Ordet LOVE i multifarver

SLUT med kasser. Jeg magter ikke længere, at alt er i kasser!

Det skal være slut med kasser. Jeg kan simpelthen ikke holde det ud!
Uanset hvor jeg kigger hen, er det jer mod os. Os mod dem. Hvem pokker er os? Hvem er de?

Hvor er min kasse?

Hvorfor har vi alle sammen så stort et behov, for altid at lave denne opdeling? Jeg gør det jo selv. Lige nu, skal jeg i gang med en psykiatrisk udredning – og det er om noget en jagt på kasser. Og det til trods for, at jeg på ingen måder egentlig bryder mig om at skulle passe i en kasse.
Og hvilken kasse passer jeg i? Er der mon nogen, der har en kasse klar til en kronisk syg mor, der hylder at være mor, men har brudt med sin egen? En kasse der OGSÅ rummer, at være single og og biseksuel? At være skolelærer eller hov, kontorassistent? At være datter, veninde, søster, elsker, blogger, syerske, farveglad, følelsesladet og fucking Rasmus Modsat? Hvilken kasse er det? Og hvorfor HELVEDE skal jeg absolut være i en kasse? Hvorfor kan jeg ikke bare være mig?

Samfund af Lego?

Vores samfund er bygget op om kasser, i kasser og af kasser. Selv vores huse ligner mest af alt kasser stablet op om kasser. Vi lever og ånder i en stor legoklods. Det er bare ikke os alle sammen, der kan, vil, formår, har lært at bruge byggevejledningen. Og så bliver vores huse(liv, eksistenser) skæve. Så passer vi jo ikke ind i kasserne, der er tildelt os.

Min tanke er, at så burde det være muligt at bygge os selv en ny legokasse! Men det er det ikke! I stedet bliver vi mennesker udsat for at skulle prøve alle mulige forskellige eksisterende kasser. For vi skal DØD og PINE passe i en kasse!
Jeg har det sidste stykke tid, været så mega heldig at få hjælp af en familiebehandler. Og sikke en gigantisk hjælp det var, da lokummet brændte, og jeg havde brug for en, der kunne være voksen med mig. Der kunne kræve hjælp til mine børn, da Covid19 gik i selvsving og lagde landet øde og lukkede os alle inde i vores hjem – uanset om det var godt for det enkelte individ, den enkelte familie…
Men så en dag, blev Covid19s greb om vores land slækket. Der kom ikke nogle zombier, i vores zombie apokalypse og vi kunne alle ånde lidt mere frit.

Min frygt for zombier

Men så meldte der sig, for mig, en tvivl, en nyopstået – eller måske i bedste zombie stil en genopstået tvivl og frygt. For ikke at kunne varetage mine børns basale behov. Ikke fordi jeg længere tvivler på mit værd som mor. For jeg er kompetent, jeg er kærlig- Jeg er faktisk en rigtig fantastisk mor og mine unger er faktisk pisse heldige at de har MIG. På både godt og ondt – for fejlfri er jeg langt fra. Men jeg bliver pludselig mødt af både en sagsbehandler og familiebehandler, som ikke KENDER mig, mine værdier, min overbevisning som mor, menneske, familie osv. Og nu går det jo så helt galt. For de ved simpelthen ikke, hvilken kasse jeg hører til i.

Firkant med firkant i

Jeg vidste ikke på forhånd, hvad der sker, når man ikke passer i kasser og nægter at blive presset ind i en konform, konservativ, småborgerlig kasse bestående af et værelse til hver i familie, en bestemt slags sko, der er købt i en fysisk butik, og med tvangsinstitutionalisering, tvangsfritidsaktiviteter og mindst mulig tid med ro til at være familie. (Ja, det her er min fortolkning af konkrete mål for, hvad jeg ikke kan finde ud af at gøre rigtigt. Men hey, det er sgu min blog, og nej jeg hænger ikke nogen ud – for jeg fortæller ikke, hvem de er).

Skraldespandskassen

Nu ved jeg det. Nu ved jeg, hvordan jeg så også kommer i en kasse – ved at nægte at komme i de foreslåede kasser. Ser du! Så kommer man i SKRALDESPANDSKASSEN!
Den, hvor man som person, mor osv ikke vil deltage, ikke vil samarbejde og derfor ikke er modtagelig for hjælp og støtte.

