA!!!!!

Er der faktisk rigtig mange af os, der er skæve lego bygninger, der ender ud med at få en tur igennem det psykiatriske system? JA! Jeg har observeret påfaldende mange kvinder fra LGBT+ grupper på facebook fortælle om diverse diagnoser. Som de sikkert havde undgået, hvis de var blevet mødt med rummelighed og kærlighed i forhold til lige den, DE er.

Samtidig har jeg sjældent oplevet en gruppe kvinder, der går så meget op i, hvilke kasser vi som lesbiske og biseksuelle hører til.

JEG VIL IKKE MERE!!!!

Slut med alle de kasser!

HJÆLP!

Men hvad kan jeg gøre? Hvordan kan jeg være medvirkende til, at mine børn ikke skal puttes i kasser? Hvordan kan jeg få hjælp til de ting, der er svære for mig – uden at ryge i nogle helt forkerte kasser?

Jeg aner det ganske simpelt ikke!

REVOLUTIONEN: SLUT MED KASSER

JEG vil ikke lade mine børn blive holdt tilbage i deres udtryk, deres vidunderlige forskellighed, fordi ANDRE har behov for at pådutte dem, deres kasser.
JEG vil have revolution!

I want it all

I want it all

I want it all

And I want it gone!

The roof the roof, the roof is on fire!

DER’R Noget galt i Danmark! og i resten af verden!

Hvordan bliver det slut med kasser

Vi kan som forældre, kaste os ud i demonstrationer for bedre forhold – been there done that – got the t-shirt!
Men ingen revolution.

Samsovning hos os

Vi kan hash-tagge og lave en Metoo STORMVIND og stadig mener mange, at der ikke forgår sexchikane, sexovergreb, voldtægter i nær så stor stil, som der gør!

Vi kan råbe, vi kan skrige, vi kan slå en stakkels pige – sy min kjole, find min taske!

Men hvad nytter det? Vi har jo FACEBOOKPOLITIET, der hele tiden gør os opmærksomme på, at det endnu ikke er slut med kasser. Og de er både dem, der sætter reglerne, påpeger når de overtrædes OG sørger for at dømme os ude – alt imens de glædeligt svinger hammeren og igen danner grobund for den ekskluderende os><dem mentalitet.

Lad os dog favne!

Der findes en tilgang til forældreskabet, som på dansk kaldes i favnsk forældreskab (Attachment parenting). Det vinder frem i nogle forældre grupperinger med rasende fart – og for andre forældre er det simpelthen herunder alle curling forældre hører til.
Hvad nu hvis…

Prøv lige at følge med her til sidst…
Jeg ved godt, jeg bruger mange ord og absolut intet filter har på i dag…

HVAD NU HVIS!!!!!

Vi alle sammen mødte hinanden med samme ånd, som der ligger bag i favnsk forældreskab?

Hvad nu hvis, vi besluttede os for, at det skal være slut med alle kasser. Og vi holdt fast i bare lige en! At møde ALLE – høj som lav. Ung som gammel, tyk som tynd. Mand som kvinde (og alle varianter deraf). Hvis nu vi bare mødte hinanden med disse principper som grundlag (Oversigten nedenfor er lånt fra Familie uden filter):

Principperne lyder:

  1. At forberede sig på graviditet, fødsel og forældrerollen
  2. At lytte til barnets signaler og give det sensitiv respons
  3. At give barnet kropskontakt
  4. At sikre tryg søvn
  5. At give mad med kærlighed og respekt
  6. At undgå unødige adskillelser
  7. At opdrage blidt
  8. At finde balancen i familielivet

Siljes favnende menneskesyn

  1. At forberede sig på livsændringer hos dig selv og andre
  2. At lytte til medmenneskers signaler og giv dem sensitiv respons
  3. At give medmennesker den ønskede kropskontakt og respektere et nej
  4. At sikre tryg søvn – for ALLE
  5. At give mad med kærlighed og respekt – til ALLE
  6. At undgå unødige adskillelser – vær’ der for dem du holder af
  7. At kommunikere blidt
  8. At finde balancen i familielivet

Læs evt. mere om mit menneskesyn her

Og nu…
flår vi så kasserne i stykker og starter en revolution, der bygger på at vi ALLE SAMMEN ER LIGE MEGET VÆRD!

