Billedet er en æstetisk beskrivelse af mig som kvinde og mor

Jeg er biseksuel. Lad os bryde et tabu mere sammen.

Jeg er biseksuel – lad os bare hive plastret af og få det råbt ud over ALLE tagene.
For få uger siden var det Mors dag. Mine børn var hos deres far og jeg brugte dagtimerne på at skrive et opslag på Facebook. Både på bloggens Facebook side og på min private Facebook.
Jeg vil gerne fortælle lidt mere, nu hvor jeg har adgang til bloggen igen.
(tak til Jetpack for at blive ved med at crashe).

Jeg er biseksuel og

Historien begynder med jeg blev skilt og siden fandt en ny kæreste ALT for hurtigt. Derfor er jeg endt ud som helt og aldeles single. Og i den forbindelse er jeg kommet ud for at blive spurgt meget direkte, hvorfor jeg ikke vil have en trekant med en pige og en mand. Jeg lagde ud med at svare, at jeg bare slet ikke tænder på kvinder. Meget firkantet, afvisende og uden i et splitsekund at tænke over svaret eller lade mig selv mærke efter, om det nu virkelig også var det rigtige svar. Da jeg bliver spurgt, om det måske mere handler om kulturelle og opdragelsesmæssige normer, bliver jeg simpelthen så vanvittigt provokeret.

Helt målløs af harme over indirekte at blive anklaget for at være homofob. For hvis der er noget, der faktisk ingen betydning har for mig, er det da, hvilken seksuel orientering andre mennesker har. Det eneste, der betyder noget, er at andre er glade og hviler i de valg de træffer i deres liv. Det gælder faktisk på de fleste områder. 

Rasmus Modsat

Alligevel er det lykkedes denne mand, at prikke godt og grundigt til min indre Rasmus Modsat, som fandme er nødt til at kigge ordentligt indad og se på, hvorfor jeg dog er så mega firkantet. Om det nu virkelig kun gælder mig selv – eller måske er jeg faktisk homofob? Jeg har så svært ved at genkende den tanke om mig selv, at jeg borer videre…
Kigger tilbage på min ungdom, og spiller umanerlig mange situationer i mit liv igennem i mine tanker…
Situationer, hvor jeg har tænkt ”WOW, hun er godt nok smuk, fantastisk, skøn osv. Hvis bare jeg ikke kun var til mænd, ville jeg virkelig gerne lære hende at kende og kysse lidt på hende.” I løbet af et par dage dukker der en VILD bunke af fortrængte minder frem. Jeg har aldrig oplevet så intenst et tankemylder.

Kærlighed

En dag står jeg, efter at have afleveret min datter i førskole, og taler med hendes bedste vens mor. Vi taler om vores skønne unger. Hvor meget de elsker hinanden og snakker med hinanden om ALT mellem himmel og jord. Ind imellem synes vi også, det er lidt vildt – de taler om ret tunge emner. En ting, de taler meget om, er KÆRLIGHED. Og den anden mor siger, at hun har overhørt en samtale mellem bedstevennen og hans lillesøster. Han har siddet og sagt: ”Ved du godt, at piger godt kan være kæreste med piger, og drenge kan godt være kæreste med drenge, det må man godt. Men der skal på en eller anden måde være en slags far, hvis man vil have en baby”. Moren siger at hun synes det er så fint sagt, men hun ved ikke, hvor han ved det fra.

Verdenssyn og menneskesyn

Det gør jeg til gengæld og fortæller, at det nok er fra min datter, fordi vi ofte har haft den snak. Moren siger, at det er så sejt, at jeg taler med min datter åbent om det.
Mit svar er: ”Det er jeg jo nødt til, jeg er biseksuel, og hun er nødt til at vide, hvordan verden faktisk hænger sammen, det kan jo være, jeg en dag har en pigekæreste med hjem.”
Moren taler videre, og det gør jeg også… imens jeg mærker en KÆMPEMÆSSIG vægt løfte sig fra min brystkasse, fra mine skuldre. Jeg føler, jeg er ved at flyve væk. Det er som om, alle mine puslespilsbrikker pludselig begynder at falde på plads.

Billedet er en æstetisk beskrivelse af mig som kvinde og mor

Jeg lever de næste dage som i en boble af forvirring, glæde, lykke, tvivl, eufori og overvældelse.
Jeg er faktisk så utrolig heldig at have en virkelig fantastisk kærlig, seksuel oplevelse med en vidunderlig, omsorgsfuld og kærlig kvinde – og al tvivl er væk! Jeg kan både følelsesmæssigt og seksuelt have lyst til at hengive mig til en kvinde. Men om jeg i alt det her har lyst til at give slip på mænd? Nej…

Mine børn

Jeg er biseksuel og JEG VIL HAVE at mine børn vokser op i en verden, hvor de ikke i en alder af 36 år skal stå og være pisse hamrende bange for venner og families reaktion på hvem de er.
Jeg har altid været biseksuel – det er ikke dukket op i nattens mulm og mørke. Det er en del af mig. Ligesom min kæmpestore kærlighed til regnbuer, alle farver, at det er okay at være sig selv og skille sig ud.
Jeg vil have at vores verden er et godt og trygt sted for mine børn at vokse op og folde sig ud til lige præcis de sommerfugle, de er!

Jeg er iklædt en farverig kjole med sommerfugle

Hvorfor siger jeg først nu, at jeg er biseksuel?

Jeg har aldrig decideret hørt mine forældre tale ned om homoseksuelle. Jeg anede ikke, at der var noget der hed biseksualitet, før jeg var flyttet hjemmefra.
Men i 9. klasse var jeg faktisk mega forelsket i en pige på min skole (ligesom ALLE drengene). Jeg gik helst i min storebrors tøj, klippede håret 6 mm kort. Jeg fik besked på af min mor, at “hun havde allerede en søn. Så det pjat kunne jeg godt holde op med”. Meget syret og en af de der mange små kommentarer, der faktisk satte sig fast.