Jeg vil vove den påstand, at jeg faktisk RIGTIG gerne vil have støtte og hjælp. Men sgu da kun til det jeg IKKE kan. Fx konkrete værktøjer til at støtte mit barn, når hans krop er stærkere end min, og jeg ikke har nået at se og forstå ham. Men den hjælp kan jeg nu ikke få. Fordi jeg har sagt NEJ til den ikke brugbare/nødvendige hjælp, jeg blev tilbudt.

Jo mere jeg tænker over alle disse kasser, får jeg lyst til at rive taget af legobygningen. Flå klodserne fra hinanden og lade os alle sammen starte forfra.

Så skal det være SLUT med kasser

Hvorfor kan vi så ikke have en mere organisk, holistisk, favnende og kærlig tilgang til os alle sammen?

  • Der er kæmpe debat alle steder om, hvorvidt der er rascisme i Danmark. JA DER ER!
  • Bliver kvinder voldtaget, eller leger de det bare? JA DE GØR – JA VI GØR! og nogle af os mere end een gang.
  • Er børn mennesker? På lige fod med voksne? SELVFØLGELIG!
  • Er det vigtigt at være sammen med dine nærmeste? JA FOR HELVEDE!!!
  • Er det klamt at være LGBT+ ? NEJ NEJ NEJ!!! Vi bestemmer ikke over vores følelser.
  • Må drenge gå i kjole? JA! Hvis de har lyst… også i børnehaven? JA!
  • Må piger være drager til fastelavn? Og lege med drenge? JA for helvede?
  • Findes der pigefarver og drengefarver? NEJ NEJ NEJ! og heller ikke legetøj kun til drenge eller kun til piger!

Stop

Stop

STOOOOOP!!!!!!!!!!!!!!!

Findes der en masse mennesker, der helt fra barnsben bliver smadret på selvværd og selvtillid, fordi vi prøver at passe ind i alle de her kasser af korrekthed? JA!!!!!

Er der faktisk rigtig mange af os, der er skæve lego bygninger, der ender ud med at få en tur igennem det psykiatriske system? JA! Jeg har observeret påfaldende mange kvinder fra LGBT+ grupper på facebook fortælle om diverse diagnoser. Som de sikkert havde undgået, hvis de var blevet mødt med rummelighed og kærlighed i forhold til lige den, DE er.

Samtidig har jeg sjældent oplevet en gruppe kvinder, der går så meget op i, hvilke kasser vi som lesbiske og biseksuelle hører til.

JEG VIL IKKE MERE!!!!

Slut med alle de kasser!

HJÆLP!

Men hvad kan jeg gøre? Hvordan kan jeg være medvirkende til, at mine børn ikke skal puttes i kasser? Hvordan kan jeg få hjælp til de ting, der er svære for mig – uden at ryge i nogle helt forkerte kasser?

Jeg aner det ganske simpelt ikke!

REVOLUTIONEN: SLUT MED KASSER

JEG vil ikke lade mine børn blive holdt tilbage i deres udtryk, deres vidunderlige forskellighed, fordi ANDRE har behov for at pådutte dem, deres kasser.
JEG vil have revolution!

I want it all

I want it all

I want it all

And I want it gone!

The roof the roof, the roof is on fire!

DER’R Noget galt i Danmark! og i resten af verden!

Hvordan bliver det slut med kasser

Vi kan som forældre, kaste os ud i demonstrationer for bedre forhold – been there done that – got the t-shirt!
Men ingen revolution.

Samsovning hos os

Vi kan hash-tagge og lave en Metoo STORMVIND og stadig mener mange, at der ikke forgår sexchikane, sexovergreb, voldtægter i nær så stor stil, som der gør!

Vi kan råbe, vi kan skrige, vi kan slå en stakkels pige – sy min kjole, find min taske!

Men hvad nytter det? Vi har jo FACEBOOKPOLITIET, der hele tiden gør os opmærksomme på, at det endnu ikke er slut med kasser. Og de er både dem, der sætter reglerne, påpeger når de overtrædes OG sørger for at dømme os ude – alt imens de glædeligt svinger hammeren og igen danner grobund for den ekskluderende os><dem mentalitet.

Lad os dog favne!

Der findes en tilgang til forældreskabet, som på dansk kaldes i favnsk forældreskab (Attachment parenting). Det vinder frem i nogle forældre grupperinger med rasende fart – og for andre forældre er det simpelthen herunder alle curling forældre hører til.
Hvad nu hvis…

Prøv lige at følge med her til sidst…
Jeg ved godt, jeg bruger mange ord og absolut intet filter har på i dag…

HVAD NU HVIS!!!!!

