#metoo For vigtigt til at tie længere! Nej betyder nej uanset om du er barn, kvinde eller mand! Overgreb skal stoppes NU!

#metoo

Der er gang i en kampagne, der skal sætte fokus på, at det er alt for almindeligt at lave overgreb på kvinder, ofte under påskud af at det enten er for sjov eller en kompliment. Jeg har, som ufattelig mange andre kvinder, været udsat for diverse overgreb. Alligevel fik en af mine venner mig til at tænke. Det gælder jo også, hvis du er mand. Og barn. Fokus for dette indlæg vil dog lige være overgreb på kvinder. Men husk for pokker da, at nej betyder nej. Uanset hvem der siger det. #metoo

Min historie om overgreb fra mænd

Jeg taler som oftest ikke, om de uheldige oplevelser jeg har haft med mænd, inden jeg fandt Daniel. Da jeg var meget ung, var det fordi jeg skammede mig over ikke bare at kunne acceptere, at sådan er nogle mænd bare. Som årene er gået, har jeg givet op. Det virker ikke til, at der er noget at stille op. Nu er der lidt fokus på det med #metoo!

Nu hvor jeg lige sidder og læser det, jeg lige har skrevet, bliver jeg harm. “Uheldige oplevelser”. Jeg skriver det igen… Smag lidt på det… “UHELDIGE OPLEVELSER“.

Fremtiden for mine børn

Hvis min søn eller datter en dag kommer til mig og bruger de ord om lignende adfærd (som du kan læse om lidt, hvis du har lyst) fra andre, ville jeg blive rystet ud af kurs! De skal lære, at det IKKE er ok. Og at de altid skal sige det højt, hvis de oplever sådan noget.
Jeg ved, at min far og brødre nok ikke helt ved alt det nedenstående… Jeg har været for flov til at sige det højt. Og hvis de læser med, kan nu være et helt ok sted at stoppe <3

Lang historie kort(-ere)

I stedet for at komme med en laaaaang historie, kommer der en liste med highlights i nogenlunde kronologisk orden. Listen dækker perioden fra jeg var lige knap 16 til  22. Og alt fra “uskyldige” gramserier på Crazy Daisy til fuldbyrdet voldtægt. God læselyst😲 #brydtabuet med mig!

udfordrer hvem? #metoo
Ung, nedringet og til fest

Listen

  • Min første kæreste forstod hverken, at AV betød “det gør ondt, stop lige lidt” eller at “nej” betød… “NEJ”… Samtlige gange vi “havde sex”, var selve samlejet under tvang. Og jeg vidste ikke, at det kunne være anderledes! (Tak til Dion for at lære mig det senere)
  • Min ungdom på diskoteker primært i Næstved
    • Utallige fyre har taget på mine bryster… Og jo… Jeg var ung, relativt blond, tynd, store jader og gik muligvis nok relativt udfordrende klædt (udfordrende? Hvad betyder det egentlig? Hvem udfordrede jeg til hvad?).
    • flere gange er jeg blevet taget i skridtet af fyre, jeg dansede med på Crazy Daisy. Jeg gik i mange år ikke med korte kjoler eller nederdele, for at undgå at “invitere” til lige at mærke efter på “sagerne”.
    • Utallige gange er jeg blevet taget på røven.
    • Flere gange er jeg blevet trængt uopfordret op mod en væg og kysset af en tilfældig fyr, jeg lige snakkede eller dansede med, og kysset på hals og kavalergang.
  • Min ekskæreste gennem næsten 2 år forstod ca ligeså lidt, som min første kæreste. Så udover hans tendens til vold pga vrede, alkohol og stoffer, var vores sexliv også præget af, at jeg skulle indordne mig hans luner. Og de var ærlig talt ikke voldsomt rare. Men de var ret voldsomme. Gang på gang holdt han mig fast og tog mig, imens jeg skreg, sagde nej og græd.

De uskyldige overgreb

Og lige til at runde af i den “uskyldige” ende. .. Jeg var til bryllup med Daniel og ganske nedringet. En af de mandlige gæster foreslog mig at tage med ham hjem, “for de bryster var da spildt på Daniel”. WTF!