Ligesom alle de der forbistrede kæreste-kommentarer piger og drenge udsættes for, fra de er bitte små. Hvis en pige kan lide at lege med en dreng, skal de voksne straks kalde dem kærester. Ikke venner, som drengene er; eller venner som pigerne er. Nej da. Nu er det jo to køn! SÅ er de altså nuttede og kærester. Jeg er simpelthen så træt af det. For det har ikke en skid ændret sig, siden jeg var barn.

Min datter er også (tvunget italesat af andre voksne) blevet kæreste med samtlige drengevenner, hun har haft . Undskyld mig – men drengene har sgu været sjovere at lege med end de fleste af de piger, hun har været i børnehave osv med).
Alle disse “småting” gør det for nogle mennesker SUPER svært at stå ved dem selv. Jeg har altid gerne ville passe ind.
Jeg har tilpasset mig og tilpasset mig og fucking tilpasset mig selv helt i stykker.

Kom nu for helvede!

I det hele taget er jeg godt og grundigt træt af, at vi har så gammeldags et syn på køn og seksualitet i Danmark. Som udgangspunkt er jeg virkelig ligeglad med, hvad andre gør…
Men når min dreng bliver kigget forkert på, fordi han har kjole på. Når der er en kasse med PIGE LEGO og en anden med DRENGE LEGO i en dansk daginstitution i år 2019. Ja, så bliver jeg sgu vred og frustreret. For så bliver mine børn for alvor berøvet deres fri vilje til at være DEM SELV!
Og jeg har sgu svært ved at stille noget op imod det. Men jeg nægter at lade det ligge hen. Vi er simpelthen nødt til at italesætte, når gamle kønsroller, menneskesyn osv er det styrende. Især hvis det bare er fordi sådan har det altid været. For det er fandme ikke okay!

Jeg er mig – jeg er biseksuel

Jeg er biseksuel og jeg er simpelthen så pisse hamrende stolt over at have lært nu, at det er okay! At jeg ikke er forkert, mindre værd, mindre ordentlig, ulækker, klam osv. fordi mit hjerte banker for en kvinde og måske i morgen banker for en mand.

Mine børn skal lære at vokse op og elske sig selv; og elske lige præcis dét individ, de ikke kan lade være med at elske.

Den helt fantastiske ammende RegnbueSkorpion mor har jeg fået lavet hos Ammehjørnet. Jeg er så benovet over i den grad at blive forstået i mit ønske om at vise, hvem JEG er.
Tusind tak og WOW. Kig ind og se alle de skønne værker.

HOP HOP HOP

Glædelig jul? Med alkoholisme i familien – NEJ!

Det her indlæg er sgu svært at skrive. Det bliver nok også svært at læse. Men det brænder i mine tanker og har brændt i mine tanker HVER jul lige så længe jeg kan huske. Jeg er vokset op i en familie med alkoholisme rigtig tæt på. Faktisk er jeg barn af en alkoholiker, selvom min mor, nok stadig i dag, vil påstå, at hun aldrig har haft problemer med alkohol.

Om alkoholisme og empatiske briller

Bevares… Det kan da godt være hun aldrig har haft problemer med alkohol. Men jeg og mange andre med mig, har haft store problemer med hende i selskab med alkohol. Især i forbindelse med højtider. Og bevares. Min mor var ikke fuld 24/7 365 hele min barndom. Der har stensikkert også været bedre perioder end det. Desværre kan jeg ikke lige komme på dem.
Til gengæld kan jeg huske HVER eneste gang, vi har været nødt til abrupt at forlade en fest, eller juleaften hos min moster, fordi min mor var fuld og blev uvenner med min onkel. Jeg kan huske den juleaften, hvor min mor var fuld, inden vi nåede hen til min moster og gik ind i deres dør – i stedet for igennem den.

Så for at holde lidt fast i min overskrift.

NEJ, det er sgu ikke altid fedt at fejre jul. Og med alkoholisme tæt på sig er det kilde til frustrationer og for mig en tilbagevendende sorg.
Jeg valgte for – ja, det er vel 6 eller 7 år siden, min mor fra.
Jeg har ikke kontakt med hende og ønsker det heller ikke.
Igennem et meget langt sygdomsforløb med gentagne depressioner, stress, generaliseret angst, panikangst og social angst ramte jeg ind i stolen hos en psykolog, som ikke lod mig tale udenom.
Som så lige ind igennem alt mit “hurtig snakker og griner, så ingen ser, jeg græder indeni”-pis.
Han fik mig til lige at ridse min opvækst op og bad mig, i en lidt senere hypnose, om at tage mine empatiske briller på (jep, sådan nogle har jeg – og de ER SÅ GODE til at se og forstå ALLE andre, end mig selv). Så sagde han “psykisk vold i familien”. Og mit verdensbillede brød sammen.
For med de briller på, kunne jeg jo ikke lade som om, jeg kom fra en familie, hvor alt var godt; det bare var mig der var for følsom og nærtagende. Med de briller på, SÅ jeg MIG… og hvorfor det er SÅ svært at være mig ind imellem. Heldigvis var han virkelig dygtig og lod mig ikke forlade lokalet som et vrag. Han hjalp mig med at bruge mine empatiske briller til både at se min mor uden mit normale filter af kaotiske følelser og han hjalp mig med at se MIG uden mit normale filter af selvhad og manglende selvværd.

