Billedet er en æstetisk beskrivelse af mig som kvinde og mor

Jeg er biseksuel. Lad os bryde et tabu mere sammen.

Jeg er biseksuel – lad os bare hive plastret af og få det råbt ud over ALLE tagene.
For få uger siden var det Mors dag. Mine børn var hos deres far og jeg brugte dagtimerne på at skrive et opslag på Facebook. Både på bloggens Facebook side og på min private Facebook.
Jeg vil gerne fortælle lidt mere, nu hvor jeg har adgang til bloggen igen.
(tak til Jetpack for at blive ved med at crashe).

Jeg er biseksuel og

Historien begynder med jeg blev skilt og siden fandt en ny kæreste ALT for hurtigt. Derfor er jeg endt ud som helt og aldeles single. Og i den forbindelse er jeg kommet ud for at blive spurgt meget direkte, hvorfor jeg ikke vil have en trekant med en pige og en mand. Jeg lagde ud med at svare, at jeg bare slet ikke tænder på kvinder. Meget firkantet, afvisende og uden i et splitsekund at tænke over svaret eller lade mig selv mærke efter, om det nu virkelig også var det rigtige svar. Da jeg bliver spurgt, om det måske mere handler om kulturelle og opdragelsesmæssige normer, bliver jeg simpelthen så vanvittigt provokeret.

Helt målløs af harme over indirekte at blive anklaget for at være homofob. For hvis der er noget, der faktisk ingen betydning har for mig, er det da, hvilken seksuel orientering andre mennesker har. Det eneste, der betyder noget, er at andre er glade og hviler i de valg de træffer i deres liv. Det gælder faktisk på de fleste områder. 

Rasmus Modsat

Alligevel er det lykkedes denne mand, at prikke godt og grundigt til min indre Rasmus Modsat, som fandme er nødt til at kigge ordentligt indad og se på, hvorfor jeg dog er så mega firkantet. Om det nu virkelig kun gælder mig selv – eller måske er jeg faktisk homofob? Jeg har så svært ved at genkende den tanke om mig selv, at jeg borer videre…
Kigger tilbage på min ungdom, og spiller umanerlig mange situationer i mit liv igennem i mine tanker…
Situationer, hvor jeg har tænkt ”WOW, hun er godt nok smuk, fantastisk, skøn osv. Hvis bare jeg ikke kun var til mænd, ville jeg virkelig gerne lære hende at kende og kysse lidt på hende.” I løbet af et par dage dukker der en VILD bunke af fortrængte minder frem. Jeg har aldrig oplevet så intenst et tankemylder.

Kærlighed

En dag står jeg, efter at have afleveret min datter i førskole, og taler med hendes bedste vens mor. Vi taler om vores skønne unger. Hvor meget de elsker hinanden og snakker med hinanden om ALT mellem himmel og jord. Ind imellem synes vi også, det er lidt vildt – de taler om ret tunge emner. En ting, de taler meget om, er KÆRLIGHED. Og den anden mor siger, at hun har overhørt en samtale mellem bedstevennen og hans lillesøster. Han har siddet og sagt: ”Ved du godt, at piger godt kan være kæreste med piger, og drenge kan godt være kæreste med drenge, det må man godt. Men der skal på en eller anden måde være en slags far, hvis man vil have en baby”. Moren siger at hun synes det er så fint sagt, men hun ved ikke, hvor han ved det fra.

Verdenssyn og menneskesyn

Det gør jeg til gengæld og fortæller, at det nok er fra min datter, fordi vi ofte har haft den snak. Moren siger, at det er så sejt, at jeg taler med min datter åbent om det.
Mit svar er: ”Det er jeg jo nødt til, jeg er biseksuel, og hun er nødt til at vide, hvordan verden faktisk hænger sammen, det kan jo være, jeg en dag har en pigekæreste med hjem.”
Moren taler videre, og det gør jeg også… imens jeg mærker en KÆMPEMÆSSIG vægt løfte sig fra min brystkasse, fra mine skuldre. Jeg føler, jeg er ved at flyve væk. Det er som om, alle mine puslespilsbrikker pludselig begynder at falde på plads.