#metoo

Det er så hamrende vigtigt for mig, at min datter ikke kommer til at tro, at mænd er sådan. Jeg er vokset op med dejlige drengevenner, og mændene i min familie er skønne! Jeg var ikke rigtig forberedt på, at mænd kan være SÅ modbydelige, heldigvis har jeg lært lidt selvforsvar, så jeg kunne afværge en del.

I mange år troede jeg faktisk, at jeg bare var MEGA heldig med en far og to brødre, der er kærlige, gode, venlige, hjælpsomme og som jeg ikke ville kunne elske højere. For mænd generelt var sgu skræmmende, hårde, voldsomme og grænseoverskridende.

Nu ved jeg

At der heldigvis er mange mænd, som min far og mine brødre. Jeg er så mega heldig at være gift med en af dem. Og jeg satser stærkt på at være mor til en og faster/tante til 5 stk skønne drenge, det bliver fantastiske mænd, der behandler ALLE med respekt.
Som er med til, at der i fremtiden vil være færre, der kan skrive #metoo

Tiden er mørk

Stilhed før storm eller stilhed i orkanens øje? Stille tid? Stormfuld tid? Nu er det endelig blevet blogtid❤️

Det er svært at være 11 år,
der’ så meget,
som man ikke forstår.
Hvorfor går alle voksne rundt
og ser ud,
som om alting gør ondt?
Jo ser du Krumme…Det er sgu fordi livet er helt anderledes som voksen end som barn… og indimellem gør livet ondt… Når dagene er fyldt ud med storm, gør ALTING ondt.

Midt i orkanens øje er der stille.

Skræmmende stille. Som voksen har jeg lært, at når jeg er lige der, der hvor stormen går amok hele vejen rundt om mig, lige der hvor der er stille, lige der ved jeg at det er stilhed før storm. For den eneste måde at slippe ud af orkanens øje er ved at kæmpe. KÆMPE hele vejen igennem stormen. Og komme ud på den anden side af orkanen… Stærkere, mere erfaren og hamrende træt.
Det fedeste ved at vide det, er at vide, at det også stopper med at gøre ondt… en dag…
Ikke nødvendigvis i dag eller i morgen – men EN ELLER ANDEN DAG! for det er det bare nødt til. Det bestemmer JEG!

Min fortid

Jeg er vokset op i en familie, hvor vi alle sammen skulle være på vagt i forhold til min mors humør og i perioder også alkohol indtag. Jeg sad en gang hos (endnu) en psykolog og fortalte om min oplevelse af at være barn i vores hus. Psykologen bad mig om at lytte til min historie, som var jeg ham og så fortælle,a hvilke tanker jeg fik. Hvis nu det var en af mine elever (jeg har i en ganske kort periode været folkeskolelærer), der sad og fortalte mig det. Hvad ville jeg tænke, sige og gøre.

Jeg var rystet… for sådan havde jeg ikke selv lige gjort…og det første,  jeg tænkte  var,  at det barn,  i den familie, blev udsat for psykisk vold. Jeg havde ALDRIG forestillet mig, at der var noget, der forklarede, hvorfor jeg i min ungdom og første voksenår havde det så hamrende svært. Jeg troede faktisk, at jeg “bare” havde en brist et sted. At jeg var skrøbelig fra naturens side og derfor ikke kunne klare så meget. At jeg var hysterisk og bare skulle tage mig sammen.

Personligheds a’hva’ for en fisk?

Det troede jeg så meget på, at en psykiater efter en enkelt times samtale en gang diagnosticerede mig med en PERSONLIGHEDSFOSTYRRELSE! Mine følelser var for mange og for svingende. Mine holdninger for firkantede og sort/hvide til, at jeg kunne være normal. Jeg tog det på mig – ikke bare til mig… Men PÅ mig… En gigantisk rygsæk af skyld og skam over at være SÅ dårlig til at være menneske, at jeg VAR borderline.

Hvis kaos er du?