Der var en gang… og for enden af den gang

Det er snart MANGE år siden. Men det psykolog forløb rykkede virkelig rundt inde i mig og på en rigtig god måde.
Ofte tænker jeg, at jeg skulle have holdt ved – og jeg kan ikke længere huske, hvorfor jeg stoppede der. Jeg har siden været i to lange psykolog forløb, der i virkeligheden har ryddet op, hvor Alex slap. Nemlig forløb, hvor fokus har været på at finde ud af, hvordan fanden jeg kan være en mor, med de ar, sår, fejl og virkelig lortede adfærdsmønstre jeg har med mig. Hvordan jeg GERNE vil være MOR for mine børn. Det har været en virkelig lang og voldsom rejse, der er så hamrende langt fra slut.

Rejsen varer for evigt
Den kommer til at vare resten af mit liv. Det punkt, hvor jeg adskiller mig mest fra min egen mor, er nemlig, at jeg er meget bevidst om, at jeg ikke er ufejlbarlig. Derfor er jeg nødt til at udvikle mig og indse de fejl jeg begår – for på den måde, kan jeg sige undskyld og tage ansvaret på mig. Så det ikke bliver mine børn, der er ansvarlige i VORES relation.

Skal alkoholisme tilgives? Nu er det jo trods alt jul!

Tilbage til mit tema for denne skrivelse (ikke dette skriv – for det hedder det altså ikke).
Som datter af en alkoholiker har mine juleaftener ofte været rigtig dårlige – altså virkelig triste. I dag som voksen er det dog ikke alkoholisme, der gør det svært at holde jul. Det svære er, at jeg hvert år ved juletid bliver mindet om mit valg. Mit valg som jo også medfører, at mine børn ikke kender deres mormor. Og det bør jeg jo være super ked af på deres vegne. For mine børn skal jo have et helt liv fyldt med mennesker, der elsker dem, sætter pris på dem og vil dem ALT det bedste i verden. Og det vil en MORMOR.

Altså… Hvis hun kan… Men når nu en mormor ikke kan være en MOR, så er der ikke noget krav på at blive mormor. For der er ikke nogen garanti for at en ikke-mor kan vende bøtten og blive en fantastisk mormor.

Ansvaret for relationen

Min mor har gennem mit voksenliv fået en del chancer for at vise mig, at hun elsker mig for mig (det er nemlig her en del af rodet ligger – i at jeg har følt mig forkert og uelsket af hende altid). Desværre har det ikke været muligt, og jeg har altid haft alt for stort ansvar i relationen. Jeg vil ikke give det mønster videre til mine børn. Jeg er, som nævnt, afgjort ikke en fejlfri mor, og det har jeg aldrig været og bliver jeg aldrig. Jeg er dog sikker på, at det eneste rigtige er, at mine børn vokser op uden en mormor – for de er sgu elskede, de er værdsatte og deres liv ER fyldt med mennesker, der kun vil dem det bedste. Min mor er bare ikke en i flokken.

En hvirvelvind af følelser

OG her til jul bliver det bare lige alt sammen hvirvlet op. Det er nemlig ofte til jul, bekendte har en holdning til mit valg og fortæller mig, at jeg frarøver mine børn et familiemedlem… ja! Det gør jeg! Men det er jo hver dag hele året – ikke kun til jul.
Det er også til jul, bekendte kan finde på at sige at jeg skal tilgive min mor. Og hey… Det har jeg faktisk gjort. Det bliver hun dog ikke et anderledes menneske af.
Hvis hun ikke var min mor, ville den snak ikke være relevant – for mennesker med den adfærd er IKKE en del af mit liv. Der har været flere personer med lignende adfærd og personlighed i mit liv gennem årerne. OG INGEN har fået lov at blive hængende, når først jeg har opdaget, at jeg bliver syg af samvær med dem. Så hvorfor er det lige, jeg ikke bare kan vide, at jeg har tilgivet hende og lade hende leve hendes liv, imens jeg lever mit?
Jeg synes faktisk, det er mest fair, for alle parter – især mine børn.

Generelt set tilgiver jeg ikke flere folk ved juletid end resten af året – mon andre gør det?
Jeg tilgiver, når der er noget at tilgive, for mit liv er for kort til at bære nag. Nogle gange er det dog ret svært… men i de tilfælde tilgiver jeg heller ikke først til jul, men når jeg er klar. Det er nemlig et pisse godt tidspunkt!

Ikke engang til jul tilgiver jeg mig selv

Nu vi taler om tilgivelse.
Så vil det helt store spørgsmål for mig nok altid være… om jeg kan tilgive MIG SELV. For sådan er det nemlig dybt inde i mig.

Jeg er kodet fra helt lille til at passe på min mor i ALLE aspekter af hendes liv. Dække over det dårlige – eller snarere benægte at det overhovedet eksisterer.
Det har jeg truffet et meget aktivt valg om ikke at blive ved med. Og nu har jeg aktivt valgt at skrive dette indlæg. Hvor jeg ihærdigt prøver at passe på min mor og samtidig være ærlig omkring hendes alkoholisme. Det er faktisk svært – for selvom jeg har tilgivet hende, gør det stadig ondt inden i mig. Der er ret mange situationer og episoder, jeg kunne beskrive, som tegner et meget grimt billede af min mor, når hun var påvirket af alkohol – men det kan jeg ikke – for det ville være synd for min mor.

Jeg kommer aldrig til

at tilgive mig selv for de følger, der har været efter jeg valgte min mor fra. ALDRIG nogensinde.
At jeg samtidig mistede min moster, onkel, morbror, fætre og kusiner – det burde jeg have forudset – men det gjorde jeg ikke. Og det tilgiver jeg ikke mig selv for.
At jeg har sat min familie, min bror, i en svær situation – i en svær relation. Det tilgiver jeg aldrig mig selv for.
Hvis min mor læser dette indlæg (hvilket jeg faktisk håber, hun IKKE gør), vil jeg nok heller ikke kunne tilgive mig selv det.
Jeg vil aldrig tilgive mig selv for at være SÅ dårlig en datter. Der lufter det største tabu, alkoholisme.

