Mine følelser tager over

Mine følelser er ofte meget store før jeg mærker dem. Rigtig ofte er de, hvad mange nok vil kalde “ude af proportioner” i forhold til de relativt enkle ting, der sætter dem i gang.

Eller er de?

Er det i virkeligheden sådan, at min opvækst har givet mig et lettere forvirret, forkrøblet, forstørret eller måske formindsket følelsesliv?

Det skete i de dage i september engang

At jeg var på forældre kurset COS-P (se tidligere indlæg her). Noget af det vi kom ind på, på kurset, var vores egne følelser. Jeg kunne den gang konstatere, at jeg ikke er blevet mødt i mine følelser som barn. Det fornemmeste vi, som forældre kan gøre for vores børn er, at VÆRE SAMMEN med dem i deres følelser. Uden at prøve at ændre, fjerne, formindske eller forstørre barnets følelser.

Min mors følelsesliv

Den gang jeg var barn fyldte min mors store og ofte skiftende følelser alt, og der var ikke nogen mulighed for at jeg blev mødt i mine følelser. Som oftest var jeg nødt til at pakke mine følelser sammen. Det bedste var faktisk, hvis jeg direkte spejlede hendes følelser. Så når min mor var ked af det, var jeg ked af det på hendes vegne. Når hun var glad, var jeg jublende osv. Det var ofte svært at vide på forhånd, hvilken følelse jeg skulle spejle, når hun kom ind i rummet, så jeg var meget omstillingsparat (det er jeg ikke mere). Mit følelsesliv var altid klar til at spejle de følelser, der var nødvendige for at støtte min mor. Min mors følelser var gigantiske. Store, kraftige, tydelige og for evigt skiftende og de tålte, eller hun tålte ikke modsigelse. Min mors følelser var den endegyldige sandhed.

Det skete i de dage i april engang

At jeg sad hos min psykolog og snakken faldt på mine følelser, og frem hev hun et lille opgave ark. Det handler om at have en følelsesmæssig volumen knap. Jeg kiggede på hende, som om hun var lidt vanvittig. Men jeg gik med til at udfylde arket:

Eksempel på at være lidt vred: Jeg har ingen
Eksempel på at være vred: Jeg har ingen
Eksempel på at være meget meget vred: Jeg har alt for MANGE
Kan du selv skrue ned for volumenknappen?: Jeg har ingen volumenknap, kun en slukknap
Hvordan skruer du selv ned?: Det kan jeg ikke
Hvad skal andre gøre for at hjælpe dig med at skrue ned?: Ingen anelse

Jeg havde ikke været mange gange hos min psykolog på dette tidspunkt, så hun vidste ikke så meget om mig og min opvækst, men mine svar fik sat gang i en snak om, hvordan jeg mærker mine følelser. Eller rettere HVORNÅR jeg mærker mine følelser. Det gør jeg først, når de er så store og vilde, at de brøler rundt i hele min krop og overtager hver en tanke. Jeg har altid sagt, at jeg føler meget og svinger meget i mine følelser.
Det er også delvist sandt. Jeg mærker ikke små følelser af vrede, glæde, sorg osv. Der er ingen volumenknap – ingen graduering. Når jeg først mærker mine følelser, er de bare store. Men ofte bliver de ikke hængende i så lang tid – heldigvis, for hvem ville dog kunne holde ud at være MEGET MEGET vred, ked, glad, bange osv. i lang tid ad gangen? og hvem pokker ville kunne holde mig ud, hvis jeg blev i de her store følelser.

Derfor har jeg en slukknap, som jeg kan bruge. Både for at jeg kan holde ud at være i live. Men i MEGET stor grad også så andre kan holde mig ud. Det kræver nogle gange virkelig uhensigtsmæssig adfærd fra min side. Vrede og ked af det-hed slukker jeg nemmest for ved at spise noget med sukker. Eller (som alkoholikerbarn) endnu værre ved at drikke mig en lille skid på. Angst slukker jeg for ved at komme ned i min krop med grounding øvelser. Glæde er nem at slukke, jeg tænker bare på alt det, der kan gå galt, og så er glæden væk med det samme.

De 8 grundfølelser

Og så sad jeg lige og tænkte, hvad er mon mine slukknapper ved de andre grundfølelser?

Hvis nu vi antager, at psykolog Robert Plutchik har ret i, at der findes 8 grundfølelser, hvordan ser det så ud for mig, og hvordan lever jeg med dem i mit liv?

De 8 følelser han nævner er: glæde, sorg, tillid, afsky, frygt, vrede, forventning og overraskelse. De er komplementære og kan stilles op som vi lærte i gamle dage i farvelære. De kan gradueres (for andre end mig i hvert fald) og samspillet mellem dem skaber andre følelser. I får lige en fin model at kigge på, imens jeg finde tilbage til tråden…

Plutchiks model over vores følelser sat opi en farvet blomst med gradueringer og samspil af følelser.
Denne figur er lånt fra https://angstinfo.dk/forskellige-foelelser/ d. 14/5-2022 kl. 18:34

Mine følelser og min slukknap

glæde: Jeg tænker på det, der kan gå galt
sorg: Jeg spiser det væk
tillid: Føler jeg sjældent, og når jeg gør er det blindt, så ingen slukknap her
afsky: Faktisk en følelse jeg ikke slukker for. Jeg må gerne afsky noget eller nogen
frygt: Fysisk bevægelse (Grounding) og vejrtrækningsøvelser
vrede: Spiser det væk
forventning: Føler jeg yderst sjældent på en positiv måde. Men negative forventninger spiser jeg væk
overraskelse: Løber jeg væk fra. Jeg fjerner mig simpelthen fra situationen, for det rummer jeg ikke

Der er umiddelbart ikke noget at sige til, at jeg er overvægtig, for de svære følelser spiser jeg væk med mad og gerne den usunde kulhydratrige, fede slags.

Jeg har indtil for ganske nylig shoppet mig ud af de negative følelser også. Men det er jeg stoppet med.

Umiddelbart er der ikke nogen af de 8 følelser, hvor jeg har en volumen knap. Gradueringen findes ikke rigtig i mig. Jeg bliver fx. ikke lidt overrasket, jeg bliver MEGET overrasket (og jeg HADER det).

Nå men…

Work in progress

Det er super hårdt for mig at føle på den måde, og det har det alle dage været. Det er en af grundende til, jeg har de slukknapper jeg har. En anden grund er desværre, at jeg slukkede for egne følelser som barn for at skabe plads til min mors.
Men altså.
Jeg arbejder sammen med min psykolog på at blive mere opmærksom på, når der dukker små antydninger af følelser op. Og i stedet for at slukke for dem, lade dem være der, registrere dem og VÆRE SAMMEN med mig selv imens. Så jeg lærer at mine følelser ikke er farlige. Min psykolog måtte love mig, at hun godt kan rumme hvad end, der kommer ud af mig af følelser, for at få mig til at turde bruge denne nye tilgang til tingene.

Jeg skulle hilse fra mig selv og sige, at det er skide hamrende svært! Jeg ville ønske, det var let, ligetil og at jeg, jeg bare lige kan det pis… men sådan er det ikke. Det er en kæmpe opgave og det er langt fra alle dage, det lykkes mig at mærke en lille følelse, før den er blevet stor. Men hvis jeg vil kunne VÆRE SAMMEN med mine børn i deres følelser, er jeg nødt til at stoppe med at være så bange for mine egne.

Alle følelser er okay. Det er ikke altid, de er funderet i noget logisk, og ind imellem kommer følelser uden man har et helt billede af det, man føler noget omkring. Men det ændrer ikke på, at følelsen i øjeblikket er okay at have. Så kan vi alle nogle gange blive klogere, og derved kan det vi føler ændre sig. Men den første øjeblikkelige følelse vi får er ikke forkert, for meget, ude af proportioner.

Jeg starter med vreden

Det der sker for mig er, at jeg slukker for en masse af de små følelser af fx vrede. Når jeg så endelig ikke kan lægge låg på mere vrede, eksploderer jeg i vrede. Hvis jeg så slukker for den store meget vrede vrede, så får jeg angst anfald amok. Som jeg så igen slukker for. Hvilket gør mig vred og bitter…

Det er en pænt ond spiral alligevel. Så jeg arbejder på at stoppe med at slukke for min vrede og acceptere den som en del af livet. En følelse ad gangen skal jeg nok få lært det. Jeg starter med vreden, for bedre at kunne rumme min søns vrede og udadreagerende adfærd.

Mine følelser

Mit barn har følelser og behov

At mit barn har følelser og behov kommer nok ikke bag på dig som læser?
Umiddelbart kommer det jo da heller ikke bag på mig!
Men hvilke behov og hvilke følelser der er i spil på et givent tidspunkt? Ja ser du, det kan jeg faktisk godt have rigtig svært ved at aflæse og forstå.
Det har været en lang proces for mig helt at acceptere, at jeg har SÅ svært ved det. Men jeg må erkende, at det har jeg.

Selverkendelse

Jeg har nok endnu sværere ved at erkende, at ligesom mit barn har følelser og behov, har jeg også selv. Det er sgu heller ikke altid at mine og mit barns følelser og behov går særlig godt i spænd. Men heldigvis…

Ja heldigvis er jeg kommet på det her kursus for forældre med børn med TILKNYTNINGSVANSKELIGHEDER (ja ja… og omsorgssvigtede børn. Det er nok pga tilknytningsvanskeligheder jeg er på kurset snarere end omsorgssvigt i gængs forstand. Men i følge den litteratur jeg har læst indtil nu, kan min manglende evne til at knytte mig til min søn, og fysiske problemer med at møde ham i hans følelsesmæssige behov faktisk klassificeres som omsorgssvigt).

Det COS-P kursus er virkelig spændende og det rykker. Det rykker ved det billede jeg har af mig som mor, og det billede jeg har af mit barn.