Måske havde han ret den dag… Måske var jeg midt i et angstanfald og derfor ganske emotionel ustabil… Han er dog den eneste (og jeg har efterhånden været i hænderne på 2 psykiatere, 2 psykiatri sygeplejersker og 5 psykologer), der har set den diagnose. De andre har set en lille pige, der var nødt til at overleve i min mors følelsesmæssige kaos. Min forsvarsmekanisme var at tilpasse mit humør og mine følelser, så de passede hende. Og DET har givet mig en masse vilde svingninger. Svingninger,  der gør,  at jeg ikke altid,  bare tager mig sammen.

For det er ikke en mulighed altid. Selvom jeg nu ved  at det en dag ikke gør så skide nuller naller, så er det dybt indgroet i mig at forvente det værste, for da jeg var lille var det smadder smart at være forberedt på,  at min mor havde en dårlig dag… det var nemlig MEGET sjovere at blive overrasket af en gang godt humør, end det var at blive overrasket af en ondskabsfuld og narcisistisk måske endda også fuld mor.

Min storm ? Alles storm? Kampen om forældreskabet

Jeg kæmper dagligt for at være en god mor… Det tror jeg, de fleste mødre gør… Ligesom de fleste fædre kæmper for at være gode fædre!

Nogen gange er jeg ikke sikker på, at jeg lykkes med det… I lang tid var mit mål at være en bedre mor, end min egen mor har været… Og ja… Jeg er sgu træt af at lade min kamp for løsrivelse og selvstændighed diktere, hvad jeg skal, kan og bør gøre med og for mine to fantastiske unger.

Kampen i orkanens rasen

Udover at kæmpe med min egen barndom og for at finde min rolle som mor, kæmper jeg med tilbagevendende depressioner (lige nu en fødselsdepression) .. I disse dage, går kampen ikke voldsomt godt… Så det er godt at vide, at jeg har været i orkanens øje, at jeg nu er midt i den værste storm. Når jeg kæmper videre (og det gør jeg naturligvis), ved jeg, at jeg kommer helt ud af orkanen.

Jeg kommer ud af orkanen med mere erfaring, en dybere viden om hvem jeg er, og hvem jeg gerne vil være. For alt hvad jeg har oplevet de sidste snart 34 år, gør mig til den,  jeg er.

The storm

Åh altså! Tiden flyver og mit fokus flyver med.

Time flies
Tiden flyver

Tiden op til, under og efter

Jeg vil gerne være ærlig! Ærlig overfor eventuelle læsere, men mest afgørende, ærlig overfor mig selv! I tiden op til fødslen af min søn, magtede jeg intet😑 På en god dag, græd jeg ikke af smerte, på vej hjem fra at aflevere min datter. På en god dag kunne jeg tøffe lidt rundt herhjemme og slå tiden ihjel uden at være ved at flå hårene ud af hovedet på mig selv.

På en dårlig dag… Faktisk var det nok nærmere en almindelig dag, græd jeg hele vejen hjem, fordi mit bækken gjorde ondt, og jeg dårligt kunne løfte fødderne fra fortovet for at tage det næste skridt. De dage slog tiden mig ihjel, og det eneste, jeg kunne, var at ligge på sofaen, have virkelig ondt af mig selv og prøve at bedøve mine følelser og min krop med at se TV. Gudskelov for Netflix!

Frygten for ikke at gå i fødsel og derfor skulle have et kejsersnit voksede i takt med min mave. Og ham lillebror lod virkelig pinen trække ud! Jeg vil ikke lave en fødselsberetning nu og her (måske i et andet indlæg en dag). I korte træk gik jeg så meget over tid, at jeg kun lige nåede at presse baby ud, inden kejsersnittet blev bestilt!

Tiden gik​ i stå

Jeg har ingen fornemmelse af, hvor lang tid noget tog, da jeg fødte. Det meste af tiden er jeg også hamrende ligeglad! Det er som om tiden gik i stå, da lillebror kom til verden! Lige der havde jeg lidt tid med perfekt og helt uhindret lykke! Det var fantastisk, vidunderligt og jeg har sjældent været SÅ stolt af mig selv eller min mand! Jeg savnede min datter vildt og samtidig fyldte følelsen af lillebror på min mave ALT! Og der gik mange timer, før tiden rigtig kom i gang igen 😍

Hvor tiden blev af?

