Ordet LOVE i multifarver

SLUT med kasser. Jeg magter ikke længere, at alt er i kasser!

Det skal være slut med kasser. Jeg kan simpelthen ikke holde det ud!
Uanset hvor jeg kigger hen, er det jer mod os. Os mod dem. Hvem pokker er os? Hvem er de?

Hvor er min kasse?

Hvorfor har vi alle sammen så stort et behov, for altid at lave denne opdeling? Jeg gør det jo selv. Lige nu, skal jeg i gang med en psykiatrisk udredning – og det er om noget en jagt på kasser. Og det til trods for, at jeg på ingen måder egentlig bryder mig om at skulle passe i en kasse.
Og hvilken kasse passer jeg i? Er der mon nogen, der har en kasse klar til en kronisk syg mor, der hylder at være mor, men har brudt med sin egen? En kasse der OGSÅ rummer, at være single og og biseksuel? At være skolelærer eller hov, kontorassistent? At være datter, veninde, søster, elsker, blogger, syerske, farveglad, følelsesladet og fucking Rasmus Modsat? Hvilken kasse er det? Og hvorfor HELVEDE skal jeg absolut være i en kasse? Hvorfor kan jeg ikke bare være mig?

Samfund af Lego?

Vores samfund er bygget op om kasser, i kasser og af kasser. Selv vores huse ligner mest af alt kasser stablet op om kasser. Vi lever og ånder i en stor legoklods. Det er bare ikke os alle sammen, der kan, vil, formår, har lært at bruge byggevejledningen. Og så bliver vores huse(liv, eksistenser) skæve. Så passer vi jo ikke ind i kasserne, der er tildelt os.

Min tanke er, at så burde det være muligt at bygge os selv en ny legokasse! Men det er det ikke! I stedet bliver vi mennesker udsat for at skulle prøve alle mulige forskellige eksisterende kasser. For vi skal DØD og PINE passe i en kasse!
Jeg har det sidste stykke tid, været så mega heldig at få hjælp af en familiebehandler. Og sikke en gigantisk hjælp det var, da lokummet brændte, og jeg havde brug for en, der kunne være voksen med mig. Der kunne kræve hjælp til mine børn, da Covid19 gik i selvsving og lagde landet øde og lukkede os alle inde i vores hjem – uanset om det var godt for det enkelte individ, den enkelte familie…
Men så en dag, blev Covid19s greb om vores land slækket. Der kom ikke nogle zombier, i vores zombie apokalypse og vi kunne alle ånde lidt mere frit.

Min frygt for zombier

Men så meldte der sig, for mig, en tvivl, en nyopstået – eller måske i bedste zombie stil en genopstået tvivl og frygt. For ikke at kunne varetage mine børns basale behov. Ikke fordi jeg længere tvivler på mit værd som mor. For jeg er kompetent, jeg er kærlig- Jeg er faktisk en rigtig fantastisk mor og mine unger er faktisk pisse heldige at de har MIG. På både godt og ondt – for fejlfri er jeg langt fra. Men jeg bliver pludselig mødt af både en sagsbehandler og familiebehandler, som ikke KENDER mig, mine værdier, min overbevisning som mor, menneske, familie osv. Og nu går det jo så helt galt. For de ved simpelthen ikke, hvilken kasse jeg hører til i.

Firkant med firkant i

Jeg vidste ikke på forhånd, hvad der sker, når man ikke passer i kasser og nægter at blive presset ind i en konform, konservativ, småborgerlig kasse bestående af et værelse til hver i familie, en bestemt slags sko, der er købt i en fysisk butik, og med tvangsinstitutionalisering, tvangsfritidsaktiviteter og mindst mulig tid med ro til at være familie. (Ja, det her er min fortolkning af konkrete mål for, hvad jeg ikke kan finde ud af at gøre rigtigt. Men hey, det er sgu min blog, og nej jeg hænger ikke nogen ud – for jeg fortæller ikke, hvem de er).

Skraldespandskassen

Nu ved jeg det. Nu ved jeg, hvordan jeg så også kommer i en kasse – ved at nægte at komme i de foreslåede kasser. Ser du! Så kommer man i SKRALDESPANDSKASSEN!
Den, hvor man som person, mor osv ikke vil deltage, ikke vil samarbejde og derfor ikke er modtagelig for hjælp og støtte.

Jeg vil vove den påstand, at jeg faktisk RIGTIG gerne vil have støtte og hjælp. Men sgu da kun til det jeg IKKE kan. Fx konkrete værktøjer til at støtte mit barn, når hans krop er stærkere end min, og jeg ikke har nået at se og forstå ham. Men den hjælp kan jeg nu ikke få. Fordi jeg har sagt NEJ til den ikke brugbare/nødvendige hjælp, jeg blev tilbudt.

Jo mere jeg tænker over alle disse kasser, får jeg lyst til at rive taget af legobygningen. Flå klodserne fra hinanden og lade os alle sammen starte forfra.

Så skal det være SLUT med kasser

Hvorfor kan vi så ikke have en mere organisk, holistisk, favnende og kærlig tilgang til os alle sammen?

  • Der er kæmpe debat alle steder om, hvorvidt der er rascisme i Danmark. JA DER ER!
  • Bliver kvinder voldtaget, eller leger de det bare? JA DE GØR – JA VI GØR! og nogle af os mere end een gang.
  • Er børn mennesker? På lige fod med voksne? SELVFØLGELIG!
  • Er det vigtigt at være sammen med dine nærmeste? JA FOR HELVEDE!!!
  • Er det klamt at være LGBT+ ? NEJ NEJ NEJ!!! Vi bestemmer ikke over vores følelser.
  • Må drenge gå i kjole? JA! Hvis de har lyst… også i børnehaven? JA!
  • Må piger være drager til fastelavn? Og lege med drenge? JA for helvede?
  • Findes der pigefarver og drengefarver? NEJ NEJ NEJ! og heller ikke legetøj kun til drenge eller kun til piger!

Stop

Stop

STOOOOOP!!!!!!!!!!!!!!!

Findes der en masse mennesker, der helt fra barnsben bliver smadret på selvværd og selvtillid, fordi vi prøver at passe ind i alle de her kasser af korrekthed? JA!!!!!

Er der faktisk rigtig mange af os, der er skæve lego bygninger, der ender ud med at få en tur igennem det psykiatriske system? JA! Jeg har observeret påfaldende mange kvinder fra LGBT+ grupper på facebook fortælle om diverse diagnoser. Som de sikkert havde undgået, hvis de var blevet mødt med rummelighed og kærlighed i forhold til lige den, DE er.

Samtidig har jeg sjældent oplevet en gruppe kvinder, der går så meget op i, hvilke kasser vi som lesbiske og biseksuelle hører til.

JEG VIL IKKE MERE!!!!

Slut med alle de kasser!

HJÆLP!

Men hvad kan jeg gøre? Hvordan kan jeg være medvirkende til, at mine børn ikke skal puttes i kasser? Hvordan kan jeg få hjælp til de ting, der er svære for mig – uden at ryge i nogle helt forkerte kasser?

Jeg aner det ganske simpelt ikke!

REVOLUTIONEN: SLUT MED KASSER

JEG vil ikke lade mine børn blive holdt tilbage i deres udtryk, deres vidunderlige forskellighed, fordi ANDRE har behov for at pådutte dem, deres kasser.
JEG vil have revolution!