Billedet er en æstetisk beskrivelse af mig som kvinde og mor

Jeg lever de næste dage som i en boble af forvirring, glæde, lykke, tvivl, eufori og overvældelse.
Jeg er faktisk så utrolig heldig at have en virkelig fantastisk kærlig, seksuel oplevelse med en vidunderlig, omsorgsfuld og kærlig kvinde – og al tvivl er væk! Jeg kan både følelsesmæssigt og seksuelt have lyst til at hengive mig til en kvinde. Men om jeg i alt det her har lyst til at give slip på mænd? Nej…

Mine børn

Jeg er biseksuel og JEG VIL HAVE at mine børn vokser op i en verden, hvor de ikke i en alder af 36 år skal stå og være pisse hamrende bange for venner og families reaktion på hvem de er.
Jeg har altid været biseksuel – det er ikke dukket op i nattens mulm og mørke. Det er en del af mig. Ligesom min kæmpestore kærlighed til regnbuer, alle farver, at det er okay at være sig selv og skille sig ud.
Jeg vil have at vores verden er et godt og trygt sted for mine børn at vokse op og folde sig ud til lige præcis de sommerfugle, de er!

Jeg er iklædt en farverig kjole med sommerfugle

Hvorfor siger jeg først nu, at jeg er biseksuel?

Jeg har aldrig decideret hørt mine forældre tale ned om homoseksuelle. Jeg anede ikke, at der var noget der hed biseksualitet, før jeg var flyttet hjemmefra.
Men i 9. klasse var jeg faktisk mega forelsket i en pige på min skole (ligesom ALLE drengene). Jeg gik helst i min storebrors tøj, klippede håret 6 mm kort. Jeg fik besked på af min mor, at “hun havde allerede en søn. Så det pjat kunne jeg godt holde op med”. Meget syret og en af de der mange små kommentarer, der faktisk satte sig fast.

Ligesom alle de der forbistrede kæreste-kommentarer piger og drenge udsættes for, fra de er bitte små. Hvis en pige kan lide at lege med en dreng, skal de voksne straks kalde dem kærester. Ikke venner, som drengene er; eller venner som pigerne er. Nej da. Nu er det jo to køn! SÅ er de altså nuttede og kærester. Jeg er simpelthen så træt af det. For det har ikke en skid ændret sig, siden jeg var barn.

Min datter er også (tvunget italesat af andre voksne) blevet kæreste med samtlige drengevenner, hun har haft . Undskyld mig – men drengene har sgu været sjovere at lege med end de fleste af de piger, hun har været i børnehave osv med).
Alle disse “småting” gør det for nogle mennesker SUPER svært at stå ved dem selv. Jeg har altid gerne ville passe ind.
Jeg har tilpasset mig og tilpasset mig og fucking tilpasset mig selv helt i stykker.

Kom nu for helvede!

I det hele taget er jeg godt og grundigt træt af, at vi har så gammeldags et syn på køn og seksualitet i Danmark. Som udgangspunkt er jeg virkelig ligeglad med, hvad andre gør…
Men når min dreng bliver kigget forkert på, fordi han har kjole på. Når der er en kasse med PIGE LEGO og en anden med DRENGE LEGO i en dansk daginstitution i år 2019. Ja, så bliver jeg sgu vred og frustreret. For så bliver mine børn for alvor berøvet deres fri vilje til at være DEM SELV!
Og jeg har sgu svært ved at stille noget op imod det. Men jeg nægter at lade det ligge hen. Vi er simpelthen nødt til at italesætte, når gamle kønsroller, menneskesyn osv er det styrende. Især hvis det bare er fordi sådan har det altid været. For det er fandme ikke okay!