Billedet er en æstetisk beskrivelse af mig som kvinde og mor

Jeg er biseksuel. Lad os bryde et tabu mere sammen.

Jeg er biseksuel – lad os bare hive plastret af og få det råbt ud over ALLE tagene.
For få uger siden var det Mors dag. Mine børn var hos deres far og jeg brugte dagtimerne på at skrive et opslag på Facebook. Både på bloggens Facebook side og på min private Facebook.
Jeg vil gerne fortælle lidt mere, nu hvor jeg har adgang til bloggen igen.
(tak til Jetpack for at blive ved med at crashe).

Jeg er biseksuel og

Historien begynder med jeg blev skilt og siden fandt en ny kæreste ALT for hurtigt. Derfor er jeg endt ud som helt og aldeles single. Og i den forbindelse er jeg kommet ud for at blive spurgt meget direkte, hvorfor jeg ikke vil have en trekant med en pige og en mand. Jeg lagde ud med at svare, at jeg bare slet ikke tænder på kvinder. Meget firkantet, afvisende og uden i et splitsekund at tænke over svaret eller lade mig selv mærke efter, om det nu virkelig også var det rigtige svar. Da jeg bliver spurgt, om det måske mere handler om kulturelle og opdragelsesmæssige normer, bliver jeg simpelthen så vanvittigt provokeret.

Helt målløs af harme over indirekte at blive anklaget for at være homofob. For hvis der er noget, der faktisk ingen betydning har for mig, er det da, hvilken seksuel orientering andre mennesker har. Det eneste, der betyder noget, er at andre er glade og hviler i de valg de træffer i deres liv. Det gælder faktisk på de fleste områder. 

Rasmus Modsat

Alligevel er det lykkedes denne mand, at prikke godt og grundigt til min indre Rasmus Modsat, som fandme er nødt til at kigge ordentligt indad og se på, hvorfor jeg dog er så mega firkantet. Om det nu virkelig kun gælder mig selv – eller måske er jeg faktisk homofob? Jeg har så svært ved at genkende den tanke om mig selv, at jeg borer videre…
Kigger tilbage på min ungdom, og spiller umanerlig mange situationer i mit liv igennem i mine tanker…
Situationer, hvor jeg har tænkt ”WOW, hun er godt nok smuk, fantastisk, skøn osv. Hvis bare jeg ikke kun var til mænd, ville jeg virkelig gerne lære hende at kende og kysse lidt på hende.” I løbet af et par dage dukker der en VILD bunke af fortrængte minder frem. Jeg har aldrig oplevet så intenst et tankemylder.

Kærlighed

En dag står jeg, efter at have afleveret min datter i førskole, og taler med hendes bedste vens mor. Vi taler om vores skønne unger. Hvor meget de elsker hinanden og snakker med hinanden om ALT mellem himmel og jord. Ind imellem synes vi også, det er lidt vildt – de taler om ret tunge emner. En ting, de taler meget om, er KÆRLIGHED. Og den anden mor siger, at hun har overhørt en samtale mellem bedstevennen og hans lillesøster. Han har siddet og sagt: ”Ved du godt, at piger godt kan være kæreste med piger, og drenge kan godt være kæreste med drenge, det må man godt. Men der skal på en eller anden måde være en slags far, hvis man vil have en baby”. Moren siger at hun synes det er så fint sagt, men hun ved ikke, hvor han ved det fra.

Verdenssyn og menneskesyn

Det gør jeg til gengæld og fortæller, at det nok er fra min datter, fordi vi ofte har haft den snak. Moren siger, at det er så sejt, at jeg taler med min datter åbent om det.
Mit svar er: ”Det er jeg jo nødt til, jeg er biseksuel, og hun er nødt til at vide, hvordan verden faktisk hænger sammen, det kan jo være, jeg en dag har en pigekæreste med hjem.”
Moren taler videre, og det gør jeg også… imens jeg mærker en KÆMPEMÆSSIG vægt løfte sig fra min brystkasse, fra mine skuldre. Jeg føler, jeg er ved at flyve væk. Det er som om, alle mine puslespilsbrikker pludselig begynder at falde på plads.

