Der var engang en, der sagde, “Godnat og sov godt”, i den mest kærlige mening til sit barn – og MANGE tusinde fulgte trop. Mange, MANGE år senere fandt nogle på at skrive en bog med den titel, som FOR ALTID har smadret det udtryk for mange børn. For bogen opfordrer til at børn – SMÅBITTE mennesker skal have lov til at græde i så lang tid, at de giver op. De opgiver håbet og troen på, at der kommer hjælp, når de bruger deres mest basale værktøj – gråd! Børn der græder skal trøstes -ikke anklages for at manipulere, ikke ignoreres og IKKE være alene!

Det er svært at være 11 år, og som 35 årig er der stadig mange ting, jeg slet ikke forstår.

Hvorfor går voksne STADIG rundt og ser ud som ALTING gør ondt? (Medmindre du selvfølgelig har fx fibromyalgi, hvor alting gør ondt, så undrer det mig.)
Noget af det handler stensikkert om, at der er sket noget i forholdet mellem, hvad vi faktisk VED om børn og det samfund, der samtidig er groet op om ørerne på os. I vores samfund i dag, er der ikke plads eller vilje til, at vi vælger at bruge vores tid, kræfter og KÆRLIGHED på vores børn i de første år, hvor de har brug for OS, for deres forældre, søskende, bedsteforældre osv.

Hamsterhjulet drejer og drejer og drejer og drejer og drejer og 

Der er et samfundsmæssigt behov for at holde det berømte/berygtede hamsterhjul i gang. Det er faktisk på bekostning af vores børns psykiske og fysiske helbred. 
Det kan være en letsindig læser (det ville være ret sejt, hvis sådan en faktisk havde sneget sig herind og læste med – velkommen til i så fald) tænker: “Hey dame, det har du bare slet ikke belæg for at sige noget som helst om. Jeg gør det bedste for mine børn ALTID.” Og hey selv, letsindige læser… Nu holder jeg mig jo ikke udenfor eller for god til at være en del af systemet, af samfundet, af normen, af det forbistrede hamsterhjul. JEG gør hver dag det ALLER bedste, jeg kan for mine børn – ligesom ca alle andre forældre gør.

Jeg vil bare vove den påstand, at det jeg gør fandme slet ikke er godt nok.

Og der er ved den søde grød STOR forskel på, hvad der reelt set er barnets tarv, og hvad der reelt set er den voksnes behov for magt, status, symbolværdi, branding, selvhævdelse, selvrealisering, og hvor vi ellers kan kaste os rundt i en helt klassisk behovspyramide.

Barnet har behov for ret basale ting

Intet af det behøver at have kostet en formue! heller ikke vikler… beklager derude! men det er ikke barnets behov, at mor har mange vikler, at far har en stor bil, at der er mange dyre klatreting på gulvet eller porcelænet er det rigtige. Barnet har heller ikke behov for en tur i Zoo eller Bonbonland – en flyvetur til Thailand er umiddelbart heller ikke et lille bitte barns behov.

Som voksen har du stensikkert også andre behov end de basale – men de basale behov er de samme, som dit barns. og det her indlæg handler om at DU som voksen kan være med til at VÆLGE at lytte til dit BARNS behov i stedet for at lytte til de samfunds konstruerede behov du selv har. Hvis du vil – du er jo den voksne og vil qua denne alders-, størrelses- og erfaringsmæssige “større” position have magten over barnet. Men hvordan er det smart at bruge den magt? til at påføre barnet ubehag? utryghed? sorg? fortvivlelse? håbløshed? 

Eller ville det mon være bedre

(og ja der er for mig et RIGTIGT svar og et FORKERT svar, det her er min personlige blog, så det må jeg nemlig gerne skrive!) at bruge den magt til at tilsidesætte dig selv bare liiiige et par år og til gengæld give dit barn den kærlighed, tryghed, nærhed, nærvær, det håb, den glæde og den lykke det er, at være sammen med DIG, lige netop DIG! For du er barnets forælder og tiden med dit lille bitte barn kommer bare aldrig tilbage. Den kerne af kærlighed vi får givet vores børn, når de er små, ved altid at høre dem, trøste dem og være deres trygge havn. Det er DEN kerne, de skal bruge resten af deres liv, når det er svært at være menneske. Og vi vil alle sammen en eller anden dag stå med hjertet knust – helt uden at forstå, hvad søren der er sket, og det er sgu en god ide, hvis vi så kan gribe fat inde i vores kerne og vide “at jeg er elsket”. Uanset hvad der sker omkring mig, er jeg elsket alle dage, indtil verdens ende. Og den kærlighed, kan vi som forældre faktisk vælge at give vores børn – fra de er helt små. 

Godnat og sov godt sagde de

Det her blogindlæg har gnavet i mig længe… I dag skulle det ud. For Gyldendals forlag er nået frem til at bogen Godnat og sov godt , skam slet ikke er så slem, så den bliver bare på hylderne. Det gør mig rigtig ked af det og rigtig vred.

Hele debatten der har været op til folketingsvalget i år, har pisset mig grundigt af. Ja der BØR være minimumsnormeringer i dagtilbud og jeg har lagt FOR mange af mine kræfter i at råbe HØJT op om det.

Det er ikke så svært, sagde de – når man først får det lært!

Men ærlig talt, så starter det sgu når baby smutter ud mors mave. Det er allerede DER vi er nødt til at kigge på vores lille barn og se hvor fuldstændig hjælpeløst og afhængigt af os det er. og så STOPPE med at præstere…
stoppe med at skulle følge med i et ræs om hvis barn der først kan sove igennem (jeg har ikke lært det endnu – jeg siger lige igen, at jeg er 35 år gammel – jeg har ALDRIG sovet en hel nat igennem, uden at være fuld eller have taget medicin for at tvinge mig til at sove. Jeg HADER at sove alene, hvorfor søren skal mine børn det så?), hvis barn der først kan gå, sige mor, lægge et puslespil, sige alfabetet, hvis hjem der er mest rent, har de mest rigtige møbler, det mest rigtige tøj, den mest rigtige adresse, bil, hund, uddannelse osv osv. 

Hvis du sidder og tænker Behovspyramide-afhvaffornoget? er der link til en lige her. Og jo, jeg har faktisk lidt viden om børn og børns udvikling… øj en masse psykologi og pædagogik, der var på min læreruddannelse…