Til gengæld har jeg ingen skrupler i forhold til at holde min mor og alkoholisme væk fra mine børn. Der er det omvendt. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis jeg lod hende ødelægge mig mere – eller hvis hun fik ødelagt så meget som een eneste juleaften for mine børn.

Jeg håber, at jeg får lidt julefred i mine tanker, fordi alle disse ord endelig er skrevet ned. Og hvis du vil vide lidt mere om mig, er der en kort opdateret bio her

Så glædelig jul verden – og godt nytår

Læs evt mere om at være barn af en alkoholiker her

Skilsmisse WTF!? Jeg vil skilles – jeg er skilt. Hvad nu?

Skilsmisse er fandme ikke for tøsedrenge eller drengepiger eller piger eller drenge

Ikke desto mindre er det der jeg er. Jeg er lige blevet skilt. Det er hjernedødt hårdt og mærkeligt og svært.
Samtidig er det faktisk også en kæmpe lettelse og på mange måder er vores skilsmisse det bedste der er sket i lang tid.

Vi får en chance mere for at redde vores fælles forældreskab. Og det SKAL vi lykkes med. Come what may! Vi skal være voksne og modne nok til at komme igennem vores uenigheder og få fundet en vinkel på at være en skilsmissefamilie, som vores børn kan trives i. For det skylder vi både dem og os selv.

Samtidig er livet jo mere og andet for både børn og forældre end denne nye familie situation.
Se med i min tankemylder video, hvis du vil vide mere om mine tanker i dag. For dem er der masser af. Og hverken kat eller mand til at høre på dem… Så det får du lov til.

Vi skal naturligvis igennem en obligatorisk 3 måneders tænke periode (jeg beklager, men jeg har altså tænkt over det i væsentlig mere end 3 måneder allerede – jeg skifter ikke mening), som der kan læses mere om hos Familieretshuset .

 

Diagnoser

Jeg snakker lidt om mine kroniske sygdom også… som du kan læse lidt mere om i dette blogindlæg

hop hop

diagnoser gør ondt

Når kroppen siger stop – nu med diagnoser og med drop

-Nogle dage hader jeg virkelig min krop og det faktum at den kommer med en diagnose eller måske med flere diagnoser! Tilbage i januar havde jeg en af de dage, der virkelig var RØV. Jeg sad på Køge sygehus med et drop i min hånd og fik første omgang af en ny medicin. Mit håb var var “at det hjælper snart – så jeg får mindre ondt i kroppen”.

Jeg har brugt december 2018 på at prøve at acceptere, at jeg ikke længere kan det, jeg kunne før… og at jeg afgjort ikke kan en brøkdel af det, jeg gerne vil. Det er som om, det at sidde der koblet op til et drop, gjorde det endnu mere virkeligt og ærlig talt endnu mere svært. Bevares, det var også svært med første type biologisk medicin. Der skulle jeg stikke mig selv en gang om ugen. DET var fandme ikke fedt (især ikke de gange, hvor mine hænder gjorde for ondt til faktisk at kunne – eller de gange, hvor Daniel endte med at stikke mig)! Men drop i armen… jeg er ikke fan og jeg har ikke lyst til at den Silje er MIG!

Men så er det jo da MEGA heldigt… for det viste sig så for nogle uger siden, at det skam da nok slet ikke er mig alligevel!

“Vent HVAD?”, tænker du måske? Det gør jeg i hvert fald…

Det viser sig sørensuseme, at jeg da slet ikke har rygsøjlegigt! HURRAAAA!!!

eller…. “vent HVAD?!?!?”
om jeg ikke er mega over lykkelig og jublende? for det er sgu da en ret seriøs sygdom, jeg liiiige fik smyget mig udenom der!
Tjo, såmænd. Men…

og jo…
jeg mener MEN (den der slags MEN, der sletter ALT, hvad der ellers lige var sagt, konstateret, besluttet, hvilke diagnoser jeg troede, jeg havde haft)…

MEN… Til gengæld har jeg som minimum slidgigt i hænder, bækken, hofte og ryg… Nå ja, eller måske er det faktisk psoriasisgigt, det vides ikke helt endnu – så vi tester det da lige med lidt mere af det der MEGA lækre biologiske medicin (som rent faktisk ene og alene har til formål at slå mit immunforsvar i stykker).
Nammenam! Det er lækkert!
og så er der også liiiige…

Fibro-avminkrop-hypokond-forenfisk diagnoser

Fibromyalgi

Fakta

  • Fibromyalgi er et smertesyndrom, hvor årsagen er ukendt
  • Ved fibromyalgi har man kroniske muskelsmerter i mindst 3 af kroppens 4 kvadranter, med en varighed i mindst 3 måneder
  • Diagnosen stilles gennem lægens undersøgelse, men ikke gennem blodprøver, røntgen, skanninger med videre
  • Årsagen er ukendt. I mange tilfælde drejer det sig om langvarig overbelastning psykisk og fysisk
  • Manglende forståelse af syndromets årsag har gjort, at man kun har haft lidt at tilbyde hvad angår behandling
  • Målet med behandlingen er at skabe tryghed og lindre smerterne gennem en omhyggelig lægeundersøgelse og information
læs mere

Komplekse langvarige eller kroniske ikke-maligne smerter

Fakta

  • Det gør ondt
  • I lang tid – måske  “for evigt”
  • Ingen ved hvorfor
  • Men det er i hvert fald ikke cancer
Klik for mindre info