Billedet er en æstetisk beskrivelse af mig som kvinde og mor

Jeg lever de næste dage som i en boble af forvirring, glæde, lykke, tvivl, eufori og overvældelse.
Jeg er faktisk så utrolig heldig at have en virkelig fantastisk kærlig, seksuel oplevelse med en vidunderlig, omsorgsfuld og kærlig kvinde – og al tvivl er væk! Jeg kan både følelsesmæssigt og seksuelt have lyst til at hengive mig til en kvinde. Men om jeg i alt det her har lyst til at give slip på mænd? Nej…

Mine børn

Jeg er biseksuel og JEG VIL HAVE at mine børn vokser op i en verden, hvor de ikke i en alder af 36 år skal stå og være pisse hamrende bange for venner og families reaktion på hvem de er.
Jeg har altid været biseksuel – det er ikke dukket op i nattens mulm og mørke. Det er en del af mig. Ligesom min kæmpestore kærlighed til regnbuer, alle farver, at det er okay at være sig selv og skille sig ud.
Jeg vil have at vores verden er et godt og trygt sted for mine børn at vokse op og folde sig ud til lige præcis de sommerfugle, de er!

Jeg er iklædt en farverig kjole med sommerfugle

Hvorfor siger jeg først nu, at jeg er biseksuel?

Jeg har aldrig decideret hørt mine forældre tale ned om homoseksuelle. Jeg anede ikke, at der var noget der hed biseksualitet, før jeg var flyttet hjemmefra.
Men i 9. klasse var jeg faktisk mega forelsket i en pige på min skole (ligesom ALLE drengene). Jeg gik helst i min storebrors tøj, klippede håret 6 mm kort. Jeg fik besked på af min mor, at “hun havde allerede en søn. Så det pjat kunne jeg godt holde op med”. Meget syret og en af de der mange små kommentarer, der faktisk satte sig fast.

Ligesom alle de der forbistrede kæreste-kommentarer piger og drenge udsættes for, fra de er bitte små. Hvis en pige kan lide at lege med en dreng, skal de voksne straks kalde dem kærester. Ikke venner, som drengene er; eller venner som pigerne er. Nej da. Nu er det jo to køn! SÅ er de altså nuttede og kærester. Jeg er simpelthen så træt af det. For det har ikke en skid ændret sig, siden jeg var barn.

Min datter er også (tvunget italesat af andre voksne) blevet kæreste med samtlige drengevenner, hun har haft . Undskyld mig – men drengene har sgu været sjovere at lege med end de fleste af de piger, hun har været i børnehave osv med).
Alle disse “småting” gør det for nogle mennesker SUPER svært at stå ved dem selv. Jeg har altid gerne ville passe ind.
Jeg har tilpasset mig og tilpasset mig og fucking tilpasset mig selv helt i stykker.

Kom nu for helvede!

I det hele taget er jeg godt og grundigt træt af, at vi har så gammeldags et syn på køn og seksualitet i Danmark. Som udgangspunkt er jeg virkelig ligeglad med, hvad andre gør…
Men når min dreng bliver kigget forkert på, fordi han har kjole på. Når der er en kasse med PIGE LEGO og en anden med DRENGE LEGO i en dansk daginstitution i år 2019. Ja, så bliver jeg sgu vred og frustreret. For så bliver mine børn for alvor berøvet deres fri vilje til at være DEM SELV!
Og jeg har sgu svært ved at stille noget op imod det. Men jeg nægter at lade det ligge hen. Vi er simpelthen nødt til at italesætte, når gamle kønsroller, menneskesyn osv er det styrende. Især hvis det bare er fordi sådan har det altid været. For det er fandme ikke okay!

