Den søde ventetid
Jeg sidder lige nu og venter på mit andet barn… en lille baby dreng! Vi har allerede en pige, som næsten når at blive 2.5 år, inden hun bliver storesøster.
Den søde? ventetid
Jeg ved, der er mange, der ELSKER at være gravide. Der er masser, der trives med de forandringer kroppen gennemgår, som jubler over hvert et spark og ærgrer sig over at den søde ventetid går så hurtigt .
Jeg vil fluks afsløre… Jeg er IKKE en af dem! Jeg hører til den modsatte gruppe.
Usød ventetid til mig
Had er et stærkt ord for en voldsom følelse og vi skal passe på med at bruge det i flæng, som min klasselærer, Thorbjørn, sagde da jeg gik i 9. klasse.
Jeg hader ikke at være gravid! For jeg ved jo at der venter en baby forude! Men hold nu op, hvor jeg virkelig ikke nyder ventetiden… og nej… den er ej heller sød!
Den gang jeg ventede min datter, følte jeg mig fuld af skam HVER ENESTE gang, jeg lod mig selv føle afmagten, frustrationen, smerterne osv ved at være gravid… Mange i min omgangskreds (især den perifere) spurgte netop: ” Nyder du den søde ventetid”. Og mit ærlige svar: “NEJ, jeg glæder mig til, det er overstået!”, faldt yderst sjældent i god jord. Derimod blev jeg mødt med vantro og hovedrysten af flere. Som om jeg ikke værdsatte, at jeg snart skulle være mor. Med kvalme 24/7 fra jeg var 3.5 uge henne og bækkensmerter fra uge alt for lidt, der endte med bækkenløsning og sygemelding plus alt det andet, ja så føltes det ikke som noget, der skulle nydes… eller kunne nydes.
Jeg glædede mig jo alligevel vildt til at blive mor (samtidig med var jeg ved at skide grønne grise af skræk! For hvordan skulle jeg dog nogensinde kunne klare det?).
Jeg er jo helt forkert
Tidligt i min første graviditet fik omgivelsernes og mine egne forventninger, mig til at føle mig forkert. Jeg BURDE jo klart og tydeligt nyde hvert sekund… Men det gjorde jeg ikke! Denne følelse af forkerthed, udviklede sig hurtigt til angst (som jeg genkendte fra størstedelen af mit liv). Nu bare med nyt tema!
Hvis jeg ikke en gang kan nyde min graviditet. Hvordan skal baby dog kunne overleve i min krop? Hvordan kan jeg dog undgå, at min baby bliver lige så ødelagt, som jeg selv?
Det var en ond spiral lige lukt ned i en efterfødselsreaktion/depression.
Jeg er fandme god nok
Hvor ville jeg ønske, at det er OK, at vi kvinder og mænd, som står overfor en kæmpe livsændring (forældreskab), kunne få lov til at føle, som vi gør. Det er PISSE skræmmende at skulle være forælder! Det er for nogle VANVITTIG ubehageligt og smertefuldt at være gravid. Og hey… det er sgu OK, at der i dette følelses virvar IKKE er plads til lige at sidde og nyde noget som helst… Det er OK at være frustreret over at være træt hele tiden. Over ikke at kunne en brøkdel af det du kunne for 3 uger siden!
Det er OK!
Det er OK at sige det højt! Det er OK at bryde tabuet og sige PISSELORTEMØG graviditet! Det er nemlig OK at føle sådan, for følelser kan aldrig diskuteres! De er der bare.
Shhhh… jeg lytter lige
Hvordan vi så handler på disse følelser… ja det kan være mere eller mindre hensigtsmæssigt for os selv og vores omgivelser. I en graviditet er det ret snedigt at lytte mest til kroppen og mindre til andres forventninger… For kroppen skal nok ihærdigt prøve at få os til at passe på! Passe på os selv, for at passe på baby. Vores fornemmeste opgave i graviditeten er derfor ikke at opretholde vores normale hverdag, men at lytte til vores krop og udvise de hensyn der skal til (og en middagslur er nu skøn).
Hvor ville jeg ønske, at jeg vidste dette i min første graviditet!
Jeg ved det nu! Og jeg synes, det er MEGA nederen at være gravid! Jeg har ikke en nemmere eller væsentlig anderledes graviditet denne gang. Faktisk så er angsten den største forskel. Jeg er nemlig ikke angst! For nu ved jeg, at jeg er en god mor. Nu ved jeg, at jeg er OK, selvom jeg ikke gider være gravid. Nu ved jeg, at jeg er ganske ligeglad med, hvad andre forventer (i hvert fald de fleste dage). For dem, der betyder noget, er min datter, kommende lillebror, min mand og mig selv.
Vi er de vigtige i disse dage, og min fornemmeste opgave er at passe på MIG, så jeg kan passe på os.
Det betyder sofa-tid og voldsomme mængder rod. Det betyder putte-tid efter vuggestuen og voldsomme mængder kys, kram og fjol. Og så betyder det mere sofa-tid.
Uanset hvad! Det er ok ikke at nyde den søde ventetid!
Og ØJ, hvor jeg glæder mig til at have lillebror i mine arme!