Og ved det billede jeg har af mit barns adfærd. Hvorfor han gør, som han gør i situationer, hvor han bliver meget udadreagerende.

Noget af det vi har arbejdet med, er hvad vi har nemmest ved. At støtte i at sende vores børn ud at udforske verden eller tage imod dem, når de kommer tilbage til os, når de har brug for støtten fra deres sikre havn.

Tryghedscirklen

Lånt fra https://www.nurseryworld.co.uk/features/article/working-with-parents-circle-of-love

Her blev det super spændende. For jeg har to meget forskellige børn – men jeg har det også meget forskelligt med dem. Min datter har jeg sværest ved at sende ud, men nemt ved at tage imod hende, når hun søger mig.

Det er lige omvendt med min søn. Jeg har nemt ved at lade ham gå ud og udforske verden. Men jeg har virkelig svært ved at tage imod, når han kommer retur – det skyldes ofte hans voldsomme fysiske adfærd. Min krop gør altid ondt og en mega sej highfive kan føles som en knytnæve og et fast kram som et overgreb. Det gør det simpelthen så super svært at møde min søn, der hvor han er, da han oftest kommer med den hårde highfive eller det faste kram. Det er hans behov, og det har jeg nu og siden han var lille haft svært ved at møde ham i.

Der har jeg nemmere ved at møde min datter, der kommer med en blid krammer og er ked af det.

Mit barn har også følelser

Derudover har min søn det med at kanalisere sin tristhed ud som vrede. Vrede har jeg SÅ svært ved at håndtere! Jeg ville ønske jeg var bedre til det. Min egen vrede går jeg ofte med og lukker inde, indtil jeg enten eksploderer eller får et angstanfald. Det betyder også, at jeg ikke har redskaber til at håndtere min søns vrede, da jeg ikke har redskaber til at rumme eller håndtere min egen vrede. Det gælder dog ikke kun vredesfølelsen, men alle store følelser.

Det er også noget vi arbejder med på kurset. Hvordan vi selv er blevet mødt af vores primære omsorgsperson(-er) i vores barndom. Om de har formået at VÆRE SAMMEN med os – bare VÆRE SAMMEN med os i de svære følelser, i de rare følelser – i alle 6 grundfølelser.

Jeg har følelser

Ligesom alle andre har. En øvelse vi har lavet på kurset gik ud på at at skelne mellem de følelser, hvor vores forældre har “VÆRET SAMMEN MED OS” helt, delvist eller slet ikke. Vi skulle placere følgende følelser: Vrede, glæde, tristhed, nysgerrighed, skam, og frygt. Dengang jeg var barn, var der, for mig, kun plads til min mors følelser. Jeg blev dog altid støttet i at lære nyt, derfor er den eneste følelse, jeg har inde i min cirkel “Nysgerrighed”. De andre følelser er jeg ikke blevet mødt i af en mor, der bare VAR SAMMEN med mig i MIN følelse. I følge COS-P er det vigtigste man kan gøre, at VÆRE SAMMEN med sit barn, i hvad end det føler. Det har jeg aldrig lært derhjemme og det har jeg super svært ved – pånær når mine børn er nysgerrige. SÅ er jeg klar! Tankevækkende ikke???!!??!!??!!??!!

cirklen viser min nysgerrighed blev mødt åbent af min mor. Men frygt, skam, glæde, vrede og tristhed blev ikke
Hvordan jeg blev VÆRE SAMMEN med som barn af min mor.

At VÆRE SAMMEN med mit barn

Det her med at VÆE SAMMEN med er super fedt…. og det har allerede gjort en stor forskel herhjemme. Jeg prøver ikke længere at fjerne min drengs vrede. Jeg øver mig i bare at VÆRE SAMMEN med ham, imens han er vred. Det er ikke altid, det lykkes. Al begyndelse er svær, men jeg øver mig. Det samme gælder for resten min datters vrede, som jeg har lige så svært ved at rumme. Det gør fysisk ondt på mig, når mine børn er vrede, også selvom det ikke er mig de er vrede på. OG selvom de ikke slår mig.

Min sikre havn

Jeg har lidt nemmere ved at rumme deres tristhed, glæde og frygt. Men i de følelser var min far super god til at VÆRE SAMMEN med mig, så jeg har heldigvis fået NOGET godt med hjemmefra. Jeg ved faktisk slet ikke, hvor jeg og mine børn ville være i dag, hvis ikke jeg havde haft en far, der ALTID var og er min sikre havn.

Tankevækkende

Tænk en gang at et blogindlæg 
der faktisk skulle handle om mit barn 
kom til at handle SÅ meget om 
MIT INDRE BARN. 
Jeg er et produkt 
af min opvækst. 
Det jeg giver videre er på dårlige dage
det jeg har lært hjemmefra af min mor. 
På gode dage er det hvad jeg lærte af min far. 
Min proces 
er slet ikke slut. 
Der er plads til masser 
af viden og erkendelse.
Men for nu er mit fokus på 
mit barns følelser og behov
på at lære 
at VÆRE 
SAMMEN med begge mine unger 
bare VÆRE 
SAMMEN.

Kursus for forældre med et omsorgssvigtet barn

På Socialstyrelsens Vidensportal er der et afsnit om indsatser for et omsorgssvigtet barn. En af disse indsatser er forældrekurset COS-P (Circle Of Security – Parenting).
Dette kursus er jeg tilmeldt af min familiebehandler.

Socialstyrelsen - vidensportalen. Link til side om indsatser for et omsorgssvigtet barn
Klik her for at komme til Socialstyrelsens vidensportal

Jeg blev ramt dybt inde i min sjæl, da jeg læste at dette er et kursus for forældre til et omsorgssvigtet barn. Jeg mener grundlæggende ikke, at jeg har omsorgssvigtet mit barn. Vi har helt bestemt nogle udfordringer med hinanden, og der er områder, hvor jeg har været for længe om at forstå hans signaler – det er derfor, vi går hos en familiebehandler. Fordi jeg ved, jeg ikke altid har været en god nok forælder. Men derfra og til at have omsorgssvigtet min søn er der godt nok et stykke vej.

Så hvad er omsorgssvigt?

Hvad kendetegner et omsorgssvigtet barn?

Hvad søren skal jeg stille op med en viden om, at systemet og jeg ser så forskelligt på min søns opvækst?

Fødselsdepression

Jeg havde en ret slem fødselsdepression/efterfødselsreaktion, da jeg fik min søn. Jeg havde det første halve år af hans liv ikke lyst til at have ham hos mig. Jeg var fra første dag denne følelse opstod opmærksom på, at det ikke er sådan, det er meningen, det skal være at have en lille nyfødt hos sig. Han var dengang 14 dage gammel. Jeg kontaktede straks min læge og det lokale Familiehus, for med det samme at række ud efter hjælp og støtte i forhold til, hvad søren jeg skulle stille op. Derfor fik vi hurtig hjælp, og jeg blev gentagne gange rost for at gøre de rigtige “ting” i forhold til min søn – masser af omsorg, øjenkontakt, spejling og nærhed. Blandt andet min brug af vikler blev rost.

Frustration

Derfor frustrerer det mig rigtig meget, at der nu, 4 år efter, er en sagsbehandler og en familieterapeut, der mener, at jeg ikke har formået at give min søn det rigtige. At jeg enten har omsorgssvigtet ham, eller at der som minimum er store tilknytningsvanskeligheder. Det er jo derfor, jeg bliver sendt på et kursus, der skal lære mig noget, jeg allerede ved – nemlig at der findes en tryghedscirkel. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg kan lære noget af at være på det nævnte kursus. Jeg tror, alle forældre kan blive skarpere på deres forhold til deres børn og egne reaktioner på børnenes adfærd. Det, jeg stejler mod, er præmissen for, at jeg skal på kurset. Jeg mener ikke, jeg har omsorgssvigtet min søn – eller datter. Jeg mener faktisk heller ikke, nogen af dem har en tilknytningsforstyrrelse.


Jeg er derimod fuldstændig sikker på, at jeg på mange områder har fejlet som mor. Jeg har nogle dage alt for ondt. Det kommer til udtryk som en kortere lunte, end jeg har lyst til at have. Jeg ryger somme tider i den store fælde, hvor jeg skælder ud og råber for højt.

Måske er det omsorgssvigt?

Men måske er det netop den adfærd fra min side, der er omsorgssvigtet? måske kan jeg bare ikke se det, fordi jeg selv er vokset op i et hjem, hvor skældud mere var reglen end undtagelsen – det er altså ikke sådan herhjemme!

Jeg har tænkt mig at finde ud af det. Jeg vil være opsøgende på viden om omsorgssvigt, så jeg har noget faktuel viden om emnet. For i virkeligheden er det ikke noget, jeg har beskæftiget mig særlig meget med. Det skyldes ærlig talt nok en manglende lyst til at kigge på min egen adfærd og min egen opvækst. Men uden erkendelse, selverkendelse og viden kan jeg jo ikke ændre på de udfordringer, jeg har.

Store udfordringer vi har

Der er ikke nogen tvivl om, at noget er gået helt galt! Jeg har store problemer med min søn og hans til tider MEGET udadreagerende adfærd. Jeg har SÅ svært ved at læse ham og komme hans udbrud i forkøbet – eller måske endda bare ja, jeg ved ikke… undgå dem?
Jeg er nogle dage bekymret for, at der er noget “galt” med ham. Som ADHD eller noget i den stil. Det er sgu ikke, fordi jeg har lyst til at have et barn med så store vanskeligheder i livet! Men jeg og hans normale dagtilbud har måtte kaste håndklædet i ringet i forhold til han manglende evne til at læse andre børn og voksne. Han er nogle gange decideret voldelig mod både mig og sin søster. Oftest kommer hans voldelige udbrud midt i en god leg, eller et kram, der bliver til et kvælertag fx.