Vupti! Nu er der gået mere end tre måneder siden vores søn blev født… Tre måneder der både har været de længste, hårdeste og hurtigste i mit liv!

Det var vidunderligt at komme hjem fra sygehuset og få lov at se vores datter vokse ti meter, fordi hun nu er STOREsøster! At få lov til at være os fire! Og de 14 dage, min mand var hjemme, gik alt for hurtigt! En del af tiden var et regulært helvede, som forsvandt ind i brystvorter, der gjorde så ondt, at jeg skreg, hver gang lillebror var sulten og fik fat! Drømmen om at have storesøster hjemme blev ikke opfyldt, for hun ville ikke have været tjent med at overvære min smerte, og samtidig at jeg ikke havde tid til hende, fordi snylteren (og ja, sådan føltes det) hele tiden åd! I det mindste var jeg ikke alene, og min dejlige mand fungerede som verdens bedste tjener!

14 dage… Og vupti… Så stod jeg der… Med brystvorter der stadig gjorde ondt nok til​ jeg skreg, en sulten baby og en datter, der skulle afleveres i vuggestue hver dag… Og en mand, der kører på job så tidligt, at vi andre ikke er vågne endnu…

Helvedes forgård

Der havnede jeg ret hurtigt! Jeg fik sværeste og sværeste ved at have min baby hos mig. Det blev fysisk ubehageligt, når jeg (endnu en gang) var nødt til at reagere på hans gråd, for jeg vidste jo godt, at jeg er hans mor. Det ER mig, der skal reagere. Jeg var bare lige ret ligeglad… Det rørte mig mindre end slet ikke, når han græd… Og ja… Efter nogle dage, hvor det blev mere og mere klart for mig. Hvor jeg blev mere og mere ked af det, fik min mand og min veninde mig heldigvis til læge.

Helvedes forgård er en fødselsdepression! 

Tiden er mørk

Og der er jeg nu! Smack down midt i helvedes forgård!

Og tiden, siden jeg var hos lægen, er gået med at bede om hjælp. Og sige det højt. Jeg nægter at lægge skjul på, at jeg kæmper en daglig kamp, for at finde overskud til min datter og mand samt kærlighed til min søn. Alt imens mit indre er fyldt af kaos,og jeg ikke kan huske fra næse til mund. Hvilket desværre er meget tydeligt i vores hjem, som roder som aldrig før🙈😱

Det føles sateme forkert! Helt igennem forkert at have det sådan her! At føle jeg er ligeglad med min egen søn! Jeg er vokset op med en mor, som fortalte mig, at jeg ikke var lige så elsket som min storebror. Så det gør ondt på måder, jeg aldrig har oplevet før, at jeg ikke kan mærke, at jeg elsker lillebror! For tænk hvis han vokser op og føler sig uelsket, uønsket, mindre værd!!!!! Den tanke rider mig som en mare! Alt imens jeg jo godt ved, at det er min hjerne, der spiller mig et puds! Der er en kemisk ubalance, som heldigvis bliver hjulpet lidt af noget medicin, psykolog og om lidt hjælp til at klare de praktiske opgaver… Som at komme i bad😫

Hvad bringer tiden mon med sig?

Med tiden VED jeg, at alting bliver bedre! Jeg VED, at det her også vil blive gennemlevet og overlevet! Jeg har verdens dejligste og mest støttende mand! Han hjælper mig med at hænge i, holde ud og kæmpe! Uden ham så det meget mere sort ud! I det hele taget er jeg dybt taknemmelig for mit netværk! Som lige hjælper med at tage en opvask, kramme mig, min søn og datter… Eller sparke mig hårdt over skinnebenet, så jeg endelig får husket at skrive her (tak for det Yasmilah 😍)! Uden alle jer, gik det ikke!