Jeg er mig – jeg er biseksuel

Jeg er biseksuel og jeg er simpelthen så pisse hamrende stolt over at have lært nu, at det er okay! At jeg ikke er forkert, mindre værd, mindre ordentlig, ulækker, klam osv. fordi mit hjerte banker for en kvinde og måske i morgen banker for en mand.

Mine børn skal lære at vokse op og elske sig selv; og elske lige præcis dét individ, de ikke kan lade være med at elske.

Den helt fantastiske ammende RegnbueSkorpion mor har jeg fået lavet hos Ammehjørnet. Jeg er så benovet over i den grad at blive forstået i mit ønske om at vise, hvem JEG er.
Tusind tak og WOW. Kig ind og se alle de skønne værker.

HOP HOP HOP

Glædelig jul? Med alkoholisme i familien – NEJ!

Det her indlæg er sgu svært at skrive. Det bliver nok også svært at læse. Men det brænder i mine tanker og har brændt i mine tanker HVER jul lige så længe jeg kan huske. Jeg er vokset op i en familie med alkoholisme rigtig tæt på. Faktisk er jeg barn af en alkoholiker, selvom min mor, nok stadig i dag, vil påstå, at hun aldrig har haft problemer med alkohol.

Om alkoholisme og empatiske briller

Bevares… Det kan da godt være hun aldrig har haft problemer med alkohol. Men jeg og mange andre med mig, har haft store problemer med hende i selskab med alkohol. Især i forbindelse med højtider. Og bevares. Min mor var ikke fuld 24/7 365 hele min barndom. Der har stensikkert også været bedre perioder end det. Desværre kan jeg ikke lige komme på dem.
Til gengæld kan jeg huske HVER eneste gang, vi har været nødt til abrupt at forlade en fest, eller juleaften hos min moster, fordi min mor var fuld og blev uvenner med min onkel. Jeg kan huske den juleaften, hvor min mor var fuld, inden vi nåede hen til min moster og gik ind i deres dør – i stedet for igennem den.

Så for at holde lidt fast i min overskrift.

NEJ, det er sgu ikke altid fedt at fejre jul. Og med alkoholisme tæt på sig er det kilde til frustrationer og for mig en tilbagevendende sorg.
Jeg valgte for – ja, det er vel 6 eller 7 år siden, min mor fra.
Jeg har ikke kontakt med hende og ønsker det heller ikke.
Igennem et meget langt sygdomsforløb med gentagne depressioner, stress, generaliseret angst, panikangst og social angst ramte jeg ind i stolen hos en psykolog, som ikke lod mig tale udenom.
Som så lige ind igennem alt mit “hurtig snakker og griner, så ingen ser, jeg græder indeni”-pis.
Han fik mig til lige at ridse min opvækst op og bad mig, i en lidt senere hypnose, om at tage mine empatiske briller på (jep, sådan nogle har jeg – og de ER SÅ GODE til at se og forstå ALLE andre, end mig selv). Så sagde han “psykisk vold i familien”. Og mit verdensbillede brød sammen.
For med de briller på, kunne jeg jo ikke lade som om, jeg kom fra en familie, hvor alt var godt; det bare var mig der var for følsom og nærtagende. Med de briller på, SÅ jeg MIG… og hvorfor det er SÅ svært at være mig ind imellem. Heldigvis var han virkelig dygtig og lod mig ikke forlade lokalet som et vrag. Han hjalp mig med at bruge mine empatiske briller til både at se min mor uden mit normale filter af kaotiske følelser og han hjalp mig med at se MIG uden mit normale filter af selvhad og manglende selvværd.

