Rygsøjlegigt er simpelthen det nye sort!

Såååå deeeet! Jeg har sgu faktisk, min alder taget i betragtning, haft en del både fysiske og psykiske diagnoser på mig… Den sidst nye er rygsøjlegigt. Jeg er uafklaret i forhold til hvilken type det er… Men jeg ved, det er rygsøjlegigt..

Jeg ved også, at jeg formodentlig skal have medicin resten af mit liv… altså jeg er kun 34… Biologisk medicin og CBD – here I come!

Jeg er nu nået til at have stukket mig selv tre gange, for at få den biologiske medicin… Den medicin som bør virke bedst mod rygsøjlegigt… Som bør smadre en vej i mit immunforsvar, så mit immunforsvar ikke smadrer mig… Det er eddermame mere grænseoverskridende, end jeg på nogen måde havde forestillet mig!

Jeg gør det… En gang om ugen

Jeg kan ikke blive ved med at have så mange smerter… Det er simpelthen nødt til at stoppe, så jeg kan blive mig selv igen… Lige nu er jeg en skygge af mig selv og det er hverken jeg, min mand eller mine unger tjent med.

Derfor har jeg besluttet at supplere behandlingen med CBD olie… Og så krydse fingre for at noget virker… Og de ca 3 måneder der går, før jeg ved om det har den ønskede effekt, de er godt nok LANGE!

Klokken af ØV – rygsøjlegigt er RØV!

De smerter, jeg har, er med til at holde mig i en klokke af ØV…

Jeg er træt, irritabel, vred, opfarende, ked, glemsom, opgivende, har tankemylder, kan ikke sove, kan ikke tænke…

Alt i alt er det en rigtig lorte klokke at være i! Og den har varet i snart to år non stop…

Slidt? Mig? Ej da!

Eller måske jo…

Jeg er sgu ret slidt efterhånden og det er klart derfor, jeg er opfarende og irritabel!

Det værste er faktisk ikke tilnærmelsesvis, at jeg har ondt. Det værste er derimod, at jeg mange dage ikke formår at være den kone, søster, veninde, faster, tante og i særdeleshed den mor, jeg gerne vil være…

I virkeligheden er der mange dage, hvor jeg ikke er mig… Ikke er den udgave af mig, jeg ønsker at være.

Det er eddermame irriterende og frustrerende!

Ekstra meget, når der så kommer noget på tværs fra min omverden, som kræver overskud… For som udgangspunkt har jeg ikke noget! Min rygsøjlegigt æder mig helt bogstaveligt op indefra!

Fandme nej om jeg vil

lægge mig ned og vente på at tingene bliver bedre!

Hvis der er noget jeg efterhånden har lært, er det nemlig, at vi som individer har eneretten til at kæmpe… Eller give op…

Og jeg giver ikke op på mig!

Jeg har givet op på at kæmpe for bedre forhold i mine børns institution, så derfor har vi en anderledes tid i disse dage… Men den kamp kan jeg simpelthen ikke tage mere!

Til gengæld giver jeg ikke op på, at jeg skal have det bedre!

Jeg VIL være mig, for den mig, jeg har været de sidste år, er jeg ret glad for!

Hver gang jeg kæmper for mig, kæmper jeg for min familie. Jeg kæmper for, at mine børn får en tryg opvækst! En faktisk barndom! Hvor de må være børn – og det er fandme svært i disse tider, hvor vi alle helst skal være hjerteløse droner, der blindt bidrager til arbejdsstyrken og helst ikke må opdage, at vores muligheder bliver mere og mere ringe hele tiden…

Jeg drømmer om en barndom for vores børn med tid og plads til at være, at føle, at glædes, at rase, at sørge… Du ved… Tid og plads til at være MENNESKE! uanset om du er 2, 4, 16, 34 eller 66 år!

