Det er ind imellem krop umuligt for mig at holde mine tanker samlet. Nogle gange er min barndom årsagen.
I dag er en dag, hvor mine tanker føles kalejdoskopiske. De er forvrængede og det ene tankemønster bliver overtaget af det næste i myriader af tanker, bitanker, minder, ord, følelser, sansninger og ultimativt kaos.
Jeg ville ønske at jeg kunne finde hoved og hale i alt det der sker i mig. Men jeg ved dårligt nok, hvor jeg skal starte.
Så måske skal jeg starte forfra.
Da jeg var barn voksede jeg op i en familie med en lidt utraditionel sammensætning. Jeg er så heldig at have de to skønneste brødre i verden og jeg ville gå igennem ild og vand for dem begge. Jeg er endda så heldig, at det går alle veje og gennem tykt og tyndt har vi hinanden. Selvom vi som voksne lever meget forskellige liv og er meget forskellige som mennesker.
Tilbage til min barndom
Min ene bror og jeg voksede op under samme tag hos vores mor og far. Vi var en velset familie. Mine forældre tog aktiv del i vores liv og skolegang. Vi var faktisk både aflastning og plejefamilie i en årrække.
Men nedenunder det fine glansbillede havde min mor det svært. Hvad det præcist er, der gjorde det så svært at være hende og så svært at være min mor, ja, det ved jeg stadig ikke helt, men jeg har med årerne samlet en masse brudstykker af familiefortællinger sammen, og tror jeg kan konstatere, at min mor havde en hård opvækst, et skrøbeligt sind og fik en fødselsdepression, da hun fik mig. Så vidt jeg ved, blev dette dog ikke behandlet.
Som mor med 2 fødselsdepressioner bag mig, ved jeg, hvor vigtigt det er at få støtte og hjælp for ikke at skabe aversioner eller manglende tilknytning til barnet.
I stedet for at få den rette hjælp begyndte min mor på et tidspunkt at drikke lidt mere rødvin, end man bør. Og det fortsatte hun med i min barndom og ungdom. Derudover formåede hun ikke rigtig at vise mig, at jeg var elsket af hende. At jeg var nok, bare fordi jeg var mig. Jeg er vokset op med en mor, som jeg aldrig rigtig vidste, hvor jeg havde. Hun kunne det ene øjeblik være i rigtig godt humør og næste øjeblik trådte jeg ved siden af hendes rammer, regler, idéer og så blev hun rasende, gemen, voldsomt ked af det eller decideret ondskabsfuld.
Min barndom handlede om præstationer
Jeg har altid gjort mit bedste og så lige 200 procent mere. For så kunne det være, jeg var god nok til at blive mødt af min stolte mor, som roste mig og fortalte, hvor dygtig jeg var til andre. Så blev jeg set, hørt og accepteret.
Mere end noget har jeg søgt min mors kærlighed siden min barndom. Det blev i mit voksenliv tydeligt for mig, at jeg går i stykker i denne søgen og jeg traf en voldsomt hård beslutning om at bryde al kontakt med min mor for 7-8 år siden. Det var det sværeste og det letteste jeg nogensinde har gjort på en og samme tid.
Det viste sig at jeg i processen uvidende og ganske uvilligt også valgte min moster, onkel og fætre fra. En del af min familie, som var de tætteste i hele min opvækst. Vi så dem meget mere end nogle andre. Som med alt andet var det på både godt og ondt, da min mor og onkel indimellem virkelig blev uvenner og det burde vi børn ikke have overværet. De højtider, der blev afbrudt tidligere end ventet ødelagde så utroligt meget min tillid til min mor.
Kærligheden i min barndom
Men der var også gode oplevelser. Der var kærligheden vi unger delte til hinanden og vores sammenhold. Der var de gange min onkel lagde sig imellem min mors vrede og mig. Den dag min moster sørgede for at jeg , som min mor havde lovet, fik den konfirmationskjole JEG ønskede mig, i stedet for den min mor syntes. Der var alle de gode snakke og mange timer brugt i fred og fordragelighed og fremfor alt ubetinget kærlighed. Min moster elskede mig for mig og det har jeg aldrig nogensinde tvivlet på. Men det knuste mit hjerte, at hun pga. min mors adfærd ikke kunne beholde mig i sit liv, da jeg valgte min mor fra.