Psykosomatiske smerter/MUS/somatoforme lidelser

Definition

  • Kendetegnes ved at patienten er plaget af vedholdende fysiske symptomer, der ikke kan tilskrives kendt veldefineret somatisk lidelse1 
  • Somatoforme forstyrrelser kaldes også somatoforme tilstande, funktionelle lidelser eller ”Bodily Distress Syndrome” eller MUS, Medicinsk uforklarlige symptomer 
  • Funktionelle symptomer defineres som fysiske symptomer, som ikke kan forklares bedre ud fra en kendt konventionelt defineret somatisk lidelse
  • Alvorlighedsgraden omfatter et spektrum som går fra helt lette tilfælde, som er vanskelige at afgrænse fra det normale, til meget invaliderende sygdomstilstande
  • Terminologien omkring funktionelle symptomer og somatoforme lidelser er omdiskuteret. Klassificeringsmetoderne er overlappende og upræcise, og der findes en lang række overlappende syndrombetegnelser2,3
  • Fælles for de somatoforme lidelser og de såkaldte funktionelle syndromer er, at de udelukkende er defineret ud fra subjektive gener og ikke fra objektive og parakliniske fund, og at den tilgrundliggende årsag er ukendt
  • Der skelnes mellem flere undergrupper, se diagnostiske kriterier
læs mere eller hvad?

Så det nyeste sort

er sådan nogle små mudrede aske, leverpostej-agtige, rodet udseende, snuskede nuancer af “du sagde fibro-avminkrop-hypokond-forenfisk?”- diagnoser.
Umiddelbart ser det ud til, at jeg ender med at være en fibromyalgi patient, fordi min diagnose først er blevet stillet af en reumatolog – hvis det havde været en psykiater, var jeg muligvis ramt af de psykosomatiske MUS smerter. Hvorimod den søde læge fra et tværfagligt smertecenter havde stillet diagnosen, “de der kroniske og ikke kræft-agtige smerter”.

Hvorom alting er – jeg har ondt – uanset hvilke diagnoser- medicin virker ikke indtil videre – jeg skal lære noget nyt!

At acceptere , at jeg ikke kan bestemme eller kontrollere alt.

Jeg troede, jeg nemt kunne acceptere en sygdom, der har en fysisk klar og tydelig årsag. Som kunne bedres af medicin.
Det her – at der faktisk reelt set, nok ikke er noget at gøre, alt efter hvilke diagnoser, de kloge beslutter sig for. Tja –  det er sgu da endnu mere svært!

Og det med at acceptere og finde sindsro i det – ja det får mig altid til at tænke på en af de smukkeste sange, jeg har sunget med mit Gospelkor. En helt særlig udgave af “the Serenity Prayer”. Bønnen, som jo egentlig bruges af AA, fortæller mig nøjagtigt, hvad jeg skal gøre, for at opnå lidt sindsro – jeg tror bare ikke lige på Gud – men måske universet og min velkendte stædighed kan hjælpe mig på mig?
Jeg har ikke mulighed for at dele den vidunderlige melodi og det smukke arrangement fra Faxe Gospel.
Men du får denne udgave.

Rygsøjlegigt er simpelthen det nye sort!

Såååå deeeet! Jeg har sgu faktisk, min alder taget i betragtning, haft en del både fysiske og psykiske diagnoser på mig… Den sidst nye er rygsøjlegigt. Jeg er uafklaret i forhold til hvilken type det er… Men jeg ved, det er rygsøjlegigt..

Jeg ved også, at jeg formodentlig skal have medicin resten af mit liv… altså jeg er kun 34… Biologisk medicin og CBD – here I come!

Jeg er nu nået til at have stukket mig selv tre gange, for at få den biologiske medicin… Den medicin som bør virke bedst mod rygsøjlegigt… Som bør smadre en vej i mit immunforsvar, så mit immunforsvar ikke smadrer mig… Det er eddermame mere grænseoverskridende, end jeg på nogen måde havde forestillet mig!

Jeg gør det… En gang om ugen

Jeg kan ikke blive ved med at have så mange smerter… Det er simpelthen nødt til at stoppe, så jeg kan blive mig selv igen… Lige nu er jeg en skygge af mig selv og det er hverken jeg, min mand eller mine unger tjent med.

Derfor har jeg besluttet at supplere behandlingen med CBD olie… Og så krydse fingre for at noget virker… Og de ca 3 måneder der går, før jeg ved om det har den ønskede effekt, de er godt nok LANGE!

Klokken af ØV – rygsøjlegigt er RØV!

De smerter, jeg har, er med til at holde mig i en klokke af ØV…

Jeg er træt, irritabel, vred, opfarende, ked, glemsom, opgivende, har tankemylder, kan ikke sove, kan ikke tænke…

Alt i alt er det en rigtig lorte klokke at være i! Og den har varet i snart to år non stop…

Slidt? Mig? Ej da!

Eller måske jo…

Jeg er sgu ret slidt efterhånden og det er klart derfor, jeg er opfarende og irritabel!

Det værste er faktisk ikke tilnærmelsesvis, at jeg har ondt. Det værste er derimod, at jeg mange dage ikke formår at være den kone, søster, veninde, faster, tante og i særdeleshed den mor, jeg gerne vil være…

I virkeligheden er der mange dage, hvor jeg ikke er mig… Ikke er den udgave af mig, jeg ønsker at være.

Det er eddermame irriterende og frustrerende!

Ekstra meget, når der så kommer noget på tværs fra min omverden, som kræver overskud… For som udgangspunkt har jeg ikke noget! Min rygsøjlegigt æder mig helt bogstaveligt op indefra!

Fandme nej om jeg vil

lægge mig ned og vente på at tingene bliver bedre!

Hvis der er noget jeg efterhånden har lært, er det nemlig, at vi som individer har eneretten til at kæmpe… Eller give op…

Og jeg giver ikke op på mig!