Der var en gang… og for enden af den gang

Det er snart MANGE år siden. Men det psykolog forløb rykkede virkelig rundt inde i mig og på en rigtig god måde.
Ofte tænker jeg, at jeg skulle have holdt ved – og jeg kan ikke længere huske, hvorfor jeg stoppede der. Jeg har siden været i to lange psykolog forløb, der i virkeligheden har ryddet op, hvor Alex slap. Nemlig forløb, hvor fokus har været på at finde ud af, hvordan fanden jeg kan være en mor, med de ar, sår, fejl og virkelig lortede adfærdsmønstre jeg har med mig. Hvordan jeg GERNE vil være MOR for mine børn. Det har været en virkelig lang og voldsom rejse, der er så hamrende langt fra slut.

Rejsen varer for evigt
Den kommer til at vare resten af mit liv. Det punkt, hvor jeg adskiller mig mest fra min egen mor, er nemlig, at jeg er meget bevidst om, at jeg ikke er ufejlbarlig. Derfor er jeg nødt til at udvikle mig og indse de fejl jeg begår – for på den måde, kan jeg sige undskyld og tage ansvaret på mig. Så det ikke bliver mine børn, der er ansvarlige i VORES relation.

Skal alkoholisme tilgives? Nu er det jo trods alt jul!

Tilbage til mit tema for denne skrivelse (ikke dette skriv – for det hedder det altså ikke).
Som datter af en alkoholiker har mine juleaftener ofte været rigtig dårlige – altså virkelig triste. I dag som voksen er det dog ikke alkoholisme, der gør det svært at holde jul. Det svære er, at jeg hvert år ved juletid bliver mindet om mit valg. Mit valg som jo også medfører, at mine børn ikke kender deres mormor. Og det bør jeg jo være super ked af på deres vegne. For mine børn skal jo have et helt liv fyldt med mennesker, der elsker dem, sætter pris på dem og vil dem ALT det bedste i verden. Og det vil en MORMOR.

Altså… Hvis hun kan… Men når nu en mormor ikke kan være en MOR, så er der ikke noget krav på at blive mormor. For der er ikke nogen garanti for at en ikke-mor kan vende bøtten og blive en fantastisk mormor.

Ansvaret for relationen

Min mor har gennem mit voksenliv fået en del chancer for at vise mig, at hun elsker mig for mig (det er nemlig her en del af rodet ligger – i at jeg har følt mig forkert og uelsket af hende altid). Desværre har det ikke været muligt, og jeg har altid haft alt for stort ansvar i relationen. Jeg vil ikke give det mønster videre til mine børn. Jeg er, som nævnt, afgjort ikke en fejlfri mor, og det har jeg aldrig været og bliver jeg aldrig. Jeg er dog sikker på, at det eneste rigtige er, at mine børn vokser op uden en mormor – for de er sgu elskede, de er værdsatte og deres liv ER fyldt med mennesker, der kun vil dem det bedste. Min mor er bare ikke en i flokken.

En hvirvelvind af følelser

OG her til jul bliver det bare lige alt sammen hvirvlet op. Det er nemlig ofte til jul, bekendte har en holdning til mit valg og fortæller mig, at jeg frarøver mine børn et familiemedlem… ja! Det gør jeg! Men det er jo hver dag hele året – ikke kun til jul.
Det er også til jul, bekendte kan finde på at sige at jeg skal tilgive min mor. Og hey… Det har jeg faktisk gjort. Det bliver hun dog ikke et anderledes menneske af.
Hvis hun ikke var min mor, ville den snak ikke være relevant – for mennesker med den adfærd er IKKE en del af mit liv. Der har været flere personer med lignende adfærd og personlighed i mit liv gennem årerne. OG INGEN har fået lov at blive hængende, når først jeg har opdaget, at jeg bliver syg af samvær med dem. Så hvorfor er det lige, jeg ikke bare kan vide, at jeg har tilgivet hende og lade hende leve hendes liv, imens jeg lever mit?
Jeg synes faktisk, det er mest fair, for alle parter – især mine børn.