I want it all

I want it all

I want it all

And I want it gone!

The roof the roof, the roof is on fire!

DER’R Noget galt i Danmark! og i resten af verden!

Hvordan bliver det slut med kasser

Vi kan som forældre, kaste os ud i demonstrationer for bedre forhold – been there done that – got the t-shirt!
Men ingen revolution.

Samsovning hos os

Vi kan hash-tagge og lave en Metoo STORMVIND og stadig mener mange, at der ikke forgår sexchikane, sexovergreb, voldtægter i nær så stor stil, som der gør!

Vi kan råbe, vi kan skrige, vi kan slå en stakkels pige – sy min kjole, find min taske!

Men hvad nytter det? Vi har jo FACEBOOKPOLITIET, der hele tiden gør os opmærksomme på, at det endnu ikke er slut med kasser. Og de er både dem, der sætter reglerne, påpeger når de overtrædes OG sørger for at dømme os ude – alt imens de glædeligt svinger hammeren og igen danner grobund for den ekskluderende os><dem mentalitet.

Lad os dog favne!

Der findes en tilgang til forældreskabet, som på dansk kaldes i favnsk forældreskab (Attachment parenting). Det vinder frem i nogle forældre grupperinger med rasende fart – og for andre forældre er det simpelthen herunder alle curling forældre hører til.
Hvad nu hvis…

Prøv lige at følge med her til sidst…
Jeg ved godt, jeg bruger mange ord og absolut intet filter har på i dag…

HVAD NU HVIS!!!!!

Vi alle sammen mødte hinanden med samme ånd, som der ligger bag i favnsk forældreskab?

Hvad nu hvis, vi besluttede os for, at det skal være slut med alle kasser. Og vi holdt fast i bare lige en! At møde ALLE – høj som lav. Ung som gammel, tyk som tynd. Mand som kvinde (og alle varianter deraf). Hvis nu vi bare mødte hinanden med disse principper som grundlag (Oversigten nedenfor er lånt fra Familie uden filter):

Principperne lyder:

  1. At forberede sig på graviditet, fødsel og forældrerollen
  2. At lytte til barnets signaler og give det sensitiv respons
  3. At give barnet kropskontakt
  4. At sikre tryg søvn
  5. At give mad med kærlighed og respekt
  6. At undgå unødige adskillelser
  7. At opdrage blidt
  8. At finde balancen i familielivet

Siljes favnende menneskesyn

  1. At forberede sig på livsændringer hos dig selv og andre
  2. At lytte til medmenneskers signaler og giv dem sensitiv respons
  3. At give medmennesker den ønskede kropskontakt og respektere et nej
  4. At sikre tryg søvn – for ALLE
  5. At give mad med kærlighed og respekt – til ALLE
  6. At undgå unødige adskillelser – vær’ der for dem du holder af
  7. At kommunikere blidt
  8. At finde balancen i familielivet

Læs evt. mere om mit menneskesyn her

Og nu…
flår vi så kasserne i stykker og starter en revolution, der bygger på at vi ALLE SAMMEN ER LIGE MEGET VÆRD!

Billedet er en æstetisk beskrivelse af mig som kvinde og mor

Jeg er biseksuel. Lad os bryde et tabu mere sammen.

Jeg er biseksuel – lad os bare hive plastret af og få det råbt ud over ALLE tagene.
For få uger siden var det Mors dag. Mine børn var hos deres far og jeg brugte dagtimerne på at skrive et opslag på Facebook. Både på bloggens Facebook side og på min private Facebook.
Jeg vil gerne fortælle lidt mere, nu hvor jeg har adgang til bloggen igen.
(tak til Jetpack for at blive ved med at crashe).

Jeg er biseksuel og

Historien begynder med jeg blev skilt og siden fandt en ny kæreste ALT for hurtigt. Derfor er jeg endt ud som helt og aldeles single. Og i den forbindelse er jeg kommet ud for at blive spurgt meget direkte, hvorfor jeg ikke vil have en trekant med en pige og en mand. Jeg lagde ud med at svare, at jeg bare slet ikke tænder på kvinder. Meget firkantet, afvisende og uden i et splitsekund at tænke over svaret eller lade mig selv mærke efter, om det nu virkelig også var det rigtige svar. Da jeg bliver spurgt, om det måske mere handler om kulturelle og opdragelsesmæssige normer, bliver jeg simpelthen så vanvittigt provokeret.

Helt målløs af harme over indirekte at blive anklaget for at være homofob. For hvis der er noget, der faktisk ingen betydning har for mig, er det da, hvilken seksuel orientering andre mennesker har. Det eneste, der betyder noget, er at andre er glade og hviler i de valg de træffer i deres liv. Det gælder faktisk på de fleste områder. 

Rasmus Modsat

Alligevel er det lykkedes denne mand, at prikke godt og grundigt til min indre Rasmus Modsat, som fandme er nødt til at kigge ordentligt indad og se på, hvorfor jeg dog er så mega firkantet. Om det nu virkelig kun gælder mig selv – eller måske er jeg faktisk homofob? Jeg har så svært ved at genkende den tanke om mig selv, at jeg borer videre…
Kigger tilbage på min ungdom, og spiller umanerlig mange situationer i mit liv igennem i mine tanker…
Situationer, hvor jeg har tænkt ”WOW, hun er godt nok smuk, fantastisk, skøn osv. Hvis bare jeg ikke kun var til mænd, ville jeg virkelig gerne lære hende at kende og kysse lidt på hende.” I løbet af et par dage dukker der en VILD bunke af fortrængte minder frem. Jeg har aldrig oplevet så intenst et tankemylder.

Kærlighed

En dag står jeg, efter at have afleveret min datter i førskole, og taler med hendes bedste vens mor. Vi taler om vores skønne unger. Hvor meget de elsker hinanden og snakker med hinanden om ALT mellem himmel og jord. Ind imellem synes vi også, det er lidt vildt – de taler om ret tunge emner. En ting, de taler meget om, er KÆRLIGHED. Og den anden mor siger, at hun har overhørt en samtale mellem bedstevennen og hans lillesøster. Han har siddet og sagt: ”Ved du godt, at piger godt kan være kæreste med piger, og drenge kan godt være kæreste med drenge, det må man godt. Men der skal på en eller anden måde være en slags far, hvis man vil have en baby”. Moren siger at hun synes det er så fint sagt, men hun ved ikke, hvor han ved det fra.

Verdenssyn og menneskesyn

Det gør jeg til gengæld og fortæller, at det nok er fra min datter, fordi vi ofte har haft den snak. Moren siger, at det er så sejt, at jeg taler med min datter åbent om det.
Mit svar er: ”Det er jeg jo nødt til, jeg er biseksuel, og hun er nødt til at vide, hvordan verden faktisk hænger sammen, det kan jo være, jeg en dag har en pigekæreste med hjem.”
Moren taler videre, og det gør jeg også… imens jeg mærker en KÆMPEMÆSSIG vægt løfte sig fra min brystkasse, fra mine skuldre. Jeg føler, jeg er ved at flyve væk. Det er som om, alle mine puslespilsbrikker pludselig begynder at falde på plads.