Jeg har givet op på at kæmpe for bedre forhold i mine børns institution, så derfor har vi en anderledes tid i disse dage… Men den kamp kan jeg simpelthen ikke tage mere!

Til gengæld giver jeg ikke op på, at jeg skal have det bedre!

Jeg VIL være mig, for den mig, jeg har været de sidste år, er jeg ret glad for!

Hver gang jeg kæmper for mig, kæmper jeg for min familie. Jeg kæmper for, at mine børn får en tryg opvækst! En faktisk barndom! Hvor de må være børn – og det er fandme svært i disse tider, hvor vi alle helst skal være hjerteløse droner, der blindt bidrager til arbejdsstyrken og helst ikke må opdage, at vores muligheder bliver mere og mere ringe hele tiden…

Jeg drømmer om en barndom for vores børn med tid og plads til at være, at føle, at glædes, at rase, at sørge… Du ved… Tid og plads til at være MENNESKE! uanset om du er 2, 4, 16, 34 eller 66 år!

Hvordan endte mit opslag her? #endchildism

I virkeligheden ville jeg gerne kæmpe imod at dele op i voksne og børn… Forstået på den måde, at mange voksne mener, de selv er mere værd… Bare fordi de er voksne… Det forstår jeg ikke… Altså, at mange voksne ser sig selv som “a higher being”! Og derfor mener de alene sidder med sandheden, beslutningskraften og retten til at dømme. Det er lidt sært… Fordi mange mennesker, mener det er helt ok…

Jeg ender nok ud med at kæmpe en lille kæmp for mine egne to unger, og så må jeg redde verden, når jeg bliver gammel nok!

Og naturligvis fortsætter jeg med at kæmpe for, at jeg går det bedre!

Rygsøjlegigt plus det løse… Af banen, af banen – her kommer Bananen 💪

Jeg er mere og andet end datter, søn, mand og depression. Jeg er en SLYNGEL! og bidt af en vild vikle…

En slyngel, siger jeg dig! og øj, hvor det giver mig meget at holde fast i. En vild vikle! Hvad er nu det for noget moderne hejs!?Jeg troede ikke det ville være mig… en slyngel – ej ved du nu hvad! Det er da ikke noget at prale af!

Johov! Det er det faktisk! Jeg er nemlig en slyngel i kraft af den tid, jeg bruger på at have mine børn nær – og med nær mener jeg slynget. Det betyder ikke, at jeg, som slyngel, SLYNGER dem rundt omkring 😉 Men at jeg bærer dem i slynger. En slynge er masse betegnelsen for bæreredskaber, der kan hjælpe med at bære fx een baby eller et barn. Det kan være bæreseler (gerne af den ergonomiske korrekte slags, for både bærer og barn), vikle, ringslynge, Onbuhimo, og alle de forskellige krydsninger, der efterhånden findes.

Den nærhed, det giver mig og ungerne, er simpelthen fantastisk! Det fællesskab og den fælles kærlighed, som slyngeverdenen rummer, er næsten lige så fantastisk!

Sikke mange udråbstegn i en meget kort tekst

Tja… De, der har talt med mig i virkeligheden, vil nok have erfaret, at jeg er tilhænger af tydelig mimik, levende kropssprog og et talesprog med MANGE ord, og tydelighed både i forhold til tempo, lydniveau og udvalget af ord. Jeg tror, jeg nogle gange skriver ligesådan egentlig… ISÆR når jeg bliver begejstret. Det der med at holde følelser, især de glade af slagsen, skjult og afdæmpet, det er jeg ganske enkelt hverken i stand til eller interesseret i at gøre. Jeg er nu heller ikke nødvendigvis særlig god til at skjule vrede osv… mest fordi jeg har erfaret, at mine tidligere angstanfald oftest blev udløst i forbindelse med vrede, jeg ikke erkendte, sagde højt, men snarere lagde skjul og låg på…

Hov… det var vidst da et mentalt sidespor! Hvilket helt klart sammen med mit forbrug af !!!!!!! forhåbentlig nu har givet dig, som læser, en idé om, at det her med at være en slyngel, er betydningsfuldt for mig og en vigtig positiv del af mit selvbillede og min identitet.

Og nu tilbage til slyngerne!

Den gang min datter (som nu er 3,5) var spæd, bar både min mand og jeg hende i en strækvikle. På det tidspunkt, var det primært, fordi jeg havde smerter efter både bækkenløsning og kejsersnit, samt rygsmerter fra en gammel rygoperation, der fik mig til at undersøge, hvad der ville være mest skånsomt, for mig og min krop – da Babycakes, ikke brød sig voldsomt om at ligge selv.

Desværre blev Babycakes hurtigt for tung til, det var rart med strækviklen… og jeg vidste den gang INTET om den subkultur, vi har alle vegne rundt om os, Slyngeverdenen, kalder jeg den. Den opdagede jeg først da min datter var ca 7 måneder – og jeg pga sindssyge smerter i mine arme af at bære på armen, var NØDT til at finde en anden løsning…

og jeg fandt… SLYNGEGALLERIET på Facebook.

#jegbærerdigaltid

Bærefestival

Et samfund i samfundet

Og hvilket samfund! Den gang var der slet ikke så mange medlemmer i gruppen, som der er nu… Stemningen var (og er) kærlig, imødekommende, rummelig, forstående, forklarende, inddragende, undervisende, venlig, tålmodig og frem for alt… Klar på at DELE!

Der gik ikke længe før jeg både var begyndt at bære Babycakes i fastvikle og bruge stofbleer til selvsamme Babycakes. Og derfra… Har det været DEN VILDESTE rejse.