Hvad jeg skal gøre, jeg ved ej

Og det er her, det kursus og mere viden kommer ind i billedet. For jeg er nødt til at evne at støtte op om min søn på en bedre måde, end jeg er i stand til på nuværende tidspunkt. Han fortjener et liv uden så mange konflikter med andre. Første skridt er gået hen og blevet, at han er kommet i en særlig børnehave, hvor der er meget bedre normering end i en helt almindelig børnehave. Der er ikke tale om en egentlig specialbørnehave. Det er en særlig institution under det almindelige dagtilbudsområde.

Ny start

Min søn startede for tre dage siden og indkøringen går super godt. De voksne virker super motiverede for at gøre det til en succes, og det har kæmpe stor betydning i forhold til min søn. De møder ham med nysgerrige, åbne arme og støtter ham i at danne relationer til de andre børn – og til dem selv! Det gør en kæmpe forskel, at der er nok kompetente voksne!

Dermed ikke sagt, at det er gnidningsfrit. For jeg har en søn, der herhjemme virkelig reagerer på det nye. Han bliver utrolig hurtigt frustreret og vred. Det viser sig ved, at der bliver kastet med legetøj, slået, sparket og kradset på mig. Det til trods for en masse “alene med mig”-tid og ekstra omsorg, nærvær og opmærksomhed.
Jeg har altid fået at vide, at børn reagerer kraftigst, der hvor de er mest trygge. Det må så betyde, at min søn er mest tryg ved mig (da det er mig, der får alle pryglene). Det hænger jo så ikke sammen med, at der er store tilknytningsvanskeligheder.

Forvirringen er total

Så jeg er langt hen ad vejen bare super, mega, kodylt meget forvirret. Men jeg giver ikke op på, at vi får det bedre. Så nu står den på ny viden, kursus, ny børnehave, selvudvikling og al den kærlighed, jeg overhovedet kan finde frem – og det er faktisk ikke svært, for jeg knuselsker den lille dreng. Han er nemlig også kærlig, særlig, sjov og helt igennem dejlig.

Skizofren og velfungerende på medicin??

Jeg er skizofren og ligenu føles det mærkeligt at sige.

For jeg hører ikke længere min mors stemme, musik, ser film på mit baghoved eller har min regnbueboble. Ikke en gang et helt klasseværelse med mig selv, der konstant diskuterer.

Hvem er jeg

Det føles mærkeligt og tomt. Ind imellem har jeg dage, hvor jeg har svært ved at genkende mig selv og svært ved at se verden uden min regnbueboble.
Så lige nu er jeg så velmedicineret, at jeg er velfungerende nok til at blive sluppet fri af psykiatrien snart. Det er en syret og lidt mærkelig tanke. Under et år har det taget dem at diagnosticere, at jeg er skizofren og få mig derhen, hvor jeg ikke selv vil mene, jeg har behov for deres hjælp længere. Og de er endda enige med mig i den vurdering. Det er for mig en ret ambivalent følelse. For tænk hvis nu verden vælter igen? Hvis medicinen holder op med at virke? hvis hvis hvis hvis hvis… Men altså! Kaostanker har jeg stadig en tilbøjelighed for at få.

Kureret skizofren?

I don’t think so. Jeg er jo ikke rask. Jeg er bare på medicin, der fjerner de symptomer, der er på, at min hjerne er anderledes end de flestes. DET er og bliver en væsentlig forskel. Formodentlig skal jeg tage medicin for altid for at være så “velfungerende”, som jeg er nu. Der er en grund til at velfungerende er i citationstegn. Det er, fordi jeg har det lidt anstrengt med det ord. Jeg kan sagtens mærke, at jeg har MEGET mere ro i mine tanker nu, end jeg har haft – ja nogensinde og det er virkelig skønt. men…

Det femte krydderi

Det er lidt som om, jeg nu mangler lidt. Jeg mangler nogle dage ret meget, at der altid er musik i mit liv. Lydbilledet er så underligt tomt og jeg SAVNER min regnbueboble ret meget. Selvom den kunne være rigtig uhyggelig til tider, så har den også bare været en del af min måde at se hele verdenen på. Det har den været i så lang tid, at jeg synes, verden er underlig farveløs uden de flotte farver, jeg har haft med mig. Hvor er der dog mange kedelige farver i verden og utrolig lidt flot genskin.

Så lige nu skal jeg lære at leve med, at den del af mig, som gav mig det femte krydderi på tilværelsen, er væk. Og at jeg kun får det tilbage, hvis jeg samtidig vil høre min mors stemme, have dage, hvor jeg end ikke kan rejse mig fra sengen pga. tankemylder, der gør det til en uoverkommelig opgave. osv osv af de hårde symptomer og vrangforestillinger.

Skizofren for evigt

Så selvom jeg lige nu skal lære at acceptere mit nye verdensbillede. Ja, så skal jeg stadig også lære at acceptere, at jeg har skizofreni.
Det er svært. Og en del af det, jeg skal lære, er, at jeg ikke ER SKIZOFREN. Jeg HAR SKIZOFRENI. Lidt ligesom jeg ikke ER FIBROMYALGI, jeg HAR FIBROMYALGI.
Og det har jeg, som dette indlæg viser, tydeligvis ikke lært helt endnu. Det er en del af mig at være kronisk syg både psykisk men også med smerter hver dag, men det er ikke hele mig. Jeg indeholder også andre ret meget federe egenskaber, kvaliteter, færdigheder osv. Jeg skal bare lige lære selv at kunne se det. Og der er jeg ikke endnu, desværre. Måske er jeg dog tættere på, end jeg var for en måned siden. Det håber jeg! accept accept accept! Det er vejen frem.

på den ene side de negative tanker og på den anden side de positive. i midten accept af at være skizofren
https://pixabay.com/da/illustrations/meditation-dualisme-dualistiske-597092/

Den perfekte storm

For en måned siden ramte den mig. Den Perfekte Storm. Derfor har jeg igen ikke haft overskud til at blogge.

Helt ud af det blå gik jeg fra at synes, mit liv var godt nok og det hele nok skulle gå. Til at jeg fik distrikt psykiatrien til at melde min ankomst på psykiatrisk skadestue i Vordingborg.

En “perfekt storm” er et udtryk som beskriver en hændelse hvor en sjælden kombination af omstændigheder forværrer en situation drastisk.[1] Begrebet anvendes også til at beskrive et aktuelt fænomen som sker under et sammenrend af hændelser, som resulterer i en hændelse med usædvanlig styrke.

https://da.wikipedia.org/wiki/Perfekt_storm

Der er 3 dage imellem disse 2 billeder.

Måske kom den storm af en grund?!

eller måske endda af flere grunde – derfor var den ikke bare en storm i et glas vand, men nok til at jeg fik det så skidt, at jeg ikke længere kunne magte livet. Jeg skynder mig nu at fortælle at jeg ikke havde deciderede selvmordstanker eller planer. Jeg kunne bare ikke mere. Jeg var så ked af det, udmattet, brugt og opbrugt på SÅ mange planer at jeg ikke magtede at være mere.

Hvorfor? Hvordan? Hvad så?

Jeg var så småt ved at lande i den forbudte sorg over min moster og onkel, da min morbror desværre også dør. Og hele kaosset starter op på ny. Nu i blandet en inderlig frygt for at den næste opringning jeg får er om min Far. Så hver gang min telefon siger en lyd, er jeg angst for at min far er død. Mit angstniveau er denne dag og de følgende dage skyhøjt.

Et par dage efter

Skal jeg til neurolog – sidste mulighed for at få en anden diagnose på mine smertende og sovende hænder end Fibromyalgi, der forværres. Desværre var der ingen anden forklaring. Jeg kan dermed ikke behandles for mine smerter eller få den sovende fornemmelse til at gå væk – lær’ at leve med det…

Dagen efter

Får jeg bekræftet af egen læge at jeg har så forskrækkende lavt D-vitamin indhold i kroppen, at det kræver en intens kur med D-vitamin. Det er højest sandsynligt:
Derfor jeg har været så træt i en periode, at jeg stort set ikke har kunnet holde mig vågen om dagen.
Derfor at jeg ikke har noget overblik over min hverdag og ikke synes noget kan lade sig gøre.

Ugen før

Fik jeg endelig hul igennem til Næstved kommune. Jeg har længe haft store problemer med min søn. Eller rettere, han har haft store problemer med mig.
MEN.
NU.
KOMMER.
DER.
HJÆLP.

Den famøse onsdag

Får jeg et sprøgsmål. “Hvordan har du det?”. Og derfra kan jeg ikke stoppe med at græde. Grådlabilitet hedder det vidst – øget grådlabilitet. Jeg græder og græder og ved på daværende tidspunkt slet ikke hvorfor. Jeg kan dog godt mærke at jeg er angst og ked af det som jeg kun har prøvet en gang før, da jeg for mange år siden væltede med stress og depression. Så jeg bliver oveni min angst også bange for hvad der skal ske når ungerne kommer hjem – heldigvis er deres far hjemme hos os til samvær om eftermiddagen og jeg får ham til at tage ungerne dagen efter, da jeg håber at kunne blive indlagt på PAM.

Torsdagen går med besøg på PAM og jeg bliver sendt hjem igen. Med en konstatering af at jeg har en akut belastningsreaktion.

PÅ vejen hjem taler jeg med mine børns sagsbehandler og hun vurderer at jeg ikke bør være alene med mine børn. Jeg tager på weekend hos min far og sover en hel masse. Jeg har ikke siden da været alene med begge mine børn på samme tid.

Den første uge efter

Er som et langt mareridt. Jeg følte mig helt ved siden af mig selv. Sagsbehandleren talte en masse om at børnene skulle frivilligt anbringes hos en plejefamilie. Heldigvis er det blevet afværget af at ungernes far har MEGET mere samvær end nogensinde før.
Ugerne efter er brugt på at jeg har sovet og sovet og sovet.
Og endelig i denne weekend har jeg haft energi til at foretage mig andet end at sove. måske har den værste storm lagt sig?