Billedet er en æstetisk beskrivelse af mig som kvinde og mor

Jeg lever de næste dage som i en boble af forvirring, glæde, lykke, tvivl, eufori og overvældelse.
Jeg er faktisk så utrolig heldig at have en virkelig fantastisk kærlig, seksuel oplevelse med en vidunderlig, omsorgsfuld og kærlig kvinde – og al tvivl er væk! Jeg kan både følelsesmæssigt og seksuelt have lyst til at hengive mig til en kvinde. Men om jeg i alt det her har lyst til at give slip på mænd? Nej…

Mine børn

Jeg er biseksuel og JEG VIL HAVE at mine børn vokser op i en verden, hvor de ikke i en alder af 36 år skal stå og være pisse hamrende bange for venner og families reaktion på hvem de er.
Jeg har altid været biseksuel – det er ikke dukket op i nattens mulm og mørke. Det er en del af mig. Ligesom min kæmpestore kærlighed til regnbuer, alle farver, at det er okay at være sig selv og skille sig ud.
Jeg vil have at vores verden er et godt og trygt sted for mine børn at vokse op og folde sig ud til lige præcis de sommerfugle, de er!

Jeg er iklædt en farverig kjole med sommerfugle

Hvorfor siger jeg først nu, at jeg er biseksuel?

Jeg har aldrig decideret hørt mine forældre tale ned om homoseksuelle. Jeg anede ikke, at der var noget der hed biseksualitet, før jeg var flyttet hjemmefra.
Men i 9. klasse var jeg faktisk mega forelsket i en pige på min skole (ligesom ALLE drengene). Jeg gik helst i min storebrors tøj, klippede håret 6 mm kort. Jeg fik besked på af min mor, at “hun havde allerede en søn. Så det pjat kunne jeg godt holde op med”. Meget syret og en af de der mange små kommentarer, der faktisk satte sig fast.

Ligesom alle de der forbistrede kæreste-kommentarer piger og drenge udsættes for, fra de er bitte små. Hvis en pige kan lide at lege med en dreng, skal de voksne straks kalde dem kærester. Ikke venner, som drengene er; eller venner som pigerne er. Nej da. Nu er det jo to køn! SÅ er de altså nuttede og kærester. Jeg er simpelthen så træt af det. For det har ikke en skid ændret sig, siden jeg var barn.

Min datter er også (tvunget italesat af andre voksne) blevet kæreste med samtlige drengevenner, hun har haft . Undskyld mig – men drengene har sgu været sjovere at lege med end de fleste af de piger, hun har været i børnehave osv med).
Alle disse “småting” gør det for nogle mennesker SUPER svært at stå ved dem selv. Jeg har altid gerne ville passe ind.
Jeg har tilpasset mig og tilpasset mig og fucking tilpasset mig selv helt i stykker.

Kom nu for helvede!

I det hele taget er jeg godt og grundigt træt af, at vi har så gammeldags et syn på køn og seksualitet i Danmark. Som udgangspunkt er jeg virkelig ligeglad med, hvad andre gør…
Men når min dreng bliver kigget forkert på, fordi han har kjole på. Når der er en kasse med PIGE LEGO og en anden med DRENGE LEGO i en dansk daginstitution i år 2019. Ja, så bliver jeg sgu vred og frustreret. For så bliver mine børn for alvor berøvet deres fri vilje til at være DEM SELV!
Og jeg har sgu svært ved at stille noget op imod det. Men jeg nægter at lade det ligge hen. Vi er simpelthen nødt til at italesætte, når gamle kønsroller, menneskesyn osv er det styrende. Især hvis det bare er fordi sådan har det altid været. For det er fandme ikke okay!

Jeg er mig – jeg er biseksuel

Jeg er biseksuel og jeg er simpelthen så pisse hamrende stolt over at have lært nu, at det er okay! At jeg ikke er forkert, mindre værd, mindre ordentlig, ulækker, klam osv. fordi mit hjerte banker for en kvinde og måske i morgen banker for en mand.

Mine børn skal lære at vokse op og elske sig selv; og elske lige præcis dét individ, de ikke kan lade være med at elske.

Den helt fantastiske ammende RegnbueSkorpion mor har jeg fået lavet hos Ammehjørnet. Jeg er så benovet over i den grad at blive forstået i mit ønske om at vise, hvem JEG er.
Tusind tak og WOW. Kig ind og se alle de skønne værker.

HOP HOP HOP

Glædelig jul? Med alkoholisme i familien – NEJ!

Det her indlæg er sgu svært at skrive. Det bliver nok også svært at læse. Men det brænder i mine tanker og har brændt i mine tanker HVER jul lige så længe jeg kan huske. Jeg er vokset op i en familie med alkoholisme rigtig tæt på. Faktisk er jeg barn af en alkoholiker, selvom min mor, nok stadig i dag, vil påstå, at hun aldrig har haft problemer med alkohol.

Om alkoholisme og empatiske briller

Bevares… Det kan da godt være hun aldrig har haft problemer med alkohol. Men jeg og mange andre med mig, har haft store problemer med hende i selskab med alkohol. Især i forbindelse med højtider. Og bevares. Min mor var ikke fuld 24/7 365 hele min barndom. Der har stensikkert også været bedre perioder end det. Desværre kan jeg ikke lige komme på dem.
Til gengæld kan jeg huske HVER eneste gang, vi har været nødt til abrupt at forlade en fest, eller juleaften hos min moster, fordi min mor var fuld og blev uvenner med min onkel. Jeg kan huske den juleaften, hvor min mor var fuld, inden vi nåede hen til min moster og gik ind i deres dør – i stedet for igennem den.

Så for at holde lidt fast i min overskrift.

NEJ, det er sgu ikke altid fedt at fejre jul. Og med alkoholisme tæt på sig er det kilde til frustrationer og for mig en tilbagevendende sorg.
Jeg valgte for – ja, det er vel 6 eller 7 år siden, min mor fra.
Jeg har ikke kontakt med hende og ønsker det heller ikke.
Igennem et meget langt sygdomsforløb med gentagne depressioner, stress, generaliseret angst, panikangst og social angst ramte jeg ind i stolen hos en psykolog, som ikke lod mig tale udenom.
Som så lige ind igennem alt mit “hurtig snakker og griner, så ingen ser, jeg græder indeni”-pis.
Han fik mig til lige at ridse min opvækst op og bad mig, i en lidt senere hypnose, om at tage mine empatiske briller på (jep, sådan nogle har jeg – og de ER SÅ GODE til at se og forstå ALLE andre, end mig selv). Så sagde han “psykisk vold i familien”. Og mit verdensbillede brød sammen.
For med de briller på, kunne jeg jo ikke lade som om, jeg kom fra en familie, hvor alt var godt; det bare var mig der var for følsom og nærtagende. Med de briller på, SÅ jeg MIG… og hvorfor det er SÅ svært at være mig ind imellem. Heldigvis var han virkelig dygtig og lod mig ikke forlade lokalet som et vrag. Han hjalp mig med at bruge mine empatiske briller til både at se min mor uden mit normale filter af kaotiske følelser og han hjalp mig med at se MIG uden mit normale filter af selvhad og manglende selvværd.