Jeg ser frem til at kunne skrive: “I dag kan jeg mærke, at jeg elsker min søn!” .

For den dag kommer!

Og forhåbentlig meget snart! For tiden går jo… Og intet vedbliver med at være, som det er… Så længe vi er åbne for at se indad, udad, fremad, være ærlige og kæmpe!

Sindsro til mor

God, grant me serenity – eller bare en eller anden giv mig SINDSRO og en lækker Yaro!

I mit gospelkor (jo jo… til trods for konstant fravær hele denne sæson er det stadig mit) synger vi en virkelig smuk udgave af “The Serenity Prayer” (sindsro bønnen fra AA).
Jeg er langt fra kristen, jeg er ikke umiddelbart troende…
Men for pokker… giv mig lidt sindsro… giv mig sindsro til at acceptere alt det, jeg ikke kan ændre eller kontrollere eller bestemme!

I disse dage mangler jeg virkelig sindsro… og ro i min krop!

Av for ind i Hel

Jeg har termin om 6 dage. Har alt for mange bækkensmerter, for mange plukveer (og jo, de kan godt gøre ondt, de kan godt være ret regelmæssige, og de er virkelig ikke sjove), kan ikke løfte mine fødder, når jeg går, har opgivet at gå med strømper, sover alt for lidt, har for lidt overskud og for meget temperament! Og tålmodighed… det er noget, jeg kun fantaserer om!

Glæde…

Jeg glæder mig til at møde min lille søn! Jeg glæder mig til, at han skal møde sin storesøster og far… og jeg glæder mig til ikke at være gravid mere! Jeg glæder mig til langsomt at få kæmpet min krop fri af smerter! Jeg glæder mig til at føde – og jeg glæder mig til alt det, der kommer efter ❤

Jeg glæder mig især til at bære ham tæt, fx i vores Yaro Dandy ringslynge… åh det bliver vidunderligt og giver en arm fri til storesøster 💗

Men for dælen, hvor jeg trænger til sindsro for at nå derhen med min sjæl og mit sind i god behold!

Sindsro til mor
Lillebror i Yaro Dandy ringslynge

De mener det godt

Det gør de… jeg er helt sikker!

Jeg har i dag været til min nevøs fødselsdag. Det var vidunderligt at se min familie 💜 og da den fjerde spurgte mig om terminsdatoen, var jeg ved at eksplodere… for de seks dage er dræbende… og hey… når det IKKE er planlagt kejsersnit, ja, så er der jo også mulighed for at gå over tid… GÅ over tid… næh du… jeg tror snarere, det bliver en langsom kravlen 😣

Sindsro til at acceptere

Lige nu, lige her i min sofa, imens min mand og datter sover… er jeg alligevel også lidt glad for, at lillebror stadig er indvortes… I morgen får min mand svar på, om han skal opereres i knæet efter påkørsel i efteråret… og det er godt nok MEGA dårlig timing… og endnu mere, hvis lillebror synes, han skal udvortes i løbet af de næste 24 timer…

Så intet er vel så skidt, at det ikke er godt for noget…

Frem med ja-hatten…

Fokuser på det positive…

Nyd den søde ventetid…

Husk at sove og slappe af inden fødslen…

Wow… er du sikker på det ikke er tvillinger?

Shhhhh! Bare shhhhhhhhh!

Tak folkens… og flet så lige næbbet!

Jeg er træt… og nyder faktisk mest mit eget selskab i disse dage. Min selvvalgte semi isolation fra omverdenen gør nemlig, at denne omverden slipper for mit brok; slipper for falsk positivitet; for pludselige udbrud af irritation og vrede; for at se på at jeg dårligt kan gå hen over et dørtrin; at jeg ikke kan løfte min datter, uden at være ved at skrige af smerte; at opdage at jeg faktisk er ligeglad med, om jeg lige kom i bad i dag eller måske i forgårs, for det kræver al min fysiske styrke for en hel dag…

Giv mig sindsro!