Det håber jeg i hvert fald.
OG jeg håber at vores planer for fremtiden lykkes og bliver mere lykkelige end den sidste måned har været.

Det er den mest hæslige følelse. Ikke at magte at være. For i den magtesløshed forsvandt al min handlekraft. Lur mig om ikke også det er derfor jeg ikke havde selvmordsplaner – det ville have krævet, at jeg handlede. Det kunne jeg gudsketakoglov ikke!

Min barndom var en rutsjebanetur

Det er ind imellem krop umuligt for mig at holde mine tanker samlet. Nogle gange er min barndom årsagen.

I dag er en dag, hvor mine tanker føles kalejdoskopiske. De er forvrængede og det ene tankemønster bliver overtaget af det næste i myriader af tanker, bitanker, minder, ord, følelser, sansninger og ultimativt kaos.

Jeg ville ønske at jeg kunne finde hoved og hale i alt det der sker i mig. Men jeg ved dårligt nok, hvor jeg skal starte.

Så måske skal jeg starte forfra.

Da jeg var barn voksede jeg op i en familie med en lidt utraditionel sammensætning. Jeg er så heldig at have de to skønneste brødre i verden og jeg ville gå igennem ild og vand for dem begge. Jeg er endda så heldig, at det går alle veje og gennem tykt og tyndt har vi hinanden. Selvom vi som voksne lever meget forskellige liv og er meget forskellige som mennesker.

Tilbage til min barndom

Min ene bror og jeg voksede op under samme tag hos vores mor og far. Vi var en velset familie. Mine forældre tog aktiv del i vores liv og skolegang. Vi var faktisk både aflastning og plejefamilie i en årrække.

Men nedenunder det fine glansbillede havde min mor det svært. Hvad det præcist er, der gjorde det så svært at være hende og så svært at være min mor, ja, det ved jeg stadig ikke helt, men jeg har med årerne samlet en masse brudstykker af familiefortællinger sammen, og tror jeg kan konstatere, at min mor havde en hård opvækst, et skrøbeligt sind og fik en fødselsdepression, da hun fik mig. Så vidt jeg ved, blev dette dog ikke behandlet.

Som mor med 2 fødselsdepressioner bag mig, ved jeg, hvor vigtigt det er at få støtte og hjælp for ikke at skabe aversioner eller manglende tilknytning til barnet.

I stedet for at få den rette hjælp begyndte min mor på et tidspunkt at drikke lidt mere rødvin, end man bør. Og det fortsatte hun med i min barndom og ungdom. Derudover formåede hun ikke rigtig at vise mig, at jeg var elsket af hende. At jeg var nok, bare fordi jeg var mig. Jeg er vokset op med en mor, som jeg aldrig rigtig vidste, hvor jeg havde. Hun kunne det ene øjeblik være i rigtig godt humør og næste øjeblik trådte jeg ved siden af hendes rammer, regler, idéer og så blev hun rasende, gemen, voldsomt ked af det eller decideret ondskabsfuld.

Min barndom handlede om præstationer

Jeg har altid gjort mit bedste og så lige 200 procent mere. For så kunne det være, jeg var god nok til at blive mødt af min stolte mor, som roste mig og fortalte, hvor dygtig jeg var til andre. Så blev jeg set, hørt og accepteret.

Mere end noget har jeg søgt min mors kærlighed siden min barndom. Det blev i mit voksenliv tydeligt for mig, at jeg går i stykker i denne søgen og jeg traf en voldsomt hård beslutning om at bryde al kontakt med min mor for 7-8 år siden. Det var det sværeste og det letteste jeg nogensinde har gjort på en og samme tid.
Det viste sig at jeg i processen uvidende og ganske uvilligt også valgte min moster, onkel og fætre fra. En del af min familie, som var de tætteste i hele min opvækst. Vi så dem meget mere end nogle andre. Som med alt andet var det på både godt og ondt, da min mor og onkel indimellem virkelig blev uvenner og det burde vi børn ikke have overværet. De højtider, der blev afbrudt tidligere end ventet ødelagde så utroligt meget min tillid til min mor.

Kærligheden i min barndom

Men der var også gode oplevelser. Der var kærligheden vi unger delte til hinanden og vores sammenhold. Der var de gange min onkel lagde sig imellem min mors vrede og mig. Den dag min moster sørgede for at jeg , som min mor havde lovet, fik den konfirmationskjole JEG ønskede mig, i stedet for den min mor syntes. Der var alle de gode snakke og mange timer brugt i fred og fordragelighed og fremfor alt ubetinget kærlighed. Min moster elskede mig for mig og det har jeg aldrig nogensinde tvivlet på. Men det knuste mit hjerte, at hun pga. min mors adfærd ikke kunne beholde mig i sit liv, da jeg valgte min mor fra.

Når sorg rammer uventet

Men uagtet alt dette var de mine nærmeste igennem min barndom, ungdom og begyndelsen af mit voksenliv.
Og sammen med min mor forsvandt de ud af mit liv.
For år tilbage fik jeg snakket med min moster på Kvicklys parkeringsplads. Vi fandt en form for fred med hinanden og vores valg. Desværre døde min moster for ikke så længe siden og den dag, jeg startede på dette blogindlæg, havde jeg netop fået at vide at min onkel også var død.
Det bragte helt utroligt mange minder frem. Jeg blev dybt ulykkelig og sørgede dybt – samtidig med jeg ikke følte, jeg havde ret til at sørge overhovedet, da de ikke længere var en aktiv del af mit liv pga. valg, jeg selv har truffet. Men også valg, der blev truffet for mig.

Unfinished business

Samtidig blev jeg også pludselig meget bevidst om at jeg ikke har kontakt til min mor. At hun ikke er en ung kvinde længere, men nærmer sig 70 år kraftigt. Hvad skal jeg stille op, når en dag hun ikke er her mere? Hvad skal jeg stille op, hvis hun en dag tager kontakt, fordi hun ligger på sit dødsleje? HVAD FANDEN SKAL JEG STILLE OP med disse uafsluttede følelser, som jeg har?

Jeg savner

For hold nu kæft mand, hvor jeg savner en mor. Jeg må dog også erkende at jeg ikke savner MIN mor.
Jeg savner EN mor, der forstår, accepterer, anerkender og elsker ubetinget. Jeg savner ikke at have en mor, jeg aldrig vidste, hvor jeg havde henne. Som det ene øjeblik var rasende og det næste lavede fis og ballade. Jeg savner ikke den mor, som har sagt så utroligt mange sårende ting til mig i den ene brandert efter den anden. Jeg savner ikke, at jeg aldrig var god nok. Selv ikke da jeg fik 13 i psykologi på HF. I stedet for jubel, spurgte hun mig “om jeg havde gjort mit bedste”. Selv 13 var ikke heeeelt acceptabelt, for jeg kunne nok have gjort mere.
Jeg savner en mor, der er menneskelig. En mor, der begår fejl og kan sige undskyld for dem, ligesom alle os andre.

Mit knuste hjerte

Jeg arbejder hver dag på at acceptere, at jeg ikke har sådan en mor og aldrig kommer til at have det.
Det knuser mit hjerte.
Ligesom det knuste mit hjerte at vælge min mor fra. Men jeg kan leve med et knust hjerte. Det gør jeg hver eneste dag. Men jeg kan ikke blive ved med at acceptere og leve med den forbandende følelse af aldrig at være god nok, aldrig at være elsket bare for mig.
Det ypperste jeg prøver på i mit eget forældreskab er: at mine børn ved de er elsket altid og hele tiden. Også når jeg ikke kan lide deres adfærd. Jeg elsker dem hver dag og hvert sekund og det må de aldrig tvivle på, for det ødelægger alt.

Heling

Fremfor alt er jeg nødt til at lade mit hjerte hele – jeg ved ikke hvordan. Men jeg fortjener at elske mig selv, for jeg er faktisk et rigtig dejligt og fejlbarligt menneske som er så utroligt følsom overfor hele verden og alt og alle jeg møder. Hvis ikke jeg kommer overens med at elske mig selv, vil jeg altid være i limbo og jeg fortjener bedre end det.
Så jeg knokler for at gøre gode ting for mig selv. Jeg prøver at acceptere at jeg fejler og stadig er god nok. JEg prøver at elske ubetinget og sikke dog nogle hug, man som single kvinde kan få på den konto – men det er en helt anden snak.

Så hvad ville jeg med dette indlæg?

Fortælle at fortiden ikke bare ligger bag os, men er en del af os på godt og ondt og det er okay. det er ikke altid tingene kan fixes med et Hakuna Matata – men ind imellem vil det være godt for mig at tage det roligt – for det det bedste på jord.

Hvis du hænger på endnu, undrer du dig dig måske over hvor lidt min far fylder i dette indlæg. Men det er fordi jeg ved min far elsker mig og altid har gjort sit aller bedste for at skærme mig mod min mor. Desværre lykkes det ikke. Men jeg VED han elsker mig og er stolt af mig som jeg er – med fejl mangler og diagnoser.

Er du barn af en alkoholiker? find hjælp her TUBA

Corona bekymringer overtager et liv

Corona lockdown af vores normale liv er ikke noget jeg havde forventet at skulle skrive om.
Men…

Jeg har en periode, hvor jeg ikke kan finde ud af at få skrevet på bloggen.

Ikke fordi jeg ikke har noget at sige, men snarere fordi jeg har for meget at sige. For mange tanker, der vælter rundt og presser sig på, men uden på noget tidspunkt at blive spillet til ende.
Jeg er ufrivilligt mere isoleret end jeg egentlig har lyst til.

Og hvorfor er jeg det?

Corona er en bitter øl at drikke

Og helt ærligt en endnu værre virus at være underlagt.