Der var en gang… og for enden af den gang

Det er snart MANGE år siden. Men det psykolog forløb rykkede virkelig rundt inde i mig og på en rigtig god måde.
Ofte tænker jeg, at jeg skulle have holdt ved – og jeg kan ikke længere huske, hvorfor jeg stoppede der. Jeg har siden været i to lange psykolog forløb, der i virkeligheden har ryddet op, hvor Alex slap. Nemlig forløb, hvor fokus har været på at finde ud af, hvordan fanden jeg kan være en mor, med de ar, sår, fejl og virkelig lortede adfærdsmønstre jeg har med mig. Hvordan jeg GERNE vil være MOR for mine børn. Det har været en virkelig lang og voldsom rejse, der er så hamrende langt fra slut.

Rejsen varer for evigt
Den kommer til at vare resten af mit liv. Det punkt, hvor jeg adskiller mig mest fra min egen mor, er nemlig, at jeg er meget bevidst om, at jeg ikke er ufejlbarlig. Derfor er jeg nødt til at udvikle mig og indse de fejl jeg begår – for på den måde, kan jeg sige undskyld og tage ansvaret på mig. Så det ikke bliver mine børn, der er ansvarlige i VORES relation.

Skal alkoholisme tilgives? Nu er det jo trods alt jul!

Tilbage til mit tema for denne skrivelse (ikke dette skriv – for det hedder det altså ikke).
Som datter af en alkoholiker har mine juleaftener ofte været rigtig dårlige – altså virkelig triste. I dag som voksen er det dog ikke alkoholisme, der gør det svært at holde jul. Det svære er, at jeg hvert år ved juletid bliver mindet om mit valg. Mit valg som jo også medfører, at mine børn ikke kender deres mormor. Og det bør jeg jo være super ked af på deres vegne. For mine børn skal jo have et helt liv fyldt med mennesker, der elsker dem, sætter pris på dem og vil dem ALT det bedste i verden. Og det vil en MORMOR.

Altså… Hvis hun kan… Men når nu en mormor ikke kan være en MOR, så er der ikke noget krav på at blive mormor. For der er ikke nogen garanti for at en ikke-mor kan vende bøtten og blive en fantastisk mormor.

Ansvaret for relationen

Min mor har gennem mit voksenliv fået en del chancer for at vise mig, at hun elsker mig for mig (det er nemlig her en del af rodet ligger – i at jeg har følt mig forkert og uelsket af hende altid). Desværre har det ikke været muligt, og jeg har altid haft alt for stort ansvar i relationen. Jeg vil ikke give det mønster videre til mine børn. Jeg er, som nævnt, afgjort ikke en fejlfri mor, og det har jeg aldrig været og bliver jeg aldrig. Jeg er dog sikker på, at det eneste rigtige er, at mine børn vokser op uden en mormor – for de er sgu elskede, de er værdsatte og deres liv ER fyldt med mennesker, der kun vil dem det bedste. Min mor er bare ikke en i flokken.

En hvirvelvind af følelser

OG her til jul bliver det bare lige alt sammen hvirvlet op. Det er nemlig ofte til jul, bekendte har en holdning til mit valg og fortæller mig, at jeg frarøver mine børn et familiemedlem… ja! Det gør jeg! Men det er jo hver dag hele året – ikke kun til jul.
Det er også til jul, bekendte kan finde på at sige at jeg skal tilgive min mor. Og hey… Det har jeg faktisk gjort. Det bliver hun dog ikke et anderledes menneske af.
Hvis hun ikke var min mor, ville den snak ikke være relevant – for mennesker med den adfærd er IKKE en del af mit liv. Der har været flere personer med lignende adfærd og personlighed i mit liv gennem årerne. OG INGEN har fået lov at blive hængende, når først jeg har opdaget, at jeg bliver syg af samvær med dem. Så hvorfor er det lige, jeg ikke bare kan vide, at jeg har tilgivet hende og lade hende leve hendes liv, imens jeg lever mit?
Jeg synes faktisk, det er mest fair, for alle parter – især mine børn.

Generelt set tilgiver jeg ikke flere folk ved juletid end resten af året – mon andre gør det?
Jeg tilgiver, når der er noget at tilgive, for mit liv er for kort til at bære nag. Nogle gange er det dog ret svært… men i de tilfælde tilgiver jeg heller ikke først til jul, men når jeg er klar. Det er nemlig et pisse godt tidspunkt!

Ikke engang til jul tilgiver jeg mig selv

Nu vi taler om tilgivelse.
Så vil det helt store spørgsmål for mig nok altid være… om jeg kan tilgive MIG SELV. For sådan er det nemlig dybt inde i mig.

Jeg er kodet fra helt lille til at passe på min mor i ALLE aspekter af hendes liv. Dække over det dårlige – eller snarere benægte at det overhovedet eksisterer.
Det har jeg truffet et meget aktivt valg om ikke at blive ved med. Og nu har jeg aktivt valgt at skrive dette indlæg. Hvor jeg ihærdigt prøver at passe på min mor og samtidig være ærlig omkring hendes alkoholisme. Det er faktisk svært – for selvom jeg har tilgivet hende, gør det stadig ondt inden i mig. Der er ret mange situationer og episoder, jeg kunne beskrive, som tegner et meget grimt billede af min mor, når hun var påvirket af alkohol – men det kan jeg ikke – for det ville være synd for min mor.

Jeg kommer aldrig til

at tilgive mig selv for de følger, der har været efter jeg valgte min mor fra. ALDRIG nogensinde.
At jeg samtidig mistede min moster, onkel, morbror, fætre og kusiner – det burde jeg have forudset – men det gjorde jeg ikke. Og det tilgiver jeg ikke mig selv for.
At jeg har sat min familie, min bror, i en svær situation – i en svær relation. Det tilgiver jeg aldrig mig selv for.
Hvis min mor læser dette indlæg (hvilket jeg faktisk håber, hun IKKE gør), vil jeg nok heller ikke kunne tilgive mig selv det.
Jeg vil aldrig tilgive mig selv for at være SÅ dårlig en datter. Der lufter det største tabu, alkoholisme.

Til gengæld har jeg ingen skrupler i forhold til at holde min mor og alkoholisme væk fra mine børn. Der er det omvendt. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis jeg lod hende ødelægge mig mere – eller hvis hun fik ødelagt så meget som een eneste juleaften for mine børn.

Jeg håber, at jeg får lidt julefred i mine tanker, fordi alle disse ord endelig er skrevet ned. Og hvis du vil vide lidt mere om mig, er der en kort opdateret bio her

Så glædelig jul verden – og godt nytår

Læs evt mere om at være barn af en alkoholiker her

Skilsmisse WTF!? Jeg vil skilles – jeg er skilt. Hvad nu?

Skilsmisse er fandme ikke for tøsedrenge eller drengepiger eller piger eller drenge

Ikke desto mindre er det der jeg er. Jeg er lige blevet skilt. Det er hjernedødt hårdt og mærkeligt og svært.
Samtidig er det faktisk også en kæmpe lettelse og på mange måder er vores skilsmisse det bedste der er sket i lang tid.

Vi får en chance mere for at redde vores fælles forældreskab. Og det SKAL vi lykkes med. Come what may! Vi skal være voksne og modne nok til at komme igennem vores uenigheder og få fundet en vinkel på at være en skilsmissefamilie, som vores børn kan trives i. For det skylder vi både dem og os selv.

Samtidig er livet jo mere og andet for både børn og forældre end denne nye familie situation.
Se med i min tankemylder video, hvis du vil vide mere om mine tanker i dag. For dem er der masser af. Og hverken kat eller mand til at høre på dem… Så det får du lov til.