Hvordan endte mit opslag her? #endchildism

I virkeligheden ville jeg gerne kæmpe imod at dele op i voksne og børn… Forstået på den måde, at mange voksne mener, de selv er mere værd… Bare fordi de er voksne… Det forstår jeg ikke… Altså, at mange voksne ser sig selv som “a higher being”! Og derfor mener de alene sidder med sandheden, beslutningskraften og retten til at dømme. Det er lidt sært… Fordi mange mennesker, mener det er helt ok…

Jeg ender nok ud med at kæmpe en lille kæmp for mine egne to unger, og så må jeg redde verden, når jeg bliver gammel nok!

Og naturligvis fortsætter jeg med at kæmpe for, at jeg går det bedre!

Rygsøjlegigt plus det løse… Af banen, af banen – her kommer Bananen 💪

Tiden er mørk

Stilhed før storm eller stilhed i orkanens øje? Stille tid? Stormfuld tid? Nu er det endelig blevet blogtid❤️

Det er svært at være 11 år,
der’ så meget,
som man ikke forstår.
Hvorfor går alle voksne rundt
og ser ud,
som om alting gør ondt?
Jo ser du Krumme…Det er sgu fordi livet er helt anderledes som voksen end som barn… og indimellem gør livet ondt… Når dagene er fyldt ud med storm, gør ALTING ondt.

Midt i orkanens øje er der stille.

Skræmmende stille. Som voksen har jeg lært, at når jeg er lige der, der hvor stormen går amok hele vejen rundt om mig, lige der hvor der er stille, lige der ved jeg at det er stilhed før storm. For den eneste måde at slippe ud af orkanens øje er ved at kæmpe. KÆMPE hele vejen igennem stormen. Og komme ud på den anden side af orkanen… Stærkere, mere erfaren og hamrende træt.
Det fedeste ved at vide det, er at vide, at det også stopper med at gøre ondt… en dag…
Ikke nødvendigvis i dag eller i morgen – men EN ELLER ANDEN DAG! for det er det bare nødt til. Det bestemmer JEG!

Min fortid

Jeg er vokset op i en familie, hvor vi alle sammen skulle være på vagt i forhold til min mors humør og i perioder også alkohol indtag. Jeg sad en gang hos (endnu) en psykolog og fortalte om min oplevelse af at være barn i vores hus. Psykologen bad mig om at lytte til min historie, som var jeg ham og så fortælle,a hvilke tanker jeg fik. Hvis nu det var en af mine elever (jeg har i en ganske kort periode været folkeskolelærer), der sad og fortalte mig det. Hvad ville jeg tænke, sige og gøre.

Jeg var rystet… for sådan havde jeg ikke selv lige gjort…og det første,  jeg tænkte  var,  at det barn,  i den familie, blev udsat for psykisk vold. Jeg havde ALDRIG forestillet mig, at der var noget, der forklarede, hvorfor jeg i min ungdom og første voksenår havde det så hamrende svært. Jeg troede faktisk, at jeg “bare” havde en brist et sted. At jeg var skrøbelig fra naturens side og derfor ikke kunne klare så meget. At jeg var hysterisk og bare skulle tage mig sammen.

Personligheds a’hva’ for en fisk?

Det troede jeg så meget på, at en psykiater efter en enkelt times samtale en gang diagnosticerede mig med en PERSONLIGHEDSFOSTYRRELSE! Mine følelser var for mange og for svingende. Mine holdninger for firkantede og sort/hvide til, at jeg kunne være normal. Jeg tog det på mig – ikke bare til mig… Men PÅ mig… En gigantisk rygsæk af skyld og skam over at være SÅ dårlig til at være menneske, at jeg VAR borderline.

Hvis kaos er du?

Måske havde han ret den dag… Måske var jeg midt i et angstanfald og derfor ganske emotionel ustabil… Han er dog den eneste (og jeg har efterhånden været i hænderne på 2 psykiatere, 2 psykiatri sygeplejersker og 5 psykologer), der har set den diagnose. De andre har set en lille pige, der var nødt til at overleve i min mors følelsesmæssige kaos. Min forsvarsmekanisme var at tilpasse mit humør og mine følelser, så de passede hende. Og DET har givet mig en masse vilde svingninger. Svingninger,  der gør,  at jeg ikke altid,  bare tager mig sammen.