Generelt set tilgiver jeg ikke flere folk ved juletid end resten af året – mon andre gør det?
Jeg tilgiver, når der er noget at tilgive, for mit liv er for kort til at bære nag. Nogle gange er det dog ret svært… men i de tilfælde tilgiver jeg heller ikke først til jul, men når jeg er klar. Det er nemlig et pisse godt tidspunkt!

Ikke engang til jul tilgiver jeg mig selv

Nu vi taler om tilgivelse.
Så vil det helt store spørgsmål for mig nok altid være… om jeg kan tilgive MIG SELV. For sådan er det nemlig dybt inde i mig.

Jeg er kodet fra helt lille til at passe på min mor i ALLE aspekter af hendes liv. Dække over det dårlige – eller snarere benægte at det overhovedet eksisterer.
Det har jeg truffet et meget aktivt valg om ikke at blive ved med. Og nu har jeg aktivt valgt at skrive dette indlæg. Hvor jeg ihærdigt prøver at passe på min mor og samtidig være ærlig omkring hendes alkoholisme. Det er faktisk svært – for selvom jeg har tilgivet hende, gør det stadig ondt inden i mig. Der er ret mange situationer og episoder, jeg kunne beskrive, som tegner et meget grimt billede af min mor, når hun var påvirket af alkohol – men det kan jeg ikke – for det ville være synd for min mor.

Jeg kommer aldrig til

at tilgive mig selv for de følger, der har været efter jeg valgte min mor fra. ALDRIG nogensinde.
At jeg samtidig mistede min moster, onkel, morbror, fætre og kusiner – det burde jeg have forudset – men det gjorde jeg ikke. Og det tilgiver jeg ikke mig selv for.
At jeg har sat min familie, min bror, i en svær situation – i en svær relation. Det tilgiver jeg aldrig mig selv for.
Hvis min mor læser dette indlæg (hvilket jeg faktisk håber, hun IKKE gør), vil jeg nok heller ikke kunne tilgive mig selv det.
Jeg vil aldrig tilgive mig selv for at være SÅ dårlig en datter. Der lufter det største tabu, alkoholisme.

Til gengæld har jeg ingen skrupler i forhold til at holde min mor og alkoholisme væk fra mine børn. Der er det omvendt. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis jeg lod hende ødelægge mig mere – eller hvis hun fik ødelagt så meget som een eneste juleaften for mine børn.

Jeg håber, at jeg får lidt julefred i mine tanker, fordi alle disse ord endelig er skrevet ned. Og hvis du vil vide lidt mere om mig, er der en kort opdateret bio her

Så glædelig jul verden – og godt nytår

Læs evt mere om at være barn af en alkoholiker her

#metoo For vigtigt til at tie længere! Nej betyder nej uanset om du er barn, kvinde eller mand! Overgreb skal stoppes NU!

#metoo

Der er gang i en kampagne, der skal sætte fokus på, at det er alt for almindeligt at lave overgreb på kvinder, ofte under påskud af at det enten er for sjov eller en kompliment. Jeg har, som ufattelig mange andre kvinder, været udsat for diverse overgreb. Alligevel fik en af mine venner mig til at tænke. Det gælder jo også, hvis du er mand. Og barn. Fokus for dette indlæg vil dog lige være overgreb på kvinder. Men husk for pokker da, at nej betyder nej. Uanset hvem der siger det. #metoo

Min historie om overgreb fra mænd

Jeg taler som oftest ikke, om de uheldige oplevelser jeg har haft med mænd, inden jeg fandt Daniel. Da jeg var meget ung, var det fordi jeg skammede mig over ikke bare at kunne acceptere, at sådan er nogle mænd bare. Som årene er gået, har jeg givet op. Det virker ikke til, at der er noget at stille op. Nu er der lidt fokus på det med #metoo!

Nu hvor jeg lige sidder og læser det, jeg lige har skrevet, bliver jeg harm. “Uheldige oplevelser”. Jeg skriver det igen… Smag lidt på det… “UHELDIGE OPLEVELSER“.