 

Og en kæmpe tak til Faxe Gospel, for at give mig en smuk sang at tænke på og holde fast i ( www.faxegospel.dk ) 💜

Gravid! og hvor er det skønt, min ventetid snart er overstået.

Den søde ventetid

Jeg sidder lige nu og venter på mit andet barn… en lille baby dreng! Vi har allerede en pige, som næsten når at blive 2.5 år, inden hun bliver storesøster.

Den søde? ventetid

Jeg ved, der er mange, der ELSKER at være gravide. Der er masser, der trives med de forandringer kroppen gennemgår, som jubler over hvert et spark og ærgrer sig over at den søde ventetid går så hurtigt .

Jeg vil fluks afsløre… Jeg er IKKE en af dem! Jeg hører til den modsatte gruppe.

Usød ventetid til mig

Had er et stærkt ord for en voldsom følelse  og vi skal passe på med at bruge det i flæng, som min klasselærer, Thorbjørn, sagde da jeg gik i 9. klasse.

Jeg hader ikke at være gravid! For jeg ved jo at der venter en baby forude! Men hold nu op, hvor jeg virkelig ikke nyder ventetiden… og nej… den er ej heller sød!

Den gang jeg ventede min datter, følte jeg mig fuld af skam HVER ENESTE gang, jeg lod mig selv føle afmagten, frustrationen, smerterne osv ved at være gravid… Mange i min omgangskreds (især den perifere) spurgte netop: ” Nyder du den søde ventetid”. Og mit ærlige svar: “NEJ, jeg glæder mig til, det er overstået!”, faldt yderst sjældent i god jord. Derimod blev jeg mødt med vantro og hovedrysten af flere. Som om jeg ikke værdsatte, at jeg snart skulle være mor. Med kvalme 24/7 fra jeg var 3.5 uge henne og bækkensmerter fra uge alt for lidt, der endte med bækkenløsning og sygemelding plus alt det andet, ja så føltes det ikke som noget, der skulle nydes… eller kunne nydes.

Jeg glædede mig jo alligevel vildt til at blive mor (samtidig med var jeg ved at skide grønne grise af skræk! For hvordan skulle jeg dog nogensinde kunne klare det?).

Jeg er jo helt forkert

Tidligt i min første graviditet fik omgivelsernes og mine egne forventninger, mig til at føle mig forkert. Jeg BURDE jo klart og tydeligt nyde hvert sekund… Men det gjorde jeg ikke! Denne følelse af forkerthed, udviklede sig hurtigt til angst (som jeg genkendte fra størstedelen af mit liv). Nu bare med nyt tema!

Hvis jeg ikke en gang kan nyde min graviditet. Hvordan skal baby dog kunne overleve i min krop? Hvordan kan jeg dog undgå, at min baby bliver lige så ødelagt, som jeg selv? 

Det var en ond spiral lige lukt ned i en efterfødselsreaktion/depression.

Jeg er fandme god nok

Hvor ville jeg ønske, at det er OK, at vi kvinder og mænd, som står overfor en kæmpe livsændring (forældreskab), kunne få lov til at føle, som vi gør. Det er PISSE skræmmende at skulle være forælder! Det er for nogle VANVITTIG ubehageligt og smertefuldt at være gravid. Og hey… det er sgu OK, at der i dette følelses virvar IKKE er plads til lige at sidde og nyde noget som helst… Det er OK at være frustreret over at være træt hele tiden. Over ikke at kunne en brøkdel af det du kunne for 3 uger siden!

Det er OK!

Det er OK at sige det højt! Det er OK at bryde tabuet og sige PISSELORTEMØG graviditet! Det er nemlig OK at føle sådan, for følelser kan aldrig diskuteres! De er der bare.

Shhhh… jeg lytter lige

Hvordan vi så handler på disse følelser… ja det kan være mere eller mindre hensigtsmæssigt for os selv og vores omgivelser. I en graviditet er det ret snedigt at lytte mest til kroppen og mindre til andres forventninger… For kroppen skal nok ihærdigt prøve at få os til at passe på! Passe på os selv, for at passe på baby. Vores fornemmeste opgave i graviditeten er derfor ikke at opretholde vores normale hverdag, men at lytte til vores krop og udvise de hensyn der skal til (og en middagslur er nu skøn).