Jeg er ikke smittet og mine børn er heller ikke. Alligevel er vores liv meget anderledes end det var for et år siden.

Jeg går ikke ud og handler, hvis jeg mangler lidt småting. For jeg kan ikke have et mundbind på i mere end 15 minutter uden at blive angst. Udover det er det super svært at alle mennesker rundt om mig har mundbind på. Jeg ved simpelthen ikke hvordan noget skulle kunne være værre, end at fremmede kommer ind i min regnbueboble med mundbind. Så jeg kan ikke en gang afkode folk på afstand længere og når de først at røre min boble er løbet kørt og jeg er med i et mareridt. Så jeg bliver hjemme mest muligt. Ikke fordi jeg er bange for at blive smittet med Covid19, men fordi jeg ikke holder ud at have Skizofreni og være ude blandt andre.

Negative symptomer

Det viser sig så, at denne isolering bekymrer min psykiatriske sygeplejerske lidt, så de er desperate efter at finde medicin, der kan stoppe mine psykoser (det vil sige de vrangforestillinger og hallucinationer jeg har). Det er dem du kan læse om i dette indlæg.
Grunden til hun er bekymret skyldes et symptom, som på sigt kan være farligere for mine børn end Corona.

Den meget komplekse og individuelle symptomatologi omfatter positive symptomer (hallucinationer, vrangforestillinger), negative symptomer (initiativløshed, social tilbagetrækning) og kognitiv dysfunktion


De positive symptomer har som regel et episodisk forløb, mens negative symptomer, og især kognitive, tenderer til at være mere vedvarende.

Mange symptomer fra de forskellige grupper og specielt svære negative symptomer og kognitive deficit er forbundet med dårlig social funktion

Citat fra sundhed.dk

Det bekymrende er at jeg trækker mig fra sociale sammenhænge og på sigt kan det blvie sværere og sværere at vende tilbage. Det vil uvægerligt få indflydelse på mine børns liv og deres evne til at indgå i sociale sammenhænge.
Så jeg kæmper…

JEG KÆMPER

Jeg kæmper mod Corona

Derudover er jeg dybt afhængig af både at have min hjemmehjælp, som aflaster min krop fysisk og mine §85 støtter, som hjælper mig med at holde styr på alle trådene… OG er der mindste mistanke om at jeg eller børnene kunne være smittet med Corona, ja så bliver de væk. Derudover må jeg ikke længere have en pårørende med, som kan hjælpe mig med at huske og med at sige de vigtige ting. Det gælder både her i hjemmet og når jeg skal til læge, på sygehuset osv.

Jeg er ikke bange for Corona

Men jeg er bange for de negative effekter, der kan ramme mig og mine børn, fordi vi i forvejen ikke har det nemt…

Det værste for mig, er at tænke på, at MIN sygdom, vil være ødelæggende for mine børns liv, deres trivsel, deres udvikling, deres læring og deres funktionsniveau som voksne.

Corona trodses - Mine børn er ude på juletur

Så FUCK DIG CORONA!!!!

smukkeste selvbillede

Selvbillede. Min rejse, de seneste år, har ført mig ad mange veje.

En af vejene, jeg har gået, er en rejse i forhold til at komme i balance med min krop – at lære at acceptere og endda ligefrem elske min krop – at ændre mit selvbillede.

Jeg vil tillade mig at advare om, at jeg viser meget afklædte billeder af mig selv i dette blogindlæg.

Ren utopi havde jeg tænkt for 1,5 år siden.

Den dag jeg blev skilt, stod jeg i en dyb krise. Jeg var 35 år og havde følelsen af, at mit liv var slut og færdigt. Jeg ville aldrig nogensinde finde en, der ville synes jeg var flot eller lækker. Jeg så mig selv som værende tyk, fed, grim, ulækker, uinteressant og helt igennem usexet. Jeg fandt dog ret hurtigt ud af, at der er én ting som mænd (og kvinder) stadig synes er vildt fascinerende – store bryster…
Og sådan et par er jeg udstyret med. Det kan jo så diskuteres, hvordan det ændrer mit selvbillede at vide det…

Rolig nu

Alt godt kommer til den der venter…

Sikke noget pis! MEN jeg skal lige se, om jeg kan få det hele med.

Så den Silje, jeg så i spejlet, den Silje jeg så, når jeg tænkte på mig selv – og på alle de film-tanker jeg havde på mit baghoved (læs evt. hvad søren jeg mener med dette i sidste blogindlæg) var denne Silje:

Silje som vejede 110+ kg, havde det elendigt med sin krop og fjollede hellere på kamera end erkendte, at jeg faktisk, syntes jeg var grim. Faktum var, at jeg vejede 98 kg, og vægten var for nedadgående. Og jeg kan nu sige med ro i sindet, at jeg ikke er grim. Så mit selvbillede var i den grad forskruet og helt ved siden af virkeligheden.

Frøprinsessen

Hurtigt efter min skilsmisse blev jeg forelsket i en rigtig dejlig mand(prins) og han fik lov til at kysse på frøprinsessen her. Han hjalp i høj grad mig til at se, at jeg faktisk har noget at byde på fysisk, men også især intellektuelt. Forholdet endte jeg, og det er der mange grunde til, som ikke hører til i denne fortælling.

Derfor vil jeg ile videre til:

eller

Skyd prinser med spredehagl

Når nu jeg ikke blev en prinsesse af at kysse en sød prins, tja, så tænkte jeg, at jeg måske skulle prøve lidt forskellige og se, om det var en specifik prins, der skulle til for at transformere mig til en smuk prinsesse.
OG i forhold til at forny min opfattelse af mig selv og min krop, ja, så skulle der faktisk en helt særlig prins til – men det tog lidt tid at fatte det. Og at det ikke behøvede være en permanent relation i mit liv – en kæreste.

Jeg mødte en mand, som i høj grad udfordrede mit syn på mig selv og min krop. Gentagne gange stod jeg og fattede simpelthen slet ikke, at en mand kunne være interesseret i mig for andet end mit intellekt – som jeg faktisk aldrig har været særlig usikker på (men ej heller fundet som noget, der gjorde mig interessant/værdifuld for arbejdsgivere, lærere og da SLET ikke en kommende partner – snarere tværtimod, er der mange fyre, der i mine unge dage fik et chok, når jeg faktisk åbnede munden og var væsentlig mere intelligent end min tynde, benede krop og blonde hår fik mig til at fremstå som).

For at være fair og ikke udstille ham, synes jeg vi liiiiige skal kaste et hemmeligt navn på ham… hmmm… lad mig tænke…

…

“Prins Flot” må vidst være passende. For sjældent har jeg været heldig nok at se SÅ flot, velskabt og intelligent en mand i virkeligheden. Hvilket så absolut har været medvirkende til at skabe en kæmpe usikkerhed i mig. For hvad pokker ville en smuk, veltrænet og pisse klog mand dog med mig?

Men Prins Flot blev ved med at udfordre mit selvbillede.

Billeder viser skævt selvbillede

Den gang jeg var meget yngre styrede jeg med hård hånd, præcis hvor meget jeg vejede, hvor meget jeg spiste og hvornår. Jeg er MESTER i at skjule mig selv og mine valg for omverdenen. Eller rettere det har jeg været. Jeg magter det ikke længere. Jeg er, som jeg er – take it or leave it. OG alligevel skjuler jeg stadig præcis, hvor træt jeg er, og hvor ondt jeg har, for de fleste mennesker, de fleste dage.
Jeg var den gang grænsende til anorektisk (jeg har aldrig været i behandling for en spiseforstyrrelse – men DAMN, jeg var forstyrret). Jeg bestod mest af skind, ben, lang hals, briller og bryster. Min yndlingsvægt var 45 kg og der lå jeg i en laaaaang periode. Så lang, at jeg stoppede med at have menstruation og var syg konstant.

Jeg var ikke glad for mig selv den gang. Faktisk var jeg så usikker på ALT, at jeg altid forelskede mig i dem, der var uopnåelige og sikre.
Det sjove er, at det gør jeg faktisk til dels stadigvæk. Men det er vidst en helt anden snak.

Medbestemmelse og selvbillede

DEn gang følte jeg ikke, at jeg var tyk, så min kontrol over min mad handlede ikke om det. Faktisk handlede det om at føle en form for kontrol over mig selv. Min mor var MEGET dominerende og havde virkelig mange regler for korrekt opførsel og livsførelse. Når jeg kontrollerede og besluttede, hvad jeg spiste og hvornår, var det en måde at genvinde noget af min manglende medbestemmelse over min egen krop.
Efterhånden som jeg blev ældre og flyttede først fra min mor og sidenhen hjemmefra, blev mit behov for at kontrollere min mad ikke-eksisterende og indtil jeg vejede omkring 80 kg, så jeg stadig den meget tynde pige i spejlet. Siden da, har jeg dog set hende fra første række billeder. Mit selvbillede har ikke rigtig passet med virkeligheden i mange år.

Frirum og fotografi

Men jeg fandt sammen med Prins Flot et frirum, som gav mig den mest vidunderlige ro i mit hoved – i en helt særlig proces med at tage billeder af mig selv, til ham. Det lyder sgu nok lidt småskørt – men vi bor i forskellige landsdele, så det gav mening for os.
Prins Flot ville give mig et forslag til et billede og jeg ville så tage et billede af mig selv, der lignede forslaget. Jeg kan ligeså godt være helt åben og ærlig og fortælle at nogle af billederne er decideret pornografiske og nogle absolut mere boudoir agtige. Men formålet med dem, var naturligvis at tænde ham.