Når sorg rammer uventet
Men uagtet alt dette var de mine nærmeste igennem min barndom, ungdom og begyndelsen af mit voksenliv.
Og sammen med min mor forsvandt de ud af mit liv.
For år tilbage fik jeg snakket med min moster på Kvicklys parkeringsplads. Vi fandt en form for fred med hinanden og vores valg. Desværre døde min moster for ikke så længe siden og den dag, jeg startede på dette blogindlæg, havde jeg netop fået at vide at min onkel også var død.
Det bragte helt utroligt mange minder frem. Jeg blev dybt ulykkelig og sørgede dybt – samtidig med jeg ikke følte, jeg havde ret til at sørge overhovedet, da de ikke længere var en aktiv del af mit liv pga. valg, jeg selv har truffet. Men også valg, der blev truffet for mig.
Unfinished business
Samtidig blev jeg også pludselig meget bevidst om at jeg ikke har kontakt til min mor. At hun ikke er en ung kvinde længere, men nærmer sig 70 år kraftigt. Hvad skal jeg stille op, når en dag hun ikke er her mere? Hvad skal jeg stille op, hvis hun en dag tager kontakt, fordi hun ligger på sit dødsleje? HVAD FANDEN SKAL JEG STILLE OP med disse uafsluttede følelser, som jeg har?
Jeg savner
For hold nu kæft mand, hvor jeg savner en mor. Jeg må dog også erkende at jeg ikke savner MIN mor.
Jeg savner EN mor, der forstår, accepterer, anerkender og elsker ubetinget. Jeg savner ikke at have en mor, jeg aldrig vidste, hvor jeg havde henne. Som det ene øjeblik var rasende og det næste lavede fis og ballade. Jeg savner ikke den mor, som har sagt så utroligt mange sårende ting til mig i den ene brandert efter den anden. Jeg savner ikke, at jeg aldrig var god nok. Selv ikke da jeg fik 13 i psykologi på HF. I stedet for jubel, spurgte hun mig “om jeg havde gjort mit bedste”. Selv 13 var ikke heeeelt acceptabelt, for jeg kunne nok have gjort mere.
Jeg savner en mor, der er menneskelig. En mor, der begår fejl og kan sige undskyld for dem, ligesom alle os andre.
Mit knuste hjerte
Jeg arbejder hver dag på at acceptere, at jeg ikke har sådan en mor og aldrig kommer til at have det.
Det knuser mit hjerte.
Ligesom det knuste mit hjerte at vælge min mor fra. Men jeg kan leve med et knust hjerte. Det gør jeg hver eneste dag. Men jeg kan ikke blive ved med at acceptere og leve med den forbandende følelse af aldrig at være god nok, aldrig at være elsket bare for mig.
Det ypperste jeg prøver på i mit eget forældreskab er: at mine børn ved de er elsket altid og hele tiden. Også når jeg ikke kan lide deres adfærd. Jeg elsker dem hver dag og hvert sekund og det må de aldrig tvivle på, for det ødelægger alt.
Heling
Fremfor alt er jeg nødt til at lade mit hjerte hele – jeg ved ikke hvordan. Men jeg fortjener at elske mig selv, for jeg er faktisk et rigtig dejligt og fejlbarligt menneske som er så utroligt følsom overfor hele verden og alt og alle jeg møder. Hvis ikke jeg kommer overens med at elske mig selv, vil jeg altid være i limbo og jeg fortjener bedre end det.
Så jeg knokler for at gøre gode ting for mig selv. Jeg prøver at acceptere at jeg fejler og stadig er god nok. JEg prøver at elske ubetinget og sikke dog nogle hug, man som single kvinde kan få på den konto – men det er en helt anden snak.
Så hvad ville jeg med dette indlæg?
Fortælle at fortiden ikke bare ligger bag os, men er en del af os på godt og ondt og det er okay. det er ikke altid tingene kan fixes med et Hakuna Matata – men ind imellem vil det være godt for mig at tage det roligt – for det det bedste på jord.
Hvis du hænger på endnu, undrer du dig dig måske over hvor lidt min far fylder i dette indlæg. Men det er fordi jeg ved min far elsker mig og altid har gjort sit aller bedste for at skærme mig mod min mor. Desværre lykkes det ikke. Men jeg VED han elsker mig og er stolt af mig som jeg er – med fejl mangler og diagnoser.
Er du barn af en alkoholiker? find hjælp her TUBA