Vi skal naturligvis igennem en obligatorisk 3 måneders tænke periode (jeg beklager, men jeg har altså tænkt over det i væsentlig mere end 3 måneder allerede – jeg skifter ikke mening), som der kan læses mere om hos Familieretshuset .

 

Diagnoser

Jeg snakker lidt om mine kroniske sygdom også… som du kan læse lidt mere om i dette blogindlæg

hop hop

Samsovning hos os

Godnat og sov godt – fyldt med kærlighed og tryghed

Der var engang en, der sagde, “Godnat og sov godt”, i den mest kærlige mening til sit barn – og MANGE tusinde fulgte trop. Mange, MANGE år senere fandt nogle på at skrive en bog med den titel, som FOR ALTID har smadret det udtryk for mange børn. For bogen opfordrer til at børn – SMÅBITTE mennesker skal have lov til at græde i så lang tid, at de giver op. De opgiver håbet og troen på, at der kommer hjælp, når de bruger deres mest basale værktøj – gråd! Børn der græder skal trøstes -ikke anklages for at manipulere, ikke ignoreres og IKKE være alene!

Det er svært at være 11 år, og som 35 årig er der stadig mange ting, jeg slet ikke forstår.

Hvorfor går voksne STADIG rundt og ser ud som ALTING gør ondt? (Medmindre du selvfølgelig har fx fibromyalgi, hvor alting gør ondt, så undrer det mig.)
Noget af det handler stensikkert om, at der er sket noget i forholdet mellem, hvad vi faktisk VED om børn og det samfund, der samtidig er groet op om ørerne på os. I vores samfund i dag, er der ikke plads eller vilje til, at vi vælger at bruge vores tid, kræfter og KÆRLIGHED på vores børn i de første år, hvor de har brug for OS, for deres forældre, søskende, bedsteforældre osv.

Hamsterhjulet drejer og drejer og drejer og drejer og drejer og 

Der er et samfundsmæssigt behov for at holde det berømte/berygtede hamsterhjul i gang. Det er faktisk på bekostning af vores børns psykiske og fysiske helbred. 
Det kan være en letsindig læser (det ville være ret sejt, hvis sådan en faktisk havde sneget sig herind og læste med – velkommen til i så fald) tænker: “Hey dame, det har du bare slet ikke belæg for at sige noget som helst om. Jeg gør det bedste for mine børn ALTID.” Og hey selv, letsindige læser… Nu holder jeg mig jo ikke udenfor eller for god til at være en del af systemet, af samfundet, af normen, af det forbistrede hamsterhjul. JEG gør hver dag det ALLER bedste, jeg kan for mine børn – ligesom ca alle andre forældre gør.

Jeg vil bare vove den påstand, at det jeg gør fandme slet ikke er godt nok.

Og der er ved den søde grød STOR forskel på, hvad der reelt set er barnets tarv, og hvad der reelt set er den voksnes behov for magt, status, symbolværdi, branding, selvhævdelse, selvrealisering, og hvor vi ellers kan kaste os rundt i en helt klassisk behovspyramide.

Barnet har behov for ret basale ting

Intet af det behøver at have kostet en formue! heller ikke vikler… beklager derude! men det er ikke barnets behov, at mor har mange vikler, at far har en stor bil, at der er mange dyre klatreting på gulvet eller porcelænet er det rigtige. Barnet har heller ikke behov for en tur i Zoo eller Bonbonland – en flyvetur til Thailand er umiddelbart heller ikke et lille bitte barns behov.

Som voksen har du stensikkert også andre behov end de basale – men de basale behov er de samme, som dit barns. og det her indlæg handler om at DU som voksen kan være med til at VÆLGE at lytte til dit BARNS behov i stedet for at lytte til de samfunds konstruerede behov du selv har. Hvis du vil – du er jo den voksne og vil qua denne alders-, størrelses- og erfaringsmæssige “større” position have magten over barnet. Men hvordan er det smart at bruge den magt? til at påføre barnet ubehag? utryghed? sorg? fortvivlelse? håbløshed? 

Eller ville det mon være bedre

(og ja der er for mig et RIGTIGT svar og et FORKERT svar, det her er min personlige blog, så det må jeg nemlig gerne skrive!) at bruge den magt til at tilsidesætte dig selv bare liiiige et par år og til gengæld give dit barn den kærlighed, tryghed, nærhed, nærvær, det håb, den glæde og den lykke det er, at være sammen med DIG, lige netop DIG! For du er barnets forælder og tiden med dit lille bitte barn kommer bare aldrig tilbage. Den kerne af kærlighed vi får givet vores børn, når de er små, ved altid at høre dem, trøste dem og være deres trygge havn. Det er DEN kerne, de skal bruge resten af deres liv, når det er svært at være menneske. Og vi vil alle sammen en eller anden dag stå med hjertet knust – helt uden at forstå, hvad søren der er sket, og det er sgu en god ide, hvis vi så kan gribe fat inde i vores kerne og vide “at jeg er elsket”. Uanset hvad der sker omkring mig, er jeg elsket alle dage, indtil verdens ende. Og den kærlighed, kan vi som forældre faktisk vælge at give vores børn – fra de er helt små. 

Godnat og sov godt sagde de

Det her blogindlæg har gnavet i mig længe… I dag skulle det ud. For Gyldendals forlag er nået frem til at bogen Godnat og sov godt , skam slet ikke er så slem, så den bliver bare på hylderne. Det gør mig rigtig ked af det og rigtig vred.

Hele debatten der har været op til folketingsvalget i år, har pisset mig grundigt af. Ja der BØR være minimumsnormeringer i dagtilbud og jeg har lagt FOR mange af mine kræfter i at råbe HØJT op om det.

Det er ikke så svært, sagde de – når man først får det lært!

Men ærlig talt, så starter det sgu når baby smutter ud mors mave. Det er allerede DER vi er nødt til at kigge på vores lille barn og se hvor fuldstændig hjælpeløst og afhængigt af os det er. og så STOPPE med at præstere…
stoppe med at skulle følge med i et ræs om hvis barn der først kan sove igennem (jeg har ikke lært det endnu – jeg siger lige igen, at jeg er 35 år gammel – jeg har ALDRIG sovet en hel nat igennem, uden at være fuld eller have taget medicin for at tvinge mig til at sove. Jeg HADER at sove alene, hvorfor søren skal mine børn det så?), hvis barn der først kan gå, sige mor, lægge et puslespil, sige alfabetet, hvis hjem der er mest rent, har de mest rigtige møbler, det mest rigtige tøj, den mest rigtige adresse, bil, hund, uddannelse osv osv. 

BARE STOP DIG SELV!
Dit barn har brug for DIG! og ikke andet!

Så for FUCK’S sake!

KRAM dit barn, ELSK dit barn, TRØST dit barn

Hvis du sidder og tænker Behovspyramide-afhvaffornoget? er der link til en lige her. Og jo, jeg har faktisk lidt viden om børn og børns udvikling… øj en masse psykologi og pædagogik, der var på min læreruddannelse…

Boje Katzenelson: Abraham Maslow i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?

diagnoser gør ondt

Når kroppen siger stop – nu med diagnoser og med drop

-Nogle dage hader jeg virkelig min krop og det faktum at den kommer med en diagnose eller måske med flere diagnoser! Tilbage i januar havde jeg en af de dage, der virkelig var RØV. Jeg sad på Køge sygehus med et drop i min hånd og fik første omgang af en ny medicin. Mit håb var var “at det hjælper snart – så jeg får mindre ondt i kroppen”.