Hvor ville jeg ønske, at jeg vidste dette i min første graviditet!

Jeg ved det nu! Og jeg synes, det er MEGA nederen at være gravid! Jeg har ikke en nemmere eller væsentlig anderledes graviditet denne gang. Faktisk så er angsten den største forskel. Jeg er nemlig ikke angst! For nu ved jeg, at jeg er en god mor. Nu ved jeg, at jeg er OK, selvom jeg ikke gider være gravid. Nu ved jeg, at jeg er ganske ligeglad med, hvad andre forventer  (i hvert fald de fleste dage). For dem, der betyder noget, er min datter, kommende lillebror, min mand og mig selv.

Vi er de vigtige i disse dage, og min fornemmeste opgave er at passe på MIG, så jeg kan passe på os.

Det betyder sofa-tid og voldsomme mængder rod. Det betyder putte-tid efter vuggestuen og voldsomme mængder kys, kram og fjol. Og så betyder det mere sofa-tid.

Uanset hvad! Det er ok ikke at nyde den søde ventetid!

Og ØJ, hvor jeg glæder mig til at have lillebror i mine arme!

Wow… nu har jeg aldrig! Min helt egen blog

En blog…

Seriøst! en blog?!

Hvad i alverden har jeg mon gang i? Hvorfor har jeg brug for en blog? HAR jeg brug for en blog? Har jeg lyst til en blog? Hvorfor har jeg lyst til en blog?

I mange år… næsten hele mit liv… har jeg elsket at skrive. Alt på skrift! Selv små sedler til min mand! I de sidste 10 år har jeg leget med idéen om at skrive en bog… og er gået i stå inden første spadestik, alene fordi jeg ikke ved i hvilken jord, jeg skal stikke spaden! Jeg kunne skrive en fantasybog eller en selvbiografi om at være mønsterbryder fx…

Nu har jeg i stedet valgt denne blog… som jeg kan gøre med, som jeg lyster!

Og lad mig gøre det klart fra starten!

Jeg skriver her for min egen skyld. Jeg har en masse ord og tanker, jeg gerne vil have ud af mit hoved. Det bliver her, de kommer ud. Jeg ved allerede at nogle indlæg vil handle om min rejse fra at være forkrøblet af angst til at være MIG.

Andre indlæg vil handle om

At være mor og snart mor til 2.

At være gift.

At være kvinde.

At være slyngel.

At være “mere hippie” end de fleste jeg kender.

At blive dømt, fordømt og bedømt.

At have drømme.

At have en mening.

At opdage at der findes andre meninger… der måske holder!

Kortere sagt… denne blog kommer til at handle om og rumme hele mig… På godt og ondt!

Alt det pæne og endnu mere alt det grimme! Alt det som ingen siger, fordi vi er bange for at gøre andre ondt…

Regnbuens farver

Jeg er mønsterbryder, og jeg vil gerne bryde et mønster mere! Det mønster der får en masse mennesker til at gå rundt og føle sig forkerte. Forkerte fordi deres grimme sider måske ikke lige er velsete i omgangskredsen eller i samfundet. Fordi det ikke lyder godt at sige: “Jeg hader at være gravid. Det skal bare overstås!” Nej det forventes, at den søde ventetid skal nydes. (Mere om det i et særskilt indlæg)

Livet rummer alle nuancer og ingen er perfekte. Ingen er fejlfri. Til gengæld rummer vi alle regnbuens farver, og det er mit (ydmyge) håb, at der skal være plads til netop det.

Så byd velkommen til hele mig… Også den kreative side… som får sin egen lille side…

Hvis du er nået hertil i mit rableri… SEJT! Det vil da være lækkert med nogle læsere, selvom min rejse ind i blog-land er en del af min egen proces.

Wow… Hvad har jeg gang i? Aner det ikke! Men det føles vildt godt! Så det kan umuligt være helt forkert!