Jeg har lært ufattelig meget om mig selv i forbindelse med, at jeg er kommet længere ind i Slyngeverdenen. Jeg har lært mere om, hvem jeg er som Mor, som Kvinde, som Kone, som Veninde, som Slyngel, som SILJE. Faktisk er jeg af den overbevisning, at jeg IKKE var nået til at være, den jeg er, hvis ikke jeg var stødt på denne fantastiske subkultur.

Jeg har aldrig følt, jeg helt passede ind nogen steder, men i Slyngeverdenen har jeg fundet en gruppe, som jeg kan føle mig som en fuldbyrdet del af, på både godt og ondt. og det føles fantastisk.

Så fantastisk at jeg frygter den dag, hvor jeg ikke længere skal bære mine børn. For hvad er så mit belæg for at blive ved med at være i Slyngegalleriet og ALLE de undergrupper, der er dukket op de sidste år?

Jooooo… jeg holder fast… Nu som hobby konvertør… Det vil sige, at min hobby er at sy vikler om til andre ting og sager… fx til en ringslynge (dem har jeg en del af efterhånden… og mit næste store projekt er at sy en Onbuhimo…se DET bliver SPÆNDENDE og jeg glæder mig til at gå i gang lige om et øjeblik! Saksen og viklen ligger klar!

#metoo For vigtigt til at tie længere! Nej betyder nej uanset om du er barn, kvinde eller mand! Overgreb skal stoppes NU!

#metoo

Der er gang i en kampagne, der skal sætte fokus på, at det er alt for almindeligt at lave overgreb på kvinder, ofte under påskud af at det enten er for sjov eller en kompliment. Jeg har, som ufattelig mange andre kvinder, været udsat for diverse overgreb. Alligevel fik en af mine venner mig til at tænke. Det gælder jo også, hvis du er mand. Og barn. Fokus for dette indlæg vil dog lige være overgreb på kvinder. Men husk for pokker da, at nej betyder nej. Uanset hvem der siger det. #metoo

Min historie om overgreb fra mænd

Jeg taler som oftest ikke, om de uheldige oplevelser jeg har haft med mænd, inden jeg fandt Daniel. Da jeg var meget ung, var det fordi jeg skammede mig over ikke bare at kunne acceptere, at sådan er nogle mænd bare. Som årene er gået, har jeg givet op. Det virker ikke til, at der er noget at stille op. Nu er der lidt fokus på det med #metoo!

Nu hvor jeg lige sidder og læser det, jeg lige har skrevet, bliver jeg harm. “Uheldige oplevelser”. Jeg skriver det igen… Smag lidt på det… “UHELDIGE OPLEVELSER“.

Fremtiden for mine børn

Hvis min søn eller datter en dag kommer til mig og bruger de ord om lignende adfærd (som du kan læse om lidt, hvis du har lyst) fra andre, ville jeg blive rystet ud af kurs! De skal lære, at det IKKE er ok. Og at de altid skal sige det højt, hvis de oplever sådan noget.
Jeg ved, at min far og brødre nok ikke helt ved alt det nedenstående… Jeg har været for flov til at sige det højt. Og hvis de læser med, kan nu være et helt ok sted at stoppe <3

Lang historie kort(-ere)

I stedet for at komme med en laaaaang historie, kommer der en liste med highlights i nogenlunde kronologisk orden. Listen dækker perioden fra jeg var lige knap 16 til  22. Og alt fra “uskyldige” gramserier på Crazy Daisy til fuldbyrdet voldtægt. God læselyst😲 #brydtabuet med mig!

udfordrer hvem? #metoo
Ung, nedringet og til fest

Listen

  • Min første kæreste forstod hverken, at AV betød “det gør ondt, stop lige lidt” eller at “nej” betød… “NEJ”… Samtlige gange vi “havde sex”, var selve samlejet under tvang. Og jeg vidste ikke, at det kunne være anderledes! (Tak til Dion for at lære mig det senere)
  • Min ungdom på diskoteker primært i Næstved
    • Utallige fyre har taget på mine bryster… Og jo… Jeg var ung, relativt blond, tynd, store jader og gik muligvis nok relativt udfordrende klædt (udfordrende? Hvad betyder det egentlig? Hvem udfordrede jeg til hvad?).
    • flere gange er jeg blevet taget i skridtet af fyre, jeg dansede med på Crazy Daisy. Jeg gik i mange år ikke med korte kjoler eller nederdele, for at undgå at “invitere” til lige at mærke efter på “sagerne”.
    • Utallige gange er jeg blevet taget på røven.
    • Flere gange er jeg blevet trængt uopfordret op mod en væg og kysset af en tilfældig fyr, jeg lige snakkede eller dansede med, og kysset på hals og kavalergang.
  • Min ekskæreste gennem næsten 2 år forstod ca ligeså lidt, som min første kæreste. Så udover hans tendens til vold pga vrede, alkohol og stoffer, var vores sexliv også præget af, at jeg skulle indordne mig hans luner. Og de var ærlig talt ikke voldsomt rare. Men de var ret voldsomme. Gang på gang holdt han mig fast og tog mig, imens jeg skreg, sagde nej og græd.

De uskyldige overgreb

Og lige til at runde af i den “uskyldige” ende. .. Jeg var til bryllup med Daniel og ganske nedringet. En af de mandlige gæster foreslog mig at tage med ham hjem, “for de bryster var da spildt på Daniel”. WTF!

#metoo

Det er så hamrende vigtigt for mig, at min datter ikke kommer til at tro, at mænd er sådan. Jeg er vokset op med dejlige drengevenner, og mændene i min familie er skønne! Jeg var ikke rigtig forberedt på, at mænd kan være SÅ modbydelige, heldigvis har jeg lært lidt selvforsvar, så jeg kunne afværge en del.

