For en måned siden ramte den mig. Den Perfekte Storm. Derfor har jeg igen ikke haft overskud til at blogge.
Helt ud af det blå gik jeg fra at synes, mit liv var godt nok og det hele nok skulle gå. Til at jeg fik distrikt psykiatrien til at melde min ankomst på psykiatrisk skadestue i Vordingborg.
En “perfekt storm” er et udtryk som beskriver en hændelse hvor en sjælden kombination af omstændigheder forværrer en situation drastisk.[1] Begrebet anvendes også til at beskrive et aktuelt fænomen som sker under et sammenrend af hændelser, som resulterer i en hændelse med usædvanlig styrke.
https://da.wikipedia.org/wiki/Perfekt_storm
Der er 3 dage imellem disse 2 billeder.
Måske kom den storm af en grund?!
eller måske endda af flere grunde – derfor var den ikke bare en storm i et glas vand, men nok til at jeg fik det så skidt, at jeg ikke længere kunne magte livet. Jeg skynder mig nu at fortælle at jeg ikke havde deciderede selvmordstanker eller planer. Jeg kunne bare ikke mere. Jeg var så ked af det, udmattet, brugt og opbrugt på SÅ mange planer at jeg ikke magtede at være mere.
Hvorfor? Hvordan? Hvad så?
Jeg var så småt ved at lande i den forbudte sorg over min moster og onkel, da min morbror desværre også dør. Og hele kaosset starter op på ny. Nu i blandet en inderlig frygt for at den næste opringning jeg får er om min Far. Så hver gang min telefon siger en lyd, er jeg angst for at min far er død. Mit angstniveau er denne dag og de følgende dage skyhøjt.
Et par dage efter
Skal jeg til neurolog – sidste mulighed for at få en anden diagnose på mine smertende og sovende hænder end Fibromyalgi, der forværres. Desværre var der ingen anden forklaring. Jeg kan dermed ikke behandles for mine smerter eller få den sovende fornemmelse til at gå væk – lær’ at leve med det…
Dagen efter
Får jeg bekræftet af egen læge at jeg har så forskrækkende lavt D-vitamin indhold i kroppen, at det kræver en intens kur med D-vitamin. Det er højest sandsynligt:
Derfor jeg har været så træt i en periode, at jeg stort set ikke har kunnet holde mig vågen om dagen.
Derfor at jeg ikke har noget overblik over min hverdag og ikke synes noget kan lade sig gøre.
Ugen før
Fik jeg endelig hul igennem til Næstved kommune. Jeg har længe haft store problemer med min søn. Eller rettere, han har haft store problemer med mig.
MEN.
NU.
KOMMER.
DER.
HJÆLP.
Den famøse onsdag
Får jeg et sprøgsmål. “Hvordan har du det?”. Og derfra kan jeg ikke stoppe med at græde. Grådlabilitet hedder det vidst – øget grådlabilitet. Jeg græder og græder og ved på daværende tidspunkt slet ikke hvorfor. Jeg kan dog godt mærke at jeg er angst og ked af det som jeg kun har prøvet en gang før, da jeg for mange år siden væltede med stress og depression. Så jeg bliver oveni min angst også bange for hvad der skal ske når ungerne kommer hjem – heldigvis er deres far hjemme hos os til samvær om eftermiddagen og jeg får ham til at tage ungerne dagen efter, da jeg håber at kunne blive indlagt på PAM.
Torsdagen går med besøg på PAM og jeg bliver sendt hjem igen. Med en konstatering af at jeg har en akut belastningsreaktion.
PÅ vejen hjem taler jeg med mine børns sagsbehandler og hun vurderer at jeg ikke bør være alene med mine børn. Jeg tager på weekend hos min far og sover en hel masse. Jeg har ikke siden da været alene med begge mine børn på samme tid.
Den første uge efter
Er som et langt mareridt. Jeg følte mig helt ved siden af mig selv. Sagsbehandleren talte en masse om at børnene skulle frivilligt anbringes hos en plejefamilie. Heldigvis er det blevet afværget af at ungernes far har MEGET mere samvær end nogensinde før.
Ugerne efter er brugt på at jeg har sovet og sovet og sovet.
Og endelig i denne weekend har jeg haft energi til at foretage mig andet end at sove. måske har den værste storm lagt sig?
Det håber jeg i hvert fald.
OG jeg håber at vores planer for fremtiden lykkes og bliver mere lykkelige end den sidste måned har været.
Det er den mest hæslige følelse. Ikke at magte at være. For i den magtesløshed forsvandt al min handlekraft. Lur mig om ikke også det er derfor jeg ikke havde selvmordsplaner – det ville have krævet, at jeg handlede. Det kunne jeg gudsketakoglov ikke!