Jeg har brugt december 2018 på at prøve at acceptere, at jeg ikke længere kan det, jeg kunne før… og at jeg afgjort ikke kan en brøkdel af det, jeg gerne vil. Det er som om, det at sidde der koblet op til et drop, gjorde det endnu mere virkeligt og ærlig talt endnu mere svært. Bevares, det var også svært med første type biologisk medicin. Der skulle jeg stikke mig selv en gang om ugen. DET var fandme ikke fedt (især ikke de gange, hvor mine hænder gjorde for ondt til faktisk at kunne – eller de gange, hvor Daniel endte med at stikke mig)! Men drop i armen… jeg er ikke fan og jeg har ikke lyst til at den Silje er MIG!

Men så er det jo da MEGA heldigt… for det viste sig så for nogle uger siden, at det skam da nok slet ikke er mig alligevel!

“Vent HVAD?”, tænker du måske? Det gør jeg i hvert fald…

Det viser sig sørensuseme, at jeg da slet ikke har rygsøjlegigt! HURRAAAA!!!

eller…. “vent HVAD?!?!?”
om jeg ikke er mega over lykkelig og jublende? for det er sgu da en ret seriøs sygdom, jeg liiiige fik smyget mig udenom der!
Tjo, såmænd. Men…

og jo…
jeg mener MEN (den der slags MEN, der sletter ALT, hvad der ellers lige var sagt, konstateret, besluttet, hvilke diagnoser jeg troede, jeg havde haft)…

MEN… Til gengæld har jeg som minimum slidgigt i hænder, bækken, hofte og ryg… Nå ja, eller måske er det faktisk psoriasisgigt, det vides ikke helt endnu – så vi tester det da lige med lidt mere af det der MEGA lækre biologiske medicin (som rent faktisk ene og alene har til formål at slå mit immunforsvar i stykker).
Nammenam! Det er lækkert!
og så er der også liiiige…

Fibro-avminkrop-hypokond-forenfisk diagnoser

Fibromyalgi

Fakta

  • Fibromyalgi er et smertesyndrom, hvor årsagen er ukendt
  • Ved fibromyalgi har man kroniske muskelsmerter i mindst 3 af kroppens 4 kvadranter, med en varighed i mindst 3 måneder
  • Diagnosen stilles gennem lægens undersøgelse, men ikke gennem blodprøver, røntgen, skanninger med videre
  • Årsagen er ukendt. I mange tilfælde drejer det sig om langvarig overbelastning psykisk og fysisk
  • Manglende forståelse af syndromets årsag har gjort, at man kun har haft lidt at tilbyde hvad angår behandling
  • Målet med behandlingen er at skabe tryghed og lindre smerterne gennem en omhyggelig lægeundersøgelse og information
læs mere

Komplekse langvarige eller kroniske ikke-maligne smerter

Fakta

  • Det gør ondt
  • I lang tid – måske  “for evigt”
  • Ingen ved hvorfor
  • Men det er i hvert fald ikke cancer
Klik for mindre info

Psykosomatiske smerter/MUS/somatoforme lidelser

Definition

  • Kendetegnes ved at patienten er plaget af vedholdende fysiske symptomer, der ikke kan tilskrives kendt veldefineret somatisk lidelse1 
  • Somatoforme forstyrrelser kaldes også somatoforme tilstande, funktionelle lidelser eller ”Bodily Distress Syndrome” eller MUS, Medicinsk uforklarlige symptomer 
  • Funktionelle symptomer defineres som fysiske symptomer, som ikke kan forklares bedre ud fra en kendt konventionelt defineret somatisk lidelse
  • Alvorlighedsgraden omfatter et spektrum som går fra helt lette tilfælde, som er vanskelige at afgrænse fra det normale, til meget invaliderende sygdomstilstande
  • Terminologien omkring funktionelle symptomer og somatoforme lidelser er omdiskuteret. Klassificeringsmetoderne er overlappende og upræcise, og der findes en lang række overlappende syndrombetegnelser2,3
  • Fælles for de somatoforme lidelser og de såkaldte funktionelle syndromer er, at de udelukkende er defineret ud fra subjektive gener og ikke fra objektive og parakliniske fund, og at den tilgrundliggende årsag er ukendt
  • Der skelnes mellem flere undergrupper, se diagnostiske kriterier
læs mere eller hvad?

Så det nyeste sort

er sådan nogle små mudrede aske, leverpostej-agtige, rodet udseende, snuskede nuancer af “du sagde fibro-avminkrop-hypokond-forenfisk?”- diagnoser.
Umiddelbart ser det ud til, at jeg ender med at være en fibromyalgi patient, fordi min diagnose først er blevet stillet af en reumatolog – hvis det havde været en psykiater, var jeg muligvis ramt af de psykosomatiske MUS smerter. Hvorimod den søde læge fra et tværfagligt smertecenter havde stillet diagnosen, “de der kroniske og ikke kræft-agtige smerter”.

Hvorom alting er – jeg har ondt – uanset hvilke diagnoser- medicin virker ikke indtil videre – jeg skal lære noget nyt!

At acceptere , at jeg ikke kan bestemme eller kontrollere alt.

Jeg troede, jeg nemt kunne acceptere en sygdom, der har en fysisk klar og tydelig årsag. Som kunne bedres af medicin.
Det her – at der faktisk reelt set, nok ikke er noget at gøre, alt efter hvilke diagnoser, de kloge beslutter sig for. Tja –  det er sgu da endnu mere svært!

Og det med at acceptere og finde sindsro i det – ja det får mig altid til at tænke på en af de smukkeste sange, jeg har sunget med mit Gospelkor. En helt særlig udgave af “the Serenity Prayer”. Bønnen, som jo egentlig bruges af AA, fortæller mig nøjagtigt, hvad jeg skal gøre, for at opnå lidt sindsro – jeg tror bare ikke lige på Gud – men måske universet og min velkendte stædighed kan hjælpe mig på mig?
Jeg har ikke mulighed for at dele den vidunderlige melodi og det smukke arrangement fra Faxe Gospel.
Men du får denne udgave.

Rygsøjlegigt er simpelthen det nye sort!

Såååå deeeet! Jeg har sgu faktisk, min alder taget i betragtning, haft en del både fysiske og psykiske diagnoser på mig… Den sidst nye er rygsøjlegigt. Jeg er uafklaret i forhold til hvilken type det er… Men jeg ved, det er rygsøjlegigt..

Jeg ved også, at jeg formodentlig skal have medicin resten af mit liv… altså jeg er kun 34… Biologisk medicin og CBD – here I come!

Jeg er nu nået til at have stukket mig selv tre gange, for at få den biologiske medicin… Den medicin som bør virke bedst mod rygsøjlegigt… Som bør smadre en vej i mit immunforsvar, så mit immunforsvar ikke smadrer mig… Det er eddermame mere grænseoverskridende, end jeg på nogen måde havde forestillet mig!

Jeg gør det… En gang om ugen

Jeg kan ikke blive ved med at have så mange smerter… Det er simpelthen nødt til at stoppe, så jeg kan blive mig selv igen… Lige nu er jeg en skygge af mig selv og det er hverken jeg, min mand eller mine unger tjent med.