Al begyndelse er svær

Og i starten var det tilnærmelsesvis grænseoverskridende at skulle udstille mig selv og min krop sådan. For det føltes så forkert, at jeg skulle have lov til at være et seksuelt væsen. Især hvis det også medfører at jeg udstillede mig selv. Jeg var jo tyk, grim og ulækker!
Men…

Silje 95 kg i ulvekjole
Silje 95 kg med fishnet strømper på


Ligeså langsomt begyndte jeg dog at tro på, at Prins Flot faktisk syntes, at jeg var en smuk kvinde. Der var dog stadig lige lidt vej, fra jeg sad med den følelse, til jeg selv en dag fik øje på, at jeg har en exceptionel krop, et vidunderligt talende og udtryksfuldt ansigt og faktisk har en masse rent fysisk at give af. Og det er ikke bare mine store bryster. For sjovt nok er jeg mere end det, selvom de da, bevares, er ganske fremtrædende på mange måder.

Store bryster i en våd t-shirt

I’m not a girl

Det er tydeligt, at jeg ikke er en pige, og jeg har ikke en pigekrop. Jeg har levet 24 liv i ca. 37 år. Jeg har to fødsler og en fandens masse kampe – primært indre, med mig. Jeg har været medicineret og taget på af medicinen og er fan af at spise baseret på mine følelser. Det sætter og har sat spor alt sammen.
Jeg vejer mere, end det er sundt at veje. Jeg har appelsinhud, glitrende strækmærker (min datter kalder dem “mine tigerstriber”), hængemave, hængebryster og hængende overarme. Det mest faste på mig er vidst min vilje og min stædighed.

Mit ægte selvbillede bagfra
Mit ægte selvbillede forfra

Gudindekroppen

Det store og virkelig livsændrende øjeblik kom den dag, Prins Flot sagde, at jeg har en Gudindekrop. Han forklarede præcis hvorfor. Det at se MIG igennem hans øjne, fik mig til at åbne mine øjne og se mig selv udefra. Uden al den skyld og skam, der følger med at være en overvægtig kvinde. Uden alle de negative følelser jeg altid har haft, når jeg tænker på mig selv – som et menneske, der bare ALTID er ved siden af verden og aldrig passer ind – og derfor ikke er god nok, for hvordan kan man være god nok, når man aldrig passer ind?
Men her passede jeg helt perfekt ind. Det min krop og jeg bragte til relationen passede ind.

Appelsinhud og selvbillede
Selvbillede ben
Selvbillede og canduass

Fra den dag fik jeg øjnene op for min skønhed og for min krops skønhed.

Jeg har siden taget mange billeder og er så pisse stolt af den rejse og den kamp, det har været at nå hertil… 

For første gang i mit liv 
har jeg det faktisk okay 
med min krop
Ikke bare okay! 
jeg elsker den 
og måden 
jeg ser 
ud på
jeg har et smukt selvbillede
mit frække selvbillede

Mit nye selvbillede

Tak til Prins Flot for at give mig muligheden for at se med hans øjne og i DEN grad ændre mit selvbillede. Det har været en vidunderlig rejse.

mit smukke selvbillede mit smukke selvværd

Jeg har virkelig været i tvivl om, hvorvidt jeg skal udgive dette indlæg. Fordi jeg er mor, søster, datter og så videre. Men jeg har ikke noget at skamme mig over. Og jeg vil ikke længere deltage i en kultur, hvor vi udskammer overvægtige og anorektiske kvinder.
Så her er jeg, og jeg er smuk!

Skizofreni? Mange stemmer – mange stemmer i. En kasse jeg kan li’

Skizofreni
VENT HVAD?!
Hvordan søren kom min blog pludselig til at handle om en af de absolut tungeste diagnoser i psykiatrien?
Altså seriøst?!?!?!?!
Nu rabler det da fuldstændig for mig…
Eller… altså…
Næh, ikke ret meget mere end det plejer…

Skizofreni kom frisk

Vidste du godt, at der findes forskellige udgaver af skizofreni? Det gjorde jeg ikke! Altså før jeg for ret nyligt sad sammen med en special psykolog i distrikt psykiatrien, som stillede mig en fandens masse spørgsmål. Et af dem er jeg ALDRIG blevet spurgt om før – og mit svar blev udslagsgivende for resten af spørgsmålene og ærlig talt for den diagnose, jeg er endt med at få – nemlig skizofreni.

MEN det er som om jeg lige foregriber slagets gang en lille smule! Så vi spoler lidt tilbage…

Der var en gang en pige som bare ALTID har haft en følelse af at være lidt ved siden af verden. Lidt skæv i forhold til andre mennesker. Især sociale sammenhænge drænede pigen for alle kræfter. Pigen havde en mor, der med hård hånd og hårdere stemme sørgede for at pigen meget tidligt lærte ALT om ordentlig, korrekt og velset adfærd – og tak for det! For det er nok det der gør, at jeg (pigen) først nu, som 36-årig ikke længere kan klare mig selv i forhold til at kompensere for de vrangforestillinger osv, som dukkede op da jeg var ung og som stadig hænger ved. samtidig er det også det der gør, at jeg ikke har fortalt noget som helst til nogensom helst om den anderledes måde mine tanker fungerer på.

Hmmm… så… Jeg har fået tiltagende svært ved at få hverdagens opgaver til at hænge sammen. Jeg har det vildeste koncentrationsbesvær og falder ofte helt hen, når jeg er alene. Derudover hører jeg musik nonstop (uden at tænde for det) og har en stemme jeg ofte hører.

OG

NETOP

DEN STEMME

DEN MUSIK

hører jeg ind igennem mit øre. Og det var det spørgsmålet gik på.

HVORDAN HØRER DU STEMMEN OG MUSIKKEN?

Jeg var nødt til lige at sætte mig og lytte aktivt – noget jeg ALDRIG gør, da det virkelig er ubehageligt at lytte til. Men jeg gjorde det, jeg lyttede og hørte, som så ofte før, min mors stemme tale strømme ind gennem de hovedtelefoner, jeg har på (altså det har jeg jo faktisk ikke vel) og som underliggende lyd er der det konstante musiske lydbillede, der også strømmer ind i gennem mit venstre øre – igennem de flotte ørebøffer.

Pink hovedtelefoner symboliserer stemmen og musikken jeg hører
De har altid været en dyb mørk pink
de ørebøffer, jeg hører min mors stemme og livets soundtrack igennem.

Udover disse vrangforestillinger ser jeg mine tanker.

Jep, jeg SER mine tanker

Det er sgu ret svært at beskrive noget, som for mig altid bare har været som det er.
Når jeg har fortalt mine nærmeste om min måde at tænke på, bliver jeg i starten mødt af “jamen sådan er det jo også for mig? Jeg ser også mine tanker.” Når jeg så UDDYBER hvordan jeg ser mine tanker, er det som om, jeg kan mærke, at det bliver mere og mere tydeligt, at jeg tænker anderledes.

Formålet med dette blogindlæg er i virkeligheden at få sat ord på og måske visualisere, hvad der sker i mit hoved hver dag, det meste af dagen og som jeg ikke umiddelbart har nogen som helst kontrol eller styring over.
Samtidig er det også ret svært at finde de rigtige ord.

Mine tanker når jeg kommunikerer

Hver gang jeg taler med et andet menneske – om det er face to face, i telefon, eller skriftligt er underordnet, har jeg en indre dialog, diskussion skænderi om hvilke ord, der skal bruges, hvad jeg egentlig mener, hvilken kontekst jeg befinder mig i, er det mon passende at sige?
Og nu vil de fleste nok tænke, “jeg har også en indre dialog”.
Der, hvor jeg tilsyneladende adskiller mig, er, at jeg for mit indre blik ser en klasse fuld af MIG. For mit indre øre hører jeg alle MIG’ernes holdninger, kommentarer osv. Det der ender med at komme ud af min mund eller ned på skrift, er det, den mest HØJLYDTE MIG siger.

Rammerne omkring alle disse MIG’er er det klasselokale, jeg havde, da jeg gik i 9. klasse. Det var det hårdeste år. Så pisse svært at komme igennem, og det klasselokale har sat sig fast. Så forestil dig, at hver gang du skal kommunikere med andre, har du ud over deres ansigt også et syn af dig selv på hver stol i en klasse (der er af uforklarlige grunde 24 elever i klassen). Og du kan høre alle eleverne snakke i munden på hinanden i en kæmpemæssig kamp for at få lov til at være den, der råber højest – den der får taleret.

SHHHHHH

Det er ikke altid, jeg faktisk er tilfreds med, at det er netop den mest højtråbende, der kommer til orde. Det skaber nogle gange nogle situationer, hvor jeg kommer til at påtage mig mere ansvar, end jeg på nogen måde har lyst til at have. For rigtig tit er det min indre Idealist, der råber højest. Hende der gerne vil ændre verden, kæmpe for ALLE og tror på, at hvis bare vi kæmper nok, så bliver verden et bedre sted for vores børn. Så jeg kæmper… og kæmper… og kæmper…

Billedecollage med mange forskellige ansigtsudtryk - alle er billeder af Ellanora

Men det er ikke kun gjort med den indre dialog, som ofte dæmper lidt på min hørelse, da det bliver svært at høre det der sker omkring, når MIG’erne er VIRKELIG uenige med hinanden.

Mine tanker 24/7

Så hele tiden.

hver eneste dag

hver eneste nat

altid og hele tiden

konstant uden pause uden stop

mens jeg skriver dette

når jeg synes nok er nok

når jeg er klar til at give op

når jeg kæmper videre

uden at tage hensyn til mig eller min krop

konstant

Ser jeg film på mit baghoved.

jeg gentager

PÅ mit baghoved

Så det ovenstående billede er et håbløst forsøg på at illustrere, hvad jeg har i baghovedet hele tiden (kun afløst af fokus på de 24 MIG’er, når jeg kommunikerer).
Det er et mylder af tanker, der alle sammen er ligesom film. Jeg kan nogen gange fokusere på én film og se den tanke til enden. Det kræver dog utrolig meget overskud og energi.
Det skyldes nok, at jeg står udenfor lærredet og kigger på alle disse film. Hører dialogen fra alle disse film. Mærker generelt alle sansninger fra alle disse film.
Mine tanker består delvist af forestillinger om fremtiden, drømme, håb, kaostanker om alt det dårlige og negative, der endnu ikke er sket, men stensikkert sker nu, eller nu eller nu eller nu eller nu… … … … …
Og minder som jeg genspiller igen og igen og igen… … … … …

Kan du ikke bare stoppe tankerne?