Jeg er mig – jeg er biseksuel

Jeg er biseksuel og jeg er simpelthen så pisse hamrende stolt over at have lært nu, at det er okay! At jeg ikke er forkert, mindre værd, mindre ordentlig, ulækker, klam osv. fordi mit hjerte banker for en kvinde og måske i morgen banker for en mand.

Mine børn skal lære at vokse op og elske sig selv; og elske lige præcis dét individ, de ikke kan lade være med at elske.

Den helt fantastiske ammende RegnbueSkorpion mor har jeg fået lavet hos Ammehjørnet. Jeg er så benovet over i den grad at blive forstået i mit ønske om at vise, hvem JEG er.
Tusind tak og WOW. Kig ind og se alle de skønne værker.

HOP HOP HOP

Glædelig jul? Med alkoholisme i familien – NEJ!

Det her indlæg er sgu svært at skrive. Det bliver nok også svært at læse. Men det brænder i mine tanker og har brændt i mine tanker HVER jul lige så længe jeg kan huske. Jeg er vokset op i en familie med alkoholisme rigtig tæt på. Faktisk er jeg barn af en alkoholiker, selvom min mor, nok stadig i dag, vil påstå, at hun aldrig har haft problemer med alkohol.

Om alkoholisme og empatiske briller

Bevares… Det kan da godt være hun aldrig har haft problemer med alkohol. Men jeg og mange andre med mig, har haft store problemer med hende i selskab med alkohol. Især i forbindelse med højtider. Og bevares. Min mor var ikke fuld 24/7 365 hele min barndom. Der har stensikkert også været bedre perioder end det. Desværre kan jeg ikke lige komme på dem.
Til gengæld kan jeg huske HVER eneste gang, vi har været nødt til abrupt at forlade en fest, eller juleaften hos min moster, fordi min mor var fuld og blev uvenner med min onkel. Jeg kan huske den juleaften, hvor min mor var fuld, inden vi nåede hen til min moster og gik ind i deres dør – i stedet for igennem den.

Så for at holde lidt fast i min overskrift.

NEJ, det er sgu ikke altid fedt at fejre jul. Og med alkoholisme tæt på sig er det kilde til frustrationer og for mig en tilbagevendende sorg.
Jeg valgte for – ja, det er vel 6 eller 7 år siden, min mor fra.
Jeg har ikke kontakt med hende og ønsker det heller ikke.
Igennem et meget langt sygdomsforløb med gentagne depressioner, stress, generaliseret angst, panikangst og social angst ramte jeg ind i stolen hos en psykolog, som ikke lod mig tale udenom.
Som så lige ind igennem alt mit “hurtig snakker og griner, så ingen ser, jeg græder indeni”-pis.
Han fik mig til lige at ridse min opvækst op og bad mig, i en lidt senere hypnose, om at tage mine empatiske briller på (jep, sådan nogle har jeg – og de ER SÅ GODE til at se og forstå ALLE andre, end mig selv). Så sagde han “psykisk vold i familien”. Og mit verdensbillede brød sammen.
For med de briller på, kunne jeg jo ikke lade som om, jeg kom fra en familie, hvor alt var godt; det bare var mig der var for følsom og nærtagende. Med de briller på, SÅ jeg MIG… og hvorfor det er SÅ svært at være mig ind imellem. Heldigvis var han virkelig dygtig og lod mig ikke forlade lokalet som et vrag. Han hjalp mig med at bruge mine empatiske briller til både at se min mor uden mit normale filter af kaotiske følelser og han hjalp mig med at se MIG uden mit normale filter af selvhad og manglende selvværd.

Der var en gang… og for enden af den gang

Det er snart MANGE år siden. Men det psykolog forløb rykkede virkelig rundt inde i mig og på en rigtig god måde.
Ofte tænker jeg, at jeg skulle have holdt ved – og jeg kan ikke længere huske, hvorfor jeg stoppede der. Jeg har siden været i to lange psykolog forløb, der i virkeligheden har ryddet op, hvor Alex slap. Nemlig forløb, hvor fokus har været på at finde ud af, hvordan fanden jeg kan være en mor, med de ar, sår, fejl og virkelig lortede adfærdsmønstre jeg har med mig. Hvordan jeg GERNE vil være MOR for mine børn. Det har været en virkelig lang og voldsom rejse, der er så hamrende langt fra slut.