Derfor har jeg besluttet at supplere behandlingen med CBD olie… Og så krydse fingre for at noget virker… Og de ca 3 måneder der går, før jeg ved om det har den ønskede effekt, de er godt nok LANGE!

Klokken af ØV – rygsøjlegigt er RØV!

De smerter, jeg har, er med til at holde mig i en klokke af ØV…

Jeg er træt, irritabel, vred, opfarende, ked, glemsom, opgivende, har tankemylder, kan ikke sove, kan ikke tænke…

Alt i alt er det en rigtig lorte klokke at være i! Og den har varet i snart to år non stop…

Slidt? Mig? Ej da!

Eller måske jo…

Jeg er sgu ret slidt efterhånden og det er klart derfor, jeg er opfarende og irritabel!

Det værste er faktisk ikke tilnærmelsesvis, at jeg har ondt. Det værste er derimod, at jeg mange dage ikke formår at være den kone, søster, veninde, faster, tante og i særdeleshed den mor, jeg gerne vil være…

I virkeligheden er der mange dage, hvor jeg ikke er mig… Ikke er den udgave af mig, jeg ønsker at være.

Det er eddermame irriterende og frustrerende!

Ekstra meget, når der så kommer noget på tværs fra min omverden, som kræver overskud… For som udgangspunkt har jeg ikke noget! Min rygsøjlegigt æder mig helt bogstaveligt op indefra!

Fandme nej om jeg vil

lægge mig ned og vente på at tingene bliver bedre!

Hvis der er noget jeg efterhånden har lært, er det nemlig, at vi som individer har eneretten til at kæmpe… Eller give op…

Og jeg giver ikke op på mig!

Jeg har givet op på at kæmpe for bedre forhold i mine børns institution, så derfor har vi en anderledes tid i disse dage… Men den kamp kan jeg simpelthen ikke tage mere!

Til gengæld giver jeg ikke op på, at jeg skal have det bedre!

Jeg VIL være mig, for den mig, jeg har været de sidste år, er jeg ret glad for!

Hver gang jeg kæmper for mig, kæmper jeg for min familie. Jeg kæmper for, at mine børn får en tryg opvækst! En faktisk barndom! Hvor de må være børn – og det er fandme svært i disse tider, hvor vi alle helst skal være hjerteløse droner, der blindt bidrager til arbejdsstyrken og helst ikke må opdage, at vores muligheder bliver mere og mere ringe hele tiden…

Jeg drømmer om en barndom for vores børn med tid og plads til at være, at føle, at glædes, at rase, at sørge… Du ved… Tid og plads til at være MENNESKE! uanset om du er 2, 4, 16, 34 eller 66 år!

Hvordan endte mit opslag her? #endchildism

I virkeligheden ville jeg gerne kæmpe imod at dele op i voksne og børn… Forstået på den måde, at mange voksne mener, de selv er mere værd… Bare fordi de er voksne… Det forstår jeg ikke… Altså, at mange voksne ser sig selv som “a higher being”! Og derfor mener de alene sidder med sandheden, beslutningskraften og retten til at dømme. Det er lidt sært… Fordi mange mennesker, mener det er helt ok…

Jeg ender nok ud med at kæmpe en lille kæmp for mine egne to unger, og så må jeg redde verden, når jeg bliver gammel nok!

Og naturligvis fortsætter jeg med at kæmpe for, at jeg går det bedre!

Rygsøjlegigt plus det løse… Af banen, af banen – her kommer Bananen 💪

Den der nye trissevæv – den skal da vidst snart bruges. En væv siger du? Ja jeg gør! væv, vævere, vævning?

For et halvt års tid siden var jeg så heldig at støde på en Slyngel, der skulle af med en gammel trissevæv (en HVAD? Ja det er et godt spørgsmål, som jeg nægter at svare på lige nu… for det kræver billeder og ærlig talt, er der en kende for rodet foran væven, ligenu, til jeg kan tage et ordentligt billede… heldigvis er Google sikkert din ven). Jeg fik lokket min far med ud på en køretur i sne og frost og fik den gamle væv bragt hjem. Men ak og ve!!!! Den kom aldrig i brug.

HOLDT OG STOP! uddybning tak!

Men sagde du ikke lige, at der var en væv, der skal bruges?

Jo jo! Det er bare en anden væv! Jeg fandt nemlig ud af, at jeg måske ikke lige synes, jeg kan tillade mig at bruge 2*2 meter af vores hjem på en væv, så da væven alligevel kom af dage, fik jeg rakt ud i universet og klaget min nød. Til min redning kom en anden Slyngel (som er MEGA sej og væver VIKLER!!!!! det er SÅ cool! Tjek evt. hendes facebookside ud! wovenbyluffe ) og nu er jeg den heldige ejer af en trissevæv fra Sverige!

Tankemylder som drivkraft?

Den lækre væv har så stået og kigget på mig længe! MEGET længe nu! Så længe at jeg næsten troede, det aldrig ville blive til noget – det med at komme i gang altså!

Men i dag har jeg SÅ meget tankemylder, at jeg ikke kan sove. Jeg kunne INGEN ro finde og tænkte, at det da skulle udnyttes til at få overloadet mit hoved og min krop med noget nyt.

Jeg føler mig SÅ TRENDY

Så jeg har lige nu lavet min første trend (ÅÅÅÅHJA!!!! nu får jeg lige lov til at lære ENDNU et særligt sprog at kende. Ligesom i slyngeverdenen har vævningen nemlig sit helt eget sprog og ind imellem er jeg ret overbevist om, at det bare er for at besværliggøre ALT!).

Nåh men… Jeg har fået lavet min trend. Det vil sige at jeg har viklet noget garn rundt i et mønster mellem nogle pinde, så jeg kan være sikker på at alle trådene har samme længde, når de kommer over i min væv (den skal altså have et navn tror jeg… jeg modtager gerne forslag). Det er de LANGE tråde til et kludetæppe, jeg ævler om.

Et kludetæppe siger du?

Jep! Jeg har nemlig besluttet at gå all in på mit første projekt og væve et kludetæppe på ca 120*60 cm til min far. Jeg ELSKER tanken om både at glæde ham, at lære noget nyt, få ro i mit hoved OG upcycle en masse gammelt sengetøj!

Og nu er første skridt taget!

Godnat og sov lækkert

Min trend er klar til at skulle på væven (når jeg lige føler for det), jeg fik faktisk lige tid med total RO i mit hoved og vil kaste mig ind i seng om et øjeblik… derinde igger min dejlige familie nemlig og laver den skønneste familie-sandwich. Glæder mig til at putte mig ind og lytte til deres sovende vejrtrækning og mærke deres ro, imens jeg falder i søvn! Jeg er VILD med samsovning! og jeg er vild med at være en del af en ny verden… den for vævere.

Mylder på min blog

Da jeg for meget lang tid siden startede denne blog, havde jeg en forestilling om at få skrevet et indlæg på bloggen hver uge. Jeg havde SÅ mange gode ideer, til hvad jeg skulle skrive om, at jeg så det, som det nemmeste i hele verden at få skrevet så ofte. Det har jo efterfølgende vidst sig, at jeg ikke har fået skrevet et indlæg 1 gang pr måned…

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det er, fordi mit liv har været VIDUNDERLIGT og NEMT. Så jeg slet ikke har haft lyst til at skrive om hårde, svære, tunge eller ligefrem deprimerede (og jeg mener deprimerede ikke deprimerende) emner. Det er nu bare ikke rigtig det, det handler om. Tværtimod, er jeg MEGET fristet til at skrive – og det er endda helt uden overdrivelse til at fremme forståelsen.