Vi alle sammen mødte hinanden med samme ånd, som der ligger bag i favnsk forældreskab?

Hvad nu hvis, vi besluttede os for, at det skal være slut med alle kasser. Og vi holdt fast i bare lige en! At møde ALLE – høj som lav. Ung som gammel, tyk som tynd. Mand som kvinde (og alle varianter deraf). Hvis nu vi bare mødte hinanden med disse principper som grundlag (Oversigten nedenfor er lånt fra Familie uden filter):

Principperne lyder:

  1. At forberede sig på graviditet, fødsel og forældrerollen
  2. At lytte til barnets signaler og give det sensitiv respons
  3. At give barnet kropskontakt
  4. At sikre tryg søvn
  5. At give mad med kærlighed og respekt
  6. At undgå unødige adskillelser
  7. At opdrage blidt
  8. At finde balancen i familielivet

Siljes favnende menneskesyn

  1. At forberede sig på livsændringer hos dig selv og andre
  2. At lytte til medmenneskers signaler og giv dem sensitiv respons
  3. At give medmennesker den ønskede kropskontakt og respektere et nej
  4. At sikre tryg søvn – for ALLE
  5. At give mad med kærlighed og respekt – til ALLE
  6. At undgå unødige adskillelser – vær’ der for dem du holder af
  7. At kommunikere blidt
  8. At finde balancen i familielivet

Læs evt. mere om mit menneskesyn her

Og nu…
flår vi så kasserne i stykker og starter en revolution, der bygger på at vi ALLE SAMMEN ER LIGE MEGET VÆRD!

Glædelig jul? Med alkoholisme i familien – NEJ!

Det her indlæg er sgu svært at skrive. Det bliver nok også svært at læse. Men det brænder i mine tanker og har brændt i mine tanker HVER jul lige så længe jeg kan huske. Jeg er vokset op i en familie med alkoholisme rigtig tæt på. Faktisk er jeg barn af en alkoholiker, selvom min mor, nok stadig i dag, vil påstå, at hun aldrig har haft problemer med alkohol.

Om alkoholisme og empatiske briller

Bevares… Det kan da godt være hun aldrig har haft problemer med alkohol. Men jeg og mange andre med mig, har haft store problemer med hende i selskab med alkohol. Især i forbindelse med højtider. Og bevares. Min mor var ikke fuld 24/7 365 hele min barndom. Der har stensikkert også været bedre perioder end det. Desværre kan jeg ikke lige komme på dem.
Til gengæld kan jeg huske HVER eneste gang, vi har været nødt til abrupt at forlade en fest, eller juleaften hos min moster, fordi min mor var fuld og blev uvenner med min onkel. Jeg kan huske den juleaften, hvor min mor var fuld, inden vi nåede hen til min moster og gik ind i deres dør – i stedet for igennem den.

Så for at holde lidt fast i min overskrift.

NEJ, det er sgu ikke altid fedt at fejre jul. Og med alkoholisme tæt på sig er det kilde til frustrationer og for mig en tilbagevendende sorg.
Jeg valgte for – ja, det er vel 6 eller 7 år siden, min mor fra.
Jeg har ikke kontakt med hende og ønsker det heller ikke.
Igennem et meget langt sygdomsforløb med gentagne depressioner, stress, generaliseret angst, panikangst og social angst ramte jeg ind i stolen hos en psykolog, som ikke lod mig tale udenom.
Som så lige ind igennem alt mit “hurtig snakker og griner, så ingen ser, jeg græder indeni”-pis.
Han fik mig til lige at ridse min opvækst op og bad mig, i en lidt senere hypnose, om at tage mine empatiske briller på (jep, sådan nogle har jeg – og de ER SÅ GODE til at se og forstå ALLE andre, end mig selv). Så sagde han “psykisk vold i familien”. Og mit verdensbillede brød sammen.
For med de briller på, kunne jeg jo ikke lade som om, jeg kom fra en familie, hvor alt var godt; det bare var mig der var for følsom og nærtagende. Med de briller på, SÅ jeg MIG… og hvorfor det er SÅ svært at være mig ind imellem. Heldigvis var han virkelig dygtig og lod mig ikke forlade lokalet som et vrag. Han hjalp mig med at bruge mine empatiske briller til både at se min mor uden mit normale filter af kaotiske følelser og han hjalp mig med at se MIG uden mit normale filter af selvhad og manglende selvværd.