For det er ikke en mulighed altid. Selvom jeg nu ved  at det en dag ikke gør så skide nuller naller, så er det dybt indgroet i mig at forvente det værste, for da jeg var lille var det smadder smart at være forberedt på,  at min mor havde en dårlig dag… det var nemlig MEGET sjovere at blive overrasket af en gang godt humør, end det var at blive overrasket af en ondskabsfuld og narcisistisk måske endda også fuld mor.

Min storm ? Alles storm? Kampen om forældreskabet

Jeg kæmper dagligt for at være en god mor… Det tror jeg, de fleste mødre gør… Ligesom de fleste fædre kæmper for at være gode fædre!

Nogen gange er jeg ikke sikker på, at jeg lykkes med det… I lang tid var mit mål at være en bedre mor, end min egen mor har været… Og ja… Jeg er sgu træt af at lade min kamp for løsrivelse og selvstændighed diktere, hvad jeg skal, kan og bør gøre med og for mine to fantastiske unger.

Kampen i orkanens rasen

Udover at kæmpe med min egen barndom og for at finde min rolle som mor, kæmper jeg med tilbagevendende depressioner (lige nu en fødselsdepression) .. I disse dage, går kampen ikke voldsomt godt… Så det er godt at vide, at jeg har været i orkanens øje, at jeg nu er midt i den værste storm. Når jeg kæmper videre (og det gør jeg naturligvis), ved jeg, at jeg kommer helt ud af orkanen.

Jeg kommer ud af orkanen med mere erfaring, en dybere viden om hvem jeg er, og hvem jeg gerne vil være. For alt hvad jeg har oplevet de sidste snart 34 år, gør mig til den,  jeg er.

The storm

Åh altså! Tiden flyver og mit fokus flyver med.

Time flies
Tiden flyver

Tiden op til, under og efter

Jeg vil gerne være ærlig! Ærlig overfor eventuelle læsere, men mest afgørende, ærlig overfor mig selv! I tiden op til fødslen af min søn, magtede jeg intet😑 På en god dag, græd jeg ikke af smerte, på vej hjem fra at aflevere min datter. På en god dag kunne jeg tøffe lidt rundt herhjemme og slå tiden ihjel uden at være ved at flå hårene ud af hovedet på mig selv.

På en dårlig dag… Faktisk var det nok nærmere en almindelig dag, græd jeg hele vejen hjem, fordi mit bækken gjorde ondt, og jeg dårligt kunne løfte fødderne fra fortovet for at tage det næste skridt. De dage slog tiden mig ihjel, og det eneste, jeg kunne, var at ligge på sofaen, have virkelig ondt af mig selv og prøve at bedøve mine følelser og min krop med at se TV. Gudskelov for Netflix!

Frygten for ikke at gå i fødsel og derfor skulle have et kejsersnit voksede i takt med min mave. Og ham lillebror lod virkelig pinen trække ud! Jeg vil ikke lave en fødselsberetning nu og her (måske i et andet indlæg en dag). I korte træk gik jeg så meget over tid, at jeg kun lige nåede at presse baby ud, inden kejsersnittet blev bestilt!

Tiden gik​ i stå

Jeg har ingen fornemmelse af, hvor lang tid noget tog, da jeg fødte. Det meste af tiden er jeg også hamrende ligeglad! Det er som om tiden gik i stå, da lillebror kom til verden! Lige der havde jeg lidt tid med perfekt og helt uhindret lykke! Det var fantastisk, vidunderligt og jeg har sjældent været SÅ stolt af mig selv eller min mand! Jeg savnede min datter vildt og samtidig fyldte følelsen af lillebror på min mave ALT! Og der gik mange timer, før tiden rigtig kom i gang igen 😍

Hvor tiden blev af?

Vupti! Nu er der gået mere end tre måneder siden vores søn blev født… Tre måneder der både har været de længste, hårdeste og hurtigste i mit liv!

