En af vejene, jeg har gået, er en rejse i forhold til at komme i balance med min krop – at lære at acceptere og endda ligefrem elske min krop – at ændre mit selvbillede.
Jeg vil tillade mig at advare om, at jeg viser meget afklædte billeder af mig selv i dette blogindlæg.
Ren utopi havde jeg tænkt for 1,5 år siden.
Den dag jeg blev skilt, stod jeg i en dyb krise. Jeg var 35 år og havde følelsen af, at mit liv var slut og færdigt. Jeg ville aldrig nogensinde finde en, der ville synes jeg var flot eller lækker. Jeg så mig selv som værende tyk, fed, grim, ulækker, uinteressant og helt igennem usexet. Jeg fandt dog ret hurtigt ud af, at der er én ting som mænd (og kvinder) stadig synes er vildt fascinerende – store bryster…
Og sådan et par er jeg udstyret med. Det kan jo så diskuteres, hvordan det ændrer mit selvbillede at vide det…
Rolig nu
Alt godt kommer til den der venter…
Sikke noget pis! MEN jeg skal lige se, om jeg kan få det hele med.
Så den Silje, jeg så i spejlet, den Silje jeg så, når jeg tænkte på mig selv – og på alle de film-tanker jeg havde på mit baghoved (læs evt. hvad søren jeg mener med dette i sidste blogindlæg) var denne Silje:
Silje som vejede 110+ kg, havde det elendigt med sin krop og fjollede hellere på kamera end erkendte, at jeg faktisk, syntes jeg var grim. Faktum var, at jeg vejede 98 kg, og vægten var for nedadgående. Og jeg kan nu sige med ro i sindet, at jeg ikke er grim. Så mit selvbillede var i den grad forskruet og helt ved siden af virkeligheden.
Frøprinsessen
Hurtigt efter min skilsmisse blev jeg forelsket i en rigtig dejlig mand(prins) og han fik lov til at kysse på frøprinsessen her. Han hjalp i høj grad mig til at se, at jeg faktisk har noget at byde på fysisk, men også især intellektuelt. Forholdet endte jeg, og det er der mange grunde til, som ikke hører til i denne fortælling.
Derfor vil jeg ile videre til:
eller
Skyd prinser med spredehagl
Når nu jeg ikke blev en prinsesse af at kysse en sød prins, tja, så tænkte jeg, at jeg måske skulle prøve lidt forskellige og se, om det var en specifik prins, der skulle til for at transformere mig til en smuk prinsesse.
OG i forhold til at forny min opfattelse af mig selv og min krop, ja, så skulle der faktisk en helt særlig prins til – men det tog lidt tid at fatte det. Og at det ikke behøvede være en permanent relation i mit liv – en kæreste.
Jeg mødte en mand, som i høj grad udfordrede mit syn på mig selv og min krop. Gentagne gange stod jeg og fattede simpelthen slet ikke, at en mand kunne være interesseret i mig for andet end mit intellekt – som jeg faktisk aldrig har været særlig usikker på (men ej heller fundet som noget, der gjorde mig interessant/værdifuld for arbejdsgivere, lærere og da SLET ikke en kommende partner – snarere tværtimod, er der mange fyre, der i mine unge dage fik et chok, når jeg faktisk åbnede munden og var væsentlig mere intelligent end min tynde, benede krop og blonde hår fik mig til at fremstå som).
For at være fair og ikke udstille ham, synes jeg vi liiiiige skal kaste et hemmeligt navn på ham… hmmm… lad mig tænke…
…
“Prins Flot” må vidst være passende. For sjældent har jeg været heldig nok at se SÅ flot, velskabt og intelligent en mand i virkeligheden. Hvilket så absolut har været medvirkende til at skabe en kæmpe usikkerhed i mig. For hvad pokker ville en smuk, veltrænet og pisse klog mand dog med mig?
Men Prins Flot blev ved med at udfordre mit selvbillede.
Billeder viser skævt selvbillede
Den gang jeg var meget yngre styrede jeg med hård hånd, præcis hvor meget jeg vejede, hvor meget jeg spiste og hvornår. Jeg er MESTER i at skjule mig selv og mine valg for omverdenen. Eller rettere det har jeg været. Jeg magter det ikke længere. Jeg er, som jeg er – take it or leave it. OG alligevel skjuler jeg stadig præcis, hvor træt jeg er, og hvor ondt jeg har, for de fleste mennesker, de fleste dage.
Jeg var den gang grænsende til anorektisk (jeg har aldrig været i behandling for en spiseforstyrrelse – men DAMN, jeg var forstyrret). Jeg bestod mest af skind, ben, lang hals, briller og bryster. Min yndlingsvægt var 45 kg og der lå jeg i en laaaaang periode. Så lang, at jeg stoppede med at have menstruation og var syg konstant.