I mange år troede jeg faktisk, at jeg bare var MEGA heldig med en far og to brødre, der er kærlige, gode, venlige, hjælpsomme og som jeg ikke ville kunne elske højere. For mænd generelt var sgu skræmmende, hårde, voldsomme og grænseoverskridende.

Nu ved jeg

At der heldigvis er mange mænd, som min far og mine brødre. Jeg er så mega heldig at være gift med en af dem. Og jeg satser stærkt på at være mor til en og faster/tante til 5 stk skønne drenge, det bliver fantastiske mænd, der behandler ALLE med respekt.
Som er med til, at der i fremtiden vil være færre, der kan skrive #metoo

Tiden er mørk

Stilhed før storm eller stilhed i orkanens øje? Stille tid? Stormfuld tid? Nu er det endelig blevet blogtid❤️

Det er svært at være 11 år,
der’ så meget,
som man ikke forstår.
Hvorfor går alle voksne rundt
og ser ud,
som om alting gør ondt?
Jo ser du Krumme…Det er sgu fordi livet er helt anderledes som voksen end som barn… og indimellem gør livet ondt… Når dagene er fyldt ud med storm, gør ALTING ondt.

Midt i orkanens øje er der stille.

Skræmmende stille. Som voksen har jeg lært, at når jeg er lige der, der hvor stormen går amok hele vejen rundt om mig, lige der hvor der er stille, lige der ved jeg at det er stilhed før storm. For den eneste måde at slippe ud af orkanens øje er ved at kæmpe. KÆMPE hele vejen igennem stormen. Og komme ud på den anden side af orkanen… Stærkere, mere erfaren og hamrende træt.
Det fedeste ved at vide det, er at vide, at det også stopper med at gøre ondt… en dag…
Ikke nødvendigvis i dag eller i morgen – men EN ELLER ANDEN DAG! for det er det bare nødt til. Det bestemmer JEG!

Min fortid

Jeg er vokset op i en familie, hvor vi alle sammen skulle være på vagt i forhold til min mors humør og i perioder også alkohol indtag. Jeg sad en gang hos (endnu) en psykolog og fortalte om min oplevelse af at være barn i vores hus. Psykologen bad mig om at lytte til min historie, som var jeg ham og så fortælle,a hvilke tanker jeg fik. Hvis nu det var en af mine elever (jeg har i en ganske kort periode været folkeskolelærer), der sad og fortalte mig det. Hvad ville jeg tænke, sige og gøre.

Jeg var rystet… for sådan havde jeg ikke selv lige gjort…og det første,  jeg tænkte  var,  at det barn,  i den familie, blev udsat for psykisk vold. Jeg havde ALDRIG forestillet mig, at der var noget, der forklarede, hvorfor jeg i min ungdom og første voksenår havde det så hamrende svært. Jeg troede faktisk, at jeg “bare” havde en brist et sted. At jeg var skrøbelig fra naturens side og derfor ikke kunne klare så meget. At jeg var hysterisk og bare skulle tage mig sammen.

Personligheds a’hva’ for en fisk?

Det troede jeg så meget på, at en psykiater efter en enkelt times samtale en gang diagnosticerede mig med en PERSONLIGHEDSFOSTYRRELSE! Mine følelser var for mange og for svingende. Mine holdninger for firkantede og sort/hvide til, at jeg kunne være normal. Jeg tog det på mig – ikke bare til mig… Men PÅ mig… En gigantisk rygsæk af skyld og skam over at være SÅ dårlig til at være menneske, at jeg VAR borderline.

Hvis kaos er du?

Måske havde han ret den dag… Måske var jeg midt i et angstanfald og derfor ganske emotionel ustabil… Han er dog den eneste (og jeg har efterhånden været i hænderne på 2 psykiatere, 2 psykiatri sygeplejersker og 5 psykologer), der har set den diagnose. De andre har set en lille pige, der var nødt til at overleve i min mors følelsesmæssige kaos. Min forsvarsmekanisme var at tilpasse mit humør og mine følelser, så de passede hende. Og DET har givet mig en masse vilde svingninger. Svingninger,  der gør,  at jeg ikke altid,  bare tager mig sammen.

For det er ikke en mulighed altid. Selvom jeg nu ved  at det en dag ikke gør så skide nuller naller, så er det dybt indgroet i mig at forvente det værste, for da jeg var lille var det smadder smart at være forberedt på,  at min mor havde en dårlig dag… det var nemlig MEGET sjovere at blive overrasket af en gang godt humør, end det var at blive overrasket af en ondskabsfuld og narcisistisk måske endda også fuld mor.

Min storm ? Alles storm? Kampen om forældreskabet

Jeg kæmper dagligt for at være en god mor… Det tror jeg, de fleste mødre gør… Ligesom de fleste fædre kæmper for at være gode fædre!

Nogen gange er jeg ikke sikker på, at jeg lykkes med det… I lang tid var mit mål at være en bedre mor, end min egen mor har været… Og ja… Jeg er sgu træt af at lade min kamp for løsrivelse og selvstændighed diktere, hvad jeg skal, kan og bør gøre med og for mine to fantastiske unger.

Kampen i orkanens rasen

Udover at kæmpe med min egen barndom og for at finde min rolle som mor, kæmper jeg med tilbagevendende depressioner (lige nu en fødselsdepression) .. I disse dage, går kampen ikke voldsomt godt… Så det er godt at vide, at jeg har været i orkanens øje, at jeg nu er midt i den værste storm. Når jeg kæmper videre (og det gør jeg naturligvis), ved jeg, at jeg kommer helt ud af orkanen.

Jeg kommer ud af orkanen med mere erfaring, en dybere viden om hvem jeg er, og hvem jeg gerne vil være. For alt hvad jeg har oplevet de sidste snart 34 år, gør mig til den,  jeg er.

The storm