Det var vidunderligt at komme hjem fra sygehuset og få lov at se vores datter vokse ti meter, fordi hun nu er STOREsøster! At få lov til at være os fire! Og de 14 dage, min mand var hjemme, gik alt for hurtigt! En del af tiden var et regulært helvede, som forsvandt ind i brystvorter, der gjorde så ondt, at jeg skreg, hver gang lillebror var sulten og fik fat! Drømmen om at have storesøster hjemme blev ikke opfyldt, for hun ville ikke have været tjent med at overvære min smerte, og samtidig at jeg ikke havde tid til hende, fordi snylteren (og ja, sådan føltes det) hele tiden åd! I det mindste var jeg ikke alene, og min dejlige mand fungerede som verdens bedste tjener!

14 dage… Og vupti… Så stod jeg der… Med brystvorter der stadig gjorde ondt nok til​ jeg skreg, en sulten baby og en datter, der skulle afleveres i vuggestue hver dag… Og en mand, der kører på job så tidligt, at vi andre ikke er vågne endnu…

Helvedes forgård

Der havnede jeg ret hurtigt! Jeg fik sværeste og sværeste ved at have min baby hos mig. Det blev fysisk ubehageligt, når jeg (endnu en gang) var nødt til at reagere på hans gråd, for jeg vidste jo godt, at jeg er hans mor. Det ER mig, der skal reagere. Jeg var bare lige ret ligeglad… Det rørte mig mindre end slet ikke, når han græd… Og ja… Efter nogle dage, hvor det blev mere og mere klart for mig. Hvor jeg blev mere og mere ked af det, fik min mand og min veninde mig heldigvis til læge.

Helvedes forgård er en fødselsdepression! 

Tiden er mørk

Og der er jeg nu! Smack down midt i helvedes forgård!

Og tiden, siden jeg var hos lægen, er gået med at bede om hjælp. Og sige det højt. Jeg nægter at lægge skjul på, at jeg kæmper en daglig kamp, for at finde overskud til min datter og mand samt kærlighed til min søn. Alt imens mit indre er fyldt af kaos,og jeg ikke kan huske fra næse til mund. Hvilket desværre er meget tydeligt i vores hjem, som roder som aldrig før🙈😱

Det føles sateme forkert! Helt igennem forkert at have det sådan her! At føle jeg er ligeglad med min egen søn! Jeg er vokset op med en mor, som fortalte mig, at jeg ikke var lige så elsket som min storebror. Så det gør ondt på måder, jeg aldrig har oplevet før, at jeg ikke kan mærke, at jeg elsker lillebror! For tænk hvis han vokser op og føler sig uelsket, uønsket, mindre værd!!!!! Den tanke rider mig som en mare! Alt imens jeg jo godt ved, at det er min hjerne, der spiller mig et puds! Der er en kemisk ubalance, som heldigvis bliver hjulpet lidt af noget medicin, psykolog og om lidt hjælp til at klare de praktiske opgaver… Som at komme i bad😫

Hvad bringer tiden mon med sig?

Med tiden VED jeg, at alting bliver bedre! Jeg VED, at det her også vil blive gennemlevet og overlevet! Jeg har verdens dejligste og mest støttende mand! Han hjælper mig med at hænge i, holde ud og kæmpe! Uden ham så det meget mere sort ud! I det hele taget er jeg dybt taknemmelig for mit netværk! Som lige hjælper med at tage en opvask, kramme mig, min søn og datter… Eller sparke mig hårdt over skinnebenet, så jeg endelig får husket at skrive her (tak for det Yasmilah 😍)! Uden alle jer, gik det ikke!

Jeg ser frem til at kunne skrive: “I dag kan jeg mærke, at jeg elsker min søn!” .

For den dag kommer!

Og forhåbentlig meget snart! For tiden går jo… Og intet vedbliver med at være, som det er… Så længe vi er åbne for at se indad, udad, fremad, være ærlige og kæmpe!