Jeg har absolut ikke nogen kontrol over mængden af film på et givent tidspunkt. Jeg styrer ikke ret ofte hvilke tanker, der er i fokus eller hvilke tanker, der bare lige ligger og drøner rundt i baggrunden.

Jeg kan ikke bare beslutte mig for at slukke for tankerne. Stoppe filmene. Stoppe lydene. Stoppe vindens berøring af min kind på stranden i blæsevejr en efterårsdag imens min far fisker og jeg tegner. Følelsen af bassen der pumper ude i alrummet, imens jeg tegner på mit værelse en sen, sen aften og min storebror holder fest. Mit soundtrack lige nu er Barbie Girl og min mor er i færd med at skælde mig ud over stadig ikke at have fattet, at jeg skal gå i seng, inden jeg bliver for træt. Alt imens en hel del MIG’er prøver at stoppe mig fra at skrive de her ting og råber STOP meget højt!

Men fandme NEJ!

JEG vil ikke stoppe!

Jeg vil ikke stoppe med at åbne mig selv! Jeg vil ikke være med til at stigmatisere mig selv og mit liv. Jeg nægter ganske enkelt at holde min kæft!

Udifferentieret skizofreni

Jeg har været i psykiatrien i går. Og først i løbet af den samtale går det op for mig, at jeg tilsyneladende lever et liv FYLDT med psykoser (eller måske bare én lang psykose, der har varet fra jeg var 16). Jeg har altid troet, at man var FARLIG for sig selv eller sine omgivelser, hvis man har en psykose. Men det viser sig at vrangforestillinger og hallucinationer ER psykoser.
Det anede jeg ikke!
Lige nu hedder min diagnose “Udifferentieret skizofreni (DF203)” og så skal de blive enige i psykiatrien om, hvorvidt jeg er fx paranoid skizofren.

Jeg har aldrig set mig selv som værende paranoid. Omvendt er jeg faktisk ret sikker på, at folk kigger MEGET på mig, når jeg cykler og går og ja, i det hele taget bevæger mig rundt uden for min lejlighed. Det er mega træls og ubehageligt. Især når jeg jo bare er mig. Det er faktisk en fed bivirkning ved, at jeg har valgt at sy mit spraglede tøj selv, har lidt atypisk hår og ærlig talt kæmpe store bryster. Jeg kan som oftest bortforklare følelsen af at blive kigget på, med at jeg også er farvestrålende i forhold til de fleste, eller at det nok lige var mit hår der sad sjovt osv. Det laver ikke om på, at jeg føler, at jeg bliver stirret på – også selvom jeg ikke ser nogle stirre.

Hos Psykiatrifonden kan man læse følgende

TYPER AF SKIZOFRENI 

De skizofrene sindslidelser kan opdeles i fire hovedtyper: 

  • Paranoid skizofreni domineres af hallucinationer og vrangforestillinger.
  • Hebefren skizofreni domineres af følelsesmæssige forandringer, blege eller utilpassede følelser og usammenhængende tale og adfærd.
  • Kataton skizofreni domineres af katatone symptomer fx stivnen.
  • Udifferentieret (blandet) skizofreni betyder, at man kan have fremtrædende (blandede) træk fra flere af ovenstående typer på én gang.

Umiddelbart må jeg jo så være paranoid skizofren, fordi jeg i høj grad har hallucinationer.

Min skizofrene sæbeboble

Faktisk er der ikke et øjeblik, hvor jeg er helt uden.

Jeg lever mit liv en boble. Den nemmeste måde at beskrive den på, er ved at kalde den en sæbeboble. Den springer bare ikke, hvis nogle prøver at trænge igennem den. Den giver sig i stedet. Mine elskede, mine børn, min familie, mine venner kan sagtens komme ind i min boble. Men fremmede kommer aldrig igennem den. De bliver bare forvrængede at se på. Det kan faktisk være virkelig uhyggeligt.

Jo mere utryg jeg føler mig i en situation, des større er min boble. Det vil sige, at jeg i nye sociale sammenhænge, til fester, i butikker, i bussen, i toget, til forældremøder osv ind imellem bliver rigtig bange, når folk kommer for tæt på og ser helt forkerte ud.

Hvordan kan jeg forklare?

Jeg synes det er mega svært at forklare ordentligt. Men på en mega dårlig dag, hvor min boble er MEGET tydelig, ser min verden sådan her ud:

Det samme sted nede ved Susåen, vil for jer andre, se sådan her ud:

På en rigtig god dag, ser jeg næsten ikke min boble. Men den er der faktisk altid. Da jeg første gang i psykiatrien blev spurgt, om jeg ser syner, nægtede jeg hårdnakket. For det gør jeg jo ikke! Jeg kender SÅ mange, der beskriver deres personlige sfære som en boble. Så jeg blev faktisk ret overrasket, da jeg fandt ud af, at det ikke er alle, der faktisk er synspåvirkede af den.

Når fremmede kommer for tæt på maser sig ind i min boble bliver det noget i den her stil, der kigger på mig:

Når folk bliver ude på den anden side af min boble er det meget bedre.

Nedenstående viser forskellen på at være inde i min boble, uden for min boble og på vej ind i den:

Og så er der liiiiige

Udover de her ret store og frustrerende psykose ting, så oplever jeg fx. også følgende:

  • Jeg lugter ofte røg – uden den er der. Tak Far, for at komme og lugte, da jeg ikke kunne slippe lugten og endnu ikke vidste, det “bare” er en hallucination.
  • Jeg synes kød lugter råddent. Det er rigtig dyrt i pålæg! Tak til min exmand for at have stukket næsen i rigtig mange kødpakker osv, fordi jeg var overbevist om, det var fordærvet.
  • Jeg har tit en følelse af, der kravler edderkopper på mine ben. Det er meget nemmere nu end for 10 år siden. Tak til min exmand igen. Denne gang for at have fjernet min araknofobi i en virkelig effektiv hypnose!
  • Når der er meget drøn på MIG’erne, har jeg virkelig svært ved at høre på mit højre øre. Derfor kan det være super svært for mig at høre, hvad der bliver sagt i fx. børnehaven, hvor der også er en masse baggrundsstøj.

Nogle dage sidder jeg og synker ind i alle disse film i mit hoved, og det kan være rigtig svært for mig at holde fokus på noget som helst.

Jeg vil ikke gemme mig mere

Jeg har været i et kæmpe skænderi i mine tanker med MIG’erne og min mors stemme indtil nu…

Og jeg har faktisk brugt en del timer på at formulere dette indlæg. Flere end nogensinde før. Hele vejen igennem, har der været et lag af censur, som jeg nægter at bøje mig for. Jeg kan ikke beskytte hverken mig selv eller andre ved at skjule ting for at passe på ikke at såre andres følelser.
Jeg har brug for at være åben og ærlig. Jeg vil så inderligt gerne have, at jeg ikke bliver set som rablende vanvittig, fordi jeg siger disse ting højt.

Jeg er IKKE farlig

Hverken for mig selv eller mine omgivelser. Men det er naturligvis ikke holdbart, at min psyke er så presset, som den er. Derfor skal jeg påbegynde medicinsk behandling. Det har jeg egentlig ikke lyst til, fordi jeg frygter at miste mig selv. Jeg er dog nødt til at gøre ALT for at mine psykoser ikke fylder mere, end de gør nu.

Især min mors stemme fylder ALT for meget. Det er den stemme, der skader mig. Udskammer, udskælder og med meget jævne mellemrum opfordrer mig til at gøre en ende på mit liv. Heldigvis VED jeg, at det ikke er min mor, men bare tanker. Og jeg tager diskussionen HVER ENESTE gang.

Hold nu kæft!

Jeg fortæller min mors stemme, at hun skal holde kæft. At jeg faktisk er nok værd til at leve. At mine børn som absolut minimum er nok værd til at have en mor. At min familie ville savne mig. At jeg ikke er færdig med at kæmpe. De fleste gange dæmper det hende lidt. Men oftest er jeg nødt til at slukke for hende. For at gøre det sætter jeg Evelyn med Volbeat på Spotify, øredutter i og fuld skrald på musikken. Efter et kvarters tid er der stille i mit hoved.
Intet Soundtrack, ingen stemmer, ingen film, ingen MIG’er. Der går dog sjældent længe, før det starter igen. Men min mors stemme er den sidste, der går i gang igen. Og det er eddermame fantastisk!

Hvis du vil læse lidt om skizofreni, er der lidt information fra SIND. Jeg ved endnu ikke så voldsomt meget om diagnosen. Jeg mangler også stadig at få præciseret hvilken type skizofreni jeg har. Jeg håber løbende at kunne finde overskud til at fortælle om både mig og min nye diagnose. Måske endda dele den viden, jeg opnår undervejs i min behandling.

Hvis du faktisk læste med helt her til, vil jeg rigtig gerne sige tak!

Ordet LOVE i multifarver

SLUT med kasser. Jeg magter ikke længere, at alt er i kasser!

Det skal være slut med kasser. Jeg kan simpelthen ikke holde det ud!
Uanset hvor jeg kigger hen, er det jer mod os. Os mod dem. Hvem pokker er os? Hvem er de?

Hvor er min kasse?