Fremtiden for mine børn

Hvis min søn eller datter en dag kommer til mig og bruger de ord om lignende adfærd (som du kan læse om lidt, hvis du har lyst) fra andre, ville jeg blive rystet ud af kurs! De skal lære, at det IKKE er ok. Og at de altid skal sige det højt, hvis de oplever sådan noget.
Jeg ved, at min far og brødre nok ikke helt ved alt det nedenstående… Jeg har været for flov til at sige det højt. Og hvis de læser med, kan nu være et helt ok sted at stoppe <3

Lang historie kort(-ere)

I stedet for at komme med en laaaaang historie, kommer der en liste med highlights i nogenlunde kronologisk orden. Listen dækker perioden fra jeg var lige knap 16 til  22. Og alt fra “uskyldige” gramserier på Crazy Daisy til fuldbyrdet voldtægt. God læselyst😲 #brydtabuet med mig!

udfordrer hvem? #metoo
Ung, nedringet og til fest

Listen

  • Min første kæreste forstod hverken, at AV betød “det gør ondt, stop lige lidt” eller at “nej” betød… “NEJ”… Samtlige gange vi “havde sex”, var selve samlejet under tvang. Og jeg vidste ikke, at det kunne være anderledes! (Tak til Dion for at lære mig det senere)
  • Min ungdom på diskoteker primært i Næstved
    • Utallige fyre har taget på mine bryster… Og jo… Jeg var ung, relativt blond, tynd, store jader og gik muligvis nok relativt udfordrende klædt (udfordrende? Hvad betyder det egentlig? Hvem udfordrede jeg til hvad?).
    • flere gange er jeg blevet taget i skridtet af fyre, jeg dansede med på Crazy Daisy. Jeg gik i mange år ikke med korte kjoler eller nederdele, for at undgå at “invitere” til lige at mærke efter på “sagerne”.
    • Utallige gange er jeg blevet taget på røven.
    • Flere gange er jeg blevet trængt uopfordret op mod en væg og kysset af en tilfældig fyr, jeg lige snakkede eller dansede med, og kysset på hals og kavalergang.
  • Min ekskæreste gennem næsten 2 år forstod ca ligeså lidt, som min første kæreste. Så udover hans tendens til vold pga vrede, alkohol og stoffer, var vores sexliv også præget af, at jeg skulle indordne mig hans luner. Og de var ærlig talt ikke voldsomt rare. Men de var ret voldsomme. Gang på gang holdt han mig fast og tog mig, imens jeg skreg, sagde nej og græd.

De uskyldige overgreb

Og lige til at runde af i den “uskyldige” ende. .. Jeg var til bryllup med Daniel og ganske nedringet. En af de mandlige gæster foreslog mig at tage med ham hjem, “for de bryster var da spildt på Daniel”. WTF!

#metoo

Det er så hamrende vigtigt for mig, at min datter ikke kommer til at tro, at mænd er sådan. Jeg er vokset op med dejlige drengevenner, og mændene i min familie er skønne! Jeg var ikke rigtig forberedt på, at mænd kan være SÅ modbydelige, heldigvis har jeg lært lidt selvforsvar, så jeg kunne afværge en del.

I mange år troede jeg faktisk, at jeg bare var MEGA heldig med en far og to brødre, der er kærlige, gode, venlige, hjælpsomme og som jeg ikke ville kunne elske højere. For mænd generelt var sgu skræmmende, hårde, voldsomme og grænseoverskridende.

Nu ved jeg

At der heldigvis er mange mænd, som min far og mine brødre. Jeg er så mega heldig at være gift med en af dem. Og jeg satser stærkt på at være mor til en og faster/tante til 5 stk skønne drenge, det bliver fantastiske mænd, der behandler ALLE med respekt.
Som er med til, at der i fremtiden vil være færre, der kan skrive #metoo