Jeg var ikke glad for mig selv den gang. Faktisk var jeg så usikker på ALT, at jeg altid forelskede mig i dem, der var uopnåelige og sikre.
Det sjove er, at det gør jeg faktisk til dels stadigvæk. Men det er vidst en helt anden snak.
Medbestemmelse og selvbillede
DEn gang følte jeg ikke, at jeg var tyk, så min kontrol over min mad handlede ikke om det. Faktisk handlede det om at føle en form for kontrol over mig selv. Min mor var MEGET dominerende og havde virkelig mange regler for korrekt opførsel og livsførelse. Når jeg kontrollerede og besluttede, hvad jeg spiste og hvornår, var det en måde at genvinde noget af min manglende medbestemmelse over min egen krop.
Efterhånden som jeg blev ældre og flyttede først fra min mor og sidenhen hjemmefra, blev mit behov for at kontrollere min mad ikke-eksisterende og indtil jeg vejede omkring 80 kg, så jeg stadig den meget tynde pige i spejlet. Siden da, har jeg dog set hende fra første række billeder. Mit selvbillede har ikke rigtig passet med virkeligheden i mange år.
Frirum og fotografi
Men jeg fandt sammen med Prins Flot et frirum, som gav mig den mest vidunderlige ro i mit hoved – i en helt særlig proces med at tage billeder af mig selv, til ham. Det lyder sgu nok lidt småskørt – men vi bor i forskellige landsdele, så det gav mening for os.
Prins Flot ville give mig et forslag til et billede og jeg ville så tage et billede af mig selv, der lignede forslaget. Jeg kan ligeså godt være helt åben og ærlig og fortælle at nogle af billederne er decideret pornografiske og nogle absolut mere boudoir agtige. Men formålet med dem, var naturligvis at tænde ham.
Al begyndelse er svær
Og i starten var det tilnærmelsesvis grænseoverskridende at skulle udstille mig selv og min krop sådan. For det føltes så forkert, at jeg skulle have lov til at være et seksuelt væsen. Især hvis det også medfører at jeg udstillede mig selv. Jeg var jo tyk, grim og ulækker!
Men…
Ligeså langsomt begyndte jeg dog at tro på, at Prins Flot faktisk syntes, at jeg var en smuk kvinde. Der var dog stadig lige lidt vej, fra jeg sad med den følelse, til jeg selv en dag fik øje på, at jeg har en exceptionel krop, et vidunderligt talende og udtryksfuldt ansigt og faktisk har en masse rent fysisk at give af. Og det er ikke bare mine store bryster. For sjovt nok er jeg mere end det, selvom de da, bevares, er ganske fremtrædende på mange måder.
I’m not a girl
Det er tydeligt, at jeg ikke er en pige, og jeg har ikke en pigekrop. Jeg har levet 24 liv i ca. 37 år. Jeg har to fødsler og en fandens masse kampe – primært indre, med mig. Jeg har været medicineret og taget på af medicinen og er fan af at spise baseret på mine følelser. Det sætter og har sat spor alt sammen.
Jeg vejer mere, end det er sundt at veje. Jeg har appelsinhud, glitrende strækmærker (min datter kalder dem “mine tigerstriber”), hængemave, hængebryster og hængende overarme. Det mest faste på mig er vidst min vilje og min stædighed.
Gudindekroppen
Det store og virkelig livsændrende øjeblik kom den dag, Prins Flot sagde, at jeg har en Gudindekrop. Han forklarede præcis hvorfor. Det at se MIG igennem hans øjne, fik mig til at åbne mine øjne og se mig selv udefra. Uden al den skyld og skam, der følger med at være en overvægtig kvinde. Uden alle de negative følelser jeg altid har haft, når jeg tænker på mig selv – som et menneske, der bare ALTID er ved siden af verden og aldrig passer ind – og derfor ikke er god nok, for hvordan kan man være god nok, når man aldrig passer ind?
Men her passede jeg helt perfekt ind. Det min krop og jeg bragte til relationen passede ind.
Fra den dag fik jeg øjnene op for min skønhed og for min krops skønhed.
Jeg har siden taget mange billeder og er så pisse stolt af den rejse og den kamp, det har været at nå hertil…
For første gang i mit liv
har jeg det faktisk okay
med min krop
Ikke bare okay!
jeg elsker den
og måden
jeg ser
ud på
Mit nye selvbillede
Tak til Prins Flot for at give mig muligheden for at se med hans øjne og i DEN grad ændre mit selvbillede. Det har været en vidunderlig rejse.
Jeg har virkelig været i tvivl om, hvorvidt jeg skal udgive dette indlæg. Fordi jeg er mor, søster, datter og så videre. Men jeg har ikke noget at skamme mig over. Og jeg vil ikke længere deltage i en kultur, hvor vi udskammer overvægtige og anorektiske kvinder.
Så her er jeg, og jeg er smuk!