Der var en gang… og for enden af den gang

Det er snart MANGE år siden. Men det psykolog forløb rykkede virkelig rundt inde i mig og på en rigtig god måde.
Ofte tænker jeg, at jeg skulle have holdt ved – og jeg kan ikke længere huske, hvorfor jeg stoppede der. Jeg har siden været i to lange psykolog forløb, der i virkeligheden har ryddet op, hvor Alex slap. Nemlig forløb, hvor fokus har været på at finde ud af, hvordan fanden jeg kan være en mor, med de ar, sår, fejl og virkelig lortede adfærdsmønstre jeg har med mig. Hvordan jeg GERNE vil være MOR for mine børn. Det har været en virkelig lang og voldsom rejse, der er så hamrende langt fra slut.

Rejsen varer for evigt
Den kommer til at vare resten af mit liv. Det punkt, hvor jeg adskiller mig mest fra min egen mor, er nemlig, at jeg er meget bevidst om, at jeg ikke er ufejlbarlig. Derfor er jeg nødt til at udvikle mig og indse de fejl jeg begår – for på den måde, kan jeg sige undskyld og tage ansvaret på mig. Så det ikke bliver mine børn, der er ansvarlige i VORES relation.

Skal alkoholisme tilgives? Nu er det jo trods alt jul!

Tilbage til mit tema for denne skrivelse (ikke dette skriv – for det hedder det altså ikke).
Som datter af en alkoholiker har mine juleaftener ofte været rigtig dårlige – altså virkelig triste. I dag som voksen er det dog ikke alkoholisme, der gør det svært at holde jul. Det svære er, at jeg hvert år ved juletid bliver mindet om mit valg. Mit valg som jo også medfører, at mine børn ikke kender deres mormor. Og det bør jeg jo være super ked af på deres vegne. For mine børn skal jo have et helt liv fyldt med mennesker, der elsker dem, sætter pris på dem og vil dem ALT det bedste i verden. Og det vil en MORMOR.

Altså… Hvis hun kan… Men når nu en mormor ikke kan være en MOR, så er der ikke noget krav på at blive mormor. For der er ikke nogen garanti for at en ikke-mor kan vende bøtten og blive en fantastisk mormor.

Ansvaret for relationen

Min mor har gennem mit voksenliv fået en del chancer for at vise mig, at hun elsker mig for mig (det er nemlig her en del af rodet ligger – i at jeg har følt mig forkert og uelsket af hende altid). Desværre har det ikke været muligt, og jeg har altid haft alt for stort ansvar i relationen. Jeg vil ikke give det mønster videre til mine børn. Jeg er, som nævnt, afgjort ikke en fejlfri mor, og det har jeg aldrig været og bliver jeg aldrig. Jeg er dog sikker på, at det eneste rigtige er, at mine børn vokser op uden en mormor – for de er sgu elskede, de er værdsatte og deres liv ER fyldt med mennesker, der kun vil dem det bedste. Min mor er bare ikke en i flokken.

En hvirvelvind af følelser

OG her til jul bliver det bare lige alt sammen hvirvlet op. Det er nemlig ofte til jul, bekendte har en holdning til mit valg og fortæller mig, at jeg frarøver mine børn et familiemedlem… ja! Det gør jeg! Men det er jo hver dag hele året – ikke kun til jul.
Det er også til jul, bekendte kan finde på at sige at jeg skal tilgive min mor. Og hey… Det har jeg faktisk gjort. Det bliver hun dog ikke et anderledes menneske af.
Hvis hun ikke var min mor, ville den snak ikke være relevant – for mennesker med den adfærd er IKKE en del af mit liv. Der har været flere personer med lignende adfærd og personlighed i mit liv gennem årerne. OG INGEN har fået lov at blive hængende, når først jeg har opdaget, at jeg bliver syg af samvær med dem. Så hvorfor er det lige, jeg ikke bare kan vide, at jeg har tilgivet hende og lade hende leve hendes liv, imens jeg lever mit?
Jeg synes faktisk, det er mest fair, for alle parter – især mine børn.

Generelt set tilgiver jeg ikke flere folk ved juletid end resten af året – mon andre gør det?
Jeg tilgiver, når der er noget at tilgive, for mit liv er for kort til at bære nag. Nogle gange er det dog ret svært… men i de tilfælde tilgiver jeg heller ikke først til jul, men når jeg er klar. Det er nemlig et pisse godt tidspunkt!