Rejsen varer for evigt
Den kommer til at vare resten af mit liv. Det punkt, hvor jeg adskiller mig mest fra min egen mor, er nemlig, at jeg er meget bevidst om, at jeg ikke er ufejlbarlig. Derfor er jeg nødt til at udvikle mig og indse de fejl jeg begår – for på den måde, kan jeg sige undskyld og tage ansvaret på mig. Så det ikke bliver mine børn, der er ansvarlige i VORES relation.

Skal alkoholisme tilgives? Nu er det jo trods alt jul!

Tilbage til mit tema for denne skrivelse (ikke dette skriv – for det hedder det altså ikke).
Som datter af en alkoholiker har mine juleaftener ofte været rigtig dårlige – altså virkelig triste. I dag som voksen er det dog ikke alkoholisme, der gør det svært at holde jul. Det svære er, at jeg hvert år ved juletid bliver mindet om mit valg. Mit valg som jo også medfører, at mine børn ikke kender deres mormor. Og det bør jeg jo være super ked af på deres vegne. For mine børn skal jo have et helt liv fyldt med mennesker, der elsker dem, sætter pris på dem og vil dem ALT det bedste i verden. Og det vil en MORMOR.

Altså… Hvis hun kan… Men når nu en mormor ikke kan være en MOR, så er der ikke noget krav på at blive mormor. For der er ikke nogen garanti for at en ikke-mor kan vende bøtten og blive en fantastisk mormor.

Ansvaret for relationen

Min mor har gennem mit voksenliv fået en del chancer for at vise mig, at hun elsker mig for mig (det er nemlig her en del af rodet ligger – i at jeg har følt mig forkert og uelsket af hende altid). Desværre har det ikke været muligt, og jeg har altid haft alt for stort ansvar i relationen. Jeg vil ikke give det mønster videre til mine børn. Jeg er, som nævnt, afgjort ikke en fejlfri mor, og det har jeg aldrig været og bliver jeg aldrig. Jeg er dog sikker på, at det eneste rigtige er, at mine børn vokser op uden en mormor – for de er sgu elskede, de er værdsatte og deres liv ER fyldt med mennesker, der kun vil dem det bedste. Min mor er bare ikke en i flokken.

En hvirvelvind af følelser

OG her til jul bliver det bare lige alt sammen hvirvlet op. Det er nemlig ofte til jul, bekendte har en holdning til mit valg og fortæller mig, at jeg frarøver mine børn et familiemedlem… ja! Det gør jeg! Men det er jo hver dag hele året – ikke kun til jul.
Det er også til jul, bekendte kan finde på at sige at jeg skal tilgive min mor. Og hey… Det har jeg faktisk gjort. Det bliver hun dog ikke et anderledes menneske af.
Hvis hun ikke var min mor, ville den snak ikke være relevant – for mennesker med den adfærd er IKKE en del af mit liv. Der har været flere personer med lignende adfærd og personlighed i mit liv gennem årerne. OG INGEN har fået lov at blive hængende, når først jeg har opdaget, at jeg bliver syg af samvær med dem. Så hvorfor er det lige, jeg ikke bare kan vide, at jeg har tilgivet hende og lade hende leve hendes liv, imens jeg lever mit?
Jeg synes faktisk, det er mest fair, for alle parter – især mine børn.

Generelt set tilgiver jeg ikke flere folk ved juletid end resten af året – mon andre gør det?
Jeg tilgiver, når der er noget at tilgive, for mit liv er for kort til at bære nag. Nogle gange er det dog ret svært… men i de tilfælde tilgiver jeg heller ikke først til jul, men når jeg er klar. Det er nemlig et pisse godt tidspunkt!

Ikke engang til jul tilgiver jeg mig selv

Nu vi taler om tilgivelse.
Så vil det helt store spørgsmål for mig nok altid være… om jeg kan tilgive MIG SELV. For sådan er det nemlig dybt inde i mig.

Jeg er kodet fra helt lille til at passe på min mor i ALLE aspekter af hendes liv. Dække over det dårlige – eller snarere benægte at det overhovedet eksisterer.
Det har jeg truffet et meget aktivt valg om ikke at blive ved med. Og nu har jeg aktivt valgt at skrive dette indlæg. Hvor jeg ihærdigt prøver at passe på min mor og samtidig være ærlig omkring hendes alkoholisme. Det er faktisk svært – for selvom jeg har tilgivet hende, gør det stadig ondt inden i mig. Der er ret mange situationer og episoder, jeg kunne beskrive, som tegner et meget grimt billede af min mor, når hun var påvirket af alkohol – men det kan jeg ikke – for det ville være synd for min mor.

Jeg kommer aldrig til

at tilgive mig selv for de følger, der har været efter jeg valgte min mor fra. ALDRIG nogensinde.
At jeg samtidig mistede min moster, onkel, morbror, fætre og kusiner – det burde jeg have forudset – men det gjorde jeg ikke. Og det tilgiver jeg ikke mig selv for.
At jeg har sat min familie, min bror, i en svær situation – i en svær relation. Det tilgiver jeg aldrig mig selv for.
Hvis min mor læser dette indlæg (hvilket jeg faktisk håber, hun IKKE gør), vil jeg nok heller ikke kunne tilgive mig selv det.
Jeg vil aldrig tilgive mig selv for at være SÅ dårlig en datter. Der lufter det største tabu, alkoholisme.

Til gengæld har jeg ingen skrupler i forhold til at holde min mor og alkoholisme væk fra mine børn. Der er det omvendt. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis jeg lod hende ødelægge mig mere – eller hvis hun fik ødelagt så meget som een eneste juleaften for mine børn.

Jeg håber, at jeg får lidt julefred i mine tanker, fordi alle disse ord endelig er skrevet ned. Og hvis du vil vide lidt mere om mig, er der en kort opdateret bio her

Så glædelig jul verden – og godt nytår

Læs evt mere om at være barn af en alkoholiker her

Skilsmisse WTF!? Jeg vil skilles – jeg er skilt. Hvad nu?

Skilsmisse er fandme ikke for tøsedrenge eller drengepiger eller piger eller drenge

Ikke desto mindre er det der jeg er. Jeg er lige blevet skilt. Det er hjernedødt hårdt og mærkeligt og svært.
Samtidig er det faktisk også en kæmpe lettelse og på mange måder er vores skilsmisse det bedste der er sket i lang tid.

Vi får en chance mere for at redde vores fælles forældreskab. Og det SKAL vi lykkes med. Come what may! Vi skal være voksne og modne nok til at komme igennem vores uenigheder og få fundet en vinkel på at være en skilsmissefamilie, som vores børn kan trives i. For det skylder vi både dem og os selv.

Samtidig er livet jo mere og andet for både børn og forældre end denne nye familie situation.
Se med i min tankemylder video, hvis du vil vide mere om mine tanker i dag. For dem er der masser af. Og hverken kat eller mand til at høre på dem… Så det får du lov til.

Vi skal naturligvis igennem en obligatorisk 3 måneders tænke periode (jeg beklager, men jeg har altså tænkt over det i væsentlig mere end 3 måneder allerede – jeg skifter ikke mening), som der kan læses mere om hos Familieretshuset .

 

Diagnoser

Jeg snakker lidt om mine kroniske sygdom også… som du kan læse lidt mere om i dette blogindlæg

hop hop

Rygsøjlegigt er simpelthen det nye sort!

Såååå deeeet! Jeg har sgu faktisk, min alder taget i betragtning, haft en del både fysiske og psykiske diagnoser på mig… Den sidst nye er rygsøjlegigt. Jeg er uafklaret i forhold til hvilken type det er… Men jeg ved, det er rygsøjlegigt..

Jeg ved også, at jeg formodentlig skal have medicin resten af mit liv… altså jeg er kun 34… Biologisk medicin og CBD – here I come!

Jeg er nu nået til at have stukket mig selv tre gange, for at få den biologiske medicin… Den medicin som bør virke bedst mod rygsøjlegigt… Som bør smadre en vej i mit immunforsvar, så mit immunforsvar ikke smadrer mig… Det er eddermame mere grænseoverskridende, end jeg på nogen måde havde forestillet mig!

Jeg gør det… En gang om ugen

Jeg kan ikke blive ved med at have så mange smerter… Det er simpelthen nødt til at stoppe, så jeg kan blive mig selv igen… Lige nu er jeg en skygge af mig selv og det er hverken jeg, min mand eller mine unger tjent med.

Derfor har jeg besluttet at supplere behandlingen med CBD olie… Og så krydse fingre for at noget virker… Og de ca 3 måneder der går, før jeg ved om det har den ønskede effekt, de er godt nok LANGE!

Klokken af ØV – rygsøjlegigt er RØV!

De smerter, jeg har, er med til at holde mig i en klokke af ØV…

Jeg er træt, irritabel, vred, opfarende, ked, glemsom, opgivende, har tankemylder, kan ikke sove, kan ikke tænke…

Alt i alt er det en rigtig lorte klokke at være i! Og den har varet i snart to år non stop…

Slidt? Mig? Ej da!

Eller måske jo…

Jeg er sgu ret slidt efterhånden og det er klart derfor, jeg er opfarende og irritabel!

Det værste er faktisk ikke tilnærmelsesvis, at jeg har ondt. Det værste er derimod, at jeg mange dage ikke formår at være den kone, søster, veninde, faster, tante og i særdeleshed den mor, jeg gerne vil være…

I virkeligheden er der mange dage, hvor jeg ikke er mig… Ikke er den udgave af mig, jeg ønsker at være.

Det er eddermame irriterende og frustrerende!

Ekstra meget, når der så kommer noget på tværs fra min omverden, som kræver overskud… For som udgangspunkt har jeg ikke noget! Min rygsøjlegigt æder mig helt bogstaveligt op indefra!

Fandme nej om jeg vil

lægge mig ned og vente på at tingene bliver bedre!

Hvis der er noget jeg efterhånden har lært, er det nemlig, at vi som individer har eneretten til at kæmpe… Eller give op…

Og jeg giver ikke op på mig!

Jeg har givet op på at kæmpe for bedre forhold i mine børns institution, så derfor har vi en anderledes tid i disse dage… Men den kamp kan jeg simpelthen ikke tage mere!

Til gengæld giver jeg ikke op på, at jeg skal have det bedre!

Jeg VIL være mig, for den mig, jeg har været de sidste år, er jeg ret glad for!

Hver gang jeg kæmper for mig, kæmper jeg for min familie. Jeg kæmper for, at mine børn får en tryg opvækst! En faktisk barndom! Hvor de må være børn – og det er fandme svært i disse tider, hvor vi alle helst skal være hjerteløse droner, der blindt bidrager til arbejdsstyrken og helst ikke må opdage, at vores muligheder bliver mere og mere ringe hele tiden…

Jeg drømmer om en barndom for vores børn med tid og plads til at være, at føle, at glædes, at rase, at sørge… Du ved… Tid og plads til at være MENNESKE! uanset om du er 2, 4, 16, 34 eller 66 år!

Hvordan endte mit opslag her? #endchildism

I virkeligheden ville jeg gerne kæmpe imod at dele op i voksne og børn… Forstået på den måde, at mange voksne mener, de selv er mere værd… Bare fordi de er voksne… Det forstår jeg ikke… Altså, at mange voksne ser sig selv som “a higher being”! Og derfor mener de alene sidder med sandheden, beslutningskraften og retten til at dømme. Det er lidt sært… Fordi mange mennesker, mener det er helt ok…

Jeg ender nok ud med at kæmpe en lille kæmp for mine egne to unger, og så må jeg redde verden, når jeg bliver gammel nok!

Og naturligvis fortsætter jeg med at kæmpe for, at jeg går det bedre!

Rygsøjlegigt plus det løse… Af banen, af banen – her kommer Bananen 💪