The show must go on

Jeg har, siden min søn var 14 dage gammel, kæmpet med min 2. efterfødselsreaktion. Jeg kæmper stadig – og det burde være bedre nu. Desværre har livet valgt at kaste nogle flere bolde ind i det vilde jongleri, det er at have to børn under 4 OG en efterfødselsreaktion/fødselsdepression.
Derfor tænker jeg nu, at en del af denne blog nok kommer til at handle om mit liv med rygsøjlegigt. For det er nemlig en af de sindssyge bolde, jeg har fået mig. En diagnose, som jeg faktisk ikke havde set komme, men prøvet at lukke øjnene for. Jeg får SÅ tit at vide, at jeg er født pessimist – men det er jeg faktisk ikke… Jeg bruger meget krudt på at forvente det mest lortede i verden, for så kan jeg blive positivt overrasket… Ja… Det gjorde jeg så ikke rigtig denne gang… Men hey, nu kommer der endelig noget behandling i gang, og forhåbentlig er dette året, hvor både min krop og mit hoved får det MEGET bedre.

Indhold eller udhold?

Og hvad vil jeg så sige med dette indlæg… ikke så meget… nok bare lidt mylder, der skulle ud af mit hoved…
I virkeligheden er det vel lidt en forklaring på, hvorfor jeg ikke har fået gjort det, med min blog, som jeg havde planlagt… ikke ment som en undskyldning – for jeg står jo reelt set ikke til ansvar overfor nogen (andre end min egen sindssyge pligtopfyldende tilgang til livet) og bør vel ikke have dårlig samvittighed over at have prioriteret min familie frem for min blog… hmmmm…
Tja… så…

Jeg håber at få mere overskud til at skrive… jeg har en halv opslagstavle FYLDT med Post-its… og de er FYLDT med emner og ideer til blogindlæg, jeg skal have skrevet… så lige pludselig… SÅ tager det fart!

Jeg er mere og andet end datter, søn, mand og depression. Jeg er en SLYNGEL! og bidt af en vild vikle…

En slyngel, siger jeg dig! og øj, hvor det giver mig meget at holde fast i. En vild vikle! Hvad er nu det for noget moderne hejs!?Jeg troede ikke det ville være mig… en slyngel – ej ved du nu hvad! Det er da ikke noget at prale af!

Johov! Det er det faktisk! Jeg er nemlig en slyngel i kraft af den tid, jeg bruger på at have mine børn nær – og med nær mener jeg slynget. Det betyder ikke, at jeg, som slyngel, SLYNGER dem rundt omkring 😉 Men at jeg bærer dem i slynger. En slynge er masse betegnelsen for bæreredskaber, der kan hjælpe med at bære fx een baby eller et barn. Det kan være bæreseler (gerne af den ergonomiske korrekte slags, for både bærer og barn), vikle, ringslynge, Onbuhimo, og alle de forskellige krydsninger, der efterhånden findes.

Den nærhed, det giver mig og ungerne, er simpelthen fantastisk! Det fællesskab og den fælles kærlighed, som slyngeverdenen rummer, er næsten lige så fantastisk!

Sikke mange udråbstegn i en meget kort tekst

Tja… De, der har talt med mig i virkeligheden, vil nok have erfaret, at jeg er tilhænger af tydelig mimik, levende kropssprog og et talesprog med MANGE ord, og tydelighed både i forhold til tempo, lydniveau og udvalget af ord. Jeg tror, jeg nogle gange skriver ligesådan egentlig… ISÆR når jeg bliver begejstret. Det der med at holde følelser, især de glade af slagsen, skjult og afdæmpet, det er jeg ganske enkelt hverken i stand til eller interesseret i at gøre. Jeg er nu heller ikke nødvendigvis særlig god til at skjule vrede osv… mest fordi jeg har erfaret, at mine tidligere angstanfald oftest blev udløst i forbindelse med vrede, jeg ikke erkendte, sagde højt, men snarere lagde skjul og låg på…

Hov… det var vidst da et mentalt sidespor! Hvilket helt klart sammen med mit forbrug af !!!!!!! forhåbentlig nu har givet dig, som læser, en idé om, at det her med at være en slyngel, er betydningsfuldt for mig og en vigtig positiv del af mit selvbillede og min identitet.

Og nu tilbage til slyngerne!

Den gang min datter (som nu er 3,5) var spæd, bar både min mand og jeg hende i en strækvikle. På det tidspunkt, var det primært, fordi jeg havde smerter efter både bækkenløsning og kejsersnit, samt rygsmerter fra en gammel rygoperation, der fik mig til at undersøge, hvad der ville være mest skånsomt, for mig og min krop – da Babycakes, ikke brød sig voldsomt om at ligge selv.

Desværre blev Babycakes hurtigt for tung til, det var rart med strækviklen… og jeg vidste den gang INTET om den subkultur, vi har alle vegne rundt om os, Slyngeverdenen, kalder jeg den. Den opdagede jeg først da min datter var ca 7 måneder – og jeg pga sindssyge smerter i mine arme af at bære på armen, var NØDT til at finde en anden løsning…

og jeg fandt… SLYNGEGALLERIET på Facebook.

#jegbærerdigaltid

Bærefestival

Et samfund i samfundet

Og hvilket samfund! Den gang var der slet ikke så mange medlemmer i gruppen, som der er nu… Stemningen var (og er) kærlig, imødekommende, rummelig, forstående, forklarende, inddragende, undervisende, venlig, tålmodig og frem for alt… Klar på at DELE!

Der gik ikke længe før jeg både var begyndt at bære Babycakes i fastvikle og bruge stofbleer til selvsamme Babycakes. Og derfra… Har det været DEN VILDESTE rejse.

Jeg har lært ufattelig meget om mig selv i forbindelse med, at jeg er kommet længere ind i Slyngeverdenen. Jeg har lært mere om, hvem jeg er som Mor, som Kvinde, som Kone, som Veninde, som Slyngel, som SILJE. Faktisk er jeg af den overbevisning, at jeg IKKE var nået til at være, den jeg er, hvis ikke jeg var stødt på denne fantastiske subkultur.

Jeg har aldrig følt, jeg helt passede ind nogen steder, men i Slyngeverdenen har jeg fundet en gruppe, som jeg kan føle mig som en fuldbyrdet del af, på både godt og ondt. og det føles fantastisk.

Så fantastisk at jeg frygter den dag, hvor jeg ikke længere skal bære mine børn. For hvad er så mit belæg for at blive ved med at være i Slyngegalleriet og ALLE de undergrupper, der er dukket op de sidste år?

Jooooo… jeg holder fast… Nu som hobby konvertør… Det vil sige, at min hobby er at sy vikler om til andre ting og sager… fx til en ringslynge (dem har jeg en del af efterhånden… og mit næste store projekt er at sy en Onbuhimo…se DET bliver SPÆNDENDE og jeg glæder mig til at gå i gang lige om et øjeblik! Saksen og viklen ligger klar!