Ikke engang til jul tilgiver jeg mig selv

Nu vi taler om tilgivelse.
Så vil det helt store spørgsmål for mig nok altid være… om jeg kan tilgive MIG SELV. For sådan er det nemlig dybt inde i mig.

Jeg er kodet fra helt lille til at passe på min mor i ALLE aspekter af hendes liv. Dække over det dårlige – eller snarere benægte at det overhovedet eksisterer.
Det har jeg truffet et meget aktivt valg om ikke at blive ved med. Og nu har jeg aktivt valgt at skrive dette indlæg. Hvor jeg ihærdigt prøver at passe på min mor og samtidig være ærlig omkring hendes alkoholisme. Det er faktisk svært – for selvom jeg har tilgivet hende, gør det stadig ondt inden i mig. Der er ret mange situationer og episoder, jeg kunne beskrive, som tegner et meget grimt billede af min mor, når hun var påvirket af alkohol – men det kan jeg ikke – for det ville være synd for min mor.

Jeg kommer aldrig til

at tilgive mig selv for de følger, der har været efter jeg valgte min mor fra. ALDRIG nogensinde.
At jeg samtidig mistede min moster, onkel, morbror, fætre og kusiner – det burde jeg have forudset – men det gjorde jeg ikke. Og det tilgiver jeg ikke mig selv for.
At jeg har sat min familie, min bror, i en svær situation – i en svær relation. Det tilgiver jeg aldrig mig selv for.
Hvis min mor læser dette indlæg (hvilket jeg faktisk håber, hun IKKE gør), vil jeg nok heller ikke kunne tilgive mig selv det.
Jeg vil aldrig tilgive mig selv for at være SÅ dårlig en datter. Der lufter det største tabu, alkoholisme.

Til gengæld har jeg ingen skrupler i forhold til at holde min mor og alkoholisme væk fra mine børn. Der er det omvendt. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis jeg lod hende ødelægge mig mere – eller hvis hun fik ødelagt så meget som een eneste juleaften for mine børn.

Jeg håber, at jeg får lidt julefred i mine tanker, fordi alle disse ord endelig er skrevet ned. Og hvis du vil vide lidt mere om mig, er der en kort opdateret bio her

Så glædelig jul verden – og godt nytår

Læs evt mere om at være barn af en alkoholiker her

Samsovning hos os

Godnat og sov godt – fyldt med kærlighed og tryghed

Der var engang en, der sagde, “Godnat og sov godt”, i den mest kærlige mening til sit barn – og MANGE tusinde fulgte trop. Mange, MANGE år senere fandt nogle på at skrive en bog med den titel, som FOR ALTID har smadret det udtryk for mange børn. For bogen opfordrer til at børn – SMÅBITTE mennesker skal have lov til at græde i så lang tid, at de giver op. De opgiver håbet og troen på, at der kommer hjælp, når de bruger deres mest basale værktøj – gråd! Børn der græder skal trøstes -ikke anklages for at manipulere, ikke ignoreres og IKKE være alene!

Det er svært at være 11 år, og som 35 årig er der stadig mange ting, jeg slet ikke forstår.

Hvorfor går voksne STADIG rundt og ser ud som ALTING gør ondt? (Medmindre du selvfølgelig har fx fibromyalgi, hvor alting gør ondt, så undrer det mig.)
Noget af det handler stensikkert om, at der er sket noget i forholdet mellem, hvad vi faktisk VED om børn og det samfund, der samtidig er groet op om ørerne på os. I vores samfund i dag, er der ikke plads eller vilje til, at vi vælger at bruge vores tid, kræfter og KÆRLIGHED på vores børn i de første år, hvor de har brug for OS, for deres forældre, søskende, bedsteforældre osv.

Hamsterhjulet drejer og drejer og drejer og drejer og drejer og 

Der er et samfundsmæssigt behov for at holde det berømte/berygtede hamsterhjul i gang. Det er faktisk på bekostning af vores børns psykiske og fysiske helbred. 
Det kan være en letsindig læser (det ville være ret sejt, hvis sådan en faktisk havde sneget sig herind og læste med – velkommen til i så fald) tænker: “Hey dame, det har du bare slet ikke belæg for at sige noget som helst om. Jeg gør det bedste for mine børn ALTID.” Og hey selv, letsindige læser… Nu holder jeg mig jo ikke udenfor eller for god til at være en del af systemet, af samfundet, af normen, af det forbistrede hamsterhjul. JEG gør hver dag det ALLER bedste, jeg kan for mine børn – ligesom ca alle andre forældre gør.