Hvorfor har vi alle sammen så stort et behov, for altid at lave denne opdeling? Jeg gør det jo selv. Lige nu, skal jeg i gang med en psykiatrisk udredning – og det er om noget en jagt på kasser. Og det til trods for, at jeg på ingen måder egentlig bryder mig om at skulle passe i en kasse.
Og hvilken kasse passer jeg i? Er der mon nogen, der har en kasse klar til en kronisk syg mor, der hylder at være mor, men har brudt med sin egen? En kasse der OGSÅ rummer, at være single og og biseksuel? At være skolelærer eller hov, kontorassistent? At være datter, veninde, søster, elsker, blogger, syerske, farveglad, følelsesladet og fucking Rasmus Modsat? Hvilken kasse er det? Og hvorfor HELVEDE skal jeg absolut være i en kasse? Hvorfor kan jeg ikke bare være mig?

Samfund af Lego?

Vores samfund er bygget op om kasser, i kasser og af kasser. Selv vores huse ligner mest af alt kasser stablet op om kasser. Vi lever og ånder i en stor legoklods. Det er bare ikke os alle sammen, der kan, vil, formår, har lært at bruge byggevejledningen. Og så bliver vores huse(liv, eksistenser) skæve. Så passer vi jo ikke ind i kasserne, der er tildelt os.

Min tanke er, at så burde det være muligt at bygge os selv en ny legokasse! Men det er det ikke! I stedet bliver vi mennesker udsat for at skulle prøve alle mulige forskellige eksisterende kasser. For vi skal DØD og PINE passe i en kasse!
Jeg har det sidste stykke tid, været så mega heldig at få hjælp af en familiebehandler. Og sikke en gigantisk hjælp det var, da lokummet brændte, og jeg havde brug for en, der kunne være voksen med mig. Der kunne kræve hjælp til mine børn, da Covid19 gik i selvsving og lagde landet øde og lukkede os alle inde i vores hjem – uanset om det var godt for det enkelte individ, den enkelte familie…
Men så en dag, blev Covid19s greb om vores land slækket. Der kom ikke nogle zombier, i vores zombie apokalypse og vi kunne alle ånde lidt mere frit.

Min frygt for zombier

Men så meldte der sig, for mig, en tvivl, en nyopstået – eller måske i bedste zombie stil en genopstået tvivl og frygt. For ikke at kunne varetage mine børns basale behov. Ikke fordi jeg længere tvivler på mit værd som mor. For jeg er kompetent, jeg er kærlig- Jeg er faktisk en rigtig fantastisk mor og mine unger er faktisk pisse heldige at de har MIG. På både godt og ondt – for fejlfri er jeg langt fra. Men jeg bliver pludselig mødt af både en sagsbehandler og familiebehandler, som ikke KENDER mig, mine værdier, min overbevisning som mor, menneske, familie osv. Og nu går det jo så helt galt. For de ved simpelthen ikke, hvilken kasse jeg hører til i.

Firkant med firkant i

Jeg vidste ikke på forhånd, hvad der sker, når man ikke passer i kasser og nægter at blive presset ind i en konform, konservativ, småborgerlig kasse bestående af et værelse til hver i familie, en bestemt slags sko, der er købt i en fysisk butik, og med tvangsinstitutionalisering, tvangsfritidsaktiviteter og mindst mulig tid med ro til at være familie. (Ja, det her er min fortolkning af konkrete mål for, hvad jeg ikke kan finde ud af at gøre rigtigt. Men hey, det er sgu min blog, og nej jeg hænger ikke nogen ud – for jeg fortæller ikke, hvem de er).

Skraldespandskassen

Nu ved jeg det. Nu ved jeg, hvordan jeg så også kommer i en kasse – ved at nægte at komme i de foreslåede kasser. Ser du! Så kommer man i SKRALDESPANDSKASSEN!
Den, hvor man som person, mor osv ikke vil deltage, ikke vil samarbejde og derfor ikke er modtagelig for hjælp og støtte.

Jeg vil vove den påstand, at jeg faktisk RIGTIG gerne vil have støtte og hjælp. Men sgu da kun til det jeg IKKE kan. Fx konkrete værktøjer til at støtte mit barn, når hans krop er stærkere end min, og jeg ikke har nået at se og forstå ham. Men den hjælp kan jeg nu ikke få. Fordi jeg har sagt NEJ til den ikke brugbare/nødvendige hjælp, jeg blev tilbudt.

Jo mere jeg tænker over alle disse kasser, får jeg lyst til at rive taget af legobygningen. Flå klodserne fra hinanden og lade os alle sammen starte forfra.

Så skal det være SLUT med kasser

Hvorfor kan vi så ikke have en mere organisk, holistisk, favnende og kærlig tilgang til os alle sammen?

  • Der er kæmpe debat alle steder om, hvorvidt der er rascisme i Danmark. JA DER ER!
  • Bliver kvinder voldtaget, eller leger de det bare? JA DE GØR – JA VI GØR! og nogle af os mere end een gang.
  • Er børn mennesker? På lige fod med voksne? SELVFØLGELIG!
  • Er det vigtigt at være sammen med dine nærmeste? JA FOR HELVEDE!!!
  • Er det klamt at være LGBT+ ? NEJ NEJ NEJ!!! Vi bestemmer ikke over vores følelser.
  • Må drenge gå i kjole? JA! Hvis de har lyst… også i børnehaven? JA!
  • Må piger være drager til fastelavn? Og lege med drenge? JA for helvede?
  • Findes der pigefarver og drengefarver? NEJ NEJ NEJ! og heller ikke legetøj kun til drenge eller kun til piger!

Stop

Stop

STOOOOOP!!!!!!!!!!!!!!!

Findes der en masse mennesker, der helt fra barnsben bliver smadret på selvværd og selvtillid, fordi vi prøver at passe ind i alle de her kasser af korrekthed? JA!!!!!

Er der faktisk rigtig mange af os, der er skæve lego bygninger, der ender ud med at få en tur igennem det psykiatriske system? JA! Jeg har observeret påfaldende mange kvinder fra LGBT+ grupper på facebook fortælle om diverse diagnoser. Som de sikkert havde undgået, hvis de var blevet mødt med rummelighed og kærlighed i forhold til lige den, DE er.

Samtidig har jeg sjældent oplevet en gruppe kvinder, der går så meget op i, hvilke kasser vi som lesbiske og biseksuelle hører til.

JEG VIL IKKE MERE!!!!

Slut med alle de kasser!

HJÆLP!

Men hvad kan jeg gøre? Hvordan kan jeg være medvirkende til, at mine børn ikke skal puttes i kasser? Hvordan kan jeg få hjælp til de ting, der er svære for mig – uden at ryge i nogle helt forkerte kasser?

Jeg aner det ganske simpelt ikke!

REVOLUTIONEN: SLUT MED KASSER

JEG vil ikke lade mine børn blive holdt tilbage i deres udtryk, deres vidunderlige forskellighed, fordi ANDRE har behov for at pådutte dem, deres kasser.
JEG vil have revolution!

I want it all

I want it all

I want it all

And I want it gone!

The roof the roof, the roof is on fire!

DER’R Noget galt i Danmark! og i resten af verden!

Hvordan bliver det slut med kasser

Vi kan som forældre, kaste os ud i demonstrationer for bedre forhold – been there done that – got the t-shirt!
Men ingen revolution.

Samsovning hos os

Vi kan hash-tagge og lave en Metoo STORMVIND og stadig mener mange, at der ikke forgår sexchikane, sexovergreb, voldtægter i nær så stor stil, som der gør!

Vi kan råbe, vi kan skrige, vi kan slå en stakkels pige – sy min kjole, find min taske!

Men hvad nytter det? Vi har jo FACEBOOKPOLITIET, der hele tiden gør os opmærksomme på, at det endnu ikke er slut med kasser. Og de er både dem, der sætter reglerne, påpeger når de overtrædes OG sørger for at dømme os ude – alt imens de glædeligt svinger hammeren og igen danner grobund for den ekskluderende os><dem mentalitet.

Lad os dog favne!

Der findes en tilgang til forældreskabet, som på dansk kaldes i favnsk forældreskab (Attachment parenting). Det vinder frem i nogle forældre grupperinger med rasende fart – og for andre forældre er det simpelthen herunder alle curling forældre hører til.
Hvad nu hvis…

Prøv lige at følge med her til sidst…
Jeg ved godt, jeg bruger mange ord og absolut intet filter har på i dag…

HVAD NU HVIS!!!!!

Vi alle sammen mødte hinanden med samme ånd, som der ligger bag i favnsk forældreskab?

Hvad nu hvis, vi besluttede os for, at det skal være slut med alle kasser. Og vi holdt fast i bare lige en! At møde ALLE – høj som lav. Ung som gammel, tyk som tynd. Mand som kvinde (og alle varianter deraf). Hvis nu vi bare mødte hinanden med disse principper som grundlag (Oversigten nedenfor er lånt fra Familie uden filter):

Principperne lyder:

  1. At forberede sig på graviditet, fødsel og forældrerollen
  2. At lytte til barnets signaler og give det sensitiv respons
  3. At give barnet kropskontakt
  4. At sikre tryg søvn
  5. At give mad med kærlighed og respekt
  6. At undgå unødige adskillelser
  7. At opdrage blidt
  8. At finde balancen i familielivet

Siljes favnende menneskesyn

  1. At forberede sig på livsændringer hos dig selv og andre
  2. At lytte til medmenneskers signaler og giv dem sensitiv respons
  3. At give medmennesker den ønskede kropskontakt og respektere et nej
  4. At sikre tryg søvn – for ALLE
  5. At give mad med kærlighed og respekt – til ALLE
  6. At undgå unødige adskillelser – vær’ der for dem du holder af
  7. At kommunikere blidt
  8. At finde balancen i familielivet

Læs evt. mere om mit menneskesyn her

Og nu…
flår vi så kasserne i stykker og starter en revolution, der bygger på at vi ALLE SAMMEN ER LIGE MEGET VÆRD!