Jeg vil bare vove den påstand, at det jeg gør fandme slet ikke er godt nok.

Og der er ved den søde grød STOR forskel på, hvad der reelt set er barnets tarv, og hvad der reelt set er den voksnes behov for magt, status, symbolværdi, branding, selvhævdelse, selvrealisering, og hvor vi ellers kan kaste os rundt i en helt klassisk behovspyramide.

Barnet har behov for ret basale ting

Intet af det behøver at have kostet en formue! heller ikke vikler… beklager derude! men det er ikke barnets behov, at mor har mange vikler, at far har en stor bil, at der er mange dyre klatreting på gulvet eller porcelænet er det rigtige. Barnet har heller ikke behov for en tur i Zoo eller Bonbonland – en flyvetur til Thailand er umiddelbart heller ikke et lille bitte barns behov.

Som voksen har du stensikkert også andre behov end de basale – men de basale behov er de samme, som dit barns. og det her indlæg handler om at DU som voksen kan være med til at VÆLGE at lytte til dit BARNS behov i stedet for at lytte til de samfunds konstruerede behov du selv har. Hvis du vil – du er jo den voksne og vil qua denne alders-, størrelses- og erfaringsmæssige “større” position have magten over barnet. Men hvordan er det smart at bruge den magt? til at påføre barnet ubehag? utryghed? sorg? fortvivlelse? håbløshed? 

Eller ville det mon være bedre

(og ja der er for mig et RIGTIGT svar og et FORKERT svar, det her er min personlige blog, så det må jeg nemlig gerne skrive!) at bruge den magt til at tilsidesætte dig selv bare liiiige et par år og til gengæld give dit barn den kærlighed, tryghed, nærhed, nærvær, det håb, den glæde og den lykke det er, at være sammen med DIG, lige netop DIG! For du er barnets forælder og tiden med dit lille bitte barn kommer bare aldrig tilbage. Den kerne af kærlighed vi får givet vores børn, når de er små, ved altid at høre dem, trøste dem og være deres trygge havn. Det er DEN kerne, de skal bruge resten af deres liv, når det er svært at være menneske. Og vi vil alle sammen en eller anden dag stå med hjertet knust – helt uden at forstå, hvad søren der er sket, og det er sgu en god ide, hvis vi så kan gribe fat inde i vores kerne og vide “at jeg er elsket”. Uanset hvad der sker omkring mig, er jeg elsket alle dage, indtil verdens ende. Og den kærlighed, kan vi som forældre faktisk vælge at give vores børn – fra de er helt små. 

Godnat og sov godt sagde de

Det her blogindlæg har gnavet i mig længe… I dag skulle det ud. For Gyldendals forlag er nået frem til at bogen Godnat og sov godt , skam slet ikke er så slem, så den bliver bare på hylderne. Det gør mig rigtig ked af det og rigtig vred.

Hele debatten der har været op til folketingsvalget i år, har pisset mig grundigt af. Ja der BØR være minimumsnormeringer i dagtilbud og jeg har lagt FOR mange af mine kræfter i at råbe HØJT op om det.

Det er ikke så svært, sagde de – når man først får det lært!

Men ærlig talt, så starter det sgu når baby smutter ud mors mave. Det er allerede DER vi er nødt til at kigge på vores lille barn og se hvor fuldstændig hjælpeløst og afhængigt af os det er. og så STOPPE med at præstere…
stoppe med at skulle følge med i et ræs om hvis barn der først kan sove igennem (jeg har ikke lært det endnu – jeg siger lige igen, at jeg er 35 år gammel – jeg har ALDRIG sovet en hel nat igennem, uden at være fuld eller have taget medicin for at tvinge mig til at sove. Jeg HADER at sove alene, hvorfor søren skal mine børn det så?), hvis barn der først kan gå, sige mor, lægge et puslespil, sige alfabetet, hvis hjem der er mest rent, har de mest rigtige møbler, det mest rigtige tøj, den mest rigtige adresse, bil, hund, uddannelse osv osv. 

BARE STOP DIG SELV!
Dit barn har brug for DIG! og ikke andet!

Så for FUCK’S sake!

KRAM dit barn, ELSK dit barn, TRØST dit barn

Hvis du sidder og tænker Behovspyramide-afhvaffornoget? er der link til en lige her. Og jo, jeg har faktisk lidt viden om børn og børns udvikling… øj en masse psykologi og pædagogik, der var på min læreruddannelse…

Boje Katzenelson